Slender

Femtenårige Ainslie er social, et godt menneske og er glad. Dog kun indtil hun spiller spillet Slender - spillet der bogstavelig talt ødelagde hendes liv.

7Likes
4Kommentarer
1996Visninger
AA

1. Slenderman has arrived

Bolden var dækket til med mudder, så hver gang en af dem sparkede til den, blev deres sko også mudrede. Det havde de her for tiden vænnet sig til, da de netop var trådt ind i efteråret, hvor det allerede i starten af måneden regnede meget. Piger og drenge spillede den aften fodbold i regnvejr. Der var dog en masse, der ikke var kommet, eftersom det også regnede før de skulle tage ned til hallen, og fordi det kun var træning og ikke en kamp.

Ainslie's næreste veninde på sit hold kom løbende hen til hende, lige efter det andet hold havde scoret. Det havde været de samme hold nogle par gange hold, og deres hold tabte altid, fordi de andre havde rigtig, rigtig få piger på holdet. Pigerne var ikke så gode, men få af dem var.

”Du, har du hørt om det her spil kaldt Slender? Jeg har hørt, at det er vildt sjovt! Du burde helt klart give det et skud, synes jeg.” Veninden kiggede smilende ned på den lave Ainslie, da hun lod hendes ord danse i den kolde luft. Der gik dog ikke lang tid, før veninden løb videre, eftersom hun var forsvar, og derfor måtte forsvare målet. Ainslie var målmand og det havde hun været i flere år. Hun elskede den position, også selv når det var hendes skyld, at det andet hold scorede.

Den kamp gik ikke så godt, fordi hun ikke kunne tænke på andet end det ukendte spil, hendes veninde havde fortalt hende om. Hun havde egentlig tænkt sig at spørge en af hendes nære veninder, om hun ville med i hallen, men hun kunne vel godt prøve spillet efter det?

 

Hendes underlæbe dirrede i mørket, da lyden fra hjemmesiden fik hendes krop til at hoppe. Lyden af en computer der går i stykker, var blandet sammen med lyden af døden. Den lyd, der kommer, når man søger mod lyset. Dog var det ikke just Døden, der var kommet til landjorden for at hente hende. Det var nu mere de lange anmeldelser og kommentarer omkring spillet, og hendes veninde, der fik hende til at søge på hjemmesiden.

Ainslie havde for en gangs skyld tændt sin computer, for at finde ud af mere om det spil, hendes veninde havde anbefalet.

Han findes ikke, tænkte hun straks, da hun hurtigt havde læst overskriften. På hjemmesiden stod der, at selveste Slender var en myte. Sommetider stod der, at nogen havde set ham, men det passede selvfølgelig ikke. De ville bare have opmærksomhed og penge, som så mange andre mennesker på nettet ville.

”Der er mad, Ainslie!” råbte en venlig stemme fra køkkenet af. Den venlige stemmes ejer var en moder, som havde det skønneste barn, enhver moder kunne ønske sig. Døtre var dog ikke spor bedre end sønner, ifølge langt de fleste. Men denne pige, denne pige ved navn Ainslie, var en fantastisk datter. Hun gik til fodbold med drengene og pigerne, var mest af tiden udenfor og rigtig tit sammen med dem, der stod hende nær.

Dog var denne dag ikke en normal dag. Ainslie skulle nemlig være sammen med sin veninde, men veninden havde sagt fra i sidste øjeblik. Hun skulle vist ude i byen for at købe en gave, men hvorfor kunne Ainslie ikke være med hende? Efter gaven var købt, kunne de jo hygge i byen, som var hvad de havde planlagt for flere dage siden.

Den fantastiske datter traskede op af trappen, hen ad gulvet og imod køkkenet, hvor en mand og en kvinde sad og bøvsede. Så man bort fra at de bøvsede når de spiste, ville man kalde dem fine og nogen der led af rengøringsvanvid. Ainslie satte sig energisk på en stol ved siden af sin moder, hvorefter hun gav sig til at spise kyllingevinger, kartofler og brun sovs indtil hendes tallerken var tom.

