Scriptum

Cess har myrdet sin far, kejseren, med evner han ikke vidste han havde. Blodig og forvirret må han flygte fra paladset sammen med sin ven, Tewood. Men verdenen udenfor er hærget af krig, fattigt - og farligt. Ikke kun modstandsgruppen, der planlægger revolution, men også mange andre vil gerne havde fingrene i Cess...

3Likes
12Kommentarer
967Visninger
AA

3. Ankomsten

 

Lejren var meget større end jeg havde forestillet mig.

Den lå i en dalstrækning imellem høje klipper, der kastede skygge ned over den. På bakkerne var mange træer hugget ned, og kun træstuppene bevidnede at de havde været der. Et lille hav af telte, læsteder, og lejrpladser var mast sammen i dalen, og der brændte lejrbål, der udsendte den grå røg der lagde sig som et tæppe i den kølige luft. Mennskerne, der boede her gik rundt i solidt tøj eller brynjer af forskellig art. De fleste havde vejrbidte ansigter der var farvede af solen. Tøjet var nogle steder laset, men mange steder så man folk, der syede på det, lappede, reparerede og lavede mad. Der blev arbejdet, ja, hele lejeren mindede mig om en myretue. Det lugtede af dyr og mag og røg alle vegne. Nogle få mennesker lignede officerer i deres ringbrynjer og med sværd, hvor de fleste andre havde lange knive eller buer. Ligesom Hilda. Jeg undrede mig over, om hun måske var dronninge myren, der nu tronede over sin hær. De så ikke ud som om, de havde udstyr til at besejre nogle af de kejserlige soldater, men da vi gik ned imellem rækkerne af telte så jeg mod, vilje og had brænde lige klart i deres øjne. Deres arbejde blev drevet af de følelser, og sikkert også deres hænder i kamp. Jeg gøs, da en af mændene så på mig fra sin improviserede smedje. Han skulede, som om jeg var en fjende, hvad jeg sikkert også lignede. 

 

Hilda vidste hvor vi skulle hen. Hun ledte os sikkert og stålsat ind og ud imellem læsteder og bålpladser, til vi nåede et hvidt telt, der var meget større end nogle af de andre. Det stod på flere pæle, og et flag vejede fra toppen. Det måtte være her, lederne mødtes. Hun skridtede stålsat over til det og fejede teltdugen til side uden at skænke det en tanke - det var tydeligt, at hun ofte kom her. Jeg hjalp Cess ned fra hesten - bare, så det ikke så for klodset ud, her, hvor vi var omgivet af mennesker - og så fulgte vi efter hende.

 

Mine øjne skulle først lige vende sig til lyset inde i teltet. Kun noget af lyset trængte ind igennem teltdugen, og der stod en olielampe på bordet. Det var derfor bordet, jeg så først. Der lå adskillelige pergamenter, planer og landkort på det. Så kunne jeg se de skikkelser der stod bag ved i en halvkreds omkring det.  De var alle klædt i rustninger eller brynjer, tungt udstyr og med sværd i bæltet.

Den første, der bemærkede mig var en ældre mand, sandsynligvis tyve, tredive år ældre end mig. Hans grå skæg var filtret, og hans hår var tyndt. Hans arme var senede og hans alder var tydeligt at se i hans ansigt, hvor den solbrune hud lå stramt over hans knogler. Alligevel stod han rank og stærk, men brede skuldre. Han rakte mig hånden, som jer nervøst trykkede. Så så han på Cess og nikkede kort. De tre andre havde stået i skyggerne og trådte nu frem en efter en. En meget yngre mand, sorthåret, blå-øjet og  lille, med smalle arme og ben. Han havde trukket en kappe om sig og så ud til at fryse, selvom vejret kun var en smule køligt, og han glemte rent at give hånd til mig, da han bare så på Cess. 

"Hvem af dem er det?" spurgte han, henvendt til Hilda. Hun pegede på Cess, der så dem lige i øjnene. Jeg kunne se hvordan han rystede i knæene selvom han skjulte det godt.  

"Den lille dreng?" Det var en kvinde, der brød ind nu og trådte ud fra skyggen. Hendes grønne øjne lynede. "Hvordan skal han nogensinde kunne lede en hær?"

"Det er ikke noget, du vil forstå dig på!" sagde manden, der først havde givet mig hånden. 

