See you again - One Direction

Isabella Victoria Tomlinson er kun lige fyldt de 19 år, men har ingen chance for at være sammen med hendes familie og fejre det. Men alligevel er hun en enestående soldat som også hurtig stiger i rang, af hendes ellers unge alder.

Hun kommer en dag hjem til England, og vælger at tage hen til hendes bror. Men hvad sker der når der er en anden der åbner døren og beskylder hende for at være en sindsyg fan som har fundet ud af hvor de bor? Hvad hun ikke ved er at hendes bror er blevet den super berømte Louis Tomlinson? Hvad sker der når kærligheden indblandes? Hvad sker der når Isabella skal tilbage, vil det holde?

71Likes
102Kommentarer
12948Visninger
AA

15. Skide mennesker

 

Jeg kiggede vredt op manden der bare stirrede ligegyldigt på mig. Når jamen tak, betyder jeg intet for jer? hvorfor fanden hiver i mig end i en bil og køre hen til jeres hovedkvarter.

"Hvad fanden vil du mig sir?" jeg udtalte det mellem mine sammenbidte tænder, det her gjorde mig virkelig vred. Fik det værste og dårligste op i mig.

 

Fik i fat i det?


Jeg  var sur.
 

Er sur

 

"Shh!" jeg stirrede fornærmet på ham. Han vil ingengang svare mig, fucking idiot....

"Helt ærlig. Jeg vil bare gerne starte på mit arbejde." jeg holde en pause. "Langt væk fra jer!" jeg spyttet det sidste ud i ren arrig skab. Jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af alt min vrede.
 

"Du er på dit arbejde!" jeg sparret øjne op imens jeg blikkede en masse gange.

AHVAD?

"Undskyld mig sir... Men hvordan kan det værre?" jeg ved det ikke er den bedste ide at stille så mange spørgsmål. Men han havde gjort mig helt paf.
 

”Vi har fået lille nys om at du er en rigtig god soldat, men du måske er bedst til at fange mordere ” denne gang gad han sende mig til smil. Men jeg forstod ærligtalt intet.

Jeg er lost, and not to be founded.

”Jeg forstår det stadige ikke sir, jeg vil gerne have det helt på plads.” jeg holdte en kort pause. ”Er jeg nu en NCIS agent? Men jeg har aldrig sendt en ansøgning til jer? Og jeg er ikke amerikansk statsborgere. Jeg er britisk soldat… Det er jeg stolt af at være” jeg kiggede stramt på manden, jeg endnu ikke kender navnet på.
 

”Det ved vi, alt det får vi ordnet sener. Men jeg synes du skal møde dine medarbejdere på mit team. Og der er dit skrivebord.” han nikkede først over mod et helt tomt bord, efterfuldt af han kiggede hen mod indgangen. Jeg sukkede bare træt. Jeg kunne virkelig ikke overskue at skulle hive flere svar ud af ham. Så ja jeg tog det som det kommer.    

”Hej Boss.” de nikkede kort, alt indtil de kiggede ned på mig. Eller for at være præcis, kiggede de hen mod mig. Deres undrende blik, der dog kun varede et øjeblik inden de satte sig ved bordet.
”Hvem er det?!” den ene af de to drenge der havde sat sig ved det andet bord overfor mit… åbenbart.
 

”Jeres kollegaer. ”han kiggede kort på dem, inden han forsvandt?
 

”Hvad har du så lavet? Og hvad hedder du?” jeg smilede uroligt imens jeg bed mig i læben. Jeg viste ærligtalt ikke hvordan jeg skulle snakke. Eller i hvert fald nu.

”Ehm, jeg kommer fra den britiske militær, og jeg hedder Isabella Tomlinson” ja, jeg fik sagt det efter lang tid. Lang tid hvor vi bare stirret på hinanden.

 

 

*** 

 

 

Jeg var blevet sat bedre end i hvordan tingene forgik her, alt var mere forvirrende end i hæren. Det var meget letter at være soldat.
”Nå, har du fået din pistol og dit skilt? ”jeg kiggede kort ned i min skuffe imens det lå der, jeg tog det hurtig op imens jeg studerede det grundig. Mit gamle skolefotos? Ærlig, jeg synes selv jeg har forandret mig i mit udseende. Synes i ikke?

”Eh, ja det har jeg åbenbart. Det lå i min skuffe?” jeg kiggede op imens jeg sendte dem et kort smil. De var nu faktisk meget flinke, måske lidt underlige. Men det lærer jeg at leve med…
 

Håber jeg da.
 

”Må vi se dit billede?!” deres ivrig smil der fyldte hele deres ansigt. Jeg sukkede bare kort imens jeg nikkede en enkel gang. Men så langt nåede vi aldrig, ja ham chefen var lige kommet end og bare kiggede kort på os. Alt inden han sagde at vi havde et lig, men ærlig… Kan i ikke lige tage det stille og rolig. Jeg er altså næsten lige startet.

”Tag dine ting og kom med!” bossen som for resten hed Mikkel Jackson. Men kaldt for Jackson på arbejdet, så hvis jeg skal kaldes mit efternavn… tro jeg at jeg får trip.

 

Jeg har trip.

”Okay Jackson” jeg hev mine ting frem og satte i løb efter dem imens de holdte elevatoren og kiggede kort på mig. Ja undskyld.

 

Vi nåede hen til stedet, men nøj hvor køre Jackson dårlig. Jeg har det skidt nu.

Meget.

 

 

 

En uge efter:

Vi var færdig med at efterforske mordet. Fik jeg sagt, min første opklaring. Nej hvor føles det skønt at kunne hjælpe på andre måder. Men det er vel stort ens første gang? Det synes jeg det er.

”Nå hvordan var det så, Tomlinson?” de smilede som en idiot, begge to… Måske fordi de fandt ud af hvem der ellers havde efternavnet Tomlinson. Ja de var som små børn der lige havde opdagede en hemmelighed.   
”Det var specielt. Men jeg tro jeg vil kunne lide det” vi kiggede kort på hinanden inden vi gik ind i elevatoren og kørte ned til vores biler. Eller de gjorde, jeg skulle finde mig en bus og køre hen til hotellet jeg boede på. Ja jeg har kun været her i en uge.

Don’t blame me.

Jeg kiggede kort på dem inden jeg vinkede til dem, deres endnu en gang undrende ansigt var tydelig.”Eh, jeg skal finde mig en bus?” endnu en gang stirret de på mig. Som om jeg var dum… Det er jeg så ikke.

”En bus, i D.C?” de kiggede kort på hinanden imens de grinte. Jeg sukkede endnu en gang. Hvad nu?

”Hvad er der med det?” jeg lænet mig op af muren imens de bare smilede kort. ”Du finder aldrig en normal bus i DC. Så lad mig køre dig hjem.” grinede Mikkelsen, imens han åbnede døren til hans bil for mig.

”Tak” 

 

_____________________________________________________________________________________________

 

Værsgo' jeg håber i kan lide den.

Love, hope and peace out <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...