”Endelig er den færdig! Det var da også på tide, mine fine ven,” hviskede hun mumlende til sin oldgamle computer, der alligevel så ud til at overleve spillet Slender, som ikke mange kendte til endnu. Spillet havde dog allerede fået gode anmeldelser, og på en hjemmeside, hvis navn Ainslie ej kunne huske, hvor man kan se videoer, var der en masse der havde filmet dem selv spille spillet, og de skreg og hoppede. Men hun nåede slet ikke at se et par af de videoer, før hun startede spillet.

Jeg kunne se en mørk himmel fyldt med stjerner, en masse træer og længere henne en bygning. Stjernerne var dog ikke smukke, som de ellers plejede at være sådan en mørk aften. Træerne svajede til siderne og bygningen var bare der, sagde ikke en lyd og rokkede sig ikke ud af stedet. Bygningens mure var blevet malet men en gråhvid maling, men malingen var stille begyndt på at falde af. Uanset hvorhen jeg kiggede hen fik jeg kuldegysninger på min arm. Hvad nu, hvis jeg snart tabte dette gyselige spil? Hvad nu, hvis jeg kun havde samlet én note, og så blev jeg myrdet?

Min mission var at jeg skulle samle otte noter, men allerede dér kunne jeg fornemme, at det ikke blev særlig nemt. Jeg tog det første skridt, hvorefter jeg tog et mere, og så et mere. Jeg kom længere og længere, grundet jeg gerne ville undersøge bygningens mure nærmere. Der var højt sandsynligt en note et eller andet sted i den bygning, men jeg kunne bare ikke se den fra den afstand.

Jo tættere jeg kom, desto mere uhyggeligt blev det. Det eneste lys der var, var lyset fra min lommelygte, jeg åbenbart ikke kunne finde ud af at slukke, men det havde jeg heller ikke behov for.

Et hvidt stykke papir hang på muren tæt på døren, fandt jeg ud af, da jeg næsten var gået direkte ind i muren. Der stod noget på papiret, men jeg tog det bare og gik forskrækket videre. Da jeg tog papiret kom der noget underligt musik, der skræmte livet af mig. En slags dramatisk, sørgeligt, gyseligt og unormalt musik var hvad det var.

For første gang nogensinde stod han lige der, få meter foran mig, imod min retning. Han havde intet ansigt, men alligevel kunne jeg mærke, at han stirrede på mig som var jeg hans næste bytte, og det var jeg skam. Hans lange, tynde og slaskede arme hang ned ad hans krop, og hans imponerende højde fik ham til at se ud som en kæmpe. Den gyselige musik, der endnu en gang kom, kom som et chok. Jeg forsøgte at vende mig om og løbe væk, men den blege mand med de sorte klæder nærmest fortryllede mig, så jeg ikke kunne trykke på den ene knap, der fik mig til at gå. Da jeg endelig vendte mig om begyndte jeg og løbe, men da jeg for en sidste gang vendte mig om, stod han lige der. Skærmen blev helt hvid og fyldt med sorte prikker, hvorefter der kom en lyd, der fik det til at lyde som om computeren gik i stykker. Den blege mand med de tre meter lange arme, den spinkle krop og de lange ben, viste sig på min skærm. Det næste, der skete, var mine bukser der blev våde, så jeg måtte skifte til natbukser.

Efter at have spillet det nøjagtigt samme spil i flere dage, slukkede hun endelig computeren, lagde sig ned og kiggede op i loftet. Aldrig før havde hun haft behov for, at snakke med sig selv i mørket. Hun havde ingen idé om hvad klokken var, men den var nok ikke mange, og solen skinnede vist. ”Jeg kan tydeligt huske de veninder, jeg engang havde. De smukke ansigter jeg fik lov til at kigge på hver dag, og måske endda mere end seks timer om dagen. Men jeg kan meget bedre lide dig, Slender, du er min bedste ven,” mumlede hun lavt og kiggede hen på hendes tegning af den mand, der skræmte livet ud af hende. Hun løj overfor sig selv, da hun kaldte ham sin bedste ven. Hun mente det dog heller ikke, og hun nød heller ikke at lyve, men det var ligemeget når hun løj overfor sig selv.. ”Gad vide om mine øjne kan vænne sig til lyset, hvis jeg går derud..” hviskede Ainslie til sig selv, mens hun kiggede mod døren.

