Another girl (1D)

At vokse op på et børnehjem er ikke nemt. At blive adopteret som 16 årig er slet ikke nemt! At blive adopteret af en med en verdensberømt søn er endnu sværere! Sådan har 17 årige Kiara Styles det. Hun er lillesøster til Harry Styles og hendes liv er ikke ligefrem godt. Hun elsker sin nye familie men Harry har jo også fans. Og de fans kan ikke lide Kiara. Det er selvfølgelig nogen men hver dag bliver hun udsat for had og skal bare finde sig i det. Hun prøver at sørge for at ingen bemærker det men man kan ikke bare skjule de ting der sker på Twitter. Det er nærmest umuligt. Så da Harry opdager det og ser hvor meget det ødelægger Kiara prøver han med det samme at gøre noget. Hun bliver flyttet til London og bor hos Harry og hans venner og hun har det egentligt meget godt. Indtil hun begynder at gå ud igen.

34Likes
9Kommentarer
3290Visninger
AA

2. Fuck life

Jeg bed mig i læben og kiggede på drengen. Hans store brune krøller som sad på toppen af hans hoved, hans grønne indtrængende øjne som også undersøger mig, hans mund med det venlige smil. Sådan ser han så ud. Min nye bror. Harry Styles. Jeg har hørt om ham. Verdenskendt med sit band One Direction. Hvilket jeg er fuldstændig ligeglad med da kendte også er mennesker men at skulle være i familie med en der er lidt… Specielt? Jeg passer bare heller ikke ind i familien. Det er jo tydeligt jeg er adopteret. Dem med deres brune hår og mig med mit orange. Som jeg selv har valgt vil jeg godt lige sige. Dem med deres normale britiske udseende og mig med mit japanske/koreanske/kinesiske udseende. Jeg ved ikke engang hvilket land jeg stammer fra! Jeg har end da lidt Manga øjne. De er ikke så store som en Manga persons men de er store mine øjne. Og så er jeg bleg. Jeg har selvfølgelig min naturlige farve som er en lys brun men så er jeg samtidig bleg. Det er altså en sær kombination. Harry lyser pludseligt op i et stort smil og kigger mig lige ind i øjnene.

”Hejsa! Jeg er Harry.” Han rækker mig sin hånd og jeg tager forsigtigt imod den.

”Kiara.” Jeg bider mig i læben og kigger ned. Harry klemmer beroligende min hånd og slipper den så roligt. Hans rolige adfærd beroliger mig på en måde og jeg kigger forsigtigt bag ved mig. Anne står med et stort smil plantet på læberne og jeg smiler tilbage til hende. Jeg kan godt lide Anne. Hun er sød.

”Det ved jeg godt. Du skulle vide hvor meget min mor har snakket om dig.” Jeg kigger på Harry igen og han smiler. Jeg smiler svagt til ham og jeg kan høre hvordan Anne griner forsigtigt.

”Jamen det er jo kun fordi jeg er glad for at have fået et nyt familiemedlem.” Anne kommer op ved siden af mig og ligger en arm om mig. Jeg kigger smilende på Anne og pludselig bliver jeg sådan lidt overvældet af et par arme.

”Jeps. Det er da også hyggeligt.” Harry griner kort og jeg ligger forsigtigt mine arme om Harry. Jeg kan nærmest fornemme Anne smiler stort.

”Og så er jeg ikke længere den yngste.” Harry hvisker det lige ud for mit ører og jeg griner til ham. Han smiler stolt til mig og trækker sig væk.

”Og nu har jeg rent faktisk søskende.” Harry smiler stort til mig og jeg smiler tilbage. Jeg kan allerede godt lide ham. Rigtigt godt. Og hvis jeg skal leve med ham resten af livet er det nu meget heldigt at jeg kan lide ham.

 

Jeg smiler ved mindet. Efter det møde gik det rigtigt godt. Harry var utroligt sød ved mig og han var tit sammen med mig når han havde fri. Gemma var også rigtigt sød og vi blev ret gode venner. Men Harry er min totale yngling. Ikke sig noget til Gemma. Anne var rigtigt sød ved mig og jeg begyndte faktisk og kalde hende mor. Hun blev altid mega glad og krammede mig. Jeg mødte Harrys venner. Altså dem fra bandet og de var også rigtigt søde. Men efter idyllen kommer der altid et problem. Lykken varer aldrig ved. Der er altid noget der skal fucke det op. Og det blev så dem.

