Scriptum

Cess har myrdet sin far, kejseren, med evner han ikke vidste han havde. Blodig og forvirret må han flygte fra paladset sammen med sin ven, Tewood. Men verdenen udenfor er hærget af krig, fattigt - og farligt. Ikke kun modstandsgruppen, der planlægger revolution, men også mange andre vil gerne havde fingrene i Cess...

3Likes
12Kommentarer
992Visninger
AA

2. Byen

Solen var kun lige stået op, da vi holdt pause. Hesten stod og gispede, og jeg var selv så træt at mine hænder rystede. Cess var næsten faldet i søvn allerede før han kom af hesten. Jeg hjalp ham ned på jorden og gav ham min kappe til at rulle sig ind i. Han var vant til bedre, ingen tvivl om det, og han kiggede mistroisk på jorden, før han lagde sig. Han sov med det samme. Jeg ville også gerne have noget hvile, men først måtte jeg tage mig af hesten.

Jeg var stoppet tæt ved at vandløb vi havde fulgt uden mulighed for at krydse det. Vi havde forlængst forladt vejen, og var ude på de små stier og spor, som rejsende sjældent brugte. Natten var kølig, og jeg ledte hesten hen til vandet. Mine ben og min mave gjorde ondt efter rideturen. Jeg bandt hesten til at ungt træ og så, hvordan den drak. Så lagde jeg mig til at sove med hovedet på min ransel.

 


Jeg vågnede da morgensolen skinnede i mine øjne. Cess havde trukket kappen op foran ansigtet for at holde lyset ude, men da jeg begyndte at gå rundt og give lyd fra mig gav han op og rejste sig.
"Godmorgen," mumlede han. Han så stadig rystet ud, en smule bleg, men jeg tror ikke at jeg så bedre ud. "Har vi noget mad?"
"Jeg har lidt brød og nogen æbler," sagde jeg. Jeg rodede lidt i rygsækken og kastede en af frugterne til Cess, der ikke nåede at gribe den. Den rullede ned i det dugvåde græs. Cess stirrede bare på den uden at gøre noget, han sad bare der og så sløv ud.
"Du kan godt spise det alligevel," sagde jeg.
"Det ved jeg."
Selv tog jeg også et æble og bed ind i det. Det smagte sødt og gammelt. Vi måtte købe mere mad når vi kom til en by. Men hvor var vi overhovedet? Jeg følte mig så dum, som jeg stod der, uden plan, uden ideer, næsten vanvittig. Havde jeg et kort med? Havde jeg en bog om området? Jeg kiggede i tasken - ingenting. Bøgerne, der havde ligget der var ubrugelige til vores nuværende situation  En bog om nogle ruiner, om nogle runer, om eventyr. Der var intet andet at gøre end at følge en vej til en eller anden landsby. Købe noget mad, måske en enkelt overnatning, men hvad så? Cess kunne blive genkendt, og nyhederne om kejserens død kunne nå ud til alle hjørner af riget nu. Jeg havde sagt at jeg ville hjælpe ham, men jeg havde faktisk ingen hjælp at give.
Måske skulle jeg tage hjem til min familie. De var de eneste, jeg vidste ville tage mig tilbage. Drengen, jeg rejste med, kunne jeg præsentere som min lærling. De interesserede sig kun for døde konger. Mine forældre og deres yngste børn boede i et lille hus langt ude på landet. Dalene derude havde duftet af citron på grund af de mange plantager. Min far havde skrevet en eller anden vigtig bog, og nu kunne han leve godt derude. Vi var syv børn i min familie. De ældste sendte troskyldigt penge til mine forældre, der havde lært os alle at læse og skrive, så vi kunne "få gode arbejder".
Cess var blevet færdig med at spise og sad og stirrede på mig. Jeg smilede til ham og nikkede mod hesten. Cess gav mig min kappe igen - det ru uld var varmende og rar at have om skuldrene - og vi red videre.
Landskabet har var smukt. Bakkerne var fyldt med høje græsser og små markblomster, og et vandløb slyngede sig igennem dalene. Træerne var små og lod lys falde ned imellem de mørkegrønne og gule blade. Hesten var ikke så frisk som før, og kun langsomt travede den af sted. Efter at have rundet en bakke så jeg en kærre i det fjerne. Jeg sporede hesten i den rigtige retning, og snart var vi tilbage på vejen, et langt, støvet spor. Jeg holdt god afstand til den anden rejsende uden egentlig at vide hvorfor. 
"Hvor meget var du ude i byen?" spurgte jeg Cess. Han sad foran mig i sadlen.
"Tit." svarede han.
"Hvorfor?"
"Det var bare... når jeg kedede mig for meget eller ikke gad være sammen med de andre... eller når min far..."
Jeg forstod på hans stilhed at samtalen var ovre. Jeg koncentrerede mig igen om vejen. Gruset knasede under hestens hove. I vejkanten stod der et skilt under et skyggefuldt løvtræ. En mand sad og lænede sig op ad stammen. Hans ansigt var brunt af solen og vejret, og hans øjne var matte og trætte. Han kiggede på mig fra under skyggen af hans hat. Jeg så på skiltet. Der var kun nogle få mil til den nærmeste by, men skriften på skiltet var slidt helt af.
"Ska' du så til Irestead?" spurgte manden. Hans stemme var ru. Jeg kunne mærke, at jeg følte mig væmmet ved hans nærvær, bare det, at han sad og så på og talte til os. Jeg var ikke vant til denne slags mennesker.
"Ja," svarede jeg. "Hvis det er den nærest beliggende by."
"Ja, ja, den ligger tæt på. Men der er uro i den, forstår du." Han smilede tandløst. "Oprør. Tag hurtigt igennem før du bliver fanget i noget, si'r jeg dig."
Jeg nikkede, parat til at tage videre nu hvor jeg kendte retningen, men så brød Cess ind:
"Oprør?" spurgte han.
"Hmm, ja. De er trætte af konger og kejsere. Kejseren er død nu, og nu griber de chancen. De sloges mod vest, men måske er de ikke så langt ude her endnu. Der kommer blod, vis jer!"
"Kom, Cess." sagde jeg. "Du skal ikke tage dig af ham."
"Jeg er ikke et barn."