Døren hun ikke selv havde rørt i dagevis, så pludselig så ukendt ud. Den var brun og havde støv på sig, men det havde den dog haft i mange år. Huset hende og hendes familie boede i, var ret så gammel, og hendes værelse havde tidligere været et opbevaringsrum, hvor ingen nogensinde kom. Aldrig havde hendes mor bemærkede støvet, ej heller havde hendes far, fordi så ville døren var så ren som muligt. På trods af at de led af rengøringsvanvid, fik de aldrig lov til at træde ind på deres datters værelse. Selvom hun ikke så tit var der, måtte ingen andre end hende gå derind, medmindre de havde få lov.

Det blev sløret for Ainslie da hun rejste sig op, gik hen mod døren, fik støv på sine fingre og tog fat om håndtaget. Langsomt åbnede hun døren op, og traskede hen mod den rene hoveddør. Hun havde joggingbukser på, en flisetrøje og et par julesokker og intet andet, da hun gik ud af døren. Hun ville ikke gøre noget ud af sig selv, selvom alle kunne se hende på gaden.

Det regnede rigtig lidt, det var lunt, men solen skinnede ikke. Det var et yderst besynderligt vejr, men Ainslie lod ikke til at lade sig bemærke af det. I stedet for var hun taknemmelig for den sol, der ikke var. Havde solen været der, havde den blændet hende og hun ville have løbet tilbage. På trods af den manglende sol, der gjorde det en del lettere for hende, var det ikke spor rart at bevæge sig udenfor. Der manglede én ting. Det spil, hun var blevet hemmelig afhængig af.

”Åh, det må du undskylde, barn! Jeg så dig slet ikke, og var slet ikke klar over, at..” Manden, der netop havde gået ind i Ainslie, så nu til mens hun løb væk. Manden mindede hende for meget om den mand, det væsen, den dæmon, med de sorte klæder, den blege hud og den imponerende højde. Hvad lavede han i den ellers så neutrale by? Var han virkelig dén Slender, der kidnappede børn?

Hun løb så hurtigt hun kunne. Løb væk fra alle de mennesker, alle de blege mænd, alle de mand der bar sort tøj, alle de mænd der lignede hinanden. Men hele tiden stødte hun på dem. Hele tiden undskyldte de for, at de gik ind i hende.

Lyset forskrækkede hende da hun kiggede hen imod en lygtepæl. Allerede betragtede hende, da hun løb forvirret over vejen, mens hendes armbånd hun fik af sin veninde faldt af, og lå på vejen. Håret fløj ud til siderne og dækkede hendes syn, så hun næsten ikke kunne se noget. Hun fik også sit hår i håret, og hun vidste, at det ikke var godt for hendes hår. Hendes ben løb hurtigere og hurtigere, men hun var stadig på den store vej.

Hun kiggede automatisk til venstre, men hun brugte et halvt sekund på at finde ud af, at til den side var der ingen biler, men på den anden side kom bilerne spurtende. De fleste biler stoppede forskrækket op, for ikke at køre pigen ned, men der var én bil der ikke gjorde det. Der var en billist, der ikke så den unge pige løbe over vejen. En billist, der bare kørte videre og sendte en pige op til himlen.

Ainslie havde et fantastisk liv, og spillet hun havde spillet så meget, var slet ikke farligt. Hun lod sig blot rive med, og på grund af skræmmende tanker, blev hun afhængig af det ellers helt fredelige spil. Dog kunne man godt sige, at det var spillets skyld, at ulykken fandt sted. Billisten, der kørte hende over, sprang op fra sædet, åbnede døren hurtigt og løb ud på vejen, hen til pigen han netop havde kørt over. Det sidste Ainslie fik lov til at se, var igen den djævels ansigt. Bleg, sorte klæder, høj og yderst ubehagelig. Hvorefter det sortnede for hende.

 

You collected 8/8 pages

Continue? (Y/N)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...