Scriptum

Cess har myrdet sin far, kejseren, med evner han ikke vidste han havde. Blodig og forvirret må han flygte fra paladset sammen med sin ven, Tewood. Men verdenen udenfor er hærget af krig, fattigt - og farligt. Ikke kun modstandsgruppen, der planlægger revolution, men også mange andre vil gerne havde fingrene i Cess...

3Likes
12Kommentarer
970Visninger
AA

1. Flugten

 

Biblioteket var stille.

Det var de tidlige morgentimer, hvor kun tjenestefolkene arbejdede i slottets indre, og næsten ingen var oppe endnu. Udenfor vinduerne var solen kun et lille stykke over horisonten, og fuglene sad på vindueskarmen og kiggede ind. Biblioteket var en stor sal med høje bogreoler. Her arbejdede jeg mange timer om dagen som historiker og skriver, den eneste, der var ansat her. Mit andet job var barnepige.

Det var bare noget, der var sket. Kejseren, Atilis Tirius III, havde en datter og tre sønner, men den ene af sønnerne var uægte og ikke ville arve. Den søn var Cess.

Cess var godt fjorten-femten vintre, og en dag sidste år var han gået ind i biblioteket, hvor jeg havde lært ham at spille skak. Siden da var han kommet mere eller mindre hver dag. Han ville side og læse eller spille mod sig selv eller andre.

Nogen gange ville han sidde ved vinduet og bare snakke om alting eller ingenting. Om den fugl han fandt i gården. Om hvad hans far havde sagt til ham. Om hvordan hans "storebror" havde kaldt ham navne igen. Jeg nød at lytte til det, når han ikke forstyrrede. Jeg tror at der var nogen der var nød til at høre på ham, for han var nummer tre i rækken, uægte, ikke værd at bruge tid på. Hans ældre brødre var på jagt, fik heste at ride rundt på, kom til turneringer, blev taget med til andre lande langt borte. Cess vidste ikke hvorfor han boede i paladset. Det var nok noget mellem hans mor og kejseren, selvom moderen var langt væk nu. Kejserinden kunne lide Cess og holdt ham under sin beskyttelse, men han havde vænnet sig til ikke at forvente noget af fremtiden.

Hans far behandlede ham som luft.

Jeg havde arbejdet i paladset i fire år, siden jeg kom hertil som toogtyve årig. Jeg så aldrig kejseren spise. Jeg så ham kun æde. Han åd, mæskede sig, proppede sig, også da jeg en enkelt gang sad med til bords. Under hele måltidet kiggede han ud over hele salen, men så aldrig på Cess, der prøvede at skabe øjenkontakt indtil han gav op og bare sad og stirrede ned i bordet.

Lidt efter at tårnuret slog det første slag åbnede døren til biblioteket sig. Det var Cess, der kom ind, lidt tidligere end ellers. Han havde en simpel kjortel på, lyseblå som hans øjne. Øjnene var måske hans mors, men hans korte, lyseblonde hår var fra hans far side og et træk han delte med alle sine brødre. 

"Tewood? Er du her?"

"Ja. Godmorgen," svarede jeg.

Cess kom over til mit bord, hvor han satte sig overfor mig. Han kastede et hurtigt blik på bøgerne, bladrede et par sider igennem eller lod dem ligge. Til sidst sad han bare og kiggede på mig.

"Du sagde du ville have fundet nogle gode bøger til mig." sagde han. Han lød ikke særlig anklagene, bare som om han kedede sig. Jeg fandt den stak som jeg havde samlet tidligere.

"Bøgerne ligger her. Strategi og krigsførsel," sagde jeg, og pegede på de enkelte bøger, "...og skak,"

Jeg skubbede dem henover bordet. Cess' øjne lyste op. Dét var noget, han havde kunnet lide lige siden jeg mødte ham. Ulig hans brødre kunne han ikke skyde med bue og pil eller løfte et sværd, til gengæld kunne han besejre alle i det spil. Et par gange havde jeg siddet sammen med ham og behandlet rapporter, der skulle præsenteres for kejseren da Cess begyndte at tale om hvor meget bedre det ville være at udnytte det her bjergpas og sende infanteriet af denne her omvej...

Så sad vi overfor hinanden. Cess slugte bogen, han var gået i gang med. Det var en tyk og gammel tekst, og jeg kunne se at han havde problemer med at komme igennem den, men jeg kunne se at han ville blive fornærmet hvis jeg tilbød min hjælp. Selv udarbejdede jeg en rapport over troppernes bevægelser ved grænsen, som jeg skulle aflevere senere. Der var ikke sket meget. Der var fred i kejseriget.

Alligevel var der ikke velstand. Jeg havde set det i byerne, og det var netop det, der fik mig til at afsky at være i kejserens nærvær. I byen omkring kejserpaladset var der syge, fattige og forarmede, og det måtte være værre andre steder i landet. De rige gik med skyklapper på her i paladset, hvor jeg som den eneste læste rapporterne om hvordan det alt sammen så ud dernede. Mine ordrer lød på at redigere i det, før jeg præsenterede det for kejseren. Han havde sagt, at han ikke kunne holde ud at læse om ”elendighederne”.

