7913

Efter jeg havde hørt det ordspil: 7 9 13 var der sket underlige ting. En masse uheld, og jeg vidste ikke hvordan jeg skulle stoppe det..

1Likes
0Kommentarer
190Visninger
AA

1. Det dumme sagn

Da min veninde og jeg havde cyklet over til den store udendørsbane, snakkede vi lidt mens vi klædte om. Det var starten af efterårsferien, og vi skulle spille årets fodboldkamp mod vores erkefjende. Min veninde, Claudia, snakkede højlydt om hvor dårlige det andet hold var, og hvor meget vi havde trænet til dette øjeblik. "Jeg er sikker på vi vinder!", sagde hun. "Ups, 7913." "Hold nu op med det pjat!", sukkede jeg. Lige siden Claudia havde hørt om sagnet: 7913, havde hun sagt det tusind gange når hun fx. siger: Jeg er sikker på jeg vinder i lotto, jeg har aldrig brækket benet før, jeg har den dejligste kæreste. For hun mener at universet synes noget andet, og lader det modsatte ske. Men kun hvis man har fortjent det. "Vi skal nok vinde", sagde jeg og ventede på hendes normale svar. "7913", sagde hun, og nød mit skulende blik. Så gik hun ud til de andre på holdet og trænede. Jeg bandt mine sko, gik hen til døren og hviskede: "Vi skal nok vinde." inden jeg lukkede den.

"Come on Leah!", råbte en meget irriterende pige fra mit hold. Jeg havde nu tre gange ramt ved siden af målet i kampen. Jeg gav hende dræber-blikket, men hun var allerede på vej mod bolden som modstanderne havde snuppet. "Åh, nej. Kun 4½ minut tilbage" sukkede Claudia da hun tjekkede point-tavlen. Det stod 1/4 til modstanderne. Det kunne umuligt være min lille sætning før kampen: "Vi skal nok vinde" som havde fået os så meget bagud.

Da kampen sluttede og fløjten lød, stod det 5/2 til modstanderne. Det andet hold jublede, og lavede sit møg-irriterende kampråb, mens vi andre gik mod omklædningsrummet med hængende hoveder. "Jeg forstår det ikke..", sagde Claudia. "Jeg har glædet mig til denne dag så længe, og hver gang nogle har sagt noget i retningen af: Vi vinder, sagde jeg 7913.." Jeg følte virkelig skyld. Det gjorde jeg. Også selvom jeg ikke troede på det crab. Skulle jeg sige det til hende? "Jo.. Altså..", begyndte jeg. "Jeg sagde måske lige.. host.. at vi ville vinde da du gik ud og trænede..." Mens jeg sagde den sidste del ( Meget hurtigt ) klemte jeg mine øjne sammen og ventede på at bomben ville sprænge. "Du.. Du HVAD!?", sagde Claudia hysterisk. "Du VIDSTE at det var vigtigt for mig.. du VED at jeg faktisk tror på 7913.." "Undskyld, det var bare.." "Ligemeget.", afbrød Claudia. "Der er intet der kan gøre noget ved det, og der er intet du kan gøre." Så gik hun. Hun gik simpelhen bare, og jeg vidste at jeg ikke ville høre fra hende resten af ferien.

Som om det ikke kunne blive værre var min bedstemor blevet indlagt på hospitalet, fordi hun havde noget med hjertet. Mine forældre og bedstefar var helt ude af sig selv, så jeg prøvede at opmundtre dem. "Hun skal nok klare den", sagde jeg. "Bedste er et stærkt menneske og hun vil aldrig lade sig bukke under."   Hun døde dagen efter. Lægerne ringede tidligt næste morgen, og sagde at hun var gået i forvejen. Bedstefar og mine forældre tilbragte dagen med at sørge og vi spiste på bedstemors gamle yngling-restaurent.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...