Dark Angel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 sep. 2012
  • Opdateret: 4 apr. 2013
  • Status: Igang
Alicia Hell virker som en helt normal pige. Hun går i skole, til fester og har venner. Problemet er bare at det er hun ikke. Hun bor på Dark Hill kollegiet, et af mange hjemsteder for Mørke Engle, der er sendt op til overfladen af Lucifer for at sprede ondskab. Alicia nyder at være den hun er og hun er god til det. Men alt dette ændrer sig – for Mørke Engle gælder der nemlig kun to regler: 1. Du skal altid være loyal mod Lucifer. 2. Du må aldrig forelske dig. Og Alicia kommer til at bryde dem begge.

164Likes
112Kommentarer
8893Visninger
AA

6. Kapitel 4

 

Kommenter gerne.

 

Den næste uge mindede om alle andre, med den ændring at Jane var blevet en integreret del af vores hverdag. Hun var over alt. Om aftenen når Maggie og jeg skulle se latterlige reality-programmer, hvor skravl gjorde sig selv til grin, om morgenen når vi spiste morgenmad, i religionstimerne, hvor hun var elendig til at argumentere for vores sag. Hun var virkelig en frygtelig Mørkets Engel. Jeg ville aldrig sige det til de andre, men nogen gange føltes det, som om hun holdt øje med mig, når jeg ikke kiggede. Holdt øje med et eller andet, måske et tegn på svaghed. Hun påtog sig altid en uskyldig, uvidende mine, når der var andre, men hun betragtede min mindste bevægelse, som om hun ville indprente sig hver lille detalje. Det gav mig en paranoid følelse og gjorde mig om muligt endnu mere negativt stemt over for den nye pige.

”Jeg fatter ikke, hvordan hun passerede testen,” sagde Tammi en dag, da vi lavede sen aftensmad sammen. Jeg vidste med det samme, hvem hun talte om.

”Heller ikke jeg. Hun har absolut ingen af de krævede egenskaber,” sukkede jeg og rørte i pastaen.

”Hvordan klarer hun den i skolen?”

”Hvis jeg skal være helt ærlig, aner jeg det ikke. Jeg gør mit bedste for at undgå hende,” indrømmede jeg med et skævt smil. Tammi lo og nikkede forstående.

”Jeg ville have gjort det samme,” lovede hun og tog tomatsovsen af komfuret. Jeg begyndte at føle mig mindre alene. Jeg var ikke den eneste, der kunne se det forkerte ved Jane Willson-Hell.

 

”Skal du med til festen hos Ian Hutcherson på fredag?” spurgte Nick og slog et perfekt stød mod den hvide billardkugle, så hans lilla kugle røg direkte ned i et hul. Andet stød missede han. Jeg lagde an til stød.

”Hvem?” spurgte jeg og stødte til den hvide kugle, uden at ramme noget.

”Kom nu, hvor kommer du fra?” drillede han og stødte.

”Helvedet,” svarede jeg tørt og stødte en kugle direkte i et hul. Billard var ikke lige min ting, men jeg spillede det ofte med Nick, bare for at få tiden til at gå.

”Meget morsomt. Ian er quaterback på football-holdet på jeres skole,” forklarede Nick. Maggie kom med en høj, hånlig lyd henne fra sofaen.

”Den taber?” spurgte hun koldt.

”Hun har helt sikkert været sammen med ham,” hviskede Nick i mit øre, og der fløj en neglefil gennem rummet, og ramte ham på halsen.

”Det hørte jeg godt!” hvislede Maggie og lakerede videre. Hende og de negle. De var virkelig en besættelse for hende. Hendes negle skulle være helt perfekte.

”Måske,” endte jeg med at svare med et skuldertræk og så til, mens Nick fyrede den sorte kugle direkte i hullet. Jeg havde tabt, men det var tæt løb. Jeg manglede kun to kugler og den sorte.

”Du bliver bedre,” nikkede Nick anerkendende og tog min kø, den pind man bruger til at spille med, for at hænge den op på stativet, der hang på væggen ved siden af det abstrakte maleri, der mindede mig lidt om Helvedet. Tresh kom ind og kastede sig i sofaen ved siden af Maggie. Jeg så ikke, hvad der skete, men han måtte have skubbet til hende ved et uheld, så et strøg faldt forkert og ødelagde lakken på en negl.