---

Snart passerede vi flere og flere mennesker og vogne. Ingen genkendte Cess. Vi nåede til byporten før vi vidste af det. Den var enorm, høj og solidt bygget af grå sten, og soldater stod med dragne sværd ved siderne. De stirrede på menneskerne igennem deres hjælme. Oppe på muren gik der også soldater. Disse havde armbrøste. Deres uniformer var blå og sølv, kejserigets farver, og jeg blev grebet af en form for frygt. Det var vel instinktivt, for de var jo symbolet på autoritet. På riget.
Ingen sagde noget til os, da vi red igennem porten. Jeg var begyndt at slappe af, da en kvinde kiggede på mig under hendes sjal - og så så hun på Cess, og hun spærrede øjnene op. Det løb mig koldt ned af ryggen, men så var hun forsvundet i mængden.
Imens vi red hen ad hovedgaden så jeg flere og flere soldater. De stod på hjørnerne, ved indgangen til flere residenser, på markedet og i portene. Jeg kunne levende forestille mig, hvordan det ville være hvis de genkendte os, og prøvede at trække mig kappe lidt henover Cess. Cess kastede bare kappen til side igen.

Han var opslugt af de mange nye indtryk. Lydene og lugtene og menneskerne var helt fremmede for ham, der næsten ikke kendte andet end paladset. Selv var det også en smule mærkeligt, men jeg kendte det alligevel. Vi kom til markedspladsen, hvor de handlende stod med deres boder eller sad på jorden på store farvestrålende tæpper. Deres varer var mange og varierede, alt fra lertøj til smykker og ædle stene. Støvet blev hvirvlet op af menneskerne, der gik fra bod til bod. Jeg trak hesten bag mig og fik Cess til at holde fast i kappen, så han ikke blev væk. Der lugtede af dyr og sved og krydderier.
Tovet lå i midten af byen, lidt væk fra markedspladsen.

