Scriptum

Cess har myrdet sin far, kejseren, med evner han ikke vidste han havde. Blodig og forvirret må han flygte fra paladset sammen med sin ven, Tewood. Men verdenen udenfor er hærget af krig, fattigt - og farligt. Ikke kun modstandsgruppen, der planlægger revolution, men også mange andre vil gerne havde fingrene i Cess...

3Likes
12Kommentarer
988Visninger
AA

5. Opbruddet

 

I to dage gik jeg og rugede over Cess' plan efter at have givet mit ja til at præsentere den.  Den høje mur omkring Drasmoor skulle være uigennemtrængelig, og den bedste løsning ville være at sulte dem ud, hvilket ville sætte os i en dårlig position, fordi det ville være så nemt at angribe os. Cess foreslog, at man i stedet lavede en tunnel under den. Det var en barnlig plan, på en måde, en alt for simpel ting. En enkelt tunnel kunne umuligt lavet hurtigt og stille nok til ikke at blive opdaget. Der ville ikke være plads nok til at nok soldater kunne komme igennem, og de ville blive slagtet i den anden ende. 

Da jeg var kommet så vidt i min forklaring nikkede lederne omkring mig. Ilsir rystede på hovedet.

"Din idé kommer ikke til at virke!" sagde hun.

Alligevel fortsatte jeg. Tunnellen behøvede ikke være stor nok til mange soldater. Kun lille nok til at man kunne fragte en ladning sprængstoffer igennem. En lille eksplosion, så tunnellen kollapsede ville få muren ovenover til at falde sammen. Simple stiger eller bare fodfolk ville nemt kunne komme igennem murbrokkerne. Rundt om nikkede de anerkendende. 

Jeg kunne endelig sætte mig ned og mærkede, hvordan min krop begyndte at slappe af; hver eneste nerve i min krop havde været anspændt imens jeg havde fremsagt forslaget. Der foregik en diskussion, jeg ikke lagde meget mærke til. 

 

Jeg travede lidt rundt i lejren uden mål. Omkring mig var folk begyndt at pakke rationer ned, se til hestene og forberede sig på at tage afsted i morgen. Ved træningspladsen stod en samling rystende rekrutter. De var bønder eller håndværkere med hænder, der ikke var vant til at holde et spyd eller et sværd. De langede ud efter deres træningspartnere eller dukkerne, men fik overbalance i det tunge udstyr. Vi ville være færdige, hvis kejserens hær blev sendt efter os. Lyden af metal mod metal klingede i luften, og jeg så glimt af skinnende hjelme, der reflekterede solen... og så et klart, blåt lys.

På den anden side af træningspladsen, i skyggen af et gammelt, kroget træ, stod Cess. Gjærv lænede sig mod træets stamme og så til, imens en kugle af blå ild tog form imellem Cess' hænder. Drengen havde et fokuseret udtryk og en glød i de himmelblå øjne.

"Godt!" lød det fra Gjærv, "Og prøv nu at ramme dukken!" Ildkuglen fløj gennem luften og over mod en strådukke. Jeg forventede at se den gå op i flammer, men alt der skete var at ildkuglen ramte den støvede jord og opløstes i små gnister. Cess sukkede dybt. Ingen af dem havde lagt mærke til mig, så jeg gik fremad og gav mig til kende.  Straks blev Cess mere energisk:

"Accepterede de mit forslag?"

"Ja, jeg tror det kommer til at virke," sagde jeg.

Cess strakte sine arme og kiggede op mod solen. Det var sent på eftermiddagen allerede. 

"Hvad beskæftiger du dig med her?" spurgte han så. 

"Næsten det samme som 'hjemme'," svarede jeg, "men jeg har det, som om det betyder mere her. Og jeg behøver ikke ændre på nogen af oplysningerne."

"Hvad mener du?" Cess så mistroisk ud. "Du... ændrede på tingene? Men... Kejseren skal jo have det rigtige at vide...?"

"Ikke ham." sagde jeg.

Et øjeblik var der en næsten pinlig tavshed. 

"Hvad med dig? Jeg har ikke set dig meget på det sidste." 

"Jeg lærer så meget om Gaven." svarede Cess. Han smilede. "Jeg behøver ikke længere være bange for ikke at kunne kontrollere den. Og jeg kan måske lære at forsvare mig selv."