”Tresh, for Helvede! Hvad er der galt med dig?!” skreg hun, så det gibbede i mig, og sprang op. Han anede tydeligvis ikke, hvad han skulle svare til det.

”Det er altid det samme med dig! Du gør bare alt, du kan for at pisse mig af. Jeg er ærlig talt ved at være godt træt a…”

”Maggie!” afbrød jeg skarpt og gik direkte hen til hende. Hun var helt hvid i hovedet og hendes læber var trukket væk fra hendes tænder i en dyrisk hvæsen. Jeg greb fat i hendes overarm og rev hende et par snublende skridt tilbage og dermed væk fra Tresh. Normalt ville han selv blive rasende, men denne gang virkede han bare dybt chokeret og overrasket. Måske fordi Maggie aldrig var blevet vred over en bagatel før. Hun var opfarende ja, men ikke urimelig. Eller… måske nogen gange. Pointen var at Maggie reagerede meget stærkt denne gang.

”Mag…” fik jeg ud mellem mine sammenbidte tænder, og hun faldt synligt lidt ned. Hendes skuldre faldt sammen og hun lukkede øjnene et øjeblik. Hendes brændende øjne fangede Treshs, og hun stirrede ham direkte ind i øjnene, da hun sagde det næste helt usigelige ord.

”Undskyld,” sagde hun  tydeligt og opgivende, rev sig løs af mit greb og stormede ud og op af trappen. Der var fuldkommen stille i fællesrummet.

Hvad sagde hun?” spurgte Nick overvældet.

”Undskyld,” hviskede jeg følelsesløst.

”Hvad?” spurgte han forvirret. Jeg kunne mærke irritationen strømme med mit blod og varme mig op.

”Hun sagde undskyld!” bed jeg vredt, og han løftede et øjenbryn. Vreden fik overtaget, og jeg fik en sær træng til at stampe i gulvet.

”For Helvede, altså! Hvorfor fanden kan folk ikke bare opføre sig normalt?!” hvæsede jeg og knugede mine hænder sammen til knytnæver, ”er det bare ”opfør dig fucking mærkeligt”-uge, eller hvad sker der?!” Med de ord greb jeg hendes neglelakker og styrtede op af trappen efter min halvskingrende veninde. Jeg efterlod rummet fuldstændig stille og chokerede.

 

Foran døren til Maggies værelse tøvede jeg med at banke på og endte med bare at lægge neglelakkerne ved dørtrinet. Jeg havde ikke overskud til også at bekymre mig om Maggies sindssyge tilstand. Jane var nok. Der lød skridt bag mig, og jeg snurrede rundt på hælene. Mit ansigt lukkede sig sammen. Når man taler om solen…

”Er hun okay?” spurgte Jane pibende og et drømmescenarie udspillede sig for mit blik. I scenariet gik jeg direkte hen til pestilensen og knaldede en knytnæve i fjæset på hende. Hendes spørgende blik bragte mig tilbage til virkeligheden, og jeg foldede tøvende min hånd ud og spredte fingrene for at få gang i blodomløbet igen.

”Du er nødt til at holde op med at spørge om det der,” min stemme var unaturligt hæs og ikke specielt melodisk. Jane så helt forvirret ud.

”Hvad?”

”Det der du siger konstant. Hun er okay,” hvislede jeg vredt.

”Er du sikker?” hun løftede et øjenbryn og gik hen mod mig for at træde uden om mig og hen til Maggies dør. Jeg trådte resolut ind foran hende, så hun kun stod få centimeter fra mig.

”Hun kan ikke være andet!” hvæsede jeg, og Jane så overrasket op på mig. Jeg havde aldrig udtrykt min modvilje mod hende så tydeligt før. Hun måtte være mindst ti centimeter mindre end mig, ”hør nu godt efter. Jeg aner ikke, hvad der er galt med dig, og jeg er faktisk også bedøvende ligeglad. Eftersom du er her, du være en Mørkets Engel. Af den grund er du udmærket klar over, at vi har et meget begrænset følelsesregister. Maggie er okay,” jeg vrængede det sidste og rykkede mig ikke en tomme. Hun prøvede igen at komme forbi mig, men jeg spærrede for hende igen.

