Scriptum

Cess har myrdet sin far, kejseren, med evner han ikke vidste han havde. Blodig og forvirret må han flygte fra paladset sammen med sin ven, Tewood. Men verdenen udenfor er hærget af krig, fattigt - og farligt. Ikke kun modstandsgruppen, der planlægger revolution, men også mange andre vil gerne havde fingrene i Cess...

3Likes
12Kommentarer
986Visninger
AA

9. Epilog

Det var en blæsende dag. Himlen var grå og overskyet, og der var ganske stille bortset fra fontænens pludren. Gårdhaven i paladset var ikke meget anderledes end den var for syv år siden. Stadig legede børn i blomsterbedene, stadig kom der af og til en barnepige forbi, der hed Marissa. Stadig kom der af og til en mand, der hed Tewood. Men midt i haven stod der nu en høj, hvid sten på en lille forhøjning. I stenen var der ridset navne, lange og korte, mærkelige og anonyme. Foran den lå der blomster, og der stod små stearinlys, der brændte. Det var et mindesmærke.

På denne dag var de fleste af lysene blæst ud. Så tændte de lige pludselig igen, nu med blå flammer, da en ung mand gik ind i haven. Han smilede til kvinden, der kom med blomster og satte sig så på bænken ved siden af Tewood, der sad med en bog på skødet. Han håndterede den lidt kluntet og havde svært med at vende siderne, men der var stadig kærlighed i hver eneste berøring af det brune omslag og de gulnede sider.

"Hvad læser du?"

"Ikke noget vigtigt."

Et øjeblik sagde ingen af dem noget. Den unge mand, der havde været konge lænede sig tilbage og så på himlen, dernæst på stenen. 

"Tager du af sted igen?" spurgte Tewood.

"Ja. Jeg vil se bjergene i syd. Jeg har hørt at der skulle være de højeste vandfald i verden. Og lys på himlen om natten. Sydlys."

Tewood nikkede. Han var vant til at høre om steder langt borte og rejser uden mål. Engang-kongen havde siddet for længe indespærret i sale, og nu havde han slet og ret forladt kronen og paladset for bestandigt. Og han havde set og oplevet imens en ældre bror overtog tronen.

"Sig mig," sagde han, "Vil du ikke med denne gang?"

Men Tewood rystede på hovedet. "Heller ikke denne gang, tror jeg. Jeg tilfreds med dette her. Og så er der..."

"...Hende der med det sorte hår."

"Ja, hende."

"Du er ved at blive kedelig!" erklærede den unge mand. Så rejste han sig for at gå, men Tewood stoppede ham-

"Tænker du tit på det?" spurgte han og gestikulerede mod stenen.

Den unge mand nikkede langsomt. "Ja... Men det går. Det er ikke som dengang, hvor jeg stod ved gravene og græd. Dengang var jeg bange for at græde. Jeg flygtede, da du kom derhen. Nu kan jeg se alle i øjnene igen."

"...Godt. Farvel igen, så!"

Og Cess vinkede smilende og satte så i løb. Lyden af hans fodtrin rungede i gangene og hvor han ellers kom frem, og Tewood sad og lyttede, til der blev fuldstændigt stille.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...