Dark Angel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 sep. 2012
  • Opdateret: 4 apr. 2013
  • Status: Igang
Alicia Hell virker som en helt normal pige. Hun går i skole, til fester og har venner. Problemet er bare at det er hun ikke. Hun bor på Dark Hill kollegiet, et af mange hjemsteder for Mørke Engle, der er sendt op til overfladen af Lucifer for at sprede ondskab. Alicia nyder at være den hun er og hun er god til det. Men alt dette ændrer sig – for Mørke Engle gælder der nemlig kun to regler:
1. Du skal altid være loyal mod Lucifer.
2. Du må aldrig forelske dig.
Og Alicia kommer til at bryde dem begge.



164Likes
112Kommentarer
8951Visninger
AA

7. Kapitel 5

 

 

I nat kan vi bilde os ind, at vi er noget specielt.

 

”Hvad sker der for dig? James glor for vildt på dig, du skal sgu da slå til nu!” råbte Maggie over musikken og fnes og vred sig under den fyr, der i øjeblikket kyssede hende på halsen. Jeg sendte hende et løftet øjenbryn, men orkede ikke at kommentere, at den fyr hun havde kaldt klam hele ugen, lige nu lå og snavede med hendes hals. Jep, Ian Hutcherson havde vundet i lotto. Gevinsten var et styks Maggie Hell.

”Du vil måske tabe?” hun fnes igen og skubbede Ian lidt væk. Han var allerede godt bedugget. Jeg rejste mig demonstrativt og kastede den ukendte væske i mit papbæger ned i et hug. Det brændte behageligt ned gennem halsen. Mmm. Alkohol påvirkede os ikke helt på samme måde, som den gjorde med skravlene. Vi blev, i modsætning til dem, opkvikkede, skarpere og klarere i hovedet. Dumdristigheden var den samme. James Jefferson slugte mig med øjnene, mens jeg gled tættere på ham. Han rykkede på sig i sofaen og gjorde plads, så jeg kunne sætte mig ved siden af ham. Han så nervøs ud, nervøs og klar. Jeg smilede dyrisk og lagde blidt hånden på hans skulder.

”Hej skat,” åndede jeg hans øre, og han skælvede. Det var næsten for nemt. Jeg lod en skarp negl glide ned over hans hals. Han rykkede utilpas på sig, prøvede at skjule, hvor tændt han var.

”Hvad drikker du?” spurgte jeg og lod mine læber flygtigt strejfe hans øreflip.

”Jeg ved det ikke,” fik han fremstammet og kørte en hånd gennem sit tykke, mørkebrune hår. Han var faktisk ret tiltrækkende, spinkel, men smidig og med flotte kindben. Jeg tog hans bæger ud af hans hånd og lod en lille slurk glide ind i min mund. Han betragtede mig med næsten åben mund, ude af stand til at fjerne øjnene. Jeg var heldig, frøken Jefferson aka Vicki Tay var ikke med til festen. Jeg havde hendes kæreste for mig selv og var meget tæt på at vinde et væddemål. Aftenen gik som smurt. Ian og Maggie gik virkelig til den henne på sofaen i hjørnet.

”Vicki,” mumlede han. Jeg rynkede panden, men smilede hurtigt igen, forførende. Jeg havde ham allerede i min hule hånd. Er du klar til at blive syndig? Mens jeg forførte ham med øjnene, lavede jeg en tjekliste i mit hoved. Begær og måske griskhed. Grådig. To synder i et hug. Pappa Lucifer må være stolt af mig, lo jeg indvendigt og tog endnu en lille slurk af hans drink.

”Lad os komme væk herfra,” hviskede jeg i hans øre. Han vred sig og nikkede en gang.

Jeg gennemsøgte lokalet for at finde Nick og signalere, at jeg smuttede ovenpå med James. I stedet for Nick ramte mine øjne direkte ind i et par lysende grå, nej hvide øjne. Eller måske blå? Det var ubestemmeligt. Jeg mærkede en ukendt knugen i maven og følte mig for første gang i mit liv kold. Iskold. Fuck. Jeg kunne ikke slippe de lyse øjne, øjnene uden farve. Mit hoved begyndte at dunke, og jeg gispede stille. Overvældet. Så forsvandt øjnene, som dug for solen, og jeg opdagede James Jefferson, der så på mig med rynket pande. Selvom mit hoved stadig dunkede, smilede jeg anstrengt og tog hans hånd. Kulden kravlede stadig rundt i mine blodåre, uvelkommen og fremmedartet. Da vi var halvvejs op af trappen vandt flammerne, og isen trak sig uvilligt tilbage. Jeg havde aldrig haft det så mærkeligt før. Som om flammerne og den udefrakommende kulde kæmpede for at få overtaget. Som en indre krig, der var overstået på få minutter.

