See you again - One Direction

Isabella Victoria Tomlinson er kun lige fyldt de 19 år, men har ingen chance for at være sammen med hendes familie og fejre det. Men alligevel er hun en enestående soldat som også hurtig stiger i rang, af hendes ellers unge alder. Hun kommer en dag hjem til England, og vælger at tage hen til hendes bror. Men hvad sker der når der er en anden der åbner døren og beskylder hende for at være en sindsyg fan som har fundet ud af hvor de bor? Hvad hun ikke ved er at hendes bror er blevet den super berømte Louis Tomlinson? Hvad sker der når kærligheden indblandes? Hvad sker der når Isabella skal tilbage, vil det holde?

70Likes
102Kommentarer
12342Visninger
AA

20. Valget - Isabella

 

Jeg lå nede i et bundløs hul, alt var væk, og efterladte mig i et tomrum. Jeg havde aldrig haft det særlig rart med sådan noget, intet lys, hverken kulde eller varme, ingen lyde... Retter sagt som jeg også har sagt det før, tomt og et rum. Så tomrum.
 

Jeg lukkede mine øjne imens jeg måtte bide mig i læben for ikke at begynde at græde, alt var for overvældende. At kunne høre ens elskede omkring en, græde, skrige, bare i det hele taget være så langt væk fra dem, og alligevel så tæt på dem.
 

"Louis?!" Skreg jeg endnu en gang da jeg kunne høre hans stemme, hans vrede. Men som jeg havde regnet ud, intet kunne høres... Lydmuren var for massiv.
 

"Louis?!" Prøvede jeg endnu en gang, men til hvad. Det nyttet jo ikke noget som helst, sådan noget havde jeg altid frygtet. Vide jeg er hjælpeløs
”For helvedet!” skreg jeg irriteret imens jeg fægtet med mine arme. Jeg faldt stille ned på den sorte huls bund, jeg sad i skrædderstilling imens jeg endelig lod mine tårer fylde ud i et.

 

Det havde jeg haft brug for.

Jeg havde det meget bedre nu.

 

”Isabella?” jeg rejste mig op på mine ben, stod rank. Men så alligevel ikke, der var et eller andet der ville hive mig ned på bundens dyb. ”Løb!” et eller andet i mig sagde til mig at jeg skulle høre efter stemmen. ”Hvor hen?” mumlede jeg nok bare mest for mig selv. Det hele var jo trodsalt sort. ”Højre” skreg stemmen, og mine ben satte automatisk i løb og løb. Jeg havde allerede dejrede til højre, og ellers løb jeg bare væk. Men hvorfor?
 

”Hurtigere!” skreg stemmen igen, stemmens beroligende klang gjorde mig mere tryg. Trygt ved det hele.

”Stop. Og tag din højre frem og tænd lyset” stemmen blev svagere imens jeg gjorde som stemmen gjorde. Man kan vel godt fornemme at jeg er, vandt til ordre, selv hvis jeg ikke ved hvad de drejer sig om.
Lyset blændet mig imens jeg måtte misse med mine øjne, bare lige for at vende mig til lyset. Jeg kiggede mig omkring imens alt var hvidt, jeg var vist indeni et venterum.
 

Er det venteværelset til døden?

Det håber jeg ikke..

Aldrig
 

Jeg satte mig blidt i stolen imens jeg tænkte det hele igennem. Alt fra min militærtid til Niall, til mit nye arbejde. Der er så meget som har forandret sig, mig som sagde jeg aldrig vil finde en jeg kunne se min fremtid med. Men lige nu hvor alt hænger i et kort tråd, når man ikke ved om man overlever. Der lærer man at sætte pris på ting man tog for givet, som kærligheden. Jeg har faktisk først opdagede hvor meget Niall egentlig har overtaget mit hjerte, mere end bare venner.  
 

Hvis jeg overlever det her, selvom jeg ikke er meget sikker på det. Ja så må jeg tage chancen, og leve livet. Måske med Niall i den kommende tid.

”Isabella du må gerne komme med ind” jeg stirret hurtig op imens jeg kiggede på en dreng på alder med mig. ”Nej jeg vil ikke” sagde jeg bestemt og beslutsom. Jeg vil ikke med, tænkt hvis jeg går over dørtrinet og går ind i dødens gab.
 

”Du har ikke noget valg” jeg kiggede undrende på ham imens han kiggede ned af mit tøj. Jeg lod stille mit blik falde ned af min krop, så godt jeg nu kunne. Jeg måtte blinke en masse gange imens tårerne presset sig voldsomt på. Mit tøj var yndigt, uskyldig men kridhvid… Nu viste jeg hvad tiden havde slået.
 

”Hvis jeg går med dig ind, dør jeg så rigtig?” min stemme var grødet imens jeg lod mine tårer falde. Mine tårer som lignede små gludklumper. ”Det kommer an på hvordan man ser på det” smilede personen imens han bevægede sig hen mod mig, hans yndig men alligevel mandige skridt.

