Dark Angel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 sep. 2012
  • Opdateret: 4 apr. 2013
  • Status: Igang
Alicia Hell virker som en helt normal pige. Hun går i skole, til fester og har venner. Problemet er bare at det er hun ikke. Hun bor på Dark Hill kollegiet, et af mange hjemsteder for Mørke Engle, der er sendt op til overfladen af Lucifer for at sprede ondskab. Alicia nyder at være den hun er og hun er god til det. Men alt dette ændrer sig – for Mørke Engle gælder der nemlig kun to regler:
1. Du skal altid være loyal mod Lucifer.
2. Du må aldrig forelske dig.
Og Alicia kommer til at bryde dem begge.



164Likes
112Kommentarer
8957Visninger
AA

9. Kapitel 7

 

Mere ild, vil ha’ mere ild og hvert sekund uden, det er et fucking tidsspild.

 

”Vi har fået brev,” sagde Greg, så snart vi trådte ind i køkkenet. Efter en hård dag i skolen, havde jeg mest af alt bare lyst til at gemme mig under dynen som en rigtig teenager og måske også tage et spring ud af vinduet. Ikke som enhver anden teenager.

”Tak for info?” mumlede jeg og gik i gang med at lave en kop rigtig sort kaffe.

”Det er adresseret til dig,” sagde Greg, og jeg stoppede overrasket op.

”Fra hvem?”

”En eller anden i Helvedet. Du ved, at det koster at få et brev op til Overfladen. Du har vist en velhavende ven dernede.” Brevet kunne kun være fra en person. Efter to år skrev Ash endelig til mig. Jeg tog brevet ud af hånden på Greg, der kørte en hånd gennem det sorte hår og tog over for at lave kaffe til alle. Maggie faldt sammen ind over bordet og lod Tresh give hende et kys på kinden. Jeg stirrede på konvolutten et øjeblik. Alicia Judas Hell, Dark Hill kollegiet, Kreston, NC. Det var helt sikkert Ashs svungne skrift. Pludselig gik det op for mig, at alle stod og gloede på mig. Jane stirrede rasende på mig, og jeg studsede over det faktum, at hun ligefrem dirrede. Hun sitrede af vrede. Jeg sendte hende et forvirret blik og kiggede igen på brevet.

”Næ nej, det brev åbner jeg alene,” fastslog jeg med et bittert smil, tog en kop kaffe og gik ovenpå. Efter at have låst døren forsvarligt og kastet mig i drømmesengen, der sådan mindede  mig om Ash, sprættede jeg forsigtigt kuverten op. I lang tid gloede jeg på brevet, turde ikke at læse det. Så faldt mine øjne på en af de sorte rosenknopper, der snoede sig omkring drømmesengen og jeg kunne ikke holde mig selv fra at smile. Jeg var overbevist om, at sengen var fra Ash og den teori byggede udelukkende på et minde fra Helvedet. Ash havde været med sin far op mod Overfladen, helt deroppe hvor Offeret bliv udført for at sende Mørke Engle op på Jorden. Da han kom tilbage, havde han noget med til mig. Det var underligt, for Ash tænkte egentlig aldrig på andre end sig selv, og bare det at han havde tænkt på mig og taget noget med til mig, gjorde mig overrasket. Han havde pakket dem ind i et sort silkelommetørklæde og pakkede dem forsigtigt ud.

”De hedder Stenroser,” forklarede han, ”de vokser kun et sted i universet og det er der hvor blodet fra Ofrene falder.” De kulsorte, forstenede roser var ekstremt skrøbelige og meget… smukke. Jeg husker tydeligt, hvordan det var første gang, jeg tænkte på noget som smukt. Derefter så jeg ind i Ashs sorte øjne, og jeg så den samme skønhed i dem. Bag al arrogancen, der gjorde ham så forbandet eftertragtet, afspejledes Stenrosernes skønhed. Få dage efter rejste jeg op til overfladen, og det eneste jeg måske havde hørt fra ham, var en drømmeseng med rosenknopper af stål, der lignede Stenroserne utroligt meget. Da jeg rejste op til Overfladen, gav jeg dem til Ash. Han ville passe på dem. Godt nok var han skide upålidelig, men jeg vidste, at han ville passe på noget, hvis det betød nok for mig. Roserne var i sikkerhed hos Ash. Mit blik faldt igen på brevet

”Årh, tag dig sammen, Al!” hvislede jeg af mig selv og rev brevet op af konvolutten.

 

Hej Ally.

