Scriptum

Cess har myrdet sin far, kejseren, med evner han ikke vidste han havde. Blodig og forvirret må han flygte fra paladset sammen med sin ven, Tewood. Men verdenen udenfor er hærget af krig, fattigt - og farligt. Ikke kun modstandsgruppen, der planlægger revolution, men også mange andre vil gerne havde fingrene i Cess...

3Likes
12Kommentarer
990Visninger
AA

6. Budskabet

 

Skikkelsen svarede mig ikke. Jeg gik hen imod den, men så kunne jeg pludselig ikke se den længere - der var kun mørke der, hvor jeg troede jeg havde set Cess. 

Jeg er for træt, sagde jeg til mig selv. Jeg ser syner.

Jeg tog min taske og gik ned over sletten. Det var svært at se i mørket, men jeg var taknemmelig for at jeg ikke skulle se på resterne af slagmarken. Jeg kunne ane konturerne af kroppe, der lå i unaturlige stillinger og heste, der lå døde på den kolde jord.  Der var en stank af blod i luften.

Jeg gik over mod lejrbålene. Soldaterne sad og varmede sig ved dem. Nogle havde lagt sig til at sove, men der var blevet delt øl og vin ud, så langt de fleste sad og fejrede sejren. De drak og lo og sang, men hver gang der blev stille kunne jeg se, hvordan de sank lidt sammen, var på en eller anden måde mærket af oplevelsen. I morgen skulle vi ind i byen, sagde de til mig. Sejrstoget. Vi skulle vise dem, hvem der bestemte nu, og hvem de skulle fejre for at have befriet dem fra imperiet. 

Jeg havde ikke noget telt at sove i, så da de fleste andre var gået i seng redte jeg op til mig selv foran gløderne i lejrbålet, hvor det var varmt. Jeg rullede mig ind i min kappe og tæppet for at ligge blødt, men jeg var næsten for træt til at lægge mærke til den hårde jord.   

Da jeg vågnede op var det første jeg så en masse af blod og muskler og hud og mennesker. Det var først nu jeg kunne tænker over hvad jeg havde set, først nu jeg kunne forstå hvad der var sket. Trætheden var forsvundet. Jeg kastede op.

__

Vores indtog i byen var ikke en parade. Jeg ved ikke, hvorfor jeg forventede en, men nu da jeg gik i gaderne følte jeg mig på en eller anden måde skuffet. Menneskerne vi gik forbi var ikke befriede slaver og stakkels, forsvarsløse kvinder. Byen var fuld af dem, der havde mistet deres ægtemænd, sønner og brødre. De så på os med mørke øjne. 

Så kom vi til tovet. Overalt flyttede indbyggerne sig for os, når vi kom forbi. De krøb ind i skyggerne og så på os fra skjul, som om de var bange for, at vi ville hugge hovederne af dem. Torvet var stor plads, hvor der stod mange boder og butikker, selvom de fleste var forladte nu. Der var et podium, hvor en sælger sikkert havde forkyndt sine varer tidligere. Nu stillede Hilda sig derop, og bag hende gik Cess. Indbyggerne slog ring omkring dem, nysgerrige, bange. 

Hilda talte om kejserigets tunge åg. Om fattigdom og nød. Om krig i fjerne egne. Om modstand, og om kamp. Hun fortalte at ikke blot var deres, men også vores soldater omkommet, og at det var et offer, der var svært at bringe. Ikke kun vores, men også deres mænd var blevet behandlet af vores læger under slaget.  Men så trådte hun til side.

Cess stod nu foran menneskemængden og fremsagde en tale, de ligesom den anden lød indøvet - og så tav han. Da han talte igen kunne jeg se på både hans og Hildas ansigt at det var noget han selv havde fundet på.

"Indbygger i byen Drasmoor, " begyndte han, "jeg vil undskylde på vegne af min slægt." Og så talte han hans far og brødre, der var ligeglade med landet. Om hvor gerne han ville forstå den verden udenfor murene hvor han aldrig havde prøvet at leve. Han talte om at være udstødt, at ingen lytter til dig og når alle lader som om du ikke eksister.  Det varede ikke længe før Hilda drog et lettet suk og Cess vendte tilbage til planen, men de ord, han sagde så ud til at virke. Folk nikkede hist og her, eller smilede mindre anstrengt. Cess skinnede på podiummet et kort øjeblik.

Da han var færdig med at tale og skulle til at gå ned af podiet var der lige pludselig en, der skreg. Folkemængden blev skubbet til side, da en eller anden masede sig igennem. 

"Der er en vanvittig kvinde!" råbte en eller anden. 

Så nåede den omtalte person frem til midten af tovet og løb hen foran podiet. Der var en kvinde, klædt i brunt tøj med en hætte over hovedet. Hun virkede hysterisk i sit kropssprog, og jeg kunne ikke se hendes ansigt. Hendes stemme rystede, og hun skiftede mellem skrig, råb og hvisken flere gange i hver sætning.  Først kunne man ikke høre præcis hvad hun sagde.