Maggie rev tungen til sig i et kort øjeblik for at sende mig en opadvendt tommelfinger. Så fortsatte hun mundvandsudvekslingen med ham den klamme. Jeg trak James med ind i et soveværelse og låste døren bag mig. Jeg var i kontrol igen og i mit es. Han bevægede sig hen til sengen med slæbende skridt, som om han var under en forbandelse, der gjorde, at han ikke valgte selv. Jeg lo spottende og stille, mens jeg bevægede mig tættere på. Han spærrede øjnene op og kunne ikke tage dem fra mine læber.

”James Jefferson,” åndede jeg og tog mit hår ned, så det bølgede omkring mit solbrændte ansigt. Bassen trængte op gennem trægulvet og gav en tung stemning til lokalet. Jeg regnede mig til, at det var forældrenes soveværelse, vi havde indtaget. Der hang billeder af de samme børn i forskellige aldre, og sengetøjet var lysebrunt og indbydende. Jeg trådte et skridt frem og han et tilbage. Skravl. Tåbe. Legetøj. Jeg lo, som legede vi en leg, og gik helt hen til ham. Det gør vi jo også, tænkte jeg for mig selv. Eller… jeg leger.

”Vicki,” hviskede han, denne gang opgivende.

”Vicki er her ikke, baby,” mumlede jeg og trådte helt tæt på ham, så vores kroppe stod klinet sammen. Han stønnede. Da jeg lod mine skarpe negle glide ned over hans ansigt, hans hals, hans bryst forsvandt Vicki fra hans tanker. Skylden, den dårlige samvittighed forsvandt. Tilbage var der kun begæret, berusende og flammende. Jeg lagde hænderne på hans bryst og skubbede ham ned på sengen. Direkte ud i synden og utroskaben.

 

Jeg rettede på en lille tot hår og greb min taske, før jeg slentrede ud fra badeværelset, afslappet og ligegyldig. Jeg forlod soveværelset, så snart jeg var færdig med James og gik direkte ud på gæstetoilettet, hvor jeg ordnede min makeup og hår. Nede i stuen var festen stadig i gang, og Maggie sad og snakkede med Nick. Jeg satte mig sammen med dem og sendte dem et spørgende blik.

”Jessica Deer og Tess McMannon. Samtidig,” lo Nick triumferende.

”Ian,” mumlede Maggie, næsten skamfuldt. Jeg lo hånligt.

”Han var måske ikke så klam alligevel?”

”Han er et skravl. De er alle klamme!” bed Maggie opbagt og drak af bægeret i sin hånd. Jeg vendte øjne, men smilede mildt til hende. Maggie havde absolut ingen standarter. Hun tog den første og bedste der kom.

”James Jefferson,” jeg trak på skuldrene og kiggede fraværende rundt i lokalet.

”Skål for syndens budbringere,” mumlede Nick og bællede. Jeg fik en pludselig trang til frisk luft og forlod mine søskende, der gled tilbage ind i festen for at finde ud af, om de kunne presse en smule mere synd ud af aftenen. Udenfor hang rygerne og et par kærestepar, der sad med tungerne godt nede i halsene på hinanden. Det var frastødende. Jeg fandt mine smøger og tændte cigaret. Ian Hutchersons hus lå lige ved skoven, der tårnede sig op, mørk og indbydende. Jeg tøvede, men smed så cigaretten fra mig og bevægede mig ned mod skovbrynet. Det var fristende bare at forsvinde ind i skoven og drive rundt, indtil lyset igen viste vejen ud om nogle timer. Jeg var halvvejs over græsplænen, da en stemme tæt på stoppede mig.