 

Jeg ved du savner mig, så jeg tænkte jeg lige ville beære dig med lidt opmærksomhed. Du har det sikkert skide skægt med at lokke grimme skravl i fordærv og har slet ikke tid til at tænke på mig, der røvkeder mig, for at sige det mildt. Det var en formildende omstændighed, dengang du var hernede til at lave lidt sjov sammen med mig. Ikke fordi jeg savner dig. Bare fordi jeg røvkeder mig. Det er også derfor jeg sendte dig den der seng. Så du hver aften husker den person, der vader rundt Dernede og røvkeder sig. Jeg håber du kan lide den. Sengen, altså. Jeg håber, at den minder dig om det samme som den minder mig om. Hvis det betyder noget for dig, har jeg dem stadig. Forhåbentlig får du dem igen snart, når du kommer herned. Nu har du snart været udsendt et stykke tid.

Far siger, at det går godt deroppe. Ikke fordi de fortæller mig en skid. Det har de aldrig gjort, det ved du jo. Men han siger at det går fremad. Tallet af syndige mennesker stiger hver dag. Det er vel… godt klaret, går jeg ud fra? For at være ærlig, så er jeg ligeglad. Jeg røvkeder mig bare. Men du er vel ligeglad. Du har det sikkert fantastisk sammen med alle skravlene. Oscar, som kom herned for en uges tid siden, fortæller at du er god til det. Du ved, det med synden og den slags. Det kunne jeg godt forestille mig. Det vidste du ikke, gjorde du? Altså, at Oscars og min far er gode venner? Jeg kender faktisk ham Oscar ganske godt. Det er rart at få lidt insider-viden om, hvordan det går. Du skriver jo aldrig, ikke engang et enkelt råddent brev. Det er faktisk pisse irriterende, at du ved det. Jeg hader at være den, der tager det første skridt. Af en eller anden grund tvinger du mig alligevel altid til at gøre det – det minder mig om, at du faktisk også er pisse irriterende. Du må hygge dig deroppe. Så vil jeg fortsætte med at kede mig hernede.

 

Vi ses – vel snart?

 

Ash

 

Jeg kunne ikke lade vær med at smile over hele fjæset som en anden idiot. Det brev var typisk Ash. Ikke noget ”håber du har det godt,” eller ”jeg savner dig,” bare en omgang selvfedt, selvcentreret lort. Det er faktisk det, jeg godt kunne lide ved ham. Han prøvede ikke at skjule faktummet, at han var bedre end alle andre med en iskold, apatisk attitude. Han var fuldstændig åben omkring, at han elskede sig selv. Man skulle kende ham godt for at finde de små venlige bemærkninger, men de var der, gemt mellem linjerne. For eksempel det med sengen. Det var hans måde at fortælle mig, at han tænkte på mig. Hvilket var en bedrift i sig selv, når alle vidste, at Ash Hayes var et arrogant røvhul med en ny pige i sengen hver morgen. Faktummet at han rent faktisk tænkte på en anden end sig selv, også om det bare var et splitsekund – og at denne person ikke lå under ham mellem dyner og lagner – var chokerende.

Jeg læste brevet igen og vendte øjne, da jeg nåede til stykket med ”råddent brev.” Han vidste ligeså godt som jeg, at det ikke var muligt at sende breve til Helvedet, med mindre det var ekstremt vigtigt. Men det handlede selvfølgelig om ham, som det altid gjorde. Jeg lagde papiret tilbage i konvolutten og gemte det i en bog i reolen. I det samme jeg lod Shakespeares samlede værker falde tilbage mellem de andre bøger, bankede det på døren.

”Ally? Hvad sker der derinde?” råbte Nick på den anden side af døren.

”Hvad vil du?”

”Jeg keder mig! Kom ud og underhold mig!” råbte han tilbage. Jeg rullede med øjnene.

”Du minder mig om et barn nogen gange. Det ved du godt ikke?”

”Rend mig!” jeg låste døren op og gik ud til Nick, der havde sit smørrede grin smurt ud over hele fjæset.

”Hva’, hvem er loverboy så?” lo han, mens vi gik ned af trappen.

”Bare en gammel ven,” mumlede jeg undvigende.

”Jaså? Hvilken Oprindelig?” Nick var ikke dum. Han kunne sagtens regne ud, at kun en Oprindelig havde råd til at sende et brev til en udsendt Mørk Engel.

”Søn,” fløj det ud af mig.

”Hvad?”

”Han er en Oprindeligs søn.

”Okay. Hvilken Oprindeligs søn skriver så til dig?” pludselig fik jeg bare lyst til at sige hans navn højt. Alligevel tøvede jeg. Jeg havde kun fortalt Mag om Ash, og det var udelukkende overfladisk.

”Eh, sønnens navn er Ash Judas Hayes,” mumlede jeg modvilligt. Nick løftede øjenbrynene og lo igen.