Da deres fans opdagede at Harry havde fået en ny søster gik det galt. Jeg opdagede hvor modbydelige teen piger kan være. Forfærdelige. Jeg har selvfølgelig en Twitter og det opdagede deres fans. Det er ikke sjovt at blive hadet på forskellige sprog. Overhovedet ikke. Harry fortalte mig om at deres kærester nemt kunne blive hadet. Men at han ikke troede på at de ville hade mig da jeg var et familiemedlem. Han sagde hvor meget det ville såre ham hvis hans fans ville gøre det. Derfor ved han intet. Jeg prøver at skjule det.

Med smil og altid at være glad. Jeg viser aldrig min anden side. Den ødelagte side. Den side der nærmest er flænset op som om en tiger har angrebet den og kun brugt klør. Men sådan er piger jo også. Vi bruger mund og KLØR. Den side af mig græder. Skriger sin sorg ud i sin pude. Og siger det ikke til nogen. Fordi jeg ikke vil såre Harry. Det kan jeg ikke.

Jeg går ikke engang ud hvis jeg kan slippe for det. Der bor jo også fans her i byen. Hvilket ikke hjælper på noget. Jeg tør ikke rigtigt gå længere væk end ud i vores have. Nogle gange skal jeg selvfølgelig med Anne ud at handle ind eller noget men det har jeg heller ikke noget imod. For når der er andre sker der ikke noget. Suk. Men tilbage til min fucked op Twitter. Jeg sidder bare og scroller ned men læser alt der står.

Der står tit om hvor grim jeg er og hvor lidt jeg fortjener Harry. Om at jeg sikkert er en eller anden luder der bare vil bruge Harry så jeg kan blive berømt. Alle ordende sætter sig på mig og alle ordende får mig til at bide mig i læben og have lyst til at græde. Springe ud fra en bygning og håbe jeg ikke opfatter den fysiske smerte.

For jeg lever i et psykisk smertehav. Der er en del beskeder fra en enkelt pige som altid skriver. Hver dag. Hvert minut nærmest er der noget nyt fra hende. Hendes opgave i livet er åbenbart at ødelægge det for mig.

Jeg stirrer trist på min laptop og tårerne fylder langsomt mine øjne. Jeg er så fokuseret på alle de onde ord at jeg ikke bemærker noget omkring mig.

”Hvad læser du, sis?” Harrys stemme lyder lige ud for mit øre og jeg forskrækket sammen. Hurtigt klapper jeg computeren sammen og ligger den fra mig.

”Bare noget på Twitter.” Jeg vender mig om mig Harry og ser han smiler indtil han ser mig ordentligt. Og fuck! Jeg sidder sgu da med tårer i øjnene! Han kigger bekymret på mig så jeg smiler stort.

”Hvad er der Kiara?” Han sætter sig ved siden af mig og ligger en arm om min skulder. Han trækker mig ind til sig så jeg praktisk talt sidder på skødet af ham.

”Ikke noget, Haz.” Jeg blinker febrilsk med øjnene for at få tårerne væk og det virker heldigvis og tårerne forsvinder.

”Jeg savnede dig bare!” Fantastisk begrundelse Kiara! Not. Jeg ligger mine arme om Harry og krammer ham. Han smiler stort og krammer kort med.

Jeg hopper hurtigt ned fra ham og river ham op.

”Har du set kattekillingerne?” Jeps. Jeg har totalt et crush på vores kattekillinger. De er bare så cute!

”Nej men hvis du ikke viser mig dem nu splitter jeg huset ad for at finde dem.” Jeg griner af Harry og tager fat i hans hånd med begge mine hænder. Så stemmer jeg fødderne i gulvet og trækker i ham. Men han rykker sig ikke. Onde menneske.

”Du er altså tung Harry!” Og du lyder som et barn på fem Kiara!

”Nej Kiara! Jeg sidder bare godt.” Jeg sukker tungt og bruger alle mine kræfter på at hive Harry op at stå. Han smiler stort til mig og kigger ned på mig. Ja han er så meget højere end mig. Men man skulle også tro jeg var en på 13 med den højde jeg har. Eller mangel på højde jeg har. Jeg hiver Harry med hele vejen hen til loftslemmen og slipper hans hænder.

Jeg begynder at hoppe efter snoren som hænger ned fra loftet og får efter fem minutters kæmpen fat i den. Harry grinte af mig i de fem minutter. Og vi takker Harry for den fantastiske hjælp. Jeg river lemmen ned og stigen falder ned sammen med den. Det var pænt af stigen. Jeg kravler forsigtigt op og hører Harry følger efter mig.

