Dark Angel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 sep. 2012
  • Opdateret: 4 apr. 2013
  • Status: Igang
Alicia Hell virker som en helt normal pige. Hun går i skole, til fester og har venner. Problemet er bare at det er hun ikke. Hun bor på Dark Hill kollegiet, et af mange hjemsteder for Mørke Engle, der er sendt op til overfladen af Lucifer for at sprede ondskab. Alicia nyder at være den hun er og hun er god til det. Men alt dette ændrer sig – for Mørke Engle gælder der nemlig kun to regler:
1. Du skal altid være loyal mod Lucifer.
2. Du må aldrig forelske dig.
Og Alicia kommer til at bryde dem begge.



164Likes
112Kommentarer
9126Visninger
AA

10. Kaptiel 8

 

Brændbarn sætter ild i pisset

 

”Okay så. I lægger bare bøgerne ned i taskerne igen,” mr. Jucher virkede opildnet. Det gjorde mig sært nervøs. Hvad havde den gamle idiot nu i tankerne.

”Som nogen af jer måske har bemærket – et fåtal, vil jeg tro – er dette religion og vi har efterhånden beskæftiget os længe nok med katolicismen. Derfor går vi videre med noget mere blandet. Vi skal lave gruppe-arbejde,” et kollektivt suk løb gennem klassen og jeg strammede grebet om bordpladen. Pis. En person forrest i klassens hånd skød i vejret som en raket.

”Ja, Maria Greet?” sagde mr. Jucher med nærmest venlig tone. Nu jeg tænkte over det, var det kun mig, han behandlede som skidt. Ikke fordi man ikke kunne forstå den arme mand. Jeg var en bitch. For at sige det mildt.

”Jeg har allerede inddelt jer i grupper på tre, så det bliver ikke et problem, hvis det er det,” sagde Jucher, før hun nåede at sige noget, og hun forblev tavs. Jucher fandt et stykke papir, og hvis jeg ikke tog meget fejl, sendte han mig et skadefro blik, før han hængte det op på tavlen.

”Værsgo,” sagde han og skyndte sig af vejen, før folk fløj op til tavlen. Jubelråb og opgivende suk dominerede klassen et par øjeblike. Jeg blev siddende på min plads, ventede på at min gruppe ville komme til mig. Maria Greet kom fortrydeligt ned til mig.

”Så… vi er sammen, ser det ud til,” sagde hun stille. Yes. Den kristne, stille pige. Skyd mig.

”Okay,” svarede jeg ligegyldigt og hun krympede sig, ”hvem er den sidste?”

”Det er mig. Ser det ud til,” svarede en alt for velkendt stemme ved siden af mig. Pis. Skyd mig endnu mere. Jalen.

 

”Okay. Nu hvor du er ny, vil jeg udøve den luksus at forklare dig, hvordan det her foregår,” sagde jeg langsomt og prøvede at undertrykke flammerne i min stemme. Isdronning, ja tak, ”I to laver opgaven. Jeg skriver mit navn på den.” Med de ord rejste jeg mig og ignorerede Jalens oprørte blik. Karma er virkelig en bitch.

”Glem det. Du skriver din andel,” indvendte Jalen. Jeg stoppede og vendte mig langsomt. Maria Greet prøvede desperat at få ham til at holde mund.

”Hør her skatter… fortæl mig aldrig, hvad jeg skal gøre. Aldrig,” sagde jeg med et kvalmende smil.

”Jalen, seriøst. Det er okay,” hviskede Maria og sendte mig et nervøst blik. Hmm. Så vidt jeg huskede, havde jeg aldrig gjort hende noget. Men hvad Helvede, jeg huskede som en sok, så det kunne jeg ikke tage for gode vare.

”Lyt til Maria,” hvislede jeg, vendte rundt på hælene og satte kursen mod døren.

”Miss Hell. Hvor tror du, du skal hen?” spurgte Jucher fra katederet.

”Ud for at hente papir til min gruppe,” svarede jeg uskyldigt og skyndte mig ud af lokalet, før han opdagede bunken af papirer på bordet i den anden ende af lokalet. Jeg endte i gruppen med den kristne pige og drengen med de underlige øjne. Jeg kunne sælge historien om mit liv til en filminstruktør.

 

Vinden bed i mine kinder, flåede mit hår bagud. Jeg stirrede ud over den flade mark og trak vejret dybt et par gange. Bag mig var den sorte jeep parkeret. De andre ville nok blive lettere irriterede, når de snart opdagede at deres bil var væk, men jeg var nødt til at komme ud af den skole. For dårlig belysning, for mange hormonforstyrrede skravl, et sæt kolde øjne. Jeg var nødt til at komme væk.