”Du er ved at overtræde en grænse Jane, og tro mig når jeg siger at det har du ikke lyst til. Skrid. Nu,” hviskede jeg truende. Det virkede som om tiden stod stille i et langt øjeblik, hvor hun overvejede sin situation. Så nikkede hun umærkeligt, kastede et sidste blik på Maggies dør og trippede ned af gangen, forsigtigt som kun Jane var i stand til. Jeg skar tænder og gik over på den anden side af gangen og ind på mit værelse, mens et stik af noget, der mindede om fortrydelse, ramte mig. Godt nok var jeg ikke specielt vild med Jane, men jeg behøvede ikke at være sådan over for hende. Så kan hun sgu da bare lade vær med at være så irriterende, vrængede min fornuft, og antydningen af dårlig samvittighed forsvandt.

Gardinerne var trukket fra og den sene, kolde aftensol oplyste rummet. Det var for lyst. Alt for lyst. Jeg stormede hen til gardinerne og flåede dem for med en rasende pusten. Et sekund senere lå jeg på knæ på det mørke trægulv og hev efter vejret. Det var bare for meget. Det var for fanden for meget! For to uger siden, var alting normalt. Men efter den… den… jeg stoppede min egen tankegang og klemte øjnene sammen. Prøvede at få min egen frustration under kontrol. Det plejede ikke at være særlig svært, men den havde ligesom bidt sig fast denne gang.

Hvem skulle have troet det? Isdronningen, smeltet af et middelmådigt pigebarn, den værste Mørkets Engel, der nogensinde havde sat sine ben på Jorden. Hvad skete der? Kunne alting ikke bare være… normalt? Åbenbart ikke. Jeg kiggede mig fortvivlet rundt i rummet. Det virkede koldt og forladt. Som om jeg ikke var her, som om der ikke havde været nogen i flere år. Kulden fra gulvet krøb ind under huden på mig, og jeg skuttede mig. Døren blev åbnet bag mig og forsigtigt lukket igen.

”Er du… okay?” spurgte Brad stille bag mig. Jeg lukkede øjnene og trak vejret dybt.

”Jeg sværger, jeg hænger den næste, der siger det der” sagde jeg tonløst og han klukkede. En meget sjælden lyd, der hylede mig ud af den i et øjeblik, og gav ham tid til at glide ned på gulvet med ryggen lænende mod den mørke væg under vinduet, før jeg fik sagt at han skulle skride. Men jeg var faktisk ikke sikker på om jeg ville have ham til at gå. Han sagde ingenting, han betragtede mig bare uden de helt store følelser. Det udviklede sig til en stirrekamp, en kamp om at være mest stille, mest udtryksløs. En kamp om ikke at være. Til sidst sukkede jeg opgivende og rettede mig op. Mine lemmer var blevet stive af kulden og den konstante stilling. Desuden fik det mine vinger til at brokke sig og tigge om at komme ud. Jeg måtte virkelig beherske mig for ikke at smadre dem ud i al deres engleagtige pragt.

”Hvad vil du, Brad?” et lille smil bredte sig over hans ansigt, og han rettede sig også op med et lettet suk. Han havde sikkert de samme problemer med sine vinger.

”Faktisk ikke rigtig noget. Tresh nægtede at gå ind til Maggie, hvis jeg ikke gik herind. Jeg tror det kaldes at trække nogen med i faldet.” Jeg løftede et øjenbryn.

”Fedt. Tak.”

”Altid, tøsen.” Der var stille lidt igen.

”Du brydes dig ikke specielt meget om Jane, gør du?” spurgte han forsigtigt. Jeg trak på skuldrene.

”Det er ikke fordi, hun er min yndlingsperson,” mumlede jeg undvigende, og han smilede pludselig kæmpestort.

”Ally, du hader hende,” påstod han, stadig med det enorme grin plantet midt i ansigtet.

”Vel gør jeg ej. Jeg kender hende ikke nok til at hade hende,” svarede jeg bestemt og rejste mig. Han så det vist som et stikord og hev sig op fra gulvet.

”Nå, jeg skulle også bare tjekke, om du var okay,” smilede han med et drillende glimt i øjet. Jeg fnøs.

”Det gjorde du med vilje.”

”Selvfølgelig,” han smilede til mig og gjorde så noget helt uventet: han kyssede mig hurtigt på kinden. Jeg måbede og det skal sgu ikke undre mig om min kæbe hang ved mine knæ.

”Giv Jane en chance. Hun er ny,” sagde han stille og forsonende.

”Hvis hun holdt op med at være så skide mærkelig, ville jeg gøre det,” mumlede jeg uvilligt.

