Scriptum

Cess har myrdet sin far, kejseren, med evner han ikke vidste han havde. Blodig og forvirret må han flygte fra paladset sammen med sin ven, Tewood. Men verdenen udenfor er hærget af krig, fattigt - og farligt. Ikke kun modstandsgruppen, der planlægger revolution, men også mange andre vil gerne havde fingrene i Cess...

3Likes
12Kommentarer
968Visninger
AA

8. Opgøret

Portene stod på vid gab, men de var samtidig gabende tomme. I mudderet var der spor efter kamp, løben og bevægelse, spor fra mennesker og dyr, men der var ingen der kom mig i møde. Jeg følte stadig den uro der havde siddet i mig de sidste tre dage. Da jeg gik igennem gaderne så jeg ingen bortset fra skygger i vinduerne og katte, der løb igennem gyderne.

Bag hustagene, der skrånede op imod den overskyede himmel kunne jeg se paladsets silhouet. Jeg følte et stik af hjemve, så koncentrerede jeg mig igen fuldstændigt om at finde Cess. Vejene i byen lå i et netværk, der førte ind mod centrum. Jeg fulgte de veje, jeg kendte og vidste, at jeg før eller senere ville ende ved den store plads foran paladset.

Langsomt kom der flere og flere mennesker, og snart måtte jeg efterlade hesten og bane mig vej imellem dem. De skubbede og puffede og blev vrede, når jeg maste mig igennem, men der var ingen tid at spilde.

Til sidst stod jeg i forreste række og så hvad det hele handlede om.

En scene.

--

Jeg så først Cess, der skilte sig ud fra den grålige baggrund i sit klare blå tøj. Bag ham stod Hilda med hånden på sværdskæftet og udstrålede autoritet på en måde, så man ikke var i tvivl om at hun ville være den virkelige leder af landet når alt dette var forbi. Igennem de mange stemmer der talte i munden på hinanden hørte jeg kun spredte ord fra scenen. Jeg var usikker på hvad jeg skulle gøre, for jeg så ikke ham endnu, og det var som om beslutsomheden sivede ud af mig... Så opsnappede jeg ordet "kroning", og omkring mig blev folkemængden stille.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne jo ikke bare råbe op, kunne jeg?

Jeg så et strejf af en kappe bag en gruppe soldater, hørte trappetrin knage, da der var en der gik op på scenen. Et kort øjeblik så vi endda hinanden i øjnene, men så fortsatte Gjærv som om det havde været noget han bildte sig ind. Tvivlen forsvandt.

Han stod bag ved Cess, rakte armene i vejret. I hans hænder lå en glitrende ring af sølv. Solen glimtede i små røde og blå juveler.

Nu var jeg nød til at gøre noget. Hvis jeg ventede længere ville det være forgæves-

"Stop!" Mit råb gav ekko da det blev kastet tilbage fra murene omkring pladsen. "Cess, stol ikke på ham! Han vil kun gøre dig ondt!"

Jeg så Cess blive forskrækket, Hilda trække sit sværd, og Gjærv, der knyttede sin hænder. Men Cess stolede på mig og vendte sig imod Gjærv. Flammer dansede på hans åbne håndflader.

Folk flyttede sig for mig da jeg gik frem imod scenen. Med rystende ben steg jeg op på den. Gjærv stod imellem mig og Cess og forsøgte at rede situationen ud.

"Tag det nu helt roligt-" begyndte han og sænkede armene. "Du, Tewood, og Cess... Hvorfor skulle jeg gøre dig noget ondt, Cess? Jeg har kun hjulpet dig. Jeg tror tværtimod at det er din ven der, der er den onde. Ligesom Ilsir, ikke sandt?"

"Du burde vide det, " sagde jeg, "Det er dig og dine dæmoner, der har drevet hende til vanvid."

"Hvorfor ville du dog tro det?" Gjærvs stemme var nedladende, som om jeg kun var et barn med en fjollet ide. Han var allerede anderledes end tidligere.

"Jeg fik et syn. En engel fortalte det." sagde jeg så.

"Illsir så også engle... Og Illsir er død nu." Gjærv rystede på hovedet og vendte sig mod Hilda. "Vi må fortsætte ceremonien. Lad os låse ham inde et eller andet st-"

Men så blev han afbrudt. Hans stemme knækkede over og han tog sig til armen, hvor en kugle af blå ild netop havde strejfet ham og efterladt en flænge i hans tøj og et åbent, svidende sår.

"Jeg stoler på Tewood."

Cess' stemme var høj og klar og uden spor af tvivl.  

Så sukkede Gjærv endnu en gang dybt. Kronen lagde han opgivende på scenegulvet. "Selvfølgelig. Du stoler mere på ham end på mig. Der er ingen måde du vil lade mig krone dig nu, er der?"

Cess rystede kun trodsigt på hovedet. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre og forholdt mig afventende. Det var en fejl.

Gjærv hævede sine hænder og angreb med pludselig kraft og hurtighed, der forskrække alle, selv Hilda, der ikke nåede at reagere. Jeg så et glimt af blåt og hvidt og hørte en høj, hylende lyd. Så farede den arktiske vind igennem mig. Jeg blev iskold helt ind til knoglerne og så på mine hænder, der blev dækkede af is og rimfrost. Jeg kunne ikke bevæge en muskel i min krop, og da jeg kiggede ned så jeg hvordan is bredte sig op mine ben og til hofterne og holdt mig fast. Mine tænder rystede i munden på mig, og ingen omkring mig stod bedre til.