---

Der var en lille forhøjning hvor der stod en herold, og jeg stoppede op for at lytte, da jeg fangede et brudstykke af hans besked:
"...Der udskrives syv sørgedage over hele imperiet, fra i morgen, grundet vores elskede kejsers alt for tidlige og frygtelige død. Må Guderne våge over ham. Han omkom af ukendte årsager denne nat... samtidig udbedes enhver bekendelse vedrørende denne unge mand..."
Herolden holdt et stykke pergament op, så alle på tovet kunne se det, og sømmede det fast til muren. Tegningen var Cess, men ikke så man straks kunne se det. Det var som om det var tegnet af en, der aldrig rigtigt havde set ham, kun fået ham beskrevet af forvirrede tjenestepiger eller glemsomme staldkarle.
Jeg trak Cess med mig videre. I gaderne så vi tegningen igen og igen.
"Skal vi herfra i dag?" spurgte Cess. Han havde allerede regnet det ud. Vi kunne ikke blive her.
"Vi kunne blive på kroen en enkelt nat. Vi skal have ordentlige forsyninger med."
"Jeg overlader beslutningen til dig."
"Så gør vi det."
Vi gik ned af en lille sidegade, og jeg opdagede straks, at jeg burde have tænkt mig mere om. Imens vi snakkede havde jeg været uopmærksom, og denne sidegade var lagt hen i skygge og så ret truende ud. Husene var betydeligt dårligere end resten af byen, vi havde set; tagene var små og skrånede ned af. Rendestenen var ved at løbe over.
"Lad os gå tilbage." bad Cess.
Jeg vendte mig om, men lagde mærke til, at to skygger var fulgt efter os. To mænd gik bag os, men jeg kunne ikke se hvem de var. De havde ingen våben, men jeg var bange for at gå hen imod dem. Jeg lod, som om jeg ikke havde set dem, vendte mig og fortsatte igennem gyden med Cess. I den fjerne ende kunne jeg se lyset fra en mere livlig gade. Jeg fokuserede bare på det. På at nå lyset. Det var skræmmende at have de to mænd, tydeligvis kriminelle, lige bag én, og jeg tænkte på hvordan jeg kunne forsvare mig. Jeg havde ikke rigtig nogle våben, men kunne Cess bruge sin gave?
Så dukkede de to mænd ind igennem en af de lave døre, og jeg sukkede taknemmeligt. Jeg gik meget hurtigt hen imod lyset og befandt mig snart på en gade, hvor solen kunne skinne lige ned på brostenene, og folkemængden omgav os endnu en gang.
Jeg så på boderne. Det var vel nok muligt at købe et våben af en art her.
"Jeg tror det ville være en god ide at have en kniv på sig til rejsen," sagde jeg.
"Jeg kender lidt til sværd..." sagde Cess, "Men jeg blev aldrig god til det."
"Knive?"
"Det ved jeg ikke. Måske kan jeg bare... gøre den ting der igen. Selvom jeg egentlig ikke rigtig har lyst..."
Jeg forstod ham godt; magi eller ej ville jeg heller ikke have lyst til at slå nogen ihjel. At dræbe... Et våben kunne vel vente til i morgen. I stedet for hev jeg fat i en af de forbipasserende, en mand med sort, krøllet hår, og spurgte ham om vej til en god kro.


