Dark Angel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 sep. 2012
  • Opdateret: 4 apr. 2013
  • Status: Igang
Alicia Hell virker som en helt normal pige. Hun går i skole, til fester og har venner. Problemet er bare at det er hun ikke. Hun bor på Dark Hill kollegiet, et af mange hjemsteder for Mørke Engle, der er sendt op til overfladen af Lucifer for at sprede ondskab. Alicia nyder at være den hun er og hun er god til det. Men alt dette ændrer sig – for Mørke Engle gælder der nemlig kun to regler:
1. Du skal altid være loyal mod Lucifer.
2. Du må aldrig forelske dig.
Og Alicia kommer til at bryde dem begge.



164Likes
112Kommentarer
8954Visninger
AA

4. Kapitel 2

 

OBS!: Jeg har lavet lidt om på kapitel 1 efter at have fået en omgang dejlig konstruktiv kritik. Det betyder at der bliver nævnt færre navne og at man derfor kan få et indtryk af hvem de vigtige personer er. Ud over det har jeg ændret på De Mørke Engles skabelseshistorie, så hvis det interesserer dig, skal du nok lige læse den sidste del af kapitel 1 igen, hvor det bliver beskrevet hvordan De Mørke Engle formere sig.

- Ida

 

 

”Alicia! Stå så op, vi skal af sted!” råbte Brad ude foran min dør. Jeg glippede med øjnene og kiggede mod det sted, hvor de mørke gardiner mødtes, og en lille lysstråle slap ind. Jeg faldt udmattet tilbage i puderne og stønnede. Hele natten havde mine drømme været præget af sorte stålroser og et skævt smil, gemt under et fløjlsblødt lag af pjusket, sort hår.

”Ikke i dag” fik jeg halvråbt tilbage og kastede en pude over mit ansigt. Meget kunne man sige om mig, men kliche, det var jeg. Jeg lignede en dårlig teenageserie.

”Glem det, tøsen. Vi skal hjælpe Jane i dag!” svarede han igen og ruskede i døren. Tøsen. Det havde han kaldt mig, siden han kom hertil for otte måneder siden. Ha.

”Hun kan gå til Helvedet!”

”Ally!”

”Okay, okay! Jeg kommer for pokker. Slap af!” han gik endelig. Modvilligt fik jeg hevet mig op af sengen og trippede hen over det mørke trægulv på bare tæer. Med to fingre kløede jeg fraværende på arret, der prydede min solbrændte ryg. Under det ar hvilede min vinger, de rørte på sig og tiggede om at blive sluppet fri. Men hvis jeg slap dem ud, ville jeg ikke kunne holde mig fra at bruge dem, og det var rummet ikke stort nok til. Jeg måtte vente til om søndagen, hvor vi alle tog ud til markerne lige udenfor Kreston og tog en flyvetur. Jeg åbnede det sortmalede skab, der var i iskold glas, og rev den obligatoriske skoleuniform ned fra hylderne, mens jeg rutinemæssigt kørte fingrene gennem håret for at rede det ud. Mit hår så stort set altid ud på præcis samme måde. Halvglat med små fald i det mørkebrune, bløde hår. Jeg smed uniformen på stolen ved siden af skabet, og lagde en sort makeup om øjnene. Vores uniformer skulle ikke være ens, den skulle bare opfylde nogle krav sat af skolen. Skjorten skulle være sort, nederdelen plisseret og man skulle have en slags strømpebukser under. Skolen kunne i princippet ikke stoppe mig fra at lade skjorten være stram og nedringet, nederdelen kort og strømpebukserne gennemsigtige.

”Ally!” denne gang var det Greg, der skreg på mig. Jeg ignorerede ham iskoldt, og trådte ned i de højhælede sorte støvler. Rettede på håret en sidste gang, sukkede dybt og gik ned i køkkenet, hvor en del af de andre var samlet. Maggie hang som altid over en kop dampende sort kaffe, Tresh sad med sin telefon i hånden og Greg læste avis. Jane sad akavet ved bordet og kiggede flakkende rundt. Jeg rullede med øjnene og gik hen til Brad, der ristede toast i brødristeren.

