Scriptum

Cess har myrdet sin far, kejseren, med evner han ikke vidste han havde. Blodig og forvirret må han flygte fra paladset sammen med sin ven, Tewood. Men verdenen udenfor er hærget af krig, fattigt - og farligt. Ikke kun modstandsgruppen, der planlægger revolution, men også mange andre vil gerne havde fingrene i Cess...

3Likes
12Kommentarer
989Visninger
AA

7. Englen

I de næste dage skubbede jeg både skyldfølelse, vrede og skuffelse følelser væk. Jeg gemte dem bag i hovedet hvor de blev overdøvet af behovene for mad, varme, retning og søvn imens jeg red. Hvis en enkelt uindbudt tanke skulle komme op til overfladen huskede jeg, at det var det rigtige jeg gjorde. At det var for mit og Cess' eget bedste. 

Man mødte ingen på vejene mere. Kun af og til kom der en anden forbi, og han havde altid travlt, for man vidste jo aldrig i disse urolige tider. Bønderne var gået i hi da efteråret gik på hæld og sad inden døre, nu hvor høsten var i hus. Det var ikke en tid at rejse på. Det blev koldere og koldere, og en enkelt morgen så jeg træerne og græsset glimte af iskrystaller på grund af nattefrost. Mine forsyninger så ud til at række, så jeg spiste mig mæt om aftenen. Nogen gange kom jeg forbi et hus ud til vejen, hvor jeg kunne overnatte. Bønderne hungrede, ikke efter mad, men efter nyheder. Viden. 

Jeg sov på ru trægulve foran pejse, i en blød kappe i græsset, i læskjul under grantræer. Og så kom drømmene.  Først var de bare almindelige drømme, men sære alligevel - fyldt med rester af samtaler og ansigter, jeg ikke genkendte. Nogle gange så jeg lig og sårede, og så vågnede jeg og lå og stirrede op på stjernerne over mig.  Først var de bare almindelige drømme. Men efterhånden sneg der sig flige af noget andet ind, et stykke hvidt stof der, en stemme her, et ord jeg ikke forstod men som gav genklang i mit hovede. Langsomt blev jeg bange for at drømme.

--

Jeg ledte efter et sted at sove. Det var allerede mørkt og koldt, og jeg var udmattet. Skoven var mørk og stille omkring mig; det eneste jeg kunne høre var bladenes raslen. Ud af øjenkrogen kunne jeg se monstrøse skygger mellem træerne der bevægede sig med hvert vindstød, og jeg havde en følelse af at blive forfulgt. Af at de kiggede på mig. Jeg kæmpede imod trangen til at piske hesten videre for at komme ud af skoven. Jeg vidste at det ikke ville nytte noget. I mørket ville jeg fare vild, for jeg kunne kun med nød og næppe se vejen foran mig og koncentrerede mig udelukkende om at følge den. Måske ville der være et hus, tænkte jeg, så jeg ikke behøvede overnatte i skoven. Jeg vidste, at jeg ikke ville have kunnet falde i søvn imens skyggerne så på mig, lige meget hvor meget jeg fortalte mig selv, at de var indbildninger. 

I det fjerne så jeg nu lysene, klare og varme, og red hen imod dem. Som en gave fra himlen stod gården i en rydning, hvor de store graner var fældet. I det gule lys fra de bittesmå glasruder kunne jeg se hegnet, der var sunket sammen og hoveddøren af træplanker. En ko brølede. 

Jeg bandt hesten til stakittet og bankede på døren. Jeg stod lidt og ventede. Første gang jeg overnattede hos fremmede rystede mine hænder nogle gange. Jeg havde svært ved at huske, hvordan man skulle opføre sig - for hvordan skulle man begå sig i en ussel hytte når man kun havde lært om slotte? Men alligevel var jeg mere afslappet nu. Jeg var ikke nervøs, da døren blev åbnet. 

Manden så først skeptisk på mig. Så bredte et smil sig i hans store ansigt. Han var cirka på min højde, tyndt hår, røde kinder - han udstrålede venlighed, fik mig til at tænke på varm kaminild og hjemmelavet mad. Måske hjalp det at han i modsætning til så mange andre jeg havde mødt havde godt med sul på kroppen.