Kvinden tog sig til hæftet på sit sværd, "Pas nu på hvad du siger, Ulvar! Er det måske noget, kun gamle, ubrugelige mænd forstår sig på?"

Den sidste af de fire personer, der indtil videre ikke havde givet sig til kende brød ind. Det var en mand på min alder med mørk hud. Til modsætning fra de andre var hans tøj af garvet læder, og han havde ikke noget våben med sig. I stedet hang der amuletter, dyretænder og perler i hans stofbælte.

"Venner, lad os ikke vise os fra vores værste sider overfor vore gæster." sagde han, og vendte sig så mod mig. "Hvad er jeres navne?" Han talte med en autoritet, der fik de andre til at holde op med at skændes. Jeg præsenterede mig selv; "Tewood Ashens, tidligere kejserlig skriver."

"Cess Tirius."

"Der er ingen, der kalder dig det mere!" lo kvinden med de grønne øjne. "De kalder dig Cess Kongemorder."

"Ikke nu." sagde Hilda. 

Den mørkhudede mand fortsatte.  "Vi fire - og Hilda - udgør lederene af oprørsbevægelsen. Et råd, så at sige. Der var ingen, der ville have en enevældig leder. Den ældre mand der er Ulvar, der har været general. Kvinden, han diskuterede med er Ilsir."

Han pegede på Ulvar og Ilsir som han nævnte dem. Ilsir var faldet til ro igen, og nikkede kort til mig, da hun blev præsenteret. 

"Manden med kappen der er Gjærv. Han er os til stor nytte med sine evner indenfor Gaven. Jeg selv er A'kir, repræsentant for min ørkenstamme, der har sluttet sig til oprørerne."

De fire rådsmedlemmer tog opstilling omkring bordet igen, og Hilda stillede sig for bordenden. Folk rykkede til side for at lade Cess komme til at stå overfor hende. Selv stod jeg lidt bag ved, uden at kunne se hvor jeg skulle gå hen. Til sidst flyttede A'kit sig, så jeg kunne komme til at stå imellem ham og Gjærv. Jeg kunne straks lugte urter og tørrede blomster fra troldmanden, der uden tvivl havde sine ingredienser med sig.  Nu gik mødet igang.

Jeg ville havde sagt en indvending om, at både jeg og Cess havde brugt for hvile og svøn før en beslutning kunne træffes, men jeg vidste at jeg ikke kunne tillade mig at tage en beslutning på Cess' vegne. Så jeg stod og så på, imens et landkort blev rullet ud på bordet. På landkortet var der tegnet byer ind med rødt. Sletter, bjerg og veje var tegnet ind med sort, og i en dal, der var langt større end jeg havde troet, var der blevet tegnet en slags lille by med blåt blæk. Lejren. 

"Rådet holder møder hver fem dage," begyndte A'kir, "Mest angående provisioner, opgørelser af mandskabet og kejserigets fremrykning."

"Men i dag har vi en vigtigere ting på dagsordenen," sagde Hilda. "For det første, hvordan vi skal indkvartere jer to. For det andet-" Jeg kunne se Cess blive anspændt. Nu kom øjeblikket. "-For det andet skal jeg have bekræftet, at du, Cess Tirius, slutter dig til os og støtter os fuldt og helt. Du kan afstå fra embedet som højtidelig leder, men..." Hun lod ordene forblive usagte. Jeg kunne forestille mig, at vi begge ville komme i unåde.  Cess tøvede. Jeg følte ikke, at jeg kunne lade stå til som det var. Han var bare en dreng, der krympede sig overfor deres blikke, der skulle spille skak og lege i haven og ikke tænke over borgerkrig. 

"Cess kan umuligt være den leder i søger." begyndte jeg. "Han er ikke-"  Gammel nok, ville jeg have sagt. Erfaren nok. Og selvom det ikke ville være kommet over mine læber kunne jeg ikke lad være med at tænke, at han ikke var klog nok, heller. Strategisk, jo, men han havde så mange fejl han manglede at lære af, så meget han kunne nå at leve før han ville kunne vælge rigtigt.  Men jeg nåede ikke at sige noget af det, for Cess afbrød mig. 

"Jeg vil gøre det." sagde han. "Jeg er Kongedræberen." 