”Du ved da lige, hvad jeg skal bruge, når jeg ikke gider at stå op,” smilede jeg til ham. Han så nervøs ud i et øjeblik og pegede på en stor kop på bordet. En latte.

”Tak brormand,” lo jeg drillende. Han nikkede en gang med et lille smil, og brødet sprang op af risteren. Han tog det straks, lagde det på en af de røde tallerkener og rakte den til Jane. Jeg løftede et øjenbryn, rystede på hovedet en gang og proppede selv to stykker toast i risteren. Selvfølgelig. Alle elsker den nye pige. Ynkeligt. Tammi, en af pigerne der også boede på kollegiet, kom ned i køkkenet, iført sin skoles grønne uniform, og tog en skål, for at spise nogle cornflakes. Os der så unge nok ud til at gå i skole, var fordelt på de to lokale skoler. Brad, Maggie, mig og nu Jane på Greenwest High og Tammi, Tresh og Nick på Kreston High.

Greg og hans mage, Farah ”arbejdede” her, hvilket indebar at de var ”hus-forældre”, på trods af at de lignede mennesker på højest 25. Byen Kreston var fuld af denne slags kollegier, hvor børn, hvis forældre levede og arbejdede i hovedstaden, boede. Hvert kollegium havde en eller flere voksne, der var overhoveder i huset. Sådan fungerede det i hvert fald på de andre kollegier. På Dark Hill kollegiet var det hele lidt anderledes, men det behøvede skravlene jo ikke at vide. Eftersom vi alle var +200 menneskeår, behøvede vi egentlig ikke nogen til at passe på os. Vi kunne gøre som det passede os, så længe vi ikke overtrådte de to grundregler. For at være ærlig virkede det lidt urealistisk, at nogen kunne finde på at bryde dem, så der var intet at bekymre sig om. Greg og Farah var her udelukkende, fordi det var krævet af Staten, menneskernes nye Gud. De tog sgu ordene i grundloven mere alvorligt end ordene i Biblen. Hvilket for os betød at vi gjorde det godt. Jo mindre menneskerne troede på Biblen og Gud, jo bedre var vores sag.

”Så… hvordan er Greenwest High egentlig?” spurgte Jane med sin lyse, svage stemme. Jeg sendte hende et koldt blik, og prøvede at ignorere, hvordan det kriblede i fingrene bare ved lyden af hendes stemme.

”Har du ikke gjort dit forarbejde?” spurgte jeg, før nogen anden kunne nå at svare hende.

”Jo…o?” halvhviskede hun og krympede sig under mit blik.

”Så ved du udmærket, hvordan Greenwest High er: fuld af middelmådige skravl og elendige lærere, der mener at deres ord er lov,” bed jeg og hældte resten af min kaffe ud i vasken. Greg så irettesættende på mig.

”Tak for dit inspirerende input, Alicia!” vrængede han sarkastisk og sendte Jane et beroligende blik. Der var noget over den pige. Alle var vildt beskyttende over for hende, som om hun intet kunne selv. Jeg var vant til nye mennesker på kollegiet, men ingen var blevet behandlet som Jane før. Pakket ind i vat og englefjer. Tsk!

