Dark Angel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 sep. 2012
  • Opdateret: 4 apr. 2013
  • Status: Igang
Alicia Hell virker som en helt normal pige. Hun går i skole, til fester og har venner. Problemet er bare at det er hun ikke. Hun bor på Dark Hill kollegiet, et af mange hjemsteder for Mørke Engle, der er sendt op til overfladen af Lucifer for at sprede ondskab. Alicia nyder at være den hun er og hun er god til det. Men alt dette ændrer sig – for Mørke Engle gælder der nemlig kun to regler:
1. Du skal altid være loyal mod Lucifer.
2. Du må aldrig forelske dig.
Og Alicia kommer til at bryde dem begge.



164Likes
112Kommentarer
9010Visninger
AA

3. Kapitel 1

 

 

Det var virkelig en lorte efterårs regnvejrsdag, den dag Jane kom til byen. Greg kom slæbende med en enorm sort kuffert, og selvom ingen havde fået noget af vide, vidste vi alle at der var kommet en ny. Maggie stønnede surt og mumlede noget om, at der snart ikke var flere værelser tilbage på kollegiet. Tresh tændte demonstrativt for fjernsynet, for at slippe for at høre på hendes brok, hvilket jeg var meget taknemmelig for. Tresh og Maggie hadede hinanden som pesten, men det stoppede dem ikke fra at tilbringe nogle ret så hede nætter sammen. Bare de slap for at tale med hinanden, så gik det fint og intet blev smadret eller pulveriseret. Greg så opgivende ud over den lille forsamling der sad i fællesstuen og vendte øjne.

”Godt I samarbejder” mumlede han og begyndte at slæbe kufferten op af trappen. Jane kom langsomt gående ned af gangen og stoppede i døren til stuen. Hun så måbende på det store rum fra de brede luksussofaer og den kæmpe fladskærm til pool-bordet og baren, der var yderst velforsynet. Maggie lo spottende, som hun havde for vane at gøre, og sendte mig et sigende blik.

”Hej,” fik Jane endelig sagt og de fleste sendte et nik i hendes retning. Ellers ingen reaktion, og det så ud til at forvirre hende. Helt ærligt, hvad forventede hun? Et banner og en klapsalve? Brad og en af de andre drenge var meget optaget af deres dartspil, men havde dog lige tid til at bedømme hendes sorte pagehår, de smalle skuldre og den fyldige barm, før de sendte den næste pil mod målet. Jeg rullede med øjnene og åbnede min bog, for at fortsætte hvor jeg slap. I det samme kom Greg ind og kørte en hånd gennem det karseklippede sorte hår.

”Alle sammen, det her er Jane. Hun er kommet for at bo her sammen med os,” begyndte Greg. Jeg kunne ikke holde et fnys inde.

”Det siger du ikke” mumlede jeg uden at fjerne blikket fra min bog. Jeg så ikke det vrede blik fra Greg, men jeg kunne mærke det. Han tog posten som leder og overhoved meget alvorligt. Bare fordi Lucifer sendte ham et eller andet idiotisk brev hvor der stod, at han nu var bestyrer af Dark Hill kollegiet, troede han at alle ville bøje sig i støvet for ham. Men eftersom de fleste af os allerede der, havde set ham i nogle højest uheldige situationer, var det svært at tage ham seriøst.

”Greg, vi bor allerede ti her. Kan hun ikke bo på Hellhigh kollegiet i stedet?” oh oh, here we go. Maggie var allerede i gang. Hellhigh lå flere byer væk. Der var nok en grund til, at Jane var blevet placeret lige præcis her, men den slags tog Maggie aldrig højde for. En indflyttende mere, og hun ville være tvunget til at nedlægge det walkin-closet, hun havde indrettet på et af de tomme værelser.

”Nej Mag, det kan hun ikke, og det ved du udmærket godt,” stønnede Greg.

”Hvorfor stiller du det samme spørgsmål hver gang der kommer en ny?!” mumlede Tresh irriteret.