Ned af gaden og til venstre. Jeg så skiltet svinge i brisen udenfor. Det var lavet af frønnet træ, og det var umuligt at se hvad der var malet på det. Igennem sprækken i døren kunne man lugte mad og høre latter, sange og den mumlen der opstår når mange mennesker snakker i munden på hinanden. Cess skubbede døren op. Han blev mødt af et syn af bænke og langborde fyldte med drikkende, spisende, syngene, snakkende mennesker, oplyst af fakler og et ildsted, der brændte lystigt. En fedladen mand med smilehuller i kinderne hilste på os, og han virkede venlig, da han gav Cess hånden og sagde et eller andet jeg ikke hørte i støjen. Cess krympede sig lidt, uvant til at give hånden til folk der lugtede af baconfedt, men smilede alligevel. Desværre var klientellet ikke lige så hyggeligt som kroejeren. De var støjende, mange af dem fulde. De, der ikke var, sad i hjørnerne og krogene med kapperne pakket tæt omkring sig.
"Så!" sagde kroejeren og satte næverne i siderne, "Hva' ka' jeg byde jer?"
Cess så på mig som om han forventede et svar fra mig. Jeg ved ikke hvad man kan få sådan nogle steder, sagde blikket. Heller ikke mig, heller ikke mig.
"Bare... hvad huset anbefaler." sagde jeg.
"Det var da en forunderlig måde at sige suppe og ærter!" udbrød ejeren så, og kaldte på nogen i køkkenet. "Bare gå ned på jeres pladser, Hilda finder jer!"
Og vi gik ned. Jeg så på langbordene, hvor menneskerne sad tæt, og gik hen mod den fjerneste ende hvor jeg sank end på en bænk med god afstand til sidemanden. Cess sad ved siden af mig, yderst på bænken.
"Her er anderledes.." sagde han stille.
Jeg kunne ikke lide det. Der var for meget larm.
Hilda, en kvinde med en rødt hår, stor kjole og stor barm kom med vores mad. Hun satte den foran os og smilede, før hun gik; jeg så hende gå ind imellem rækkerne af borde og høste begærlige blikke. Cess troede at jeg ikke så ham kigge lidt efter hende.
Vi kastede os over maden, begge to sultne som ulve. Det smagte af fedt. Ærtene var gullige og smagsløse, men maden varmede. Cess satte skålen til sine læber og drak, hvorefter han tørrede sig om munden med ærmet.
"Det må jeg aldrig hjemme."
Alligevel kunne jeg se at han ikke kunne smile lige så ægte når han nævnte "hjemme".


Omkring os forløb samtale lystigt. Ved bordet overfor vores sad der en gruppe mennesker, jeg ville kalde barbarer i mit stille sind: muskuløse, tunge, ølkrus i hænderne. Der var fem-seks stykker af dem. De var fulde. De snakkede om alt muligt, højt og brovtende, så jeg næsten havde lyst til at holde Cess for ørene, især da snakken faldt på de ting lederen gerne ville gøre mod Hilda. Så rystede jeg på hovedet af mig selv. Jeg var virkelig en barnepige.
Så skete der det, at de fik øje på os. Manden, jeg antog for at være lederen havde et langt ar i ansigtet, og han stirrede på Cess, der ikke havde lagt mærke til dem. Han havde travlt med at kigge på et våbenskjold på væggen.
"Ørnen er fra Tzea-provinsen... den plante symboliserer held..." mumlede han.
Der kom et udbrud fra det andet bord.
"Gutter," sagde lederen, "Jeg mener at der er en fed dusør på den dreng!"
Flere af banditterne rejste sig op, og jeg så metal glimte i deres hænder og bælter. De snakkede indbyrdes, måske diskuterede de, og rundt omkring i lokalet vågnede drankerne op ved udsigten til et slagsmål. Jeg kunne se på Cess at han også havde bemærket det, men havde ikke sagt noget til mig endnu. Lederen vraltede til sidst over til mig med en lang kniv i sin næve og satte sig overfor mig, som om vi var gamle venner.
"Såeh, den der dreng du rejser med... Vi tager ham."
"Hvad mener du?" spurgte jeg.
"Jeg sagde, hvad jeg sagde. Der er dusør på ham. Vi kan tage ham levende eller død. Faktisk kan i begge to få lov til at dø. Dit valg." Han legede med kniven, ridsede lidt i bordpladen.
Cess brød ind; "Det er ikke mig. Jeg kender ikke til noget om dusører."
"Godt forsøgt. Så er der vel ikke noget at frygte ved at gå med os hen på det fine kontor, vel, sønnikke?"
I samme øjeblik blandede kroejeren sig. Højlydt råbte han at han ikke tolererede sådan noget, og ville de herrer venligst gå? Banditterne var ret ligeglade, men en af dem råbte noget spydigt tilbage, og flere og flere gæster blandede sig. Nogen syntes, at banditterne skulle have lov til at fange en kriminel, nogen ville have lidt af dusøren, nogle ville ikke lade banditterne gøre det, og nogle ville bare op at slås. Hvorom det end var, var kroen kort efter er virvar af knytnæver, knive, flyvende ølkrus og bestik og vrede ord, der blev slynget frem og tilbage. Jeg og Cess løb over i kroens bagerste ende, væk fra banditterne, men lederen fulgte efter os.

