See you again - One Direction

Isabella Victoria Tomlinson er kun lige fyldt de 19 år, men har ingen chance for at være sammen med hendes familie og fejre det. Men alligevel er hun en enestående soldat som også hurtig stiger i rang, af hendes ellers unge alder.

Hun kommer en dag hjem til England, og vælger at tage hen til hendes bror. Men hvad sker der når der er en anden der åbner døren og beskylder hende for at være en sindsyg fan som har fundet ud af hvor de bor? Hvad hun ikke ved er at hendes bror er blevet den super berømte Louis Tomlinson? Hvad sker der når kærligheden indblandes? Hvad sker der når Isabella skal tilbage, vil det holde?

71Likes
102Kommentarer
12557Visninger
AA

3. Turen hjem

Jeg kiggede stille rundt i vogne imens deres stikkende blikke var udgåendeligt at overse. Deres sorgende blikke, overfor Jonas.
Ja jeg savner ham også men sådan er livet her ude, vi melder os til militæreret for at kæmpe for vores fædreland. Og det indgå også i at man kan blive skudt, dø eller døende. 

"I ved hvad i skal gøre når vi træder ud af vogne?" jeg kiggede rundt imens jeg havde fundet fatningen igen. Deres stifte nik imens de hev deres gevær frem. 

"Hør her!" - "Det er det der sker her, folk dør for øjne af os. Hvad skal vi gøre ved det?" jeg holdet en kort pause inden jeg åbnede munden igen. "Jeg tro Jonas gerne ville have at i blev ved med jeres gode arbejde. Kæmpe for det samme han gjorde" de nikkede dog bare og kiggede på hinanden.

Suk.

Jeg kiggede rundt og derefter hoppede jeg ud af bilen som holdt stille. Jeg lod dem stille sig på plads, hvis de er sådan. Har jeg intet tilbage til dem. Intet andet ind de er min menig, dem jeg har ansvaret for.

"Er i parate?" jeg kiggede rundt på dem imens de kiggede på mig. Deres nik var fint for mig, så lad os gå igang.

 

Jeg gik med  ret ryg imens jeg kiggede rundt og geværet var ved min krop. Alexandre og Jack bevægede sig bagved mig, da de stadige var de nyeste.
Eller det var ikke en god ide, hvad hvis der skete noget bag mig, og det var dem der stod til skud.

Suk.

Hvorfor kan de ikke slev finde ud af at være foran mig?

Suk

"Alexandre?" jeg vendte mig om

"Ja Sir?" jeg lod et suk slippe væk. Jeg er altså ikke en dreng, eller det håber jeg ikke.

HAHA

"For det første er jeg ikke nogle 'Sir'. Og for det andet" mere noget jeg aldrig at sige får jeg faldt sammen imens jeg lod et gisp undslippe mine strammede læber.

"Isabella?!" råbte Alexandre og Jack. Jeg derimod blikkede en enkel gang inden jeg lukkede mine øjne, lukkede dem i smerte.

Fuck.

Shit.

Pik.

 

***

 

Jeg var blevet fløjet hjem med flyet sammen med andre soldater, enten fordi de havde en mini ferie, eller var såret lidt ligesom mig. Jeg var kommet mig hurtig, eller hurtig og hurtig. Smerterne var der stadige, og det var forbandet træls.

"Når" jeg slog mit blik op og sendte en skævt smil. Jeg kiggede hen mod en ung soldat eller dreng, jeg ved ærligtal ikke hvor mange år han er.

"Ja?" han åbnede smilende munden.

"Hvad skal du så?" jeg kiggede smilende på ham imens jeg rystede på hoved. Jeg viste det ærligtal ikke, måske besøge min elskede bror. Min bror som jeg ikke har set i et år, knapt nok...
"Hmm, jeg tro jeg skal besøge min familie og så min bror. Jeg ved han er flyttet, men hvor har jeg ingen ide om" jeg måtte nød til at holde en pause for at få luften ned i mine lunger. Ja det er besværligt at være såret...

"Hvad med dig?" smilede jeg kort for at holde samtalen igang.

 

***

 

Jeg stod lige nu foran døren til mine forældre, jeg havde det der lorte forbinding på så, hvis jeg ikke havde tøj på. Ja så kunne man se det, men heldigvis havde jeg dog tøjet på, heldige mig. 

Jeg tog en dyb indåndig imens jeg rystende ringede på dørklokken. Deres ringklokke var stadige den samme, som om jeg aldrig var taget af sted. Alt så ens ud, dog var det dog sommer, så i kan vel gætte at blomsterne var kommet frem

Ja jeg er klog.

 

Jeg er sej, seje Isabella. Mere noget jeg aldrig før døren gik op og ud kom min elskede mor.

"Isabella er det dig?" hendes stemme var så grødet imens hendes smil var falmet. Er der noget jeg ikke ved her?

"Ja sidst jeg tjekket?" jeg hev en enkel gang ilten ind og pustede det stille ud igen. Dens friske lugt, dens duft af sommer.
"Det kan ikke passe" jeg kiggede underligt på hende, okay. Der er noget der ikke stemmer her.

"Mor det er mig?" jeg havde fundet fatningen igen imens jeg sendte et kort smil og lænet mig op af dørkarmen.  
Jeg mærkede et par varme arme rundt om mig imens jeg kunne høre hendes snøft. "Det er virkelig dig" hviskede hun stille ind i øret på mig imens jeg lod et smil forlade mine læber. 


"Skat kom her ud!" hun råbte mig lige ind i øret. Okay jeg er døv nu.

"Hvad er der?" jeg kunne fornemme min fars sløve skridt komme hen af. Måske fordi det stadige var tidlig på morgen, ellers sover de bare længe det er så lang tid siden at jeg har været her.

 

***

 

Jeg havde siddet sammen med min familie, eller mine forældre. Jeg havde ingen anelse hvor Louis var, hvor mon han befinder sig.

"Mor, far?" jeg kiggede smilende på dem imens jeg sendte dem et undrende blik.

"Louis er flyttet" grinede det smilende, jeg rullede bare øjne af dem. Tak for infomationen. 

"Hvor?" jeg kiggede seriøst på dem. "Jeg vil gerne overraske ham. Lige som jeg gjorde med jer" jeg gjorde det åbenlyst at jeg gerne ville se ham, og det tro jeg bestemt de havde fattet. 

 

________________________________________________________________________________

Håber i kan lide den. Det har været svært at få det andet kapitel igang, da jeg gerne vil have at Isabella og Louis mødes igen. Men det skal nok komme i næste kapitel. 
Håber ikke at, den ikke lever op til hvad i forventet.... Ellers må i skrive det til mig :)

Jeg vil elske hvis i gider bruge to minutter af jeres tid på at besvære to enkel spørgsmål.

1. Hvad synes i er godt ved det, eller så langt den er nået. Hvad kan jeg gøre bedre, er der for mange stavefejl? kommafejl? alt det der grammatisk. Vil i have den længere?

2. Ris og ros. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...