 

”Hvis man ser fra min synsvinkel?” jeg var blevet stædig, og det skulle der egentlig meget til. I hver fald lige nu hvor alt var så sløret.
”Så er du tæt på døden, men alligevel så langt fra” han kiggede denne gang bekymrende på mig. Man kunne tydelig se på ham at han var engelens brudsender. For hans vinger var der ikke, han havde bare en hvid smoking på.

 

”Hvordan kan jeg være så tæt på og alligevel så langt væk?” jeg havde fået mere styr på min stemme, og så alligevel ikke. Min stemme lød så sløret, så svag. Jeg kan slet ikke genkende min stemme, min ellers så faste, beslutsom stemme.

 

”Du er fysisk tæt på døden, men din mentalitet er så tæt på at være levende.” han holdte en pause. ”Vi ha aldrig set noget ligne før, du havde modet til at overvinde mørket, og modet til at høre efter en fremmedes stemme, når det galt” jeg stirret på ham, mit undrende blik havde plantet sig i mit ansigt igen. Den havde næsten bosat sig, bare i denne ene time. Timen som følelse som tusind lange år.

 

”Har jeg en chance for at overlever det her? Eller er jeg døden hver?” min stemme havde en forhåbning, man kunne høre håbet i stemmen. Det havde jeg savnet.

”Spørg dørene. Den ene er til friheden, den anden er til døden. Og hvis du vælger den forkerte dør, kan du miste alt.” jeg nikkede kort imens han bevægede sig lidt væk så jeg kunne se dem. ”Så hvis jeg vælger døren mod døden. Så mister jeg alt?” han rystet kort på hovedet, alt imens han åbnede munden. ”Du har kun et spørgsmål tilbage. Så kan jeg ikke hjælpe dig mere”

 

Jeg rystet på hovedet imens en masse spørgsmål fór igennem mit hoved. Men efterlod den tomt og forladt, lidt ligesom mit hjerte lige nu.

”Må jeg se et snapshot med hvordan mine drenge har det? Hvordan de tager hele situationen, og min fremtid med dem?” han kiggede besynderligt på mig imens han åbnede munden. Men han måtte jo ikke hjælpe mig mere, og jeg kunne tydelig se det var det han ville.

”Det var et besynderligt ønske, pas på hvad du ønsker dig. Men her” en lille skærm kom frem og inden længe viste den mit længe ventet ønske. Jeg fortræk dog ikke en mine, jeg var alt for koncentreret til at tænke på min mimik.

 

 

***

 

 

Jeg kiggede på dørene imens jeg bed mig i læben. Jeg viste en af dem åbenlys ville lyve, mens den anden var sand. Jeg kiggede endnu en gang op på skriften på de to døre.

 

Livet er for kort til at lade noget stå i vejen. Så vælg døren her, og jeg vil hjælpe dig på vej mod livet igen”

den anden stod der dog noget kortere på. Men alligevel så indviklet.

Vælg med dit hjerte, og alt vil løse sig som du vil ønske” som sagt var der altså en der løj. Men hvilken af dørene ville i sige.

 

Højre? Med den lange tekst.

Eller?

Venstre? Med den korte tekst, men så overbevisende?

 

Jeg sukkede irriteret mens min hjerne arbejde på højtryk. Hvorfor var selv mellemstadiet til døden og livet så svært, at stille mig sådan en udfordring. Det er da positivt men så alligevel ikke, man ved jo aldrig hvad der skal ske, eller er sket.

”For helvedet!” skreg jeg af ren og skær frustration, jeg var så vred på mig selv over jeg ikke selv kunne løse sådan en enkel opgave. Hvordan ville mine kollegaer ikke tænke hvis de viste det, kunne det gå meget værre?

 

”Tag en dyb indånding” hvisket jeg for mig selv imens jeg stampet i jorden. Det er jo let nok at sige, svære at gøre. Har jeg ikke meget ret i min pointe?

”Nej!” hvisket jeg. Men ad mig selv, snakker jeg med mig selv nu, hvor er jeg sunket dybt, at snakke med mig selv i sådan en situation. For helvedet, idiot Bella.

 

Jeg stirret op mod dørenes skrift imens jeg tog mig selv mentalt til hovedet. Jeg havde en trang til at vælge den mest oplagt. Døren til højre, men så alligevel ikke. Der var altså noget lusket ved dem begge to, og det gjorde det bare ikke meget bedre at jeg har et kæmpe pres på mig. At vide jeg står med drengens lykke i hånden, og er den sidste prik til om det vil gå op eller gå i tusind og stykker.

 

Jeg bed mig hårdt i læben imens jeg trådte frem og hev ned i dørens håndtag. Mit hjerte pumpede på høj drøn, mine vejrtrækningerne blev mere hysteriske.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...