”Det gør jeg sgu da heller ikke!” indvendte Maggie opbagt og jeg sukkede højt samtidig med stort set alle de andre.

”Vel gør du så. Det er skide irriterende.”

”Okay så! Skal du komme her og fortælle mig, hvad der er skide irriterende, når alle her…”

”Hold os ude af den der!” skyndte jeg mig at afbryde, og sendte hende et advarende blik. Hun skulle ikke presse den for langt over for Tresh.

”Se Maggie, de synes også…”

”Tresh!” udbrød Brad, Greg og jeg i kor med opgivende stemmer. Han holdt inde og lænede sig surt tilbage i sofaen med armene over kors. Velkommen til rød stue, hvordan vil De have deres saftevand serveret?

”Som sagt!” fortsatte Greg demonstrativt højt, ”så er Jane ny og skal begynde på samme skole som Alicia, Brad og Maggie i morgen. I sætter hende ind i sagerne og hjælper hende de første dage, okay?” han så bestemt på os tre. Ingen svarede, men det behøvede vi heller ikke. Han vidste, at vi ville gøre det automatisk alligevel. Det var ligesom en uskreven regel. Hjælp dine egne, resten kan gå til Helvedet. Bogstaveligt talt.

”Fedt, hvis vi er færdige med dagens børnehavemøde, vil jeg smutte,” annoncerede jeg højt og sarkastisk, før jeg smækkede min bog sammen og forlod stuen med hælene klikkende mod det hårde stengulv. På vej op af trappen hørte jeg Jane kommentere vores moderne indretning af kollegiet.

”Jeg havde troet, at det ville være mere gammeldags” sagde hun, og der lød en spredt latter.

”Gammeldags er for dengsebasserne, skatter” lo Maggie karakteristisk. Jeg smilede skævt og gik op på gangen, hvor værelserne lå. Mit værelse lå næsten for enden af gangen, fordi jeg havde været her så længe. Jeg var næsten den der havde været her længst sammen med Greg og Maggie. Maggie og jeg kom til Jorden samtidig, gennem samme offer og vi havde kendt hinanden siden. Hun gik mig seriøst på nerverne stort set konstant, men hun var det tætteste, jeg havde på en søster. Hvilket hele det slæng af skvattede mennesker, der gik på vores skole, også troede vi var. Alicia og Maggie Hell. De tveæggede lækre tvillinger, der altid dukkede op til festerne, og sjældent var der til timerne. Alle troede også at Brad var vores et år ældre storebror. Hvad skulle Jane nu være, vores kusine? Glem det, allerede fra første blik kunne jeg se, at hun var svag. Ikke dengsebasse-svag, bare så svag som man nu kan være, når man er Lucifers avl, og sprunget ud af en flamme for et par hundrede år siden. Åh, man må da bare elske at være dæmon.

Jeg tilbragte mine første tohundrede år på at sidde i Helvedet og kukkelure, mens de ældre Mørkets Engle tog op på Jorden og skabte had og ødelæggelse. Jeg var ivrig for at komme væk fra de uforanderlige flammer og smerteskrig, og tog chancen for at blive sendt ”gennem” som det hedder, så snart den bød sig. Præcis ligesom Maggie. Det var nok det, der gjorde os så forbundne. Men det var sådan cirka også det eneste, vi havde til fælles. Maggie var opfarende, hidsig, dårlig til at argumentere og sindssygt flirtende. Jeg var i kontrol, rolig, overskudsagtig og kold som is, modsat af den flamme jeg var skabt af. Det gjorde mig uopnåelig, og det var faktisk en ret god status på den taberskole, vi gik på. Drengene kom op og slås om, hvem der skulle følges med mig til skoleballerne, og jeg endte altid med at gå med Brad, så det var fuldstændig unødvendigt, og det vidste de primitive små skravl. Men de gjorde det alligevel for at vise deres værd. I de øjeblikke gik de så mange skridt tilbage i evolutionen, at det var til at brække sig over, og det var præcis det Lucifer så som formålet med de Mørke Engles tilværelse på Jorden: abemænd. Eller pænere sagt, ville han have os til at sprede de Syv Dødssynder. Det gik ikke at gå direkte efter FarGud og hans dengsebasser. Nej, Lucifer havde for længst regnet ud, at det var meget smartere at gå efter Guds mest elskede opfindelse. De små skravl, som vi kaldte dem. Menneskerne. At man kunne elske noget så svagt og viljeløst som de små bæster, var over min forstand. Men for pokker, jeg var skabt af to sorte fjer fra den Mørkets Engel der i princippet var min mor og en flamme, så hvordan skulle jeg kunne forstå hvordan den ophøjede, selvopofrende idiot, der sad deroppe over skyerne, tænkte? Jeg smilede for mig selv og åbnede døren. Jeg kan bare godt lide at lege med dem.