"Så bliver det døden!" råbte han, da han svingede sin kniv ned mod mig.

Jeg var bange, både for at dø, men også for at dø sådan et sted, æresløst, uhøjtideligt, stik, stik og mit lig ud i rendestenen. Jeg ville dø og efterlade Cess her. Knivsbladet blinkede, men netop som det skulle til at ramme mig var der en, der løb ind foran. En kvinde med rødt hår, der parerede slaget med sin egen kniv, som hun var utroligt god til at bruge. Hun gjorde udfald mod lederen og undveg let hans angreb. Kampen lignede en dans, hvor hun var en danserinde og banditten, hun sloges med, kun en langsom, brovtende bjørn. Hun ramte ham i armen, hvor hendes dolk blev siddende. Han skreg i smerte og famlede ud efter hende som om han ville vride halsen om på hende med sine bare næver, men faldt så til gulvet. Kvinden vendte sig om. Hilda.


"Kom med mig," sagde hun, og jeg havde kunne ikke rigtig gøre andet. Hun virkede troværdig nok, på den måde at hun lige havde reddet os. Hun førte os om bag bardisken, hvor kroeejeren havde stået tidligere. Nu var også han ude i rodet af mennesker og støv og væltede langborde. Vi gik ind i køkkenet, hvor ilden blussede i ildstedet og varmede lokalet op til det næsten ubærlige. Potter og pander hang fra loftet. Hun ledte os igennem en lille dør, der førte fra køkkenet ud til et halvmørkt sted, der lugtede af hest. Stalden.

"Find jeres hest og lad os komme ud herfra!" sagde Hilda, og jeg gjorde som hun sagde. Hesten var blevet vandet, fodret og opsadlet, selvom vi ikke havde betalt for det, hvilket gav mig et indtryk af at alt dette var planlagt i forvejen. Hilda fandt selv sin egen hest, en sort hoppe der travede utålmodigt frem og tilbage i sin bås. "Kna jeres hest ride hurtigt nok med to personer?" spurgte hun så, og jeg måtte indse, at det nok ikke ville gå i længden. "Så tag en!" sagde hun, og gestikulerede mod de andre heste, der stod bundne. Jeg havde ikke lyst til at stjæle, og stod lidt uden at vide hvad jeg skulle gøre. Cess var hurtigere end mig. Han fandt en lav hest, en hingst, der så ud til at være venlig nok såvidt som jeg kunne bedømme en hest i halvmørket mens vi var i færd med en panisk flugt. Hildas hest var allerede opsadlet, så hun hjalp Cess med at give hingsten sin saddel på.
Det her er vanvittigt, tænkte jeg.

 

"Hvor tager du os hen?" spurgte jeg, imens hun åbnede stalddørene.
"Jeg tager jer til et sikkert sted!" sagde hun, før hun vendte sig imod mig og sagde lidt mere stilfærdigt, "Vi er nogle, der vil støtte kongemorderen."
Med de ord skubbede hun staldørene åbne, og jeg sad op på hesten efter et par forsøg. Det var stadig uvant for mig. Hilda ledte vejen ud af stalden, ned gennem en mørk gade, hovedgaden, ud af portene.