 

Efter lidt mere end en time blev døren til biblioteket igen åbnet. Denne gang var det en pige, der kikkede ind. Hendes navn var Marissa. Hun var høj og ranglet i sin uniform, og skridtede lige over til Cess.

"Cess, " sagde hun med bydende stemme, "Jeres undervisning begynder nu."

"Marissa, lad da bare drengen blive..." forsøgte jeg. "Han læser jo alligevel-"

"Tewood...Brug den korrekte tiltaleform, og omtal ham med påkrævet respekt," sagde Marissa blot, tog fat i Cess' krave og halede ham af sted. Hun var så forfærdeligt selvmodsigende, men havde alligevel lagt mærke til mit sprog. Jeg havde det svært med at huske at bruge 'respekt' over for en så ung som Cess, der vinkede til mig på vej ned af gangen. Selv skrev jeg under på rapporten og besluttede mig for at gå igennem haven når jeg skulle aflevere den. Gangene og murene var bygget af hvid sten, og der var store vinduer der lod sollyset komme ind. Jeg havde ikke travlt. Af og til mødte jeg en tjener, der hastede hen af gangen med noget i hænderne, eller en minister, der kun så på mig ud af øjenkrogen. Jeg gik ned i haven, hvor luften var frisk. Den lå omkranset af mure og bestod af en gårdsplads og mange små stier, der førte under blomstrende træer. Et springvand pludrede, og blomsterne og syrenerne duftede. Uden andet at lave sank jeg ned på en marmor bænk og trak vejret dybt.

Kort tid efter hørte jeg hastige fodtrin. Marissa kom gående imod mig med hendes krøllede hår helt pisket op om øerne, imens hun hankede op i skørterne. Jeg undrede mig over, om jeg havde gjort hende vred. Hun satte sig ved siden af mig men faldt ikke helt til ro. Hun knugede skørterne til hendes knoer blev vide, og skar ansigter imens hun tænkte. Hun tænkte meget over, hvordan hun talte. Hun skulle nok lige finde den rigtige måde at sige det på. Til sidst så hun mig i øjnene.

"Er det dig der har lært Cess den.... ting."

"Hvad?"

"Du ved..." sagde hun så, "Den ting hans højhed gjorde i dag. I skolen. Med ilden."

Jeg vidste ikke hvad hun snakkede om, og svarede ikke. Hun blev mere og mere frustreret og opkogt i hovedet. Til sidst lænede Marissa sig ind imod mig og nærmest hviskede:

"Jeg taler om gaven, dit... fjols."

Gaven. Ordet lå tungt i luften imellem os. Kejseren kunne ikke lide det. Ville ikke høre om det. Magi var noget, der ikke længere var, som var forsvundet i en tid langt borte. Det var i hvert fald det, jeg redigerede ind i rapporterne, men sagen var nok, at det aldrig døde, den slags. Men jeg skrev at magikerne var døde, og tilbage var kun frygten. Frygten, der fik dem med gaven til at tie stille med det og gemme det væk og aldrig bruge den, frygten for at blive lukket ude og slået ihjel.Jeg havde aldrig vidst at Cess havde gaven. Det var, som om skæbnen blev ved med at kaste ting i hovedet på drengen, der ville besvære hans liv. Jeg lod Marissa fortælle videre.

"Han sad... Han sad der med læreren. Og starinlyset på bordet gik ud. Og læreren sagde at han ville tænde det, men Cess stirrede bare på det. Så brændte det." Marissa så ned i sit skørt igen. "Flammen var helt blå."

"Jeg vidste ikke, at han kunne det." sagde jeg. Marissa nikkede langsomt.

"Vi må sørge for, at han aldrig siger det til nogen. Det er ikke godt. Lov mig, at du sørger får at han ikke... gør noget imod mig. At han ikke bruger den mod mig, bare fordi jeg sætter ham på plads..."

"Jeg tror næppe han kunne finde på sådan noget. Jeg ved ikke engang, om han gør det bevidst. Jeg vil snakke med ham om det senere," sagde jeg.

"Hans højhed er optaget resten af dagen," sagde Marissa så. "Det må vente til i morgen."

"Ja." Marissa havde åbenbart fået sagt det, hun ville sige, for hun løb straks af sted igen. Travle pige.
Selv rejste jeg mig og gik indenfor igen. En sky gik for solen. Rapporten lå under min arm.

 

Det skete midt om natten. Jeg lå og sov i min seng, da jeg hørte en lyd. Nogen bankede på.
Mit værelse var lille, men havde seng, skrivebord og bogreol. Mit sengetæppe var blødt og nyt, og tjenestefolk gjorde rent; jeg levede godt nok. Jeg havde en kappe hængende på knagen og min ransel, der mest blev brugt til at bære bøger rundt. Jeg var forvirret, da jeg først vågnede op. Bankene syntes at være noget, der kom fra min drøm, men de blev ved. Jeg kunne høre en lav stemme, men ikke ordene. Jeg fik skubbet tæppet til side og klædte mig hurtigt på, så jeg da så nogenlunde anstændig ud. Hele tiden blev bankene mere og mere desperate. I mit hovede trommede kun en tanke - træt, træt, træt. Det er for sent. Lad mig sove. Først da jeg åbnede døren blev jeg vågen. Rigtig vågen.