Da Harry er kommet op tænder jeg for lyset og kigger rundt. Her er helt lyst og slet ikke loftagtigt. Der står nogle kasser her og der men ellers er der ikke noget loftagtigt over det. Der står en sofa i hjørnet af rummet og så er der tomt bortset fra at der er en stor papkasse i et hjørne.

”Derovre. De er mega cute.” Min stemme er totalt fyldt med kærlighed og det lyder nok sært men de katte betyder meget for mig. De er de eneste der kender min hemmelighed. For de kan ikke sige det videre til nogen.

”De kan ikke være ligeså cute som dig.” Harrys stemme er også fyldt med en form for kærlighed og jeg kigger rødmende over på ham. Han skævt til mig og jeg smiler tilbage. Harry lyder altid sådan når han siger noget om mig. Vi kan skændes som normale søskende men vi har flest af den der slags øjeblikke hvor vi bare er søde og hvor vi ligesom kan føle hvor meget den anden holder af en. Derfor kan jeg ikke såre ham. Fordi jeg elsker ham.

Jeg går over til kassen med Harry i hælende. Jeg åbner kassen og kigger ned på de tre små kattekillinger. De kigger op på os og jeg smiler. Jeg kan nærmest fornemme at Harry og så smiler og jeg rækker ned efter min ynglings killing. Den er lille(Sjovt når den kun er fire uger gammel), sort og hvid og ligner lidt den der kat man tænker på når man synger Se den lille kattekilling fordi den også er hvid, den har store blå øjne er og faktisk ret ynkelig. Den er end da lidt outsideren i forhold til de andre. De er bare sorte og er ikke særligt ynkelige. Den minder mig lidt om mig. Anderledes. Men jeg er ikke helt så meget en outsider.

Harry aer den forsigtigt på hovedet og jeg smiler. Den mjaver totalt pivet og jeg smiler endnu større. Den kat er min svaghed.

”Ej den er da cute. Men du slår den stadigvæk.” Jeg smiler stort til Harry og ligger katten ned igen. 

”Jeg skal på toilettet.” Jeg springer hen til trappen og skynder mig ned. Harry følger langsomt efter mig og jeg kan høre han lukker lemmen da jeg låser døren ud til badeværelset. Jeg bliver hurtigt færdig og går ud igen. Jeg går ind i stuen hvor Anne sidder alene og ser fjernsyn. Så går jeg ind på mit værelse hvor jeg pludselig kan høre nogen pusle da jeg nærmer mig døren. Jeg åbner døren og kigger på Harry som sidder på min seng. Han smiler stort til mig men det er tydeligt falskt. Hvad sker der?

”Jeg skal lige tale med mor men jeg kommer tilbage hurtigt igen ikke?” Jeg nikker forvirret og Harry går smilende ud. Men jeg når lige at se hans smil forsvinder da han er gået ud af døren. Han går hurtigt hen til stuen og lukker febrilsk døren. Jeg bider mig i læber og tager min mobil frem. Jeg går hurtigt ind i Angry Birds og begynder at spille. De fugle burde seriøst gå til en vredes terapeut.

En halv time efter med kedsomhed og computerspil bliver døren til mit værelse åbnet. Harry smiler igen falskt til mig og jeg sætter mig op i min seng. Han kommer ind og lukker døren efter sig. Der er et eller andet galt når Harry er falsk overfor mig.

”Pak dine ting.” Hans stemme er rolig men den er tydeligt anstrengt. Jeg kigger død forvirret på ham og han sukker.

”Bare pak dine ting. Du ved sikkert godt hvorfor.” Hans stemme er opgivende og præget af at noget er galt. Og jeg ved godt hvad `galt´ er. Det han puslede med herinde var min laptop. Som var på Twitter. Som han så. Som nu gør at jeg… Hvad skal jeg egentligt?

Jeg tager uden spørgsmål min sports taske frem og begynder at putte mit tøj i den. Så putter jeg min pung derned sammen med min tandbørste og min hårbørste. Jeg skal til at putte min computer derned også da Harry tager den fra mig. Jeg kigger forvirret på ham og han smiler svagt men ægte.

”Du skal nok få den med men jeg beholder den hos mig.” Jeg kigger på ham med et spørgende blik men nikker så bare. Han må jo have en grund til at gøre det. Jeg pakker min make-up derned og min neglelak. Jeg har altid elsket at putte neglelak på. Det beroliger mig.

