Maybe

Hendes liv er ligesom et glansbillede, hun er lykkelig og kunne ikke forstille sig en bedre måde at leve på.

Men glansbogen er snart bladret om på sidste side, og det der betyder mest for hende er ved at smutte ud af hånden på hende.

3Likes
1Kommentarer
699Visninger

1. Glansbogen

Mit liv var nær det perfekte, jeg var lykkelig og når jeg bladrede min gamle glansbog igennem kunne jeg ikke lade være med at tænke, at sådan var mit liv også.

Langsomt pressede han sine læber mod mine, jeg kunne mærke hans hænder gribe fat om min talje og trykke mig tættere ind mod ham. Da jeg skulle have vejret trak jeg mig fri, men ikke længere end vi kunne stå pande mod pande.

”Elsker du mig?” Jeg kunne ikke lade være med at spørge, jeg elskede at høre ham sige det. ”Af hele mit hjerte, min elskede.” Solen skinnede ned på os, vi havde slået os ned på marken hvor vi altid plejede at mødes som små. ”Elsker du så mig?” Han smilede skævt til mig, ”alt for meget,” jeg satte mig i hans skød og kyssede ham. Han kærlige blik fik det til at kilde i min mave, hvor jeg virkelig elskede ham.

Min kærlighed til ham var større end noget andet, han var meningen i mit liv, han var mit livs melodi. Derfor var jeg overlykkelig da han kom med en pakke til mig, hvor der lå en nøgle i. En nøgle til et vores nye lejlighed.

Med mig på hans len, skubbede han døren op, og lukkede den i igen med foden. Jeg fniste og kyssede ham, lod mine fingre glide gennem hans hår. Han kyssede igen og pressede mig op af mod væggen. ”Tillykke med boligen,” mumlede han i mit øre, ”tak,” var det eneste jeg kunne få fremstammet.  Han fik os båret ind i sengen, og så forsatte vi hvor vi slap.

Det var som sød musik i mine øre, hans latter. ”Nej! Det er bare løgn, det gjorde du bare ikke,” jeg havde lige fortalt om et af mine vilde stunts som teenager. Vi forsatte langt ud på natten med at snakke, grine og hygge os. Vi lo så meget at vi helt fik tåre i øjnene. 

Tre måneder senere lå vi med ryggen til hinanden. Der var fuldkommen stille, ikke andet end det tikkende vækkeur lavede lyd i rummet. En tåre faldt fra min kind, hvordan var det dog gået til?

”Tænker du overhovedet på mig? Er du fulkommen ligeglad med mig?” Råbte jeg af vrede, han havde såret mig virkelig dybt. ”Hvordan tror du jeg har det når du slæber alle de fyre med hjem? Tænker du overhovedet på mig?” Han var mindst lige så gal som mig. ”Det er mine venner! Var hende pigen det? ”Hygger” du dig med dine veninder?”  Der kom ikke et lyd ud af hans mund, jeg slå en kort hånlig latter op. ”Det tænkte jeg nok.”

Mit hoved dunkede, jeg kunne ikke fatte det, jeg ville ikke tro det! Han havde forladt mig, det kunne han ikke! Med tårerne strømmende ned af kinderne lod jeg mig selv glide ned af døren. Han var lige gået, havde smadret et billede af os, det der stod inde i stuen over kaminen, og smidt vores kærlighedsring tværs gennem stuen. Godt nok havde jeg været sur på ham, godt nok havde jeg ville ønske han led, men jeg elskede ham jo, det var ikke med i planen at han skulle forlade mig. Det havde det aldrig været.

Men nu var jeg alene, og mit glansbillede liv var kommet til sidste side, det var ikke til at bære.

De næste uger var jeg en skygge af mig selv. Jeg kunne hverken spise, drikke, sove eller noget. Mine veninder havde sagt, at hvis jeg ikke snart tog mig sammen, så ville de få mig indlagt. Men de ville ikke kunne kurrer mig, jeg havde en permanet sygdom, endda livsfarlig. Mit hjerte var i tu, det kunne ingen læger fikse.

 Hvorfor kunne jeg ikke tage mig sammen og få lukket den glansbog? Hvorfor kunne jeg ikke få øjnene fra sidste side? Hvorfor havde han givet så hurtigt op? Han skulle være blevet noget længere, jeg skulle have prøvet noget hårde, vi kunne altså godt få det til at fungere!  Mit liv gav ikke mening uden ham, han var mit et og alt, jeg kunne ikke uden ham.

En dag jeg skulle ud og handle ind, stod han der. Han stod på øverste trappe trin, hans blik smeltede ind i mit. Havde han ændret mening? Ville han prøve igen? ”Hvad laver du her?” Jeg lød hård, jeg lød kold, en total modsætning af hvad jeg følte. ”Jeg vil prøve igen, jeg kan ikke undvære dig.”

Med et sæt vågnede jeg. En drøm, det havde ikke været andet end en drøm! Så det var der jeg tog beslutningen, beslutningen om at redde vores forhold fra at gå helt tabt.

Jeg tog en dyb indånding, fik styr på nerverne. Jeg elskede ham, jeg gjorde kun det rigtige. Med en let bevægelse løftede jeg armen, og trykkede ind på den lille runde knap ved siden af døren. Skridtene kom nærmere, det var nu ellers aldrig, det var nu jeg kunne starte forfra i vores glansbog.

Vores blikke smeltede sammen, ligesom i min drøm, det her var ment to be. Jeg rakte ham forsigtigt ringen han havde kastet da vi slog op. Efter lang tid tog han imod den, lod mig komme indenfor. ”Undskyld, jeg er ked af alt der er sket, jeg vil gerne, hvis du altså vil, prøve igen,” da jeg vendte mig om for at få et svar, blev jeg mødt af et par savnede læber.

Glansbogen var bladret om på første side igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...