"Men først skal du kunne ramme strådukkerne."

Så blev vi afbrudt at Gjærv, der råbte på Cess ovre fra træet. Cess vinkede til mig, da han løb over til sin lærer. Jeg var glad på hans vegne. Det måtte have været skræmmende at have noget inde i sig, man ikke kunne kontrollere. Noget, der kunne dræbe.

 

Næste morgen var der travlt hos oprørerne. I samme øjeblik jeg gik udenfor var jeg omgivet af hektisk trængsel, af mennesker og heste og husdyr, der blandede sig. Støvet blev hvirvlet op og kom på mit tøj og i mine øjne, og der var en forfærdelig larm allevegne.

Oprørerne havde boet i denne lejr i flere måneder, og opbruddet nu krævede mange mænd bare til at pakke og flytte og læsse og skubbe. Vogne blev fyldt med forsyninger, soldaterne fik deres oppakning, heste blev opsadlet. Først vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv og overvejede at prøve at finde A'kir eller Hilda eller en eller anden, men jeg besluttede mig for selv finde ud af det.

Alle andre så ud til at bevæge sig efter en på forhånd aftalt plan, hvor jeg var den eneste, der ikke vidste hvad jeg skulle. Jeg kæmpede mig vej over til det sted, hvor min hest (eller i hvert fald den hest jeg havde taget) stod bundet. Jeg havde min rygsæk over skulderen. Jeg trak hesten ved siden af mig og forsøgte at følge med strømmen af mennesker. På den nordlige side af lejren var der en bro over floden, som vi skulle over, og langsomt men sikkert forlod alle lejren. Der var ingen soldater, der kunne undværes når vi i forvejen var så få, og ingen, der blev ladt tilbage. 

Da vi var kommet op i fladt terrain på den anden side af floden var det igen, som om jeg var den eneste, der ikke kendte planen. Rækkerne og geledene formede sig selv. Cirka midt i flokken kunne jeg se et flag veje. Under den røde og gyldne fane red lederne, og jeg fik lov til at følge trop lige bag efter dem.

 

Omkring mig var alt støv og larm. Jeg kunne se, hvordan folk omkring mig var spændte og nervøse. I begyndelsen snakkede folk sammen med dem ved siden af, men efterhånden blev deres mere og mere stille og ingen snakkede til mig eller hinanden. Hver mil vi gik fik os kun tættere på blod og kamp.

Så dukkede den op på den anden side af bakkerne. Byen, Drasmoor med de skinnende tage og den tynde, høje bymur, hvor vagterne gik med sværd og brystpanser, der glimtede i solen.  Vimpler vejede fra tårnene.

Byporten var lukket. 

Ved et signal jeg ikke lagde mærke stoppede alle op et øjeblik for så langsomt at begynde at brede sig ud. Soldaterne indtog deres positioner, fandt deres kommandører og deres udstyr. Vognene stillede sig i en halvcirkel, og nogle mænd hastede forbi for at slå to store telte op. Hvide telte til de sårede. Vagterne oppe på muren må havde været forvirrede, men de gjorde ikke noget. 

Hilda havde travlt med at uddele kommandoer sammen med A'kir. Kun Ulvar havde ikke travlt, og jeg steg af hesten og gik hen til ham. Han var gået et stykke væk og stod og så ud over soldaterne, mænd og kvinder med deres dragne sværd. 

"Hvad synes du, jeg skal gøre?" spurgte jeg. "Jeg kan ikke slås." Det var sådan set bare et spørgsmål om, hvor jeg ville være mindst i vejen. 

Han svarede mig uden at kigge på mig. "Hvis jeg var dig, ville jeg gå over til lægerne. De skal sikkert have nogen til at hente stof og vand og den slags. Bare lad lægerne gøre deres job. Vi kan ikke have en utrænet en som dig til at rode med de få soldater, vi har."

Han rystede på hovedet. "Om lidt går det løs. Jeg kan ikke helt lide at se på det mere."

Ingen af os sagde noget. Jeg forsøgte at få en samtale igang:

"Jeg har ikke set Ilsir hele dagen."

"Hun gik ind i sit telt lidt tidligere," sagde han. "Hun virkede... rystet. Måske er hun bange for kampen. Typisk. Hendes lille gruppe af spioner er inde i byen for at grave den tunnel, du snakkede om, indefra." Så virkede det ikke som om han ville tale mere med mig. Han så meget træt ud. 