Jeg tager min computer oplader og min mobiloplader og putter dem i tasken. Så lukker jeg den og kaster den over skulderen.  Harry tager tasken fra mig og skubber mig blidt ind til Anne. Hun står og ligner en der har det virkelig dårligt.

”Nå hej i to. Men så ses vi jo snart ikke?” Harry nikker og jeg kan mærke hans hånd på min skulder. Anne træder hen til Harry og jeg kigger ned i gulvet.

”Det er jo nødvendigt mor. For hendes egen skyld.” Jeg kan fornemme Anne nikke og de krammer hinanden. Men Harry slipper på intet tidspunkt grebet om min skulder. Anne træder hen foran mig og jeg kigger hende i øjnene.

”Vi ses Kiara. Hav det nu godt.” Jeg nikker og smiler forsigtigt. Hvor er det jeg skal hen?

”Vi ses mor. Du må også have det godt. I den tid hvor jeg åbenbart er væk. Men jeg vil savne dig mor.” Hun kigger forbavset på mig men knuger mig så hårdt ind til sig. Jeg kan nærmest fornemme Harrys smil da jeg ligger armene om hende.

Jeg går ud i gangen da vi har sluppet hinanden. Jeg tager mine røde converse på og tager derefter min jakke på. Harry krammer Anne og vi går i stilhed ud til bilen. Jeg sætter mig bare ind og spænder mig fast.

Jeg kigger ud af vinduet selvom jeg nogle gange kan føle Harrys blik på mig. Han begynder at køre og der er fuldkommen stille. Man kan høre vores vejrtrækning og det er det eneste.

”Hvorfor sagde du ikke noget?” Jeg kigger hen på Harry som bare kigger på vejen.

”Jeg var bange for hvordan du ville reagere.” Min stemme er lille og svag. Lidt ligesom mig.

”Og så bare at holde det skjult ville måske hjælpe på min reaktion.” Han lyder skuffet. Han er skuffet over mig.

”Undskyld Harry. Jeg vidste bare ikke hvad jeg skulle gøre. Det føltes bare forkert at sige det.” Min stemme ryster og jeg bider mig i læben.

”Hvor længe har de.. Skrevet ting?” Hans stemme ligger meget op af rasende og det skræmmer mig.

”I… I snart et år.” Min stemme er nu næsten kun en hvisken men Harrys hoved bevæger sig med et ryk hen mod mig og han stirrer chokeret på mig.

”Har du været udsat for det her i et år uden at sige et ord til nogen?!” Hans stemme bliver højere og jeg er for nervøs til at svare. Men jeg mærker de saltetårer glide ned af mine kinder.

”Undskyld Ara! Det var ikke min mening at gøre dig ked af det men jeg er så rasende over at de gør det! Du har jo ikke ligefrem valgt det her liv. Du kan jo ikke gøre for det! Undskyld Kiara. Undskyld, undskyld, undskyld!” Hans stemme pludseligt bekymret og jeg kan mærke hans hånd på min kind. Han stryger beroligende min kind og prøver på at trøste mig.

Først der går det op for mig at han har stoppet bilen.

”Så så Ara. Rolig. Jeg blev bare så frustreret. Det er jo ikke din skyld overhovedet.” Jeg kigger med et sløret blik på Harry og der kommer det evige spørgsmål frem igen.

”Hvorfor mig? Hvorfor valgte i mig? Der var så mange andre piger som ville gøre alt for at være din søster. Som ville kunne klare presset og alt det der. Som ikke var en eller anden der bare vil have berømmelse og som ikke er grim. En som ikke bare er latterlig, dum, forfærdelig, hæslig og en heks.” Harry stirrer på mig og jeg lukker mine øjne.

”Er… er det… noget du har fået at vide?” Harrys stemme er skrøbelig og man skulle tro han snart kunne bryde grædende sammen. Hans hånd forsvinder fra min kind og jeg kan høre noget begynder at banke mod rattet.

Jeg slår mine øjne op og ser at Harry banker hænderne ind i rattet. Jeg griber fat i hans håndled og han kigger overrasket på mig.

”Kan vi ikke tage den her i morgen? Jeg er ret træt.” Harry nikker og slipper ham. Han starter bilen og resten af turen foregår i fuldstændig stilhed. Hvilket er rart for så kan jeg tænke det hele igennem. For det har jeg brug for.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...