Først stirrede han bare på mig, tog mål af mig med øjnene. Han krydsede armene foran brystet og nikkede så tungt. 

"Ve' du ind i varmen?"

"Ja tak..." Jeg gik fremad, men blev så standset af en tung hånd på min skulder. 

"Allerførst - Hvem er du så, sønnikke?"

"Jeg hedder Tewood", svarede jeg, "Jeg er på vej hjem efter en... lang rejse. Jeg har ingen våben på mig, så du kan tage det roligt." Langsomt flyttede manden sig.  

"Kom indenfor. Du må undskylde, men man ved jo aldrig. Du ligner ikke en, der lyver. Og jeg kan se den slags." Indenfor var der varmt. Ilden brændte i ildstedet og der sad to børn og varmede sig ved den. En dreng og en pige, der så overraskede på mig før de løb over til deres mor. Rummet jeg kom ind i var både stue og køkken. Tunge jerngryder stod på det trampede jordgulv og et spisebord med bænke af groft træ var dækket op. En enkelt gryde stod i ilden, og en lugt af mad bredte sig. Manden nikkede kort mod kvinden,  "Min kone, Elizabeth." Elizabeth smilede. Hendes hår var lidt rodet og hendes kjole lidt snavset, men under det var hun sådan set stadig pæn at se på. Hendes børn havde arvet noget af hendes udseende. 

"Vi skulle lige til at spise, " sagde hun. "Så kan du måske fortælle om, hvor du har været henne, hvis du vil.  Åh... Jeg tror, du kan sove på gulvet foran ildstedet, ikke?"

"Jo, " svarede jeg og smilede. 

Den lille familie tog plads omkring bordet, og jeg nød den varme mad. Små stykker af tørret kød og rodknolde flød rundt i den lille lerskål. Børnene snakkede og pjattede, og deres mor tyssede på dem, da jeg satte skålen fra mig. Udtrykket i deres ansigter var sultent. Nyhederne var sikkert nået herud, på den ene eller den anden måde, men det var naturligt at ville vide mere. Og jeg vidste, hvordan man skulle fortælle. Hvor man skulle trække det ud, skynde sig videre, gå i detaljer, overdrive. Jeg stammede lidt, for det var ikke det samme som at skrive det ned, men jeg fangede alligevel deres opmærksomhed. 

"Der var en dreng, der dræbte en kejser..."

Efterhånden blev der stille i det lille hus. Elizabeth og hendes mand gik ind bag lukkede døre, hvor barnelatter forstummede og raslen af tæpper blev til lyden af rolige åndredrag. De sov. Jeg blev i stuen og lå på det gulvet, der var varmt af ilden, der nu var blevet til gløder. Jeg lå på min kappe med mit hovede på tasken - en vane, jeg havde tillagt mig for en sikkerheds skyld - og prøvede at falde i søvn. I lang tid lå jeg bare og kikkede ind i ilden. Jeg var bange for drømmene. Drømmene og den følelse af skyld, de efterlod mig med.  Men til sidst overvandt søvnen mig. 

Jeg stod på en bakke. Der var intet andet jeg kunne se, for en hvid tåge dækkede alt, himmel og horisont. Der lå små glaskugler i græsset. Jeg bøjede mig ned for at samle en af dem op, og vendte og drejede den i hånden. Så så jeg pupillen. Det var et øjenæble, jeg stod med. Et blåt øje. Jeg smed det forskrækket fra mig, og det landede mellem de andre i græsset. Som ved et umærkeligt vindstød vendte de sig imod mig, og alle de mange par himmelblå øjne kiggede på mig. 

Jeg stod forskrækket stivnet et øjeblik. Så så jeg noget igennem tågen. Sillouetten af en kvinde.  Tågen delte sig omkring hende og lukkede sig igen lige bagefter, da hun gik hen imod mig. Hendes hår var langt og sort. Hendes hud var så hvid som tågen der omgav hende, og hendes øjne en sær, hvis farve.