"To dages ridt!" råbte hun, men det var svært at høre igennem vinden, der susede i mine ører. "To dages ridt i fuld galop, og så er vi der!"

Vi red langs med landevejen det første stykke, men ved daggry stoppede Hilda pludseligt op og ledte os mod øst, væk fra vejen og ud i vildnisset. Der var græsmarker og skove, som vi skulle igennem, men hun var god til at finde stier og lede os rundt til de rigtige vadesteder, væk fra bebyggelser og til de nemmest fremkommelige områder. Cess og jeg fulgte bare efter. Hun spurgte ikke til os, og vi snakkede ikke rigtig sammen bortset fra, når hun stoppede op to gange om dagen for at holde spisepause. Så red vi igen.

Hun sov ikke meget, og virkede hele tiden bevidst om at der var noget lige bag os, der jagtede os og drev os frem. Jeg så aldrig spor af den fare, som hun flygtede fra, men jeg stolede på hende. Undervejs havde hun skiftet tøj. Hendes kjole var blevet til et par bukser og en trøje, der dækkede hende til, og hun havde bundet sit røde hår op i en hestehale med en tynd lædersnor. Vand fik vi fra bække og kilder, og hun vidste hvilke man kunne drikke af. Jeg ville gerne have spurgt hende om hvem hun var og hvor vi skulle hen, men hun snakkede kun med mig, når det handlede om mad, vand, hvor langt der var igen og hvem jeg var, men jeg brød mig ikke om at fortælle hende alt for meget. Jeg snakkede nogen gange med Cess, når vi gjorde holdt eller red i et nogenlunde langsomt tempo. Han var træt det meste af tiden. Han klagede sig sjældent, men når han gjorde, var det mavesmerter, ondt i benene og træthed, hvilket jeg også følte. Men for det meste var Cess stille, selv når jeg kunne se, at han ville have godt af en pause.


Efter to dage på denne måde var vi i et område, hvor der ingen veje var. Hilda ledte os op til en bakkekam, der lå ensom og vindblæst midt i landskabet. Bjerge og bakker var overalt i denne egn, og grundfjeldet lå som sort klippe imellem planterne. Det sidste stykke havde Hilda snakket med os om det emne, hun ellers havde skyet væk fra: Hvor vi skulle hen og hvem hun var.

"Vi er oprørere," sagde hun, "bønder, arbejdere, tidligere soldater, købmænd, adelige... alle mulige mennesker, der er samlet af et had til kejseren, der har udplyndret landsbyer, ladet sine soldater løbe amok, tilladt kriminallitet at blomstre op, manden, der har henrettet vores søskende, forældre eller børn for de mindste forseelser. Vores penge er blevet taget, vores gårde brændt ned. Vi sluttede os sammen, rekrutterede. Vi er modstanden. Indtil nu havde vi forberedt os på at skulle samle styrker, før vi overhovedet kunne angribe noget, men så hørte vi nyheden." Hun kiggede på Cess. "Vi hørte om Cess Kongedræber. Vi vil gerne havde en leder, i mangel af bedre ord. Du vil være sikker her, og du behøver ikke træffe beslutninger. Men du kan indgyde håb. Du kan komme og vise, at imperiets magt ikke er uendelig."

"Jeg vil ikke starte en krig." sagde Cess. "Lad være med det. Lad være med at udgyde blod."

"Det kan du jo have indflydelse på. Du kan forme moralen, hvis du vil." sagde Hilda.

"Hvad med Tewood?"

"Jeg kan ikke kæmpe." sagde jeg, "men jeg kan passe på Cess. Jeg er kun en historiker."

Hilda nikkede og steg af heste. Jeg gjorde det samme, men da Cess ville stå af, rystede hun på hovedet.

"Bliv oppe. Det gør et bedre indtryk." Så vendte hun sig mod mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...