Scriptum

Cess har myrdet sin far, kejseren, med evner han ikke vidste han havde. Blodig og forvirret må han flygte fra paladset sammen med sin ven, Tewood. Men verdenen udenfor er hærget af krig, fattigt - og farligt. Ikke kun modstandsgruppen, der planlægger revolution, men også mange andre vil gerne havde fingrene i Cess...

3Likes
12Kommentarer
987Visninger
AA

4. Nyheden

 

De næste dage var hektiske. Først var der naturligvis præsentationen. Det var en hviledag. Jeg nåede ikke at se Cess først, så jeg var lige så imponeret som alle andre da han kom ud fra ledernes telt sammen med A'kir. Midt på pladsen havde han stået i en lang, sølvgrå kappe. Hans stemme havde været høj og klar da han fremsagde en tydeligvis indøvet tale. Der var ikke kun jubel, for grove stemmer diskuterede hændelsen både den og de næste aftner, men lige den dag havde langt de fleste accepteret det. Soldaterne virkede ikke til at være nervøse ved den nye 'leder' - som de selv sagde var forandringen sikkert ikke så stor. Det var jo stadig de samme gamle, der tog beslutningerne. 

 

Den næste morgen begyndte arbejdet igen. I løbet af de næste fire dage så jeg ikke noget til Cess, men jeg fik en forståelse af routinen i lejren. Først oppe var kokke og jægere, der tog sig af maden, så var det soldaterne, der satte deres uniformer i stand og vaskede sig, hvis de havde vand til det. Vandet i den lange flod, der snoede sig langs med udkanten af lejeren var isnende koldt på denne tid af året, og de fleste varmede det op ved bålet først. En time efter solopgang var der suppe, stuvning eller brød. Maden blevspist. Efter det havde soldaterne træning, Nogle delinger skulle tage sig af mad og andre ressourcer og jeg havde et bjerg af arbejde at gå i gang med.

Ulvar havde tidligere været i Kejserens hær.

Illsir havde været spion og skaffet oprørerne oplysninger.

Gjærv optrænede rekrutter med Gaven eller forsøgte at se, hvad der foregik i paladset eller i fremtiden.

A'kir holdt sig for det meste for sig selv i sin stammes lejr. 

Hilda var midlertidig leder og havde været ude i lang tid.  

...Kort sagt var der ikke en eneste af dem, der havde styr på økonomien, og det bliv min triste pligt.

Regnskaberne måtte gøres om, optællinger måtte holdes. Optegnelser over troppe-bevægelser og antal våben og udstyr satte jeg i orden, og langsomt men sikkert begyndte der at komme styr på det hele. Der var eftermiddage, hvor jeg var glad for at sidde med tal og bogstaver i mine hænder i stedet for metal, imens jeg hørte hvordan soldaterne udenfor kappede hovederne af stådukker. Jeg var i det mindste ikke som dem, kunne jeg tænkte. Jeg er bedre end det, har langt sværere problemer. Vand var ikke et problem. Floden havde rigeligt. Mad, derimod, var ved at være sparsomt. De naturlige ressourcer i området var snart udtømt, og de transporter med forsyninger til den kejserlige hær, som før var blevet plyndret kom ikke længere denne vej. Jeg tænkte, at det bedste var at tage sagen op med en af lederne. Jeg gik hen til deres telt, hvor jeg kunne høre oprørte stemmer udenfor.

"Vi har på ingen måder styrken til at angribe dem forfra. Vi kan kun slå ring omkring dem og udsulte dem."

"Men... Det ville være så nemt for kejseren at sende soldater afsted og udslette os, imens vi venter udenfor bymuren..." 

"Hvad får dig til at tro at du har noget at sige?"

Indenfor stod Hilda, Ilsir, A'kir og Cess rundt om bordet. Et landkort var bredt ud, gulligt og gammelt, og Illsir og Cess så ud til at have diskuteret. Gjærv og A'kir var ikke til stede. De vendte sig alle om efter mig, da jeg kom ind, overraskede over at blive forstyrret.  Jeg tøvede et øjeblik. De så ikke just ud som nogen, der var glade for at blive afbrudt. Måske bortset fra Hilda. 

"Jeg har gået tallene igennem..." begyndte jeg. "Madforsyningerne kan kun strække sig til cirka to uger mere.

Hildas stemme var rolig. "Det er ligemeget. Vi angriber Drasmoor om fire dage."

---

"Drasmoor?" Jeg havde ikke hørt om byen før, men i det øjeblik jeg hørte om et angreb begyndte jeg at tænke, så hurtigt jeg kunne. Havde vi materiel nok? Mennesker nok?

Ilsir hævede sin stemme. "Jeg siger, at vi belejrer dem. Det er planen, men da vi nu inviterede Cess - en formalitet - havde han andre planer."

Cess talte stille. "Vi må da kunne angribe dem og tage byen hurtigt... uden for store tab af menneskeliv. Uden at kejseren kan sende hæren efter os..."

"Vi har ingen rambukke eller andre maskiner!" sagde Ulvar. "Ingen kastemaskiner, ingen katapulter."