”Hvad skal du?” jeg vendte mig mod det mandlige skravl, der sad i en hvid havestol på en lille stenterrasse til højre for mig. Jeg fik lyst til at gispe dramatisk, da jeg opdagede hans øjne, men forholdt mig fuldstændig udtryksløs. Ligeglad på overfladen, i kaos fem millimeter under og hele vejen igennem. Det var mit liv. Hans iskolde, ubestemmelige øjne stirrede intenst ind i mine.

”Hvad rager det dig?” jeg gik straks i forsvar. Han… skræmte mig ikke. Gjorde han? Det burde ikke være muligt. Nej, han gjorde mig defensiv. Jeg var utilpas ved ham. Eller rettere sagt, hans øjne. Meget unormalt for mig. Hans øjne var unaturlige, og den effekt de havde på mig… kulden kom listende og gik i krig med flammerne. Drengen trak på skuldrene og rejste sig. Jeg fortsatte, med en ukendt vrede pulserende i systemet, ned mod skoven. Lysten til at drive rundt var forsvundet, men jeg ville ikke vende om nu. På en måde havde jeg det som om, at hvis jeg vendte om, så havde han vundet. Det ville jeg ikke have, mit vinder-gen var for stærkt. Pludselig dukkede han op på siden af mig med øjnene rettet direkte mod skoven. Jeg måbede, men blev ved med at gå. Jeg havde ikke lagt mærke til resten af ham før, hans øjne tog al opmærksomheden. Men nu kunne jeg se hans næsten unaturligt lyse hår, hans kridhvide hud og vildt markerede træk. Jeg kunne se hans slanke hænder og smalle skuldre. Hans lemmer var lange og ville være ranglede, hvis han ikke havde haft sådan en elegant kontrol over dem. Han havde en hvid T-shirt med v-udskæring på og brune bukser. Meget neutralt og ikke særlig festligt.

”Hvad laver du?” fik jeg endelig skubbet ud mellem mine tørre læber, og til min egen tilfredsstillelse afslørede min stemme ikke min utilpashed. Den var stærk og med undertonen af trussel. Perfekt.

”Jeg finder ud af hvad du skal,” svarede han ligegyldigt. Jeg løftede øjenbrynene.

”Det synes jeg ikke du skal,” sagde jeg, men kunne ikke finde det bestemte i min stemme. Han kiggede mig i øjnene. Synes? Hvornår fanden blev jeg så høflig?! Jeg rømmede mig og prøvede at finde min indre styrke, mens isen og flammerne smadrede mod hinanden indeni mig. Han skævede utilpas til mig.

”Jeg synes heller ikke du skal gå alene ud i skoven, når du har drukket, så vi bliver vist aldrig enige,” der var noget beslutsomt i hans stemme, noget kontrollerende. Jeg rynkede panden. Fedt, fest-kontrolløren er ankommet.

”Hvem siger, at jeg har drukket?”

”Jeg så dig tidligere, da du udførte den imponerende kunst at kysse med en hals og drikke af et papbæger. Desuden stinker du af det,” sagde han, og misbilligelsen lyste ud af hans stemme. Nar. Han lød som en arrogant nar. Fedt. Pludselig hænger jeg på årets party-killer, tænkte jeg bittert.

”Det kommer ikke dig ved. Hverken om jeg har drukket, eller om jeg går ud i skoven.”

”Det er vi ligesom kommet frem til. Derfor må jeg jo bare følge efter dig.” Jeg stoppede op og stirrede på ham. Fuck hans unaturlige øjne, han skal skride, og det skal være nu, fløj det gennem mit hoved.

”Lad vær med det.”

”Du kan ikke stoppe mig.”

”Åh, så det tror du?” truslen var tydelig i min dæmpede stemme. Et overraskende drillende glimt viste sig i hans øjne et øjeblik.

”Du kan jo prøve,” det lød som om, der lå et grin lige under hans stemme. Jeg skulle til at komme med en spydig bemærkning, mit speciale, da uroen i min krop blev for meget, og en kvalme jeg aldrig havde følt før, kravlede ind over mig som en bølge. Jeg gispede forvirret, forstod ikke smerten, der trak mit mellemgulv sammen. Skulle jeg brække mig ligesom de der latterlige skravl, der hang over potteplanter og vendte deres maver på vrangen? Forhåbentlig ikke, det ville være årets ydmygelse. Drengen så uroligt på mig. Jeg ønskede, at han ville fjerne sine kolde øjne fra mig.

”Er du okay?” spurgte han og det kriblede i mig.

