See you again - One Direction

Isabella Victoria Tomlinson er kun lige fyldt de 19 år, men har ingen chance for at være sammen med hendes familie og fejre det. Men alligevel er hun en enestående soldat som også hurtig stiger i rang, af hendes ellers unge alder. Hun kommer en dag hjem til England, og vælger at tage hen til hendes bror. Men hvad sker der når der er en anden der åbner døren og beskylder hende for at være en sindsyg fan som har fundet ud af hvor de bor? Hvad hun ikke ved er at hendes bror er blevet den super berømte Louis Tomlinson? Hvad sker der når kærligheden indblandes? Hvad sker der når Isabella skal tilbage, vil det holde?

70Likes
102Kommentarer
12349Visninger
AA

6. Niall

Jeg kiggede tomt hen på tv'et, jeg var blevet ved Louis. Eller mere tvunget til det, men ikke det gjorde mig det store, det er fint nok. Han er jo min bror. 
Jeg kiggede stadige hen på tv'et, de andre lå trygt og sov, jeg derimod kunne ikke sove. Jeg bekymrede mig om min trop, jeg tro jeg vil gå op og spørge. Men ikke nu, sofaen har ligesom fanget mig, jeg er dens offer for den dejlige betrak.

"Isabella? sover du ikke?" jeg kiggede hurtig hen på en søvndrukken Niall, hans tøj som sad forkert, hans morgen hår og ikke så hans morgenånde. 

Puha

"nej egentlig ikke" smilede jeg kort imens jeg vendte min opmærksomhed hen mod tv'et igen. "er reklamer spændende?" grinede Niall imens han kastet sig ned i sofaen så det gav et ryk. Jeg smilede bare kort imens jeg drejede hovedet igen og stirret på Niall.

"Ja vildt meget, kan du ikke se jeg savler?" grinede jeg stort, den dreng er livsglad og om morgen.

"jeg kan da ikke se noget?" mumlede han dumt imens han rynket sine øjenbryn. Jeg kunne virkelig ikke lade vær med at grine, den dreng er unik. Han kiggede dog bare væk, fornærmet?

"Niall?" jeg fik min stemme til at lyde normal igen imens Niall bare nikkede. "Må jeg spørge om noget?" jeg kiggede denne gang seriøst på ham, og det fik hans hovedet til at kigge på mig. Han sendte mig et stort smil.

"Selvfølgelig, men det pejler faktisk at være Liam man spørg" jeg kiggede undrende på ham, jeg er da ligeglad, det er ikke ham jeg vil spørge. Så er det da ligemeget om det er Liam de spørg til råds?

"Harry ikke?" jeg holde en kort pause. Niall nikkede undrende imens han sendte et smil. "Er han altid så..." jeg skulle lige finde ordene. "Så?" Niall hjalp mig på vej, sødt. Men det er ikke nødvendig. 

"Fremme i skoende?" han kiggede underlig på mig imens han satte sig tætter på mig. Jeg havde egentlig ikke det store i mod det, han var anderledes. Lidt ligesom Louis.

"Det kommer an på hvad?" han var dybt interesseret i det imens han åbnede munden. "Morgen kram?" jeg lod mit dæmpede grin flyde igennem stuen. Jeg nikkede kort imens jeg åbnede mine arme og det samme gjorde Niall. 

Og så krammede vi.

"Han prøvedet at kysse mig" jeg var ligeglad om Niall eller en af de andre viste det. Den eneste der ikke skulle var Harry.

"Så kender vi Harry igen" han trak vejret. "Han ligger altid op til noget, når det gælder en smuk pige. Om så det er en af vores søskende" han smilede rolig imens han endnu en gang trak mig ind i et kram. "Men det var grænseoverskridende, eller det var det med Harry. Jeg vil ikke tro i gjorde det første dag vi har lært hinanden at kende." smilede jeg kort imens jeg rejste mig op og gav ham et kram. 

"Hvad skal du?" han hoppede op af sofaen imens han kiggede smilende på mig. "Se om der er noget mad?" smilede jeg bare imens Niall åbnede munden. 

"Det er der ikke" - "lad os gå ud og købe noget, vi skal lige have tøj på!" jeg grinede bare imens jeg nikkede mig enig.

 

Vi var kommet ud af huset og dumme mig. Ja gæt en gang. Jeg begyndte at gå den stik forkerte vej, alt imens Niall bare grinede højt og inderligt af mig.
"Isabella, vil du godt gå laaaangt for at købe ind?" han lagde trykket på langt, måske var han en smule, bare en smule doven. 