”Skulle det være en anden gang,” mumlede jeg og spiste det sidste af min toast. Den lille kulde lige under der, hvor mine ribben stoppede, begyndte allerede at røre på sig. Det irriterede mig grænseløst, at hun trængte sådan gennem huden på mig. Jeg så på Maggie, der tydeligt kiggede på mig, så jeg ikke var i tvivl om, at hun fandt den nye pige mindst lige så belastende som jeg. Hun himlede med øjnene og gav mig sit lille underfundige og sjældne smil, der afslørede hendes kridhvide tænder bag de rødmalede læber. Maggie var en flot Mørk Engel, det kunne ingen benægte. Det helt glatte mørke hår, der altid var trukket helt væk fra hendes ansigt i høje hestehaler eller knolde, gav hendes ansigt et skarpt look, og de sorte øjne var store og skinnende. Hver dreng, der når hun kedede sig, fik lov til at tilbringe ti minutter i en seng til en fest med hende, var fanget for livet af den spillende tunge og smukke krop. Hun var en ideel Mørk Engel, når det kom til udseendet. Kun hendes lyst til at gå lidt længere med mennesker, og afsløre flammen i hende for dem, var en afgørende svaghed. De drenge, hun var sammen med, ville aldrig blive de samme igen. At være sammen med en Mørk Engel som menneske, var en meget kraftfuld oplevelse og de færreste ville nogensinde komme sig over det.

”Skal vi smutte, piger?” spurgte Brad og greb bilnøglerne til jeepen, før Nick nåede det. Nick så vildt utilfreds ud og skulede vredt til Brad, der lo sejrrigt.

”Du store, nu må du nøjes med BMW’en,” udbrød jeg teatralsk og rullede med øjnene, mens jeg tog min taske og slyngede den sorte jakke rundt om skuldrene.

”Du er bare sådan en…” begyndte Nick.

”Pige?” afbrød jeg, ”nej Nickie, jeg fanger ikke jeres besættelse af biler. Det må du sgu undskylde.” Maggie lo kort og lukkede sine stiletter.

”At nogen bare ikke kan se skønheden i en Jeep Wrangler” mumlede han opgivende. Jeg lo og skubbede drillende til ham på vej ud af døren og ud i kulden og fugten. Han grinede, lagde armene om livet på mig og svingede mig rundt en gang. Brad himlede modent med øjnene og låste jeepen op. Maggie kastede sig ind på forsædet med et højlydt ”shotgun!” og Jane trippede med bøjet nakke om og satte sig på bagsædet. Jeg gav Nicks hånd et klem, vinkede til Tammi og Tresh og satte mig ind ved siden af Jane uden et ord.

Vi kunne ikke føle kærlighed, og platonisk kærlighed var da om noget udelukket. Men vi var venner. Det kunne man næsten ikke undgå, når man boede sammen på samme måde, som vi gjorde. Vi ville aldrig føle os som en stor familie, ligesom dengsebasserne gjorde, men vi havde det sjovt sammen, og kunne uden tvivl også hade hinanden engang imellem. Mørkets Engle holdt sammen, hvor tåbeligt og ironisk det end lød.

”Så, Jane. Hvilken sektion boede du i dernede?” spurgte Brad snaksagligt. Hvilket var meget usædvanligt. Brad var virkelig en mand af få ord, og smalltalk var hans værste fjende. Jeg sendte Maggie et overrasket blik, og hun så mindst lige så forvirret ud, som jeg måtte gøre. Jane rømmede sig, og det kriblede i fingrene. Den lyd!

”Jeg boede i sektion 9,” svarede hun og smilede til Brad i bakspejlet. Han smilede straks tilbage, og Maggie lavede diskret en opkast-parodi. Jeg lo lydløst og kiggede ud på den regnfulde himmel.

”Sektion 9? Var det ikke der du boede, Alicia?” spurgte Brad i et ihærdigt forsøg på at inkludere mig i samtalen. Jeg rullede mentalt med øjnene og smilede sødt til ham. Han kendte mig godt nok til at vide, at det ikke var et godt tegn.

”Jo Brad, det gjorde jeg. Men sektion 9 er den største sektion dernede, der er ikke specielt stor chance for, at vi har mødt hinanden før” sagde jeg med en bitter undertone, før jeg igen kiggede demonstrativt ud af vinduet. Brad sukkede opgivende og smilede undskyldende til Jane. Jeg kunne mærke hendes øjne på mig resten af vejen til skolen, hvor en øredøvende stilhed dominerede bilen. Vi plejede at høre musik, når vi kørte, og stilheden begyndte at gå mig på.

”Kan vi ikke tænde radioen?” spurgte jeg og fandt en pakke cigaretter i min taske.