"Men kejseren..." begyndte Cess, men han blev afbrudt.

"Der er ikke nogen kejser!" sagde Illsir højlydt og slog i bordet. "Han er død! De må være i total forvirring! Dette er måske vores eneste chance!"

"Du er for aggresiv, Ilsir!" Sagde Hilda. "Og Cess er ikke-" Så blev der helt stille et øjeblik. Hilda sagde ikke noget. Ilsir blev med et helt stiv. Hun lyttede. Så lagde hun en finger på læberne og listede over til teltets indgang. Hun bevægede læberne i lydløse ord. "Der er nogen der smuglytter." Jeg blev overrasket over hvor stille hun kunne bevæge sig. Så rev hun teltdugen til side. Ulvar havde trukket sit sværd.

Det var Gjærv, der stod udenfor, lidt rystende.  "Jeg vidste ikke, om jeg kunne forstyrre jer..."  sagde han, og gik hurtigt indenfor. Ilsir var rød i hovedet.

"Hvad vil du os?" spurgte hun.  Gjærv stillede sig ved bordet og tog en dyb indånding.

"Jeg så noget i dag." Begyndte han. "Jeg så det i et vandspejl... Der er en ny kejser. Der har faktisk været en siden i forgårs. Hans navn er Sinfel." Endnu en dyb indånding, selvom det ikke avr til at se om det var af kulde, nervøsitet eller fordi han havde skyndt sig. "Jeg tror han er din bror, ikke sandt, Cess?"  

Cess nikkede.

---

En svag summen af hviskende stemmer bredte sig. Gjærv stod lidt og trippede frem og tilbage, men havde åbenbart ikke mere at sige, og skyndte sig væk fra den nu tunge stemning i teltet. Jeg indhentede ham udenfor. 

"Er du helt sikker på at det er sandt, det du så?" spurgte jeg. 

"Ja. Det var et syn fra det himmelske." Jeg forstod mig ikke meget på den slags, men Gjærv så ud til at være fuldstændigt overbevist. Der var ikke mere at diskutere. Der var kun en ting, jeg havde fundet mærkeligt - 

"Hvad mener du med... 'det himmelske'? Tror du på Guderne?" Jeg vidste ikke, om mit spørgsmål var for nærgående, men Gjærv så ikke ud til at blive fornærmet.

"Måske ikke guderne," sagde han,  "Men engle. Skytsengle og dæmoner." Og så forsvandt han i mængden.      

---

Dermed var der nu to ting, jeg havde brug for viden om.  Det første var nemt nok. Så snart mødet var overstået - relativt hurtigt, for ingen kunne blive enige og det blev udskudt til den næste dag - satte jeg mig for at finde ud af noget om denne by. Enhver viden kunne komme os til gode. Jeg fandt kun én bog om emnet blandt troldmændenes sager, og med nogen modvilje begav jeg mig ud i lejren. Bagved træbygningen var der træningspladser, hvor en række unge mænd og kvinder stod med langbuer og skød til måls. Jeg spurgte om der var nogle fra området, og fandt en ung mand.

Han fortalte mig om byen, Drasmoor, med den smalle, men høje mur hele vejen omkring. Den var delt op, sagde han, i en nordlig og rig og en fattigere, sydlig del. Kun et par enkelte tårne nåede op over muren, og om natten hang der lanterne fra deres tage, så de var som fyrtårne. Byen levede af handel, især fordi den lå tæt på rigets grænse.  Dermed var det gjort. Jeg noterede det sammen med de ting, jeg fandt i bøgerne - indbyggertal, døde og fødte og dræbte. Så sad jeg og ventede på at aftenen kom.  

 

Den anden ting var Sinfel. Navnet kunne jeg svagt huske, et underligt ord. Jeg kunne huske hvordan Cess talte om ham. Sinfel var store-broderen der havde sparket en hund. Der havde fået en kæreste. Der havde vundet en sværdkamp. Jeg kendte ham kun som slørede fortællinger fra bibliotekets støvede halvmørke.  Jeg var sunket så dybt ned i mine tanker, at jeg ikke bemærkede det, da der var en der kom ind. Kun da Cess lagde sin hånd på min skulder vågnede jeg lidt op. Han så ud, som om der var noget han havde bestemt sig for. Hans øjne var kolde. 

"Tewood," sagde han.

"Hej, "mumlede jeg bare, stadig lidt fortumlet. "Er der noget galt?"

"Jeg skal bruge din hjælp."

Jeg forstod ham ikke. "Til hvad?"

"Der er ingen der lytter til mig, selvom jeg ved at jeg har den bedste plan - jeg tror, min strategi vil kunne redde en masse mennesker."

"Det kan jeg forestille mig. " sagde jeg. 

Cess smilede, men blev så seriøs igen. "Hvis du vil præsentere mine ideer for dem... Måske vil de lytte til dig."

"Jeg forstår ikke helt." Det var hvad jeg sagde, men jeg kunne allerede mærke hvad han mente. 

"Jeg tror kun de vil acceptere ideen hvis den komme fra en anden. En der ikke er for ung. Tewood, vil du hjælpe mig med det?"    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...