Gjærv så tilfreds på sit værk.

"Så er der kun en mulighed. Mine herrer vil ikke være helt tilfredse, men det vil stadig tjene dem godt. Jeg må bare dræbe jer og overtage landet selv." Han vendte sig mod Cess og rørte ved hans blålige, tilfrosne ansigt. "Du kan leve. Måske får jeg brug for dig."

Jeg kunne ikke rigtig få ordene frem. Jeg kunne kun stå stille og se til da Gjærv viste sine sande farver og holdt op med at spille komedie. Ødelagde alt det, vi havde kæmpet for. Der var kun et spørgsmål, jeg kunne stille.

"Hvorfor?"

Han vendte sig imod og så farligere ud end jeg tidligere havde troet at han kunne. Den dybblå kappe flagrede bag ham og hans øjne var hårde og kolde, da han talte.

"Jeg blev lovet magt. Jeg skulle ganske vist betale en pris, men mere skulle der ikke til, Tewood. Men er det ikke også derfor du gjorde som du gjorde? Grunden til at du 'hjalp' ham? Du håbede vel, at han ville se op til dig og lytte til dig, når han blev kejser, og at du på den måde kunne få indflydelse og magt?"

"Nej," sagde jeg. "Jeg gjorde det fordi jeg så en dreng stå i min døråbning. Ikke en kejser. En dreng."

"Ja, en dreng." sagde Gjærv. "Let at manipulere. Jeg skulle styre landet fra skyggerne, når han blev kejser. Men det... har I jo forhindret. Afsløret mig og mine herrer. Men sejren er deres alligevel, og landet skal nok blive ved med at henligge i mørket..."

Han gjorde store håndbevægelser imens han snakkede. Så så jeg forbi hans hænder, hen på Cess. Troldmanden havde vendt ryggen til, og så ikke, at isen omkring Cess smeltede. Ilden i Cess' hænder brændte klart. Bliv ved med at snakke, tænkte jeg. Vend dig ikke om!

Det gjorde han ikke, Gjærv talte videre. Han havde sikkert glædet sig til sin enetale. "Mine herrer havde regnet det hele ud - De vidste, at du ville kommer til modstandsbevægelsen efter ulykken, så de sendte mig derhen for at vente på dig... De gav mig styrke. Jeg er ikke længere bundet af fødselstegn, love eller noget an-" 

Så blev talen til en guttural, mærkværdig lyd, og Gjærv greb sig til skulderen. Bag ham var Cess sluppet fri og havde sendt en ildkugle af sted, der havde ramt sit mål. Gjærv var rasende, men også chokeret. Jeg kunne mærke, hvordan han mistede lidt af kontrollen over magien, og hvordan isen blev tyndere omkring mig.

"Jeg kunne finde på at dræbe dig for det," snerrede Gjærv. Det var ikke en tom trussel. Jeg så de mærkelige, magiske farver vokse frem omkring ham. Så greb jeg chancen. Jeg stemte imod isen med hver en muskel i kroppen, slog om mig og kastede mig fremover. Isen var et kort øjeblik blevet tyndere, så jeg kunne smadre den. Jeg mærkede tusindvis af små issplinter bore sig ind i min hud, smertefuldt og koldt. Mine hænder, mit ansigt og mine øjne blev ramt, og jeg kunne næsten ikke se for støv og splinter. Men jeg ignorerede smerten. 

Jeg kan ikke slås med sværd eller økser eller knive. Jeg kan ikke skyde med bue eller armbrøst. Jeg kan ikke bruge magi. Jeg har kun mine egne to hænder.

Jeg havde kun mine egne to hænder.

Jeg mærkede først Gjærvs tøj, så hans iskolde hud, da jeg greb fat i ham bagfra. Med begge hænder omkring hans hals klemte jeg så godt jeg kunne. Hans puls bankede under mine fingre, der kun knugede endnu hårdere. Hans lange negle flåede i mine hænder, rev og brændte og frøs, til jeg ikke kunne føle noget mere. Men det lykkedes mig at holde fast. Han skulle ikke skade nogen med de hænder. Det var lige så meget mit ansvar som det var Cess eller Hildas eller nogen andens. Jeg så, hvordan Gjærv hvæsede efter luft og vred sig for til sidst at holde op med at bevæge sig helt bortset fra et vagt forsøg på at hviske et eller andet magisk ord, han ikke havde luft til. Så sank han sammen.

Et øjeblik kom jeg til at tænke på lemlæstede kroppe på senge, på jorden, i massegrave. Jeg havde slået ham ihjel. Myrdet ham.

Jeg gav slip på kroppen, der faldt ned foran mine fødder. Jeg vaklede svagt et par skridt baglæns. Der var ikke længere is eller kulde i luften; det forsvandt som dug for solen. Hilda gik op til liget og mærkede efter en puls eller et åndedræt. Så jog hun et sværd i maven på ham for en sikkerheds skyld.

Cess kom hen til mig med et udtryksløst ansigt. Så smilede han og sukkede lettet.

Jeg så ned på mine hænder. De var dækkede af frostbid, brandsår, mærker og rifter. 

Jeg kunne knapt nok bøje fingrene, endsige føle dem. Jeg kom aldrig til at skrive igen.

Cess så mit bekymrede ansigtsudtryk.

"Det skal nok blive godt igen," sagde han. "Vi vandt."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...