Mit værelse var holdt i mørke farver ligesom resten af huset. Mørkets Engle fungerede bedst i mørke. Mørk himmelseng, mørkt klædeskab, mørke gardiner, ja selv bøgerne på min bogreol var mørke i det. Jeg smilede til de små sorte stålroser, der snørklede sig rundt om sengestolperne og skabte en himmel af rosenknopper over mit hoved når jeg sov. De lignede døde roser, forstenede. Jeg elskede den seng. Jeg fik den tilsendt fra Helvedet, da jeg havde boet på Jorden i et år. Jeg havde en mistanke om at det var Ash, der havde sendt den, men jeg var ikke sikker. Han kunne sagtens finde på det, og da jeg ikke var vildt tæt på andre, der var tilbage i Helvedet, måtte det næsten være ham. Jeg smilede ufrivilligt, og rynkede straks panden af mig selv. Ash. Et skævt smil, sort hår, brændende sorte øjne. Han var min første og tæt på eneste ven dernede, og vi snakkede længe om at rejse til Jorden, så snart vi fik chancen for det. Han ville være genial til det her med at sprede de Syv Dødssynder. Alle piger på en almindelig skole ville sukke efter ham og alle drenge misunde og hade ham. Men da vi fik af vide at Mørke Engle fra vores tidsperiode kunne søge om mission på Jorden, blev han afvist med det samme. Han fik ikke engang lov til at aflægge prøve, udelukkende på grund af hans ”far”. Personen der lagde fjer til Ash var en af de Oprindelige, en af de engle der faldt med Lucifer. Mange af dem døde da de ramte flammerne i Helvedet og blev til De Sorte Ånder, der vadede rundt dernede. Men Lucifer så hvad der skete med de faldne, og han reddede sine tolv yndlinge. Det er i hvert fald den historie jeg fik fortalt, da jeg boede i Helvedet. Ud af de Døde Flammer, som havde dræbt mange af de faldne engle, kravlede lige så mange nye Mørke Engle og man regnede ud at man kunne formere sig via fjer og Døde Flammer. Efter den opdagelse gik det stærkt. På få hundrede år blev flere tusinde nye Mørke Engle skabt.

Altså var Ash en af de Oprindeliges ”barn”, skabt af hans fjer og de Døde Flammer. De fleste af os i vores område rejste til Jorden. Ash blev tilbage som den Oprindeliges søn. Han var rasende over det, men kunne intet ændre. Beslutningen var taget. Jeg havde ikke snakket med ham, siden jeg rejste fra Helvedet. Det var ikke muligt, det skulle der et offer til, og vi havde ikke uendelige ressourcer af ofre. Jeg savnede ham ikke. Det var ikke muligt for mig, jeg kunne ikke føle den slags menneskelige følelser. Kun begær, vrede, had, misundelse, grådighed og apati. Det var i store træk mit følelsesregister, og det var jeg egentlig meget tilfreds med. Når man havde tilbragt to hundrede år med at lytte til jamrende teenagepiger, der bitchede over at den fyr de ”elskede” ikke elskede dem, var den slags menneskelige følelser kun opfattet som a pain in the ass. Nej, jeg kunne ikke savne Ash, den slags var umuligt for mig. Men jeg kunne stadig godt føle et stik i maven ved tanken om hans smil og hans øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...