”Hayes søn? Du er fandme smartere, end jeg troede.”

”Luk, Nick,” hvislede jeg og gik med ham ud på verandaen for at tage en smøg. Jeg gav ham ild, og vi røg i stilhed. Nick havde endnu ikke fået helt styr på flammen, der skød ud af hans pegefinger.

”Så. Ash Hayes.”

”Hold så mund, Nick. Jeg skulle aldrig have fortalt dig det,” stønnede jeg opgivende. Greg kom ud og proppede en cigaret i munden.

”Jane virkede ret oprevet over det brev,” mumlede han henkastet. Jeg trak på skuldrene.

”Tja, Jane er ikke synderligt vild med mig. Hun er sikkert bare jaloux over, at nogen skriver til mig,” svarede jeg på hans uudtalte spørgsmål og slukkede cigaretten, selvom den slet ikke var færdigrøget. Jeg ville gøre alt for at undgå denne samtale.

”Måske,” sukkede han. Nick trak sig ligeså stille tilbage. Han var ikke helt uden intuition. Jeg ville følge efter ham, men blev stoppet af Gregs myndige stemme.

”Du er nødt til at love mig noget, Alicia.” Jeg vendte mig langsomt mod ham. Det tegnede ikke godt.

”Du skal ikke være direkte sød ved Jane. Det er ikke det, jeg beder dig om. Men du skal love ikke at være ond ved hende. På nogen som helst tænkelig måde. Okay?” jeg kunne mærke vreden stige op i mig som galde.

”Det er ikke noget, du bestemmer. Hun behandler ikke mig godt. Jeg behandler ikke hende godt. Det er sådan det er, Greg. Jeg har sgu ikke tænkt mig bare at ignorere hendes idiotiske kommentarer!”

”Prøv nu bare. Ignorer hende. Lad som om hun ikke er der. For alles skyld, okay?” han lød nærmest bedende.

”Greg, hvad tror du, jeg prøver at gøre? Hvad Helvede er det med jer og den tøs? Hun har fandme ikke engang bestået prøven!” halvråbte jeg. Greg glippede med øjnene.

”Hvad i alverden mener du med det?!”

”Hun kan ikke have bestået den. Hun kan ikke Jobs bog! Jobs bog, Greg! Fire af spørgsmålene til prøven er om Jobs bog. Man må kun have en fejl for at blive udsendt,” han skulle fandme ikke tro, at han kunne rende om hjørner med mig. De andre kunne han snøre, men ikke mig. Jeg tog en dyb beroligende indånding.

”Bare fortæl mig hvorfor I særbehandler den her tøs. Bare sig det,” sagde jeg, tilbage i rollen som kontrolleret og iskold. Greg tøvede og rystede så på hovedet.

”Der er ikke noget, Al. Vi prøver bare at være søde ved den nye pige,” med de ord gik han ind i huset.

”Du ved godt at det er umuligt at lyve for mig,” sagde jeg roligt. Han tøvede lidt i døren og gik så helt ind. Jeg rystede på hovedet og fulgte efter. I opholdsstuen spillede jeg fraværende et parti pool med Nick, der bankede mig for vildt. Jeg var fraværende nok til at ignorere hans hån og gik op på mit værelse kort efter aftensmaden, hvor jeg rastløst vandrede rundt. Satte mit hår op. Bladrede gennem førsteudgivelsen af Den Guddommelige Komedie af Dante Alighieri, som på trods af titlen ikke var specielt komisk.

Den var en beskrivelse af blandt andet ”Helvedets Ni Ringe”. Selvom der egentlig var 12 ringe, ikke kun ni, og at Limbo ikke var en af de 12 ringe, så var jeg helt vild med teksten, der faktisk var ret udefinerbar.

Den starter med Dante, forfatteren selv, der farer vild i en skov og bliver angrebet af dyr, mens han indser, at han ikke kan finde den rigtige vej til frelsen. Så redder Vergil ham, og sammen tager de ned i Underverdenen og vandrer gennem De Ni Ringe.

Selvom teksten havde sine mangler og beskrev Helvedet ret så upræcis, havde den en vis charme og sandhed. Jeg lukkede bogen ved ordene ”Lad alt håb fare, hvo træder ind”, inskriptionen over porten til Helvedet, og satte den ind i reolen. Tog håret ned. Kiggede på matematiklektierne til dagen efter, kun for ikke at lave dem – som altid. Satte håret op. Kastede koldt vand i ansigtet. Tog håret ned. Lagde mig på sengen. Rejste mig. Rastløs. Rastløs, rastløs. Jeg gik endelig hen til bogreolen, der skreg på mig og fandt Shakespeares samlede værker. Skødesløst slog jeg op på den side, hvor jeg tilfældigt havde smidt brevet ind, og lagde mig i sengen for at læse det igen. Da jeg endelig slukkede lyset og lukkede øjnene, prøvede jeg hårdt på ikke at undre mig over faktummet, at brevet lå lige ved begyndelsen af Shakespeares Macbeth. Den manipulerende, ondskabsfulde, kolde, ondsindede Lady Machbeth havde absolut intet tilfælles med mig. Slet intet.