”Hun er ny,” gentog han, ”hun skal bare vende sig til det.” Jeg så undersøgende på ham.

”Jeg ved til gengæld ikke, om jeg brydes mig om hippie-Brad,” sagde jeg endelig efter en kunstpause. Han spærrede øjnene op.

”Hippie?”

”Lad os alle være venner og holde fred,” sagde jeg med hæs og omtåget stemme. Han rullede med øjnene og et lille stik af lettelse bredte sig i min mave. Arrogante og ”jeg er bedre end dig”-Brad var tilbage. Heldigvis. Jeg tøvede.

”Jeg var meget… aggressiv nedenunder, var jeg ikke?” spurgte jeg forsigtigt.

”Jo. Det var meget overvældende at se miss Stonefaces frustration,” sagde han tonløst.

”Det blev bare for meget,” sukkede jeg og rynkede panden, ”hvorfor kan de ikke bare opføre sig normalt, altså!”

”Rolig tiger,” mumlede han og gik ud på gangen. Jeg hvæsede vredt af ham, men han ignorerede det, rigtig Brad-agtigt, ”skal du med?” han holdt døren åben, mens jeg bestemte mig, stønnede opgivende og gik ud til ham. Fra Maggies værelse lød høje bump og en masse… menneskelig lyde.

”Det lyder til at deres samtale, tog en anden drejning end vores,” sagde jeg tørt og med de ord, lod vi Tresh og Maggie være alene med deres måde at løse problemer.

 

 

Der blev ikke kommenteret på Maggies lille optrin og heller ikke på min reaktion på det. Det eneste der mindede mig om, hvad der skete den dag, var Jane. Hun var fornyet og nærede pludselig en synlig modvilje mod mig. Jeg kunne ikke være mere ligeglad. Hun kunne rende mig noget så grusomt. Om fredagen tog jeg til Ian, den klamme quaterback’s fest sammen med Nick og Maggie. Da jeg kom nedenunder i min korte, sorte kjole og strengt optegnede røde læber, så Jane overrasket op, men sagde intet. Nysgerrigheden strålede ud af hende, men hun havde ikke sagt et eneste ord til mig siden den dag foran Maggies værelse, og ville helt sikkert heller ikke gøre det nu. Det gjorde mig for at være helt ærlig ikke spor. Det fungerede for os, det der med at lade som om den anden ikke eksisterede.

”Tager du til fest?” spurgte Farah ligegyldigt. Det var der ikke noget underligt i. Farah var altid ligegyldig på en eller anden måde. Som om alting var fuldstændig lige meget for hende. Det virkede dejlig neutralt.

”Ja, sammen med Maggie og Nick,” svarede jeg og tog min clutch på bordet. Farah nikkede og rakte Jane en kop kulsort kaffe, som hun nippede til. Forsigtigt, selvfølgelig.

”Skal du ikke med, Jane?” Farahs spørgsmål så ikke ud til at komme bag på Jane, der skubbede en sort tot om bag øret og sendte mig et foragteligt blik.

”Nej. Jeg er ikke blevet inviteret,” svarede hun med øjnene brændende ind i mine. Jeg sendte hende et overbærende smil. Én ting havde jeg lært af min falske storebror gennem tiden: lader du som om, du er bedre end andre, vil andre til sidst tro, at det er sandt. I dette tilfælde er det jo sandt, mumlede min fornuft, og jeg gav den mentalt ret.

”Ally?” Farah så strengt på mig, og jeg løftede et øjenbryn.

”Så kører vi, tøser! Jeg har altså ikke tænkt mig at vente i en evighed,” råbte Nick ude fra gangen, og jeg smilede sødt.

”Vi ses senere,” mumlede jeg og skyndte mig med stiletterne klikkende mod marmorgulvet ud til jeepen. Maggie var iført en kjole, der var så kort at den kun lige dækkede det vigtigste, og lignede selvfølgelig en syndig million. Hun sendte mig et kækt smil og sprang ind i bilen.

”En tyver på, at du ikke kan score James Jefferson,” sang hun nærmest og rettede på sin makeup. James Jefferson var en katolsk opdraget fyr fra Brads klasse. Han var også i et forhold. Jeg smilede kontrolleret og studerede mine negle, mens Nick tændte motoren og bakkede ud på vejen. Isdronningen var klar igen efter en midlertidig nedsmeltning.

”Jeg er på.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...