Blikket {1D} (+13)

Bell er en dygtig showdanser på 17 år. Hun har danset næsten hele sit liv og brænder virkelig for det. Hendes hold har flere år vundet EM og de er nu rykket op i et højere niveau og samtidig udtaget til VM. Dette VM er dog specielt, da holdet oveni den store pengesum og fantastiske titel, får lov at danse for One Direction på deres 2 måneders Turné i USA. Bell er absolut ikke en Boy Band fan og slet ikke Directioner, som hendes andre holdpiger. Hun hader tanken om at hun måske skal tilbringe 2 måneder med at stå og danse for dem. Drengene fra One Direction er forfærdelige, som tror de kan synge på deres udseende, mener Bell. Eller... gør hun?

14Likes
16Kommentarer
1137Visninger
AA

4. The Solo

"Ja, ja, ja, sådan Bell og lige det sidste!" Det lød et bump. Det var selvfølgelig mig, jeg skal lave en underlig pirouette i slutningen af min solo og slutningen af vores dans.
F*ndens også! Jeg kan ikke holde balancen til sidst fordi det skal gå så skide stærkt.

"Kom igen, Bell, du kan godt" Ida rakte mig hendes hånd for at få mig på benene igen. "Tror vi holder for nu, så kan du få lov til at træne soloen senere", jeg nikkede bare. Jeg lærte aldrig den piroutte. Vi havde også lavet om på min solo nogle gange fordi jeg slet ikke kunne få mine ben til at fungere til den. øv.

Der var gået to dage siden jeg havde stødt ind i Harry i omklædningsrummet. Pigerne havde skreget som bare f*nden, da han var gået fra vores hytte, da han var kommet med min shampoo, og spurgt mig om hvor mange gange jeg havde stødt ind i ham. Altså, come on, hvad tror de selv? Jeg var ikke fan eller mødt ham hemmeligt midt om natten. Han virkede jo så snobbet og havde åbenbart ikke lyst til at åbne munden mere end højest nødvendigt over for mig.

Eftersom træningen var sluttet, tog vi tilbage til hytterne for at slappe af. Jeg valgte at slappe af med en løbetur. Jeg trængte til at få mine tanker luftet, så jeg kunne tænke på at få min solo på plads senere. Jeg var hoppet i mit løbekluns og på vej ud hørte jeg pigerne snakke højt om deres drømme med One Direction men de var ved at finde frokost frem. Jeg sukkede bare af dem og lukkede døren efter mig. Campingpladsen var ret stor, men jeg havde aldrig studeret den anden ende af den, da hele konkurrencen foregik i den anden ende, så jeg besluttede mig for at løbe derned og kigge.

Jeg satte i løb og prøvede at samle tankerne. Hvis den solo gik i vasken, svigtede jeg resten af holdet, som inderligt drømte om den skide tour med drengene. Hvorfor lagde den også på mig? Hvorfor var det MIG, den eneste, der ikke var directioner, som skulle have den afslutning som måske havde betydning for hele udfaldet.. Der var jo en grund til, at Ida havde gjort den så svær.

Jeg blev afbrudt i mine tanker, da jeg pludselig hørte en guitar og nogen svage stemmer. Jeg var løbet ind i skoven i den anden ende af pladsen. Jeg løb lige så stille og hørte at guitaren blev tydeligere.

"Yeah, I know, I know, when I compliment her she won't believe me
And it's so, it's so, sad to think that she don't see what I see
But every time she asks me do I look ok, I say"

(Bruno Mars - Just the way you are)

 

Jeg så pludselig til min højre side, fem fyre sidde på træstubber. Den lyshårede spillede på guitaren, mens en i en stribet trøje sad og legede trommer på sit ben.
Jeg havde slet ikke opdaget, at jeg var stoppet op og bare stod og gloede på dem. Eller, jeg smilede nu af dem. De så ud til at hygge sig. Et hoved rejste sig lidt og kiggede på mig. Det var først der, det gik op for mig, hvem det var, jeg gloede på. Det skide boyband var sgu heller ikke til at komme væk fra uanset hvor man gik hen. Det var Zayn som lige havde løftet hovedet fra deres 'rundkreds' og nu gloede resten af drengene også på mig. Jeg turde ikke at fjerne mit blik fra dem, men det var også vildt akavet bare stå og kigge. Niall var også stoppet med at spille på guitaren, så der var en akavet stilhed.