 

Jeg vågnede med et sæt og satte mig op i sengen, badet i sved. Monsteret i Den Niende Ring fra Dantes fortælling, havde raseret mine drømme. Selvom monsteret var et symbol på Satan, gjorde det mig utilpas, måske fordi det mennesker så som Satan, rent faktisk var den smukkeste skabning i Universet. Ingen modsagde faktummet, at Lucifer var den smukkeste af alle Guds engle. Jeg svang benene ud over kanten og gik over til skabet, hvor jeg iførte mig en sort kjole og rettede på mit fugtige hår. Da jeg havde tørret sveden af panden, åbnede jeg et af de gammeldags vinduer på vid gab og kravlede op i vindueskarmen. Indåndede den kolde natteluft og kastede mig ud i det fri. Mine vinger foldede sig ud og greb mig, lige inden jeg ramte jorden. Friheden ved at lade dem spredes var overvældende, lige fantastisk hver gang. Mine vinger var ikke skabt til at holde deres pragt tilbage, men blev alligevel tvunget til det for at få mig til at ligne et kønt skravl. Kulden smøg sig om de hvide fjer og sendte en behagelig gysen op gennem mig. Det var nemt at forveksle en Mørk Engel med en Lys Engel, specielt hvis man ikke vidste, hvad man skulle kigge efter. Mørke Vinger lyste ikke af godhed, faktisk lyste de overhovedet ikke. Desuden var der to, let mørknede fjer, der næsten gik i et med resten af vingen, men de var der. Lyse Engles vinger var kridhvide. Jeg lod fraværende en finger glide over den ene grå fjer og mindedes en samtale, jeg havde haft med Ash i Helvedet.

”Har du seriøst aldrig tænkt over det før? Mine æggestokke sidder jo på mine vinger! Det er vildt underligt!” påstod jeg. Ash skar ansigt.

”Det er ærlig talt det klammeste, jeg har hørt i mit liv.”

”Måske. Men det passer jo!”

”Det ændrer ikke på at det er sindssygt klamt!”

To børn. Eller… avl. Det var, hvad en Mørk Engel kunne producere. Det var bare at kaste de mørke fjer ind i de Udødelige Flammer og vupti, så kravlede der sgu en unge ud. Sindssygt produktivt, og det havde ikke specielt meget at gøre med den dybe kærlighed, skravl følte for deres børn. For det meste blev ”forælderen” sammen med barnet, til det kunne klare sig selv og lod det så passe sig selv. Nogen var vel heldigere end andre. Min mor forsvandt, så snart jeg kravlede ud af flammerne. I Helvedet klarede jeg mig selv fra starten af. Helt fra starten af.

Jeg styrede mod det lille hus nede i den mørklagte by og landede med et blidt bump på garagetaget. Hurtigt orienterede jeg mig, foldede vingerne ind og gik hen til et vindue. Bag det kunne jeg se ham ligge under dynen som en stor bylt. Helt stille bankede jeg på ruden og lod en skarp negl glide ned over det kolde glas. Han vågnede med det samme og gik som i trance hen og lukkede vinduet op.

”Alicia,” åndede han og rakte søvngængeragtigt ud efter mig. Jeg tog hans hånd og lod ham hjælpe mig ind på værelset.

”James Jefferson. Jeg vidste, du ville genkende mine negle,” smilede jeg og pressede en negl mod hans nøgne skulder. Der piblede en fin, rød dråbe frem og løb ned af hans bryst. Han greb fat om mit ansigt og pressede sine læber mod mine. Jeg førte ham blidt hen til sengen og skubbede ham ned i madrassen. Proppede neglen i munden og smagte på hans blod. Det smagte af jern og salt. Af flammer og synd og død. Flammer, der i øjeblikket åd mig op indefra. Synd, der bare skreg på at blive udlevet, som syndig lyst. Begær. Det smagte af døden i hans menneskelige øjne.

”Alicia,” klynkede han. Jeg tøvede for at pine ham lidt yderligere og gled så ned i sengen til ham. Før jeg lukkede af for omverdenen, trængte der dog en tanke gennem mit filter: Lady Macbeth.

 

Undskylder for lang pause, har haft enormt travlt. Ekstra langt kapitel for at kompensere for det. Kommenter gerne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...