Så sagde hun mit navn.  "Tewood - du må - du skal - bort! BORT!" Hun råbte mit navn flere gange flettet ind imellem mumlende ord, men kiggede kun på Cess. Så var der endelig en af vagterne, der tog sig sammen til at gribe fat i hende. Da hendes arme blev holdt fast holdt hun op med at kæmpe og blev stille. En af vagterne tog hendes hætte af. 

Det var Ilsir.

Ilsir blev holdt i forvaring i et rum i borgen. Borgen var hovedsædet for kejserens uddelegerede, og det sted oprørerne gjorde til deres hovedkvarter. De fleste soldater sov dog stadig i deres telte udenfor byen, men tæt nok på til at kunne komme indenfor bymuren hvis noget skulle ske.  

Jeg fik en vagt til at vise mig vej. Han gik foran mig i sin rustning med dragent sværd uden at sige et ord. Gangene lignede alle sammen hinanden. Vinduerne var store og nypudsede, gulvene skinnede. Der var et aflåst værelse, hvor der måske havde været en tjener eller en officer engang før vi kom hertil. Vagten skubbede mig til side og fremdrog nøglen fra en lomme. Han låste døren op og stillede sig så ved siden af den. Nu var jeg på egen hånd. 

Indenfor var der lyst. Sollys badede rummet i et gyldent skær. I midten af rummet var en stor seng med gyldne og røde tæpper og puder, men ellers var de ikke mange møbler eller dekorationer. Det var alligevel  et smukt sted.  Illsir så ikke ud til at have bemærket det. Hun sad midt på sengen og kikkede ud i luften. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, men hun så ikke ud til at have lagt mærke til mig. Hun havde fået en kort natkjole på i blød silke, og jeg prøvede at undgå at se på hendes bare ben. Alligevel blev mine øjne fanget af de klare, røde ar og sår på den hvide hud.  Jeg rømmede mig.

Så vendte hun sig langsomt mod mig. 

"Tewood, " sagde hun. Hendes øjne var store og med dybe, sorte rander under dem. Jeg kunne ikke lade være med at bemærke at hun ikke... blinkede. "Tewood, kom her hen. Jeg er nød til at sige - vidergive - fortælle - noget..." Hendes stemme faldt til en hvisken. "Noget meeeget vigtigt!"

Jeg satte mig på sengekanten ved siden af hende. Hun virkede harmløs, men jeg var alligevel på vagt.

"De taler til mig igen, " sagde hun, og pegede mod loftet. "Englene."

"Hvad mener du?"

"Jeg plejede at bo i et kloster, forstår du. Jeg var p-præstinde. Og Englene gav mig indre ro." Så rystede hun. "Men kejseriget brændte klosteret ned. De stolede ikke på vores guder. Og den indre fred forlod mig og jeg ville bare have hævn. Hævn for alle mine døde venner og for det eneste sted jeg havde et hjem og for min fred der forsvandt og guderne ville ikke snakke til mig mere - aldrig, aldrig, aldrig." Så, et kort øjeblik, var hun fuldstændigt afklaret. 

"Og nu, da jeg havde accepteret at de ikke fandtes og jeg havde løjet for mig selv kom der et klart lys. De sagde at jeg skulle fortælle dig at du skal væk herfra. Ikke bare din, men også Cess' skæbne vil blive trist og forfærdelig, hvis du bliver her. Du er nød til at tage væk. Tag hjem til dalen, der dufter af citroner." 

Min skæbne? Rejse? Skulle jeg overhovedet stole på hende?

"Hvordan ved du hvor jeg boede?"

Ilsir lo. "Englene sagde det. De har sagt alting til mig. Du må rejse. Nu. Ellers vil du blive dræbt, når oprørerne angriber hovedstaden. Og Cess vil blive forskrækket og vil ikke se et spyd, der går lige igennem ham..." hun lo. "Blod, blod allevegne. Ikke blåt blod - bare rødt."

Jeg rejste mig og gik ud af værelset. Jeg ville ikke høre mere. Bag mig råbte Ilsir på mig - "Tag afsted, tag væk, rejs!" - og så lukkede jeg døren i. Vagten så på mig med et hævet øjenbryn. 

"Fandt du ud af, hvad du skulle?" spurgte han sløvt.  Jeg rystede på hovedet. Jeg måtte finde Cess eller Gjærv eller... en eller anden. Havde Ilsir virkelig hørt en besked fra englene?

Jeg spurgte mig frem indtil jeg fandt Cess. Vagterne kiggede nogen gange lidt mistænkeligt på mig, men de fleste havde et par hjælpende ord at give mig. Borgen var ikke så stor, men jeg kunne alligevel godt være faret vild i gangene. Der var ingen dekorationer på væggene og ingen overflødige detaljer; alt var hugget i sten, støbt i stål og hærdet af årtier, der rungede i salene.