"Goddag, " sagde hun. "Du er nød til at lytte til, hvad jeg har at sige. "

 "Hvem er du?"

"En ven. Jeg er tilgivet og ophøjet. En engel. Jeg kender nu skæbnens gang, og jeg er nød til at bede dig hjælpe med at få det til at forløbe, som det er forudsagt. Nogen har ændret på skæbnen, leget med livet."

"...Hvor er vi?"

"Det er ikke vigtigt!" Et øjeblik blev hele landskabet lidt mørkere, som om der gik en sky for solen, men så klarede det op igen. "Ikke i en normal drøm. Vi er et sted imellem, hverken levende eller døde. Stedet lige før og lige efter."

"...Godt. Og hvad skulle jeg gøre, hvis jeg skulle hjælpe med... det med skæbnen? Hvorfor mig?"

"Ifølge skæbnens tråde vil den yngste af Tirius-slægten blive en vis konge, der vil rette op på mange fejl og leve et godt liv. Men der er en i hans nærvær - og du kender nok også denne person, Tewood - der vil forhindre det. Der er dæmoner, der ønsker at ondskab skal blive ved med at gro i dette land. Og der er en, der har indgået en kontrakt med disse dæmoner, solgt sin sjæl til dem og deres planer. 

Om tre dage skal der være en kroningsceremoni på en plads foran slottet. I slottets gange vil den yngstes tilfangetagne brødre sidde. Folk vil juble, men kronen vil være forbandet. Og forbandelsen vil ramme den yngste, blinde ham for alt, hvad der er godt, som det skete for hans far, gøre ham til endnu en hersker, der spreder ondskab og armod."

"Men hvorfor mig?"

"Hvis tiden gik sin rette gang var det dig, der skulle give ham kronen på. Du ville ikke forbande den, og i dine hænder ville den være et symbol på godheden. Men manden, der solgte sin sjæl til dæmonerne drev Illsir til vanvid med syner, ord og tortur. Illsir troede, hun hjalp jer, men hun ledte dig væk. Hvis jeg ikke var kommet var du rejst hjem, og så ville de onde planer blive en realitet."

Jeg nikkede. Men jeg huskede Illsir sagde, at hun havde set engle, og et spørgsmål pressede sig på.

"Hvordan ved jeg, at du ikke er et syn ligesom dem Illsir så? Ikke en rigtig engel, bare en dæmon i forklædning?"

"Hvis du ikke tror mig, så gør, hvad du tror er bedst. Hvad dit hjerte og din mavefornemmelse siger." Hun kiggede ud over bakken, ned i græsset. "Og jeg tror dit hjerte prøver at minde dig om, at nogen har brug for dig."

"Jeg... jeg vil tage derhen. Men kan du sige hvem det er, der vil forbande Cess?"

Og hun åbnede munden, men ingen lyd kom ud. Jorden rystede, himlen blev sort, og hun holdt sig for ørene og skreg på grund af noget, kun hun kunne høre.  Så vågnede jeg. Jeg lå stadig foran ildstedet. Det var koldt og mørkt.

Der var en der ville gøre Cess ondt. Der ville gøre alle ondt.

En jeg kendte. En, der talte med dæmoner. En der prøvede at holde Cess og jeg fra hinanden og sende mig væk. 

Gjærv. 

Jeg behøvede ikke englen til at fortælle mig det - Jeg havde ikke kunne tale med Cess i enrum på grund af ham. Han havde fået Cess til at stole på ham, så han kunne krone ham. Han havde opfordret mig til at rejse, han var kommet med i rådet for at komme tæt på Illsir. Der var ingen tvivl og ingen tid at spilde.        Jeg rejste mig og løb ud med bankene hjerte. Jeg fandt min hest hvor jeg efterlod den, men den så anderledes ud nu, frist, vågne og stærkere. Da jeg febrilsk løste knuden, der bandt den hørte jeg en stemme som et ekko i mit hovede:

"Den vil aldrig blive træt. Tag nu afsted, som din skæbne forpligter dig til. Og spark den mand i skridtet og sig, at det er fra mig."          

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...