Mine skridt førte mig længere ud i vinden, der rev i mit tøj. Jeg havde lyst til at skrige min frustration ud, kaste mig mod jorden, slippe ud af denne apatiske skal. Jeg skulle til at slippe mine vinger ud, da lyden af en bilmotor stoppede mig. Jeg drejede mig instinktiv mod lyden og så en grå Volvo komme trillende ned af markvejen. Hvad Fanden…? Ud af bilen steg ingen ringere end Jalen Eden. Hvis Ash var her, ville han formegentlig banke ham for sjov. Åh, hvor kunne jeg godt bruge Ash i det øjeblik.

”Jalen…?”

”Hvad laver du herude?!” skreg han gennem den hylende vind, ”er du sindssyg!?” Det lød ret så retorisk, så jeg valgte ikke at svare.

”Skrid, Jalen,” hvislede jeg og vidste udmærket godt, at min stemme ville trænge gennem vinden og ind i hans hoved, selvom jeg ikke råbte. Frynsegode ved at være Mørk Engel.

”Tag dig lige sammen, gider du? Ingen orker dine diva-tendenser,” hvæssede han koldt. Jeg mistede besindelsen et øjeblik og stod foran ham i løbet af et halvt sekund. Han glippede med øjnene.

”Jeg ville holde mund lige nu, hvis jeg var dig,” pressede jeg ud mellem mine tænder og prøvede desperat at holde den dyriske hvæsen, der brummede i min strube, inde. Han var overraskende hurtigt fattet.

”Kom så med det. Hvad er det? Barndomsproblemer? Selvværdet?”

”Hvad Helvede snakker du om?” bed jeg.

”Jeg prøver at regne ud, hvad der gør dig til sådan en bitch,” det var næsten ynkeligt, sådan som han tøvede ved bandeordet.

”Javel,” mumlede jeg, mens isen kastede sig mod flammerne i mit indre. Mit hoved, mit stakkels hoved. Min bevidsthed var ikke det rareste sted at være altid, men da det føltes som jeg skulle miste den, satte jeg pludselig mere pris på den – fuck, hvor menneskeligt. Jeg gav næsten mig selv kvalme. Selv min fornuft, virkede pludselig uundværlig.

”Hvad er det? Kærestesorger? Fik du knust dit hjerte?”

”Det ville kræve et hjerte,” jeg var bange – bange fordi jeg ikke følte mig som mig selv, i kontrol over mig selv. Hvorfor smadrede jeg ikke bare en fald hånd mod hans kind og smuttede før det var for sent? Hvorfor lod jeg ham fortsætte? Hvorfor blev jeg?

”Alicia,” hviskede han. Hans tunge slangede sig om ordet, udtalte det tydeligt, som smagte han på ordet. Kuldegysninger skød gennem min krop, men jeg forholdt mig passiv. Jeg frøs for første gang i mit liv. Frøs så meget at jeg fik lyst til at giver efter for kuldekramperne og kaste mig mod jorden med et hulk. Hans lyse hår blafrede i vinden og jeg følte mig lille. Meget nyt og uvant for mig. Magtesløs. Jeg mødte denne dreng for en uge siden og havde intet haft med ham at gøre hele ugen. Men jeg frøs. Åh, hvor jeg frøs. Tag dig sammen! Hvislede min fornuft. Luk røven! Hvæsede jeg tilbage. Jeg var bare så charmerende.

”Alicia, hvad er du?” hviskede han forvirret. Mit hoved eksploderede da vores øjne mødtes. Hvad fanden skete der med mig?

”Ulykkelig,” mumlede en stemme. Min stemme. Hvad? Hvorfor sagde jeg det? Jeg var ikke ulykkelig. Jeg kunne ikke føle, for Helvedet.

”Fortæl mig om det,” hviskede han indtrængende. Hans øjnes farve pulserede. Ordene bevægede sig op gennem min hals, prøvede at presse sig ud, mens jeg kæmpede for at holde dem inde. Magtesløs, nervøs, ude af kontrol. Jeg trådte et par skridt tilbage, varsomt. Hvad foregik der?

”Nej,” gispede jeg og mærkede, hvordan jeg genvandt kontrollen, ”vel vil jeg ej! Det rager ikke dig, for fanden. Lad mig være i fred!” Jalen så ud som om jeg havde slået ham – well, mission accomplished.