Dog var der et sted, der var som hjemme. 

Alle biblioteker ligner hinanden, tænkte jeg. Der er den samme luft. 

Det var støvet og dunkelt. Dem, der havde boet her før os, som nu var flygtet, havde nok ikke været interesserede i den slags. Jeg gik ind imellem de høje reoler og så efter lys og lyttede efter lyden af sider, der blev vendt.  Jeg fandt Cess siddende ved et bord med en stor bog foran sig. Gjærv stod bag ham og pegede af og til på noget i bogen. Hans hænder sitrede. Jeg blev et øjeblik irriteret - hvorfor var troldmanden alle vegne her på det seneste? Og endda især når jeg ville tale med Cess i enrum?  Så rystede jeg det af mig og gik hen imod dem.  Vi var nød til at tale et mere privat sted. 

Cess havde et værelse højt over jorden. Store vinduer vendte ud mod byen. Jeg stoppede op for at beundre den, byen med dens spir og tårne og gader, der flettede sig ind imellem hinanden. Så vendte jeg mig mod Cess og Gjærv. 

"Før vi begynder - " sagde troldmanden så, "Så har jeg det faktisk ret koldt. Cess, hvis jeg må...?"

"Mhm." 

Gjæv næsten småløb over til sengen, hvor han fandt dynen og rullede sig ind i den. Således påklædt satte han sig på sengen og så afventende på os. 

"...Med forlov, du ser latterlig ud." Jeg var nød til at sige det.

 "Men jeg er varm, " svarede han. "Du så hvor meget jeg var nød til at bruge gaven forleden dag. Har haft det som en isterning hele dagen. Men hvad var det, du ville fortælle os?"

Jeg rømmede mig og tænkte over, hvordan jeg bedst skulle formulere det.  "Jeg talte med Ilsir," begyndte jeg. "Hun sagde at hun havde hørt englenes stemmer, der havde sagt, at jeg var nød til at rejse før oprørerne tager videre mod hovedstaden. Eller vil der ske noget frygteligt. For mig og for dig, Cess."

Cess' øjne blev store. "Men du stoler da ikke på hende, gør du? Jeg mener, hun er vanvittig." 

"Jeg tror ikke man kan udelukke det, " sagde jeg, "Jeg ville alligevel ikke beskytte dig hvis jeg blev. Jeg ville allerhøjest kunne lappe dig sammen bagefter..." Jeg kunne ikke overse Cess' fornærmede ansigtsudtryk. "Undskyld."

"Jeg tror Tewood bør rejse," lød det fra dynen. "Englenes stemmer driver mennesker til vanvid, og synet af dem lader dem se fremtiden i glimt. Muligheden er der. Vi bør være på den sikre side..."  

Cess så fra den ene til den anden. Fra mig til dynen og tilbage igen. 

"Varmt..." tilføjede Gjærv.  Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt, men Cess så mig ind i øjnene. Hans blik var fast, og han så absolut ikke glad ud. 

"Du lovede at du ville tage med mig mig... Du er den eneste her, jeg kender. Du kan ikke bare tage væk lige før det..." sagde han. 

"Måske er det for det bedste-"

"-Jeg kan i forvejen ikke holde styr på det hele! Alle vil have noget af mig. Lige som hjemme! Du er den eneste, der bare lytter-" Han trak vejret dybt. Hans kinder var røde efter vredesudbruddet. " -Men tag du bare afsted. Hvis du er træt af det her, som du satte igang. Det går nok. Du er ikke vigtig. Historierne handler kun om kongerne og prinserne og heltene - mig - og aldrig sådan nogle som dig."

"Det er for dit eget bedste" forsøgte Gjærv sig, men Cess rystede på hovedet. 

"Så tag afsted og lad dem bruge mig!" råbte han, vendte sig og gik. Han smækkede med døren. 

Og så stod jeg der. I syv sind.  Men det var for hans eget bedste. Ordene rungede i mit hovede. Jeg hadede dem normalt, de ord, for hvordan skulle andre vide, hvad de rvar bedst for en selv,  men jeg forstod at der måske var noget sandt i dem. 

Henad aftenen stod jeg i stalden. Hestene vrinskede, duggen var faldet. Jeg kastede et blik på dyrene, der virkede friske. Jeg hørte fodtrin bag mig. En skikkelse i blåt.

"Jeg så det i et vandspejl, " sagde han. "Hvis du bliver vil Cess prøve at finde dig i et afgørende øjeblik. Han bliver ramt af et spyd. Det borer sig igennem hans mave da han kommer løbende og-"

"Stop."

"...Undskyld. Her er dine ting. Rejs nu. Før solen står op."

Jeg tog imod den lille taske. Min taske. Betyggende tung i mine hænder.  Endnu en gang red jeg ud over bakkerne og ind under træerne, der ved ved at tabe deres blade, men denne gang var jeg alene, og jeg efterlod noget, jeg ville savne.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...