"Hey Bell!" Jeg ryster på hovedet for at komme til mig selv. Niall vinkede mig over til dem. Jeg gik stille hen til dem, mens Niall begyndte på forspil til Flo Rida - Whistle og kiggede rundt på drengene, måske i håb om at en af dem ville begynde at synge sangen. Lige så stille begynder Louis og fløjte med.

"can you blow my whistle baby, whistle baby
let me know
girl i’m gonna show you how to do it
and we start real slow"

Zayn var begyndt på sangen med et stort smil på læben, mens han nikkede med hovedet til takten og kiggede på de andre drenge, for at få dem med på sangen.

"you just put your lips together
and you come real close
can you blow my whistle baby, whistle baby
here we go"

Harry var hoppet med på næste del sammen med Zayn og efterfølgende skiftedes de til at tage et vers og sammen tog de omkvædet. Drengenes stemmer var rare at høre på i takt med guitaren.
De virkede så afslappede og slet ikke påvirkede eller spændte på, hvilke piger, de skulle tilbringe to måneder med, fra imorgen. Jeg ville slet ikke kunne sidde og hygge mig på den måde uden at tænke hvad nu hvis dit, hvad nu hvis dat.

Da de var færdige med sangen lavede Niall en komisk outro på guitaren og drengene grinede. Jeg grinede med og gav en lille klapsavle.

Louis gav Niall et dask på skulderen:"Din blærerøv", sagde han grinende. Jeg stod bare og smilede til dem. Jeg stod bare. Det gik op for mig, hvor akavet jeg følte mig, ved bare at glo på drengene som sludrede med hinanden, så jeg forsøgte lige så stille at trække mig ud af det lille 'fællesskab'.

"Går du allerede?" Louis kiggede på mig med et skævt smil. Et smil, jeg blev helt betaget af og jeg kunne ikke lade være med give ham et smil tilbage, et akavet et. De andre kiggede afventende på mit svar.
"Jeg er nødt til at løbe", fik jeg bare sagt og inden drengene fik lov til at sige noget, havde jeg sat i løb tilbage til hytten. Sikke en underligt 'møde'. Det var ikke rigtig andet end et "Hej" og et slags "farvel". Vildt underligt, men selvfølgelig, de måtte rigtig ikke snakke med os dansere, eftersom vi ikke måtte påvirke deres dømmekraft til konkurrencen, men den regel var de vidst lidt ligeglad med, men hey, hvem vil også holde øje med dem ude i en skov? Jeg rystede på hovedet af mig selv og var ikke andet end et par hundrede meter fra hytten, så jeg sprintede det sidste stykke. 

 

***

Jeg stod og studerede mig selv i træningslokalet. F*ck hvor var jeg bare håbløs. Havde nu stået her i en halv time og kunne intet af min solo nu. Jeg prøvede den underlige piroutte igen, men fik slet ikke kraft nok til at få mig rundt. "Argh!" udbrød jeg og stampede i gulvet. Hvorfor kunne jeg ikke noget som helst nu? Jeg gik hen og slukkede musikken og tog min vand. Jeg tog en tår og kiggede samtidig på min mobil efter Ida's nummer. Hun var nødt til at få mig på rette vej igen.

Men lige inden jeg trykkede på "Ring", hørte jeg et dybt suk. Det var altså ikke fra mig. Så måtte der jo altså være nogen herinde.

"Er der nogen?" Jeg kiggede rundt og mit blik faldt over mod bjælken tæt ved døren og fik et kæmpe chok. Niall stod og kiggede undrende på mig. Faktisk, så så hans blik ret bekymret på mig. Hvad lavede han her?

"Ehm, undskyld, men jeg øver altså" Jeg prøver at undgå at lyde sur over at han nok har gloet på mine total mislykkede dansetrin.

"Undskyld, jeg kunne bare ikke lade være med at..." han afbrød sig selv og kiggede bare ned i gulvet mens han kløede sig i nakken ret uroligt. Han vidste godt at han ikke skulle være herinde.

"Hvad? Hvad kunne du ikke lade være med?" Jeg afventede på hans svar, men han stod bare og kiggede ned. Eftersom han ikke svarede, så forsøgte jeg nærmest med at dukke mit ansigt ned for at få kontakt til ham. Dette virkede, eller. han kiggede i hvert fald op og tog nogle få skridt hen imod mig.