”Jeg…” han lukkede forvirret øjnene. Pis også, altså! Tre skridt. Tre skridt fra hinanden, og alligevel var der en verden imellem os. Mørk Engel og menneske. Forskellen havde aldrig føltes så tydelig før. Tre skridt. Isen åd mig op indefra, da jeg gik de tre skridt, greb brutalt fat om hans nakke og pressede mine læber mod hans i håb om igen at føle mig i kontrol – over ham og mig selv. Alt blev stille. Isen og ilden smeltede sammen og blev til lunken vand, vindens brøl forsvandt og dens biden i huden glemtes. Ro. Stilhed. Ingen dunken i hovedet, ingen kvalme, ingen kulde. Jeg pressede mig mod hans krop, han greb fat om mig og trykkede mig mod sig, desperat. Men til min skræk følte jeg mig ikke i kontrol. Jeg følte mig… et ord fra biologiundervisningen poppede op i mit hoved: i symbiose. Jeg følte mig i symbiose med skravlet – jeg følte. Det måtte være sådan, det var at slippe ud af det pålagte, naturlige følelsesregister jeg var underlagt. Jeg havde aldrig følt mig menneskeligere. Tanken frastødte mig, men det blev fuldstændig undertryk af stilheden. Rystende af forvirring kyssede jeg ham endnu hårdere, rev i hans hår. Intet. Kun symbiosen. Jeg trak mig selv væk fra ham i forvirring og sanseindtrykkene kastede sig mod mig. Vinden, kulden, hovedpinen, hans fortvivlede øjne. Pis. Pis, pis, pis!

”Alicia, jeg…”

”Skrid,” hviskede jeg. Åh for Lucifer også! Jalen trådte et skridt nærmere.

”Hvad?”

”Forsvind! Forsvind så!” skreg jeg, forventede at han ville blive forskrækket. Men i hans ansigt var der kun en fattet apati. En apati der kravlede ind over mig, tæmmede alle følelser – hvilket gjorde alting mindre kompliceret, mindre menneskeligt. Men også underligt tomt. Jalen nikkede en gang.

”Okay,” sagde han, lige så tomt som jeg følte mig. Med de ord stak han hænderne i lommerne på den grå jakke og gik mod Volvoen. Jeg blev stående urørlig indtil bilen forsvandt ned af markvejen. Da den endelig var væk, faldt jeg på knæ. Hvad var der sket? Hvad var ændret? Realiteten ramte mig som en mavepuster: jeg var ændret. Flammerne brændte igen i mig, varmede mig i den nådesløse vind, men jeg var ændret. Da jeg begyndte at skrige åd stormen lyden, den desperate, hjerteskærende, fortvivlede lyd. Jeg skreg til min stemme var forsvundet og kastede mig ned på jorden. Frustrationerne bankede rundt i hovedet på mig, tiggede om at komme ud. Jeg rejste mig, rasende, slog min vinger ud så mit tøj flænsedes og fløj så hurtigt jeg kunne mod himlen.

”Jeg hader dig!” skreg jeg mod himlen, mens jeg fløj højere og højere op mellem skyerne, ”jeg hader dig. Det er alt sammen din skyld!” Gud anede ikke, hvad han skabte, da han forviste Lucifer. Men han skabte mig. Han skabte Greg og Brad og Maggie og Jane. Han skabte mig. Han var skyld i livet hvor begge skæbner var noget man helst ville være fri for: uendelige flammer eller uendelig følelsesløshed. Kvalmen over mig selv, mine egne tanker svækkede mig. Tag dig sammen! Tag dig så sammen, for Helvede! Du er jo ynkelig! Skreg min fornuft af mig. Jeg stoppede op midt i luften. Jeg ville gerne bede den om at holde kæft og gå derhen, hvor solen ikke skinner. Men jeg kunne ikke. For den havde ret. Jeg var fucking ynkelig. Langsomt, fattet, satte jeg kursen mod jorden, landede med et blidt bump og trak mine vinger ind. Mit tøj var flænset, men mit sind havde aldrig været mere intakt. Med et lille smil til vinden, satte jeg mig ind i jeepen, startede den og kørte mod Dark Hill kollegiet. Først da jeg var ude på landvejen og godt på vej hjemad, kunne jeg smage lilje-essensen på mine læber. Liljer – det var fandeme en underlig smag at give en læbepomade.

Han smagte af liljer.

 

 

Den fantastiske morgen kom, hvor jeg igen følte mig inspireret til at skrive på denne. Jeg håber I kan lide det! Ved ikke hvornår det næste kapitel kommer, men jeg håber ikke at der vil være lige så stor pause igen.

Kommenter gerne!

- Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...