See you again - One Direction

Isabella Victoria Tomlinson er kun lige fyldt de 19 år, men har ingen chance for at være sammen med hendes familie og fejre det. Men alligevel er hun en enestående soldat som også hurtig stiger i rang, af hendes ellers unge alder.

Hun kommer en dag hjem til England, og vælger at tage hen til hendes bror. Men hvad sker der når der er en anden der åbner døren og beskylder hende for at være en sindsyg fan som har fundet ud af hvor de bor? Hvad hun ikke ved er at hendes bror er blevet den super berømte Louis Tomlinson? Hvad sker der når kærligheden indblandes? Hvad sker der når Isabella skal tilbage, vil det holde?

71Likes
102Kommentarer
12574Visninger
AA

14. Nyt arbejde

Jeg sad inde på bassen, altså nu det sted vi var sendt hen til. Vores nat var kort, men jeg kunne ikke sove. Det var natten til mig og min trop skulle ud på opgaven. Jeg glædet mig, men alligevel ikke. Jeg kunne ikke få Nialls sætningen ud af mit hoved, det er nok den eneste grund til jeg ikke ligger og sover nu. Hans skrøbelige stemme som udtalte de ord der vendte op og ned på min verden. At vide en elsker en, det er alligevel store ord. 

"Tomlinson!" jeg kiggede søvnig op imens jeg fik rejst mig og stod med ret ryg. 

"Ja sergent?" min stemme var træt men alligevel så lydig. Jeg kiggede stadige på personen der stod foran mig, hans udtrykløse ansigt. Det gjorde mig alligevel ikke nervøs, man vender sig til det.

"Du skal sendes et andet sted hen?" jeg kiggede underligt på min overordnet. Jeg var denne gang virkelig forvirret. "Hvad med troppen? De regner med mig?" min stemme var også tydelig forvirret. Hvordan, hvad, hvem, hvorfor?

"Du skal til USA, og tage dig af en af dine kollegaer. Som er blevet truet, vi ved det ikke har noget at gøre med dit arbejde. Eller jo det har det faktisk." han kiggede på mig. Jeg nikkede kort. "Men sir, hvordan har det noget med jeg er soldat at gøre. Det forstår jeg ikke sir" jeg stod stadige ret.
"Tomlinson. Du bliver forflyttet. Vi kan ikke bruge dig her, du er bedre tjent i USA. Du har fået et jobtilbud til at blive træner på den bedste skole for soldater" han smilede meget kort. Et enkel smil. "Kom med mig" jeg nikkede bare kort, imens jeg gik sammen med ham. Jeg kiggede rundt, rundt på de sovende soldater. Eller dem der var her..

"Tomlinson jeg har sagt ja. Og du glæder dig har jeg også sagt" pause. "Du rejser idag. Så pak dine ting, og så bliver du hørt hen til flyet" jeg åbnede munden, men nåede aldrig at sige noget. "Afsted.!" jeg nikkede surt imens jeg vendte om og gik ind og pakket mine få ting sammen.

Jeg var sur.

Virkelig pist.

Hvordan kunne de finde på det, idiotter. 

"Sir, kommer jeg tilbage til at kunne blive udstationeret på et andet tidspunkt?" der var håb i min stemme imens jeg stod og kiggede på bilen sammen med vores overhoved. Han kiggede seriøst på mig imens hans mundvige var stramt som et bræt. 

"Tomlinson, du er steget i rang. Er det ikke nok?!" han var tydelig irriteret. Jeg kiggede seriøst på ham, jeg var nær ligeså irriteret som ham.

"Sir, det ved jeg ikke. Det har altid været min drøm at nå op og blive sergent. Eller noget højre. Men hvordan skal jeg kunne det nu??" min stemme holdte jeg på et formelt niveau. Jeg viste jeg ville flippe skrot op hvis jeg ikke trak vejret, nogle dybe indåndinger. 

"Det er ikke mit ansvar. Jeg kender ikke hvordan du arbejder her!" han kiggede stadige på mig imens bilen holdte helt stille. Jeg måtte virkelig bide i min læbe for ikke at begynde at grine. 

"Sir. Men det kommer du heller aldrig til. Så der har du vist fået din vilje." jeg måtte endnu en gang bide i min læbe. Det begyndte altså at smage af mental.

Klamt.

Ulækkert.

"Tomlinson!" hans stemme var kold og kynisk. Jeg fnøs bare lavt inden jeg satte mig ind i bilen og blev kørt ud til lufthavnen. Og om natten.

Fedt, men fuck det.

 

***  

 

Jeg kom hen til stedet imens mine øjne faktisk var ved at falde sammen. Søvnmangle.

"Miss Tomlinson!" jeg kiggede op imens jeg rettet min ryg.
"Ja, Sir?" jeg synes ærligt ikke han lignede en der arbejde her. Han havde jakkesæt på, og hvem har det her? vist kun besøgende. Og det var han vist også. "Vi kommer fra NCIS. Du skal komme med os!" hans mørke stemme var virkelig irriterende. For helvede, lad mig i det mindste pakke ud.

"Hvad vil i med mig?" jeg måtte endnu en gang bide mig i læben for ikke at skrige af træthed. Forbandet ting. Og forbandet mentalt smag.

Klamt.

"Vi vil bare lige snakke sammen!" hans stemme var mere og mere irriterende. GOSH...

"Undskyld sir, men jeg har intet at snakke med dig om. Og jeg vil bare godt startet mit arbejde. Så gider du lige rykke dig væk" jeg var denne gang ligeglad hvis han blev sur. Han var træls, møg træls.
"Kom med os nu." jeg rystet bare på hovedet inden jeg blev smadret ned i jorden.

Fuck det gjorde ondt.

Av.

Syge idiot. 

"Slip mig!" skreg jeg surt imens de gav mig håndjern på mig. Fedt jeg har været i USA i en time, og så sker det her allerede...

"Hold mund!" råbte han ad mig imens han hev mig op og ind i bilen.

 

________________________________________________________________________________

Værgo'. Håber i kan lide den :D

Kram

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...