”Hold kæft!” hvislede jeg, vreden ved de ord blev kun lige overskygget af kvalmen. Bare tanken om Jane gjorde mig aggressiv. Uden at se på ham styrtede jeg hen til gyngerne, der hang i bunden af haven, og satte mig forsigtigt på en af dem af frygt for at falde bagover i min utilpashed. Han fulgte irriterende nok efter mig med et bekymret udtryk. Jeg hvæsede uhørligt af ham. Skrid.

”Er du o…”

”Jeg har det fint, for fanden!” bed jeg halvråbende og trak vejret dybt. Rolig nu, Alicia. Rolig. Kvalmen trak sig langsomt tilbage og flammerne åd isen. Jeg åndede lettet ud.

”Okay, okay. Jeg har fattet det,” mumlede han forsonende og satte sig på gyngen ved siden af mig. Hans stemme var vildt melodisk og beroligende. Haven var stor og lang, og lyset fra det store hus nåede kun lige herned som et dæmpet tæppe. Den kolde efterårsvind smøg sig om mine ben og gav mig gåsehud, men den indre kulde var næsten væk. I hvert fald skubbet i baggrunden.

”Jeg hedder Jalen,” afbrød drengen stilheden. Jeg lukkede irriteret øjnene et øjeblik og kæmpede for at opretholde kontrollen over mig selv.

”Jeg er ligeglad.”

”Det er nu, du skal fortælle mig dit navn.”

”Jeg kan ikke se, hvad mit navn rager dig.”

”Jeg vil gerne kende det.”

”Og så?” han stønnede frustreret og holdt mund igen. Jeg betragtede ham i smug og blev igen ubehageligt tilpas. Et lille suk forlod mig. Jeg ville gerne høre ham sige mit navn. Trangen efter at se mit navn forme sig på de smukke fyldige læber, høre dem udtales med den melodiske, hæse stemme voksede, og jeg vred mig forvirret. Jeg forstod ikke, hvad der skete i mig. Han påvirkede mig, det kunne jeg ikke benægte. Ja, han påvirker dig. Han giver dig kvalme! vrængede min fornuft hånligt, og jeg gav den ret.

”Alicia,” mumlede jeg modvilligt. Han så overrasket på mig.

”Undskyld?” jeg studsede over brugen af ordet, men kom mig hurtigt over det. Skravl tænkte anderledes end os. De var eftergivende og nogen gange høflige. Svage små bæster.

”Mit navn er Alicia,” sagde jeg med klar stemme og tog ikke blikket fra ham.

”Alicia,” sagde han langsomt og nikkede. Jeg skælvede mentalt ved lyden af mit navn på hans læber. Fuck. Hvad er der galt med mig? En heftig selvvrede overvældede mig. Jeg burde ikke være her. Jeg burde ikke snakke med det skravl på den måde. Jeg rejste mig hurtigt.

”Jeg er nødt til at komme op til mine søskende. Farvel… Jalen,” sagde jeg stift. Jalen. Det navn sagde mig et eller andet. Han rejste sig også, langt mere elegant end mig.

”Jeg er også nødt til at smutte. Vi ses… Alicia.” Med de ord vendte han rundt på hælene og forsvandt i imponerende hurtigt tempo op mod huset. Overvældet stod jeg tilbage. Jo længere væk fra mig han kom, jo svagere blev følelsen af kulde, og snart herskede flammerne igen. Jeg lænede mig træt op af jernstangen til gyngestativet og prøvede at overskue det, der skete i mig. Den dreng… Jalen. Jeg skuttede mig.

”Sikke en… indholdsrig aften,” mumlede jeg for mig selv, rettede ryggen og gik med faste skridt op til huset. Indholdsrig. Ha, det er sgu årets underdrivelse. Mit følelsesregister blev da lige udvidet et par centimeter eller hundrede. Da jeg igen trådte ind i festens skærsild, var alle spor af Jalen slettet af de destruerende flammer, jeg bestod af. Tilbage var kun mindet om hans øjne og lyden af mit navn på hans læber. 

 

Har lyttet til jeres kommentarer og sat handlingen igang. Håber dette kapitel er lidt mere spændende. Igen, tusind tak fordi I læser. Efterlad gerne en kommentar med jeres mening og ris og ros. Det er bedste er at læse kommentarer, uanset hvad de indeholder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...