 

Jeg efterlod ham der og gik over til lægeteltet. Det havde engang været hvidt, men var blevet slidt og slæbt så det nu nærmere var gulbrunt af støv. Jeg løftede teltdugen, der hang foran indgangen til side. Indenfor stod der senge i to rækker, og der var små borde og tasker med medicin, urter og bandager. Lægerne gik og redte sengene med rystende hænder, lige så nervøse som jeg.

"Skal i... bruge noget hjælp?" spurgte jeg. En kvinde så op fra den taske hun var ved at gennemsøge og nikkede kort. 

"Hvis du ikke kommer i vejen ville det være fint med en der kan hente vand. Og skrive deres navne ned," sagde hun. 

Henne i hjørnet stod Gjærv og tre andre, der havde gaven. Ingen af dem hilste på mig. De stod med deres bøger, halvlukkede øjne og messende stemmer og forberedte sig på noget, jeg ikke havde noget begreb om. 

Tiden der nu gik var frygtelig. Pinefuld. Hende, der måtte være overlægen gav sine ordrer og forhørte sig om, hvem der gjorde hvad, men det var svært at koncentrere sig. Historikerne skriver altid om slagmarken og krigerne. Der er ingen, der fortæller om lægerne. 

Så blev overlægen afbrudt. Jorden rystede svagt, og et højt brag kunne høres. Da jeg kiggede ud af teltet så jeg kun bymuren, der var halvt skjult i en støvsky, og så, da skyen var væk, de store, hvide brudstykker. Soldaterne løb frem. Og på skråningen sad der en dreng på sin hest og holdt en fane i vejret.

---

De næste timer var kaotiske, en række af handlinger og navne og ord, der flød sammen. De sårede blev båret ind, hvis de ikke selv kunne gå, og lagt på sengene, når der var plads. Ellers lå de på gulvet, udenfor teltene, på stof eller den bare jord. Lægerne havde givet mig en lille bog og en pen, og imens de forbandt og skar væk gik jeg rundt imellem dem og spurgte og skrev navne ned. Nogen gange måtte jeg lægge bogen fra mig, fordi en mand var ved at forbløde og jeg skulle hente noget stof til at binde om resterne af hans arm. Og nogen gange måtte jeg samle den op igen, og lægerne bad mig om at sætte et lille kryds ud for navnet, jeg havde noteret. 

I hjørnet af teltet så jeg af og til lys, nogen gange kun i korte glimt af blåt, gult og grønt. Ud af øjenkrogen så jeg en af magikerne lukke et sår med magi, men så hev en mand i mit ærme og fremstammede med sine blodplettede læber, "Sig det ikke til Sibyl...!" Så skreg han i smerte da lægen trak pilen ud af hans ben, og jeg fandt aldrig ud af, hvem Sibyl var.

Jeg havde for travlt til at bekymre mig om Cess. Jeg skiftede sengetøj, der engang havde været hvidt og som nu var plettet af blod. Lægen råbte af mig, sagde, at jeg skulle skynde mig, men hun var vel lige så stresset som enhver anden. Da jeg havde redt sengen skar de en mands ben af på den. 

Kun langsomt stoppede strømmen af sårede, lang tid efter at kamplarmen udenfor var ophørt. Hen under aftenen var der mange navne i min bog og mange sider og mange krydser. Så bryggede lægerne en urtedrik til sig selv, så de kunne holde sig vågne. Jeg blev sendt udenfor. 

Det var koldt. 

Det havde været efterår, da jeg forlod slottet, og der var da ikke gået lang tiden siden da. Men alligevel... den første frost var kommet. Det var skumring, og duggen var faldet og krystaliseret. Jeg frøs. Ikke langt væk brændt lejrbålene. Jeg gik over mod dem, men stoppede så op. Lige i nærheden af teltene var man begyndt på gravene. I halvmørket kunne jeg skimte de store huller og bunkerne af nyopgravet jord.

Jeg kantede mig uden om dem, da jeg så en dreng.

Han var svær at se i mørket. Hans ånde blev til små skyer mens han stod og så ud over gravene. Han trak en uldkappe tæt sammen om sig, men frøs alligevel. 

 

"Cess?"      

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...