Det var Cess. Cess der stod der og var et stort rod, rodet hår, rodet tøj - I gode guder, bad jeg i tankerne, sig mig det ikke er blod. Cess' øjne var blanke og våde. Hans lyseblå kjortel var farvet af dybrøde plamager, mange små pletter og spor der strakte sig fra hans bryst til hans fødder. Jeg kunne ikke se noget sår. Det kunne kun betyde en ting.

"Han er død! Tewood, han er død! Jeg slog ham ihjel!"

Jeg reb ham og trak ham ind på mit værelse og smækkede døren bag os. Cess græd. Tusind tanker fløj igennem mit hovede. Jeg var vred på Cess, der havde slået nogen ihjel og havde gjort noget dumt; jeg var glad for, at den gamle tyran langt om længe var død, men først og fremmest var jeg forvirret. Min hjerne gik i stå og mine hænder gjorde alting af sig selv. Få Cess ud af det blodige tøj. Tør blodet af hans hud. Giv ham noget af mit eget tøj, der kan passe ham. få ham til at tie stille, så vi ikke vækker nogen. Lås døren.

Så sad jeg på min seng, ved siden af Cess, med mit hovede i hænderne. Cess var stadig tydeligt oprørt, men græd ikke længere.

"Fortæl mig det." sagde jeg. "Brugte du din evne?"

"Hvordan vidste du-?!" udbrød Cess, før han holdt inde. Så sank han tydeligt og fortsatte. "Ja... Jeg... Det var sent, men jeg ville ikke i seng. Marissa virkede lidt nervøs og lod mig bare gøre som jeg ville..." Han åndede ind, et rystende, dybt åndedrag.  "Jeg mødte en kvinde på gangen, og jeg ved ikke om hun var på vej til et møde med min far eller noget, men jeg så min far i den store sal. Jeg havde noget jeg ville sige til ham, så jeg løb hen til ham og prøvede at tale til ham, men han kiggede ikke engang på mig. Han lod som om jeg ikke eksisterede." Cess' hænder rystede. "Og jeg blev så, så vred. Jeg bliver sjældent vred, ikke? Men da det skete... Da det skete, så brændte han, Tewood."

Jeg kunne se det for mig. Cess, der ikke havde gjort det med vilje. Kejseren, der brød ud i flammer, et blændende lysskær. Jeg lagde akavet min hånd Cess' rystende skulder.

"Hvad skal der ske nu?" spurgte han. Han tog en dyb indånding. "Skal jeg dø nu?"

I det øjeblik tog jeg en beslutning. Der var intet, absolut intet, der knyttede mig til dette sted udover Cess. Jeg kunne vælge nu, men det ville være et valg imellem en blind kejserfamilie og et arbejde med at forfalske rapporter eller hvad end der kunne komme af dette. Friheden. Noget oprørsk inden i mig.

"Cess, " sagde jeg, "Du kan blive her og blive opdaget og dø, når de finder ud af det. Henrettet, måske. Eller også bliver du bare forvist. Men hør... ingen vil savne den mand. Han var en tyran, og folket vil blive begejstrede, når de hører om hans død. Vi kunne flygte nu.
Jeg skal nok tage med dig." sagde jeg.

Cess så på mig med vide øjne. Og så så han ud som om der voksede noget i ham. En vilje. Jeg havde det som om, at dette ville blive sidste gang han græd.
"Ja." sagde han.
Jeg skyndte mig. Jeg følte adrenalinen vælde op i mig, og greb min ransel og kappe fra knagen.
Jeg pakkede det jeg havde af mad og drikke, mine penge og tøj til nogle få dage til os begge. Jeg vidste at jeg ikke ville komme tilbage. Vi løb sammen, Cess og jeg, men stille. Vi ville ikke vække nogen. Vi ville flygte i nattens mulm og mørke. Tårnuret slog to om natten et eller andet sted.

Jeg kendte de mange hvide gange, der så ud som om de var lavet af sølv i halvmørket. At tænke sig, at det blev sådan her jeg skulle sige farvel til dem. Fuldmånen lyste da vi løb over mod staldene. Jeg havde ikke løbet så langt i lang tid, og min krop var svagere end jeg huskede. Staldene, der lugtede af dyr og støv. Hestene. Cess havde redet før, og kunne sætte sadlen på, men det var mig, der styrede den og tog tøjlerne. Først trak vi den igennem byen. Jeg var så, så bange, også Cess - hver gang vi drejede om et hjørne eller gik forbi et vagthus frygtede vi at høre en vagt råbe os an, men intet skete. Vi så rendestenene. Vi så de små, snuskede huse, bordellerne, de hjemløse. Vi så bymurens store porte.
Og så var vi fri. Jeg red. Cess sad foran mig på hesten, det stakkels dyr, som vi drev af sted.
Ud over markerne, hvor træernes blade var begyndt at blive gyldne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...