Dermed var det besluttet. Omkring os lyste ledernes ansigter op. Hilda nikkede.  "Tak." sagde hun. "Så vil jeg ikke forlænge dette møde yderligere for jer."  

Det, der nu skulle diskuteres havde ikke noget med Cess og jeg at gøre, og på Hildas befaling blev det Gjærv, der gik med os ud af teltet for at vise os rundt. Gjærv fik endnu et hosteanfald så snart vi var kommet udenfor. Han smilede undskyldende, og vi fortsatte. Udenfor teltet havde der samlet sig en vis menneskemængde, men ingen af dem så ud til at genkende Cess. De havde vel ikke set plakaterne og budskaberne endnu på disse kanter. Flokken fulgte ikke efter os, og vi blev ledt hen ad en midlertidig vej af stampet jord. 

"Jeg tænker, at det bedste er at finde noget mad til jer først. Jeg kan ikke forestille mig rejsen har været nem." sagde Gjærv. 

Cess svarede, men havde travlt med at se sig omkring. "Det var ikke en lang tur..."

"Er det sandt at du brugte Gaven til at dræbe ham?" 

Hverken Cess eller jeg vidste, hvordan man skulle reagere på det bratte spørgsmål. Jeg overlod det til drengen, der nikkede.

"Ild."

Gjærv virkede glad nu, og et smil tonede frem på hans ansigt. "I det tilfælde vil jeg se frem til at oplære dig! Det skal nok blive arrangeret. Jeg er altid glad for at møde en anden med Gaven."

Imens vi talte var luften begyndte at lugte af mad - at bitter røg og noget, der blev stegt. 'Køkkenet' var en bygning af træ, og ikke noget godt håndværk, men det holdt velsagtens regnen og vinden ude meget bedre end et telt. Rundt om på pladsen foran det var der mange mindre kogebål og kasser og sække med rationer. Grøntsager, der havde set bedre dage blev blandet med kød fra alle mulige dyr - får, velsagtens, måske hunde og heste endda - og tilberedt i store gryder. 

"Det er ikke rigtig spisetid endnu," sagde Gjærv, "men jeg plejer at komme lidt tidligere alligevel."

Cess, der havde taget tilløb til at sige noget flere gange uden at havde fået sagt det, hævede nu stemmen.  "Er det på grund af din sygdom? Er det ligesom i køkkenet hjemme, hvor man skal spise adskilt fra de andre?"

Gjærv rystede på hovedet. "Min sygdom smitter ikke. Den er en pris, jeg har betalt for noget for lang tid siden." Der var noget melankolsk i hans stemme, der hurtigt forsvandt da han gik igang med at tale med kokken. Før vi vidste af det sad vi med en skål varm hvad-det-nu-end-var i hænderne. Vi satte os ved et af de mindre bål på pladsen. Siddepladserne var en blanding af ubehjælpsomme bænke sat sammen af tykke træplanker, små skammeler slæbt med fra et eller andet hjem, træstubbe, brændeknuder og den bare jord. Gjærv rykkede så tæt ind på ilden som muligt.

"Du har ingen anelse om hvor heldig du er." Sagde han, næsten fortroligt, til Cess. "Du er født under en heldig, varm, ild-planet. Min var meget... koldere. Jeg ender altid med at fryse, så mine hænder begynder at ryste når jeg bruger min gave."

Jeg følte mig helt udenfor i deres selskab. Selv havde jeg jo ikke gaven, ville nok heller ikke have den. Jeg kunne kun se til, måske stille et spørgsmål af og til for at deltage en smule. Lige nu var det Cess, der var glad for at have en at udspørge.

"Hvad mener du med planeter? Brugte du også magi ind i teltet - der var jo ikke noget at se?"

"I teltet dæmpede jeg bare vores stemmer for nysgerrige ører. Det kan alle gøre. Der er nogle ting, som alle med Gaven kan, om end de er født under Ildplaneten Seras eller Stormplaneten Yi. Men der er også nogle ting, der kun kan gøres hvis man har de rigtige evner."

"Har de... Har de noget at gøre med ens personlighed?" spurgte Cess. Han sænkede stemmen, og måske var han bange for svaret. Det var i alle fald et spørgsmål, jeg også gerne ville kende svaret på, for hvorfor havde drengen, der netop manglede krigsevnerne og styrke, ilden som sit element?

