My life, my heart (1D)

Allison Norris, bor i London med hendes far. Hun har ingen venner, og heller ikke det bedste forhold til sin far. Han forventer for meget af hende, og når hun ikke lever op til hans forventninger får hun tæsk. Allison kan ikke klare det længere og beslutter sig for at begå selvmord. Men en fremmed stopper hende i sidste øjeblik, en fremmed, der snart vil blive hendes bedste ven.

4Likes
4Kommentarer
724Visninger

2. Selvmord

Jeg kiggede på vejen under mig. Bilerne kørte hurtigt af sted. Hvis jeg sprang ville de ikke kunne nå at stoppe. De ville ikke engang kunne nå at tænke på at stoppe, før min krop ville ligge under bilens dæk. Jeg tog en dyb indånding.

Jeg stod på en bro over en motorvej. Et selvmordsforsøg. Snart ville jeg springe døden i møde, og jeg var ikke bange. I mine øjne var døden bedre end livet. Ihvertfald bedre end et ensomt liv, uden venner, uden kærlighed og uden omsorg. Og med en masse vold fra sin far. Jeg kunne ikke klare dette liv mere. Jeg smilte ved tanken om at jeg snart skulle forlade denne jord.

Jeg lukkede øjnene og tog endnu en dyb indånding. Jeg kunne høre bilerne under mig. Et spring, og så ville det være forbi. Kun en enkel bevægelse. Alligevel føltes det så svært. Men jeg blev nødt til det. Dette liv, var for slemt.

Et kraftigt vindstød kom, og jeg var ved at miste overbalancen, men det lykkedes mig at stå fast på broen. Jeg kiggede ned mod bilerne igen og fik en dårlig fornemmelse i maven. Der var langt ned til vejen.

Jeg tog en dyb indånding og skulle til at springe, da en varm hånd pludselig lagde sig om min skulder. Jeg kunne mærke et åndedrag i min nakke og jeg fik gåsehud. Langsom vendte jeg mig om, og kiggede op i nogle smukke grønne øjne.

"Det er farligt at lege sådan rundt, over en motorvej!" sagde han med en rolig stemme. Jeg trak vejret stille og studerede hans udseende nøje. Han havde brunt krøllet hår og et perfekt ansigt. Har var lidt højere end mig og så var han lidt kraftigt bygget. Ikke tyk - slet ikke - bare lidt kraftigt bygget.

"Hvad lavede du?" spurgte han så. Jeg kiggede igen ind i hans grønne øjne. Jeg kunne se på ham at han godt kendte svaret. Jeg rystede på hovedet.

"Hvem er du?" fik jeg tvunget ud over mine læber. En lille og spinkel stemme. Han kiggede mig dybt i øjnene og svarede "Harry"

Jeg prøvede at smile, men var alligevel chokeret. Min far ville banke mig til jeg var gul og blå, hvis han fandt ud af at jeg havde prøvet at begå selvmord. "Jeg må hjem nu..." sagde jeg hurtigt og småløb ned af broen. Harry, stod lidt forvirret og kiggede efter mig. Jeg løb gennem parken og ned af stien.

Først da jeg nåede til min opgang, satte jeg farten ned. Jeg gik stille op af trapperne. Da jeg stod udenfor døren til min og min fars lejlighed, lukkede jeg øjnene. Jeg trak vejret dybt og åbnede døren.

"HVOR FANDEN HAR DU VÆRET, PIGEBARN?!" min far brølede gennem hele lejligheden.

Nu ville der være bank, massere af dem!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...