"Du mangler din gnist. Hvorfor danser du?" kom det pludselig fra ham. Hvad bilder han sig ind at spørge om sådan noget? Hvorfor jeg dansede? Jeg har gjort det hele mit liv, det er fedt, sjovt og giver iøvrigt god motion.

Jeg kiggede lidt irriteret på ham:" min gnist? hvad fabler du om?"

Igen kiggede han ned og kløede sig i nakken. Havde han fortrudt, hvad han havde sagt eller hvad? Han skulle i hvert fald ikke komme og spille klog på dans, den lille sangfugl. Han tog sin hånd fra nakken om foran og lignede en, som ville forklare mig noget med hænderne. Hans mund var formet til et O, men intet kom fra ham. Han spekulerede virkelig over, hvilke ord han skulle bruge nu - sikkert fordi han havde fortrudt sine ord.

"Din gnist. Jeg mener, du ser ikke ud til at ville danse. Som om det plager dig, eller.. Som om det ingen betydning har for dig, at du er tvunget til det" han prøvede at forklare sig i en blød tone, mens jeg bare stirrede på ham. Han havde ingen forstand på dans, hvordan alverden kunne han finde på at sige sådan noget?! Jeg kunne mærke vreden komme op og det kunne han se. Jeg var lige ved at tænke over min ord til en skideballe, men pludselig fortsatte han:" Jeg ved, hvad du tænker. Men jeg tror, det at danse er lidt det samme som at synge. Jeg mener.. Hvis man ikke mener de ord, man synger, så taber sangen sin betydning. Så jeg tænkte... Hvis du ikke har dine følelser i dansen, så er det derfor, den kikser?" han bed nervøst sig selv i underlæben og kiggede bare afventende på mig.

 

Jeg kiggede bare på ham måbende. Hvad var det lige, han havde sagt? Niall smilede lige pludselig og en lavmælt latter kom fra ham. Hvad i ALVERDEN bildte han sig ind, at stå og disse mig og så begyndte han bare at grine?!

"Ehm, sorry, men du står og måber, det ser altså ret sjovt ud".

Selvfølgelig var det pga mig, han grinte. Jeg lignede sikkert en, der total havde tabt kæben. Pinligt, pinligt, pinligt!

Jeg grinte nervøst og anede ikke, hvad jeg skulle sige til ham. Jeg vidste ikke om Niall var tankelæser, men han gik hen til musikken og skruede lidt ned, så det var en god baggrundsmusik, hvor man samtidig kunne tale sammen. Han stillede sig foran mig og jeg kiggede virkelig undrende på ham. Hvad har han NU gang i?

"Er der en historie bag dansen? Had, kærlighed, lykke, usikkerhed etc.? Det kan jo give en idé om, hvordan du skal sætte dig ind i dansen og udtrykke dig". Endnu engang kiggede jeg bare total uforstående på ham. Egentlig, så hørte jeg godt, hvad han sagde, men jeg stod bare og undrede mig over, hvorfor han hjalp mig. Total random person, faktisk kendt person, hjælper en pige, som skal konkurrere mod mange andre om at rende i hans og hans fire venners røv i to måneder. Det var viiirkelig underligt!

"Okay, jeg kan forklare det anderledes. Når vi synger en lykkelig kærlighedssang, så synger vi jo ikke med gråd i stemmen og et "sad face", vel? Vi synger med energi og smil på læben, som om vi er i den syvende himmel. Forstår du?" Jeg nikkede til ham og han smilede til mig. Hvor var han dog hjælpsom. Og sød.

Vi kunne pludselig høre nogen larme ude i det ene omklædningsrum. "Åh nej" hørte jeg Niall sige. "Jeg er nødt til at gå, jeg må slet ikke være i nærheden af jer. Held og lykke!" Han vendte sig hurtigt om og løb ud af døren. Så var de ikke så ligeglad med reglerne for dommerne.

Jeg fangede mig selv i at grine lydløst for mig selv, da det svenske hold kom ind i lokalet. Træningslokalet var deres nu, så jeg tog mit håndklæde, vandflaske og åbnede gettoblasteren for at få CD'en med vores musik på, ud. 

Holdet var i utrolig godt humør, og jeg smilede bare til dem og gik ud. Jeg måtte træne imorgen tidlig, hvis jeg skulle have en chance for at kunne min solo til konkurrencen.

Det bliver en urolig lang nat.

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...