Impossible • The Hunger Games

Oprørerne tabte. Capitol vandt. Snow er stadig præsident. Distrikt 13, 12 og 8 eksisterer ikke mere. Dødsspillene eksisterer stadig, og det 4. jubilæumsspil skal begynde.

May the odds be ever in your favour!

Til høsten bliver Aurora trukket, til at deltage i det 4. Jubileumsspil, og det næsten umulige sker. En anden soner bliver trukket, en Aurora kender godt. Virkelig godt. Men hvordan vil Aurora klare arenaen når hun ved, at en hun holder af er havnet samme sted som hende, og det kan være hende, som skal dræbe denne soner?

12Likes
3Kommentarer
946Visninger
AA

5. 4

Min mor hjælper mig med at få min kjole på. Den passer helt fint, men stoffet kradser og det er ved at tage livet af mig. Lige da jeg får den på glæder jeg mig allerede til, at jeg skal have den af igen, hvilket er når høsten er slut, og de to børn er blevet trukket. Jeg kan stadig ikke fatte, at jeg måske bliver trukket i år til det 100. dødsspil. Jeg hader Capitol! Alle hader Capitol! måske lige på nær dem fra Capitol og fredsvogterne. Jeg hader præsident Snow! Jeg hader dødsspillet! Urgh.. Jeg hader så meget! Jeg hader dét, som er skyld i, at jeg måske bliver trukket til dødsspillet!..

Min mor opdager, hvor trist jeg er -hun er så god til at se når jeg er trist eller ked af det. Hun spørger stille og blidt, "Aurora? Hvad er der galt?" Hun ligger beroligende en hånd på min skulder. Jeg sukker trist. "Du ved det godt!" siger jeg lavt næsten uhørligt. Det var ikke meningen det skulle være så lavt. Tårerne presser på, og klumpen i min hals gør bare det hele værre. "Du ved godt, at du bliver valgt, men jeg tror ikke, at du vil indse det." Hun holder en pause for at lade mig tænke over det. Jeg sukker lavt. Det er jo rigtigt. Jeg ved det godt, men vil ikke acceptere, at jeg snart skal dø. Jeg begynder at hulke, og tager min hånd op til mine øjne. Jeg tørrer forsigtigt mine øjne med min håndflade. "Vil du sætte mit hår? Ellers kommer vi måske for sent!?" hulker jeg lavt.

Det river i min hovedbund, da min mor børster mit filtrede hår igennem. Da hun endelig er færdig er min hovedbund helt øm. Jeg mærker nogle små blide ryk, da min mor sætter mit hår. "Du har det smukkeste brune hår! Og det passer smukt til den cremefarvede bomuldskjole. Og det samme med dine brune øjne." Siger min mor i et forgæves forsøg på at muntre mig lidt op. Jeg kan høre smilet i hendes stemme, og tvinger mig selv til at smile igen, dog bliver det kun et lille smil. "Jeg fletter dit hår og snurrer det rundt om dit hoved, er det okay?" Jeg er lidt ligeglad, jeg får alligevel ikke glæde af det, og hun er alligevel allerede begyndt med at sætte det. Jeg nikker stille og mumler kort "mm..."

Døren bliver pludseligt smækket op, og fodtrin går hastigt ind i lokalet. "Vi skal gå meget snart!" det er min far. "Ja.. Vi er også færdige nu." siger min mor, og hjælper mig op og stå. "Hvor er du fin!" siger min far, og puffer mig ud ad døren. "Så smuk!.." bryder min storebror ind, "men vi skal gå nu. Lige nu! Fredsvogterne kommer snart!" han er bange. Det er ikke meget, som han er bange for, men fredsvogterne skræmmer ham. Det er forståeligt da han sidste år mistede sin kæreste, blot fordi hun var i huset da fredsvogterne kom. Man skal være døende for at få lov til ikke at komme til høsten. Hun var tydeligvis ikke døende, og de dræbte hende på stedet. Min bror var knust. Ligesom jeg, da jeg mistede min bedsteven. Jeg måtte bare klare dagene selv, med hånlige kommentarer, blot fordi jeg faldt over en taske de havde lagt eller fordi jeg gik ind i en mur. Jeg bliver trist ved tanken, og opdager først nu den milde vind. Vi er udenfor, og snart skal høsten begynde. Tanken om at skulle stå blandt de mange mennesker i varmen og med den kradsende kjole på, gør mig endnu mere trist.. Og sur, sur på Capitol, det eneste de forventer er, at vi holder vores kæft og ser godt ud til høsten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...