”Nej,” svarede Brad kort, og lidt efter kørte vi ind på skolens parkeringsplads.

”Jeg følger Jane over på kontoret,” informerede Brad, mens han parkerede jeepen på skolens bedste parkeringsplads, den der altid stod klar til os. Ingen havde modet til at parkere deres bil på den plads. Alle havde respekt og var nok også en smule bange for bredskuldrede, stille Brad.

”Jane er vores kusine,” begyndte han og jeg udstødte ufrivilligt et højt fnys. Jeg hadede at have ret i mine forudsigelser, ”og hun er kommet for at bo her, fordi hendes forældre er rejst til England for at arbejde,” fortsatte han med et bestemt blik på mig. Jeg stirrede følelsesløst tilbage.

”Hun kommer fra Florida og hun er på alder med jer to. Altså junior. Okay?”

”Junior? Hun ligner altså mere en sophmore, hvis du spørger mig,” kommenterede Maggie, mens hun koncentreret prøvede at smøre et nyt lag rød læbestift ud på sine læber ved at kigge i bakspejlet.

”Nå, men det gjorde jeg altså ikke!” stønnede Brad og åbnede døren.

”Wow, er det den tid på måneden, Braddie?” spurgte Maggie tørt, proppede læbestiften ned i tasken og steg ud. Brad valgte vist ikke at svare. Jeg fulgte grinende efter og gik rundt om bilen, om til min fiktive tvillingesøster. Vi lignede faktisk hinanden okay meget, så der var ikke noget der. Jeg tændte en smøg og gav Maggie et sug. Jane trådte ud og kiggede nervøst op mod skolen. Hun så virkelig ud til at være på vagt. Jeg smilede overbærende og begyndte at gå op mod den store, røde murstensbygning. Greenwest High lignede stort set alle andre skoler. Dårlig belysning, hvide vægge og beskidt linoleumsgulv. Maggie og jeg fulgtes hen til vores skabe, da skabene stod i alfabetisk rækkefølge og Jane trippede efter Brad den anden vej hen til kontoret. Hele måden hun bevægede sig på, som om hun var forsigtig med hvert et skridt, irriterede mig.

”Hun er den mest elendige Mørke Engel, jeg nogensinde har mødt,” mumlede Maggie til mig, og jeg nikkede dybt enig. Det var hun virkelig. Hun var nervøs, indadvendt på den generte måde og virkede skræmt. Jeg havde aldrig mødt en som hende, og det var ikke en god ting.

”Hvad har du i første time?” spurgte Mag og fandt sine matematik bøger.

”Religion med Jucher,” svarede jeg lidende.

”Du starter tidligt,” sagde hun og mente med vores såkaldte arbejde. I religionstimerne med ekstremt kristne mr. Jucher, kunne vi virkelig gøre en forskel og påvirke de unge. Jeg diskuterede stort set med ham hver time, og det gjorde mine såkaldte søskende også. Mr. Jucher var gået så langt som at sige til Brad, at vi var en skændsel for skolen og dens kristne værdier. Manden havde jo ret, men det var sgu ikke specielt pædagogisk.

”Tja, det er jo det, vi er her for,” sagde jeg med et skuldertræk og lukkede mit skab. Hun nikkede kort.

”Vi ses søs,” smilede hun og gik ned mod matematiklokalet. Menneskemængden spredte sig for hende, som Havet for Moses. Det var fascinerende at se på. Jeg gik selv over gangen og direkte ind i lokalet, hvor første time for mit vedkommende skulle foregå. Et sted i midten smed jeg min taske ved bordbenet, satte mig og forberedte mig mentalt på en verbal krig. Bare en helt normal dag i mit langt ude liv. Med den ene forskel at min nye kusine få sekunder før klokken ringede, kom farende ind i klassen og satte sig ved bordet bag mig. Jeg måtte virkelig beherske mig for ikke at smadre hovedet ned i bordet med et højt suk. Som før nævnt: dybt kliche.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...