Gjærv svarede med et smil på læben, "Overhovedet ikke. Det kommer bare an på, hvilken tid på året, måske endda selve dagen, men kom til denne verden på. Jeg var i lære med en dreng, der var så krigerisk som en dæmon. Alting ville han destruere og ødelægge og besejre, så han kunne vinde hæder og ære. Hans mor havde bare tilfældigvis født ham i en skov en morgen i April, hvor blomsterne sprang ud for første gang. Det betød, at han blev født i jordens tegn, og den eneste evne, han nogensinde lærte at kontrollere var at han kunne få sine potteplanter til at vokse lidt hurtigere."

—-

Sovepladserne og beboelsesteltene var arrangeret i et mønster, som Gjærv satte mig ind i. Nogle af detaljerne måtte han indrømme, at han ikke havde fuldstændigt styr på, men jeg forstod det meste.  Teltet, hvor rådet mødtes, lå i midten af lejren sammen med køkkenet og spisepladserne. Vest for det lå 'barakkerne', huse hvor de opbevarede våben og udstyr og træningspladserne. Mod øst lå beboelsesområderne, opdelt efter hvilke regimenter og afdelinger, man var i. Kokkene havde deres egne sovepladser tæt på forsyningerne i et forsøg på at forhindre at folk stjal fra dem. A'kirs ørkenstamme boede i udkanten for sig selv, og rådsmedlemmer, de få med Gaven, og snart jeg og Cess boede tættere på rådsteltet og centrum. 

Det var det første sted, vi blev adskilt. 

Da vi nåede ud til den teltplads, hvor vi skulle være, blev vi mødt af Hilda og Illsir. De ville tage vare på Cess. Give ham et sted at sove, gøre ham i stand til en formel præsentation i morgen, og sørge for, at Gjærv altid ville være tæt ved, så der ikke skete nogen magi-relaterede ulykker.  Nogle af bygningerne på pladsen var ligesom de andre jeg havde set konstrueret af træ. Her boede der også mennesker, dem med Gaven, der skulle have et tørt sted at opbevare deres ingredienser. Her blev der lavet en soveplads til mig, et lille rum der blev ryddet. Her kunne jeg tage mig af rapporter og papirer, sagde de.

Måske ville mit arbejde blive bedre nu, hvor jeg ikke direkte skulle forfalske resultaterne. Der var nok meget at give sig i gang med, tænkte jeg, nok, til at jeg kunne fortrænge tanker om hvordan det skulle gå Cess. Han havde ingen indvendinger. Det kunnne han heller ikke have, nok var jeg den eneste han kendte her, men mon ikke han tænkte at det ville være for barnligt? Jeg var aldrig hans værge. Han så ud til at være bestemt på at klare sig selv.  Cess' telt var blevet syet til lejeligheden. Lidt mindre end rådsteltet. Jeg fulgte kort med dem derind, så dragkisten, sengen og den farvede teltdug. Det skulle nok holde, og det var klart at han nok ville blive forkælet. Så vidt de vidste var han en kongesøn vant til det bedste, sikkert god med et sværd, en, som de ikke ville fornærme, så han tog væk.

Mit eget rum var lidt mindre end jeg var vant til. Det var forbundet til et rum, kun lidt større, hvor papir, ingredienser og tørrede planter blev opbevaret. Der lugtede af fyrretræ og pergament, og min seng var redt op på gulvet. Nogle flade brædder lå hist og her i hjørnerne, som jeg ville banke op på væggene i morgen. Det var næsten hjemligt. Mens jeg tog bestik af inventaret i opbevaringsrummet kom Cess ind, stillede sig midt på gulvet, men sagde ikke noget. Jeg kunne se på ham, at der var noget der lå ham på sinde, men kort efter gik han. Udover Gjærv var der to, der havde Gaven, en mand og en kvinde, der hilste på mig da de gik ind efter ingredienser. Kvinden havde en seng redt op i rummet, men var hurtig til at fortælle mig præcis hvilke forbandelser, der ville ramme mine ædlere dele hvis jeg så meget som rørte ved hende om natten. Omkring solnedgang orkede jeg ikke at gå til køkkenet. Jeg spiste det sidste æble i min ransel, som jeg havde lagt i hjørnet af mit værelse og gik i seng.

Kort efter sov jeg, en dyb og drømmeløs søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...