"Jeg går da hver eneste dag? Jeg løber, jeg træner? hvad er der så galt med at gå der hen?" jeg kiggede roligt hen på Niall imens et suk undslap hans læber. Han havde tydeligvis overgivet sig.

"Fint!" brummede han surt imens han kom op til mig.

"Chill Niall" sukkede jeg dramatisk imens Niall begyndte at grine. Højlydt. "Hvordan kan du være så charmende" han hev hurtig hånden op til munden imens han rystet på hovedet. Jeg er faktisk meget sikker på at han jamret nej, nej og atter nej. Hvor er du sød Niall

"Jamen tak Niall, men du er heller ikke værst selv" grinede jeg, bare for at lette stemningen en smule. Den var hurtig gået hen og blevet akavede. 

 

"Se!" han pegede hen mod butikken man kunne handle ind i. Jeg rystedet bare smilende på hovedet imens jeg gik ind i butikken, Niall var hurtig kommet hen til mig, og med en vogn. Skal vi ha' så meget? 

Wow

"Når Niall, det var da meget du skal have var? I var jo også ude og købe ind i går." grinede jeg, men stadige undrende. "Jeg spiser altså for tre personer" mumlede Niall lavt. 

"Det har jeg hørt noget om." smilede jeg bare kort. 

 

 

***

 

 

Vi var kommet hjem igen, dog havde jeg fortrudt vi ikke havde taget den forbandet bil. Jeg var ikke klar over vi skulle have så meget. 3 poser hver, det er da lige lovlig meget. 

"Niall så har i jo til en hel uge" jokkede jeg, men han kiggede bare underligt på mig. Havde jeg noget på mig?
"I? Du bliver da ved os" konstateret han bestemt, jeg rystedet dog bare på hovedet. 

Nej kun jer.

"Nej jeg sagde rigtig. Jeg ser idag om jeg kan komme tilbage" smilede jeg svagt, men Niall nåede så ikke at svare tilbage før vi kunne høre de andre. 


"Hvem skal tilbage?" smilede Louis stort.

"Er der nogle er skal tilbage?" mumlede Zayn træt.

"Er det Isabella?" snakket Liam og Harry i munden på hinanden, sweet god. 

"Isabella vil tilbage til hendes trop" hvisket Niall svagt imens hans øjne forblev blanke. Louis øjne frøs til is, og hvis jeg kender ham ret vil han begynde at græde om lidt. Det vil jeg ikke kunne holde til.

"Bella jeg har lige fået dig tilbage, og der er kun gået en dag" hvisket han grødet imens han snøftet en enkel gang, det her var overvældende.

En tur

"Jeg går en tur" hvisket jeg svagt imens jeg stormede ud af døren. Jeg kunne ikke se Louis græde, men alligevel var det jo noget alle skal igennem. Jeg kan jo heller ikke svigte min trop, jeg er jo den ansvarlige. 

"Isabella vent!" jeg  kunne høre mit navn blive kaldt. Så gæt en gang, jeg vendte mig om og røg ned på jorden og det samme gjorde personen. Jeg kiggede op på personen, eller mere hen mod personen. Ingen anden ind Liam, faren i bandet.

Liam, sødt navn.

"Isabella, du ramte virkelig os alle ved din sætning" vi havde rest og og derefter fundet en græsplæne tæt på dem. 

"Liam, i kender mig jo ikke" sukkede jeg svagt imens jeg kiggede til siden, hen mod Liam. 

"Louis gør. Og vi andre holder meget af dig, selv hvis vi ikke har kendt hinanden i lang tid" smilede Liam svagt imens han hev mig ind i et kram.

"Men" begyndte jeg. "Intet men, vi holder for meget af dig til at lade dig tage af sted nu." fastslog han bestemt.

"Liam i er rigtig søde, men jeg har et ansvar for dem. Jeg kan ikke altid sætte mine behov først, vi kæmper jo for vores fædreland. Dit land, mit land" sukkede jeg. Liam rystedet på hoved inden han åbnede munden.

"Isabella vi vil ikke have du gør det" hans stemme var blevet hård, det er jeg ikke vant til. Hans stemme er altid så rolig, så blid. 

"Det kan jeg ikke"

 

________________________________________________________________________________

Volia nu er den færdig, måske ikke særlig lang, eller helt skrevet igennem. Koma og alt det der er der sikkert noget galt med, men jeg kan ikke klare at rette det. Jeg var nemlig ude igår, så er rigtig smadret.

Men jeg håber i kan lide den :)

Love <3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...