See you again - One Direction

Isabella Victoria Tomlinson er kun lige fyldt de 19 år, men har ingen chance for at være sammen med hendes familie og fejre det. Men alligevel er hun en enestående soldat som også hurtig stiger i rang, af hendes ellers unge alder. Hun kommer en dag hjem til England, og vælger at tage hen til hendes bror. Men hvad sker der når der er en anden der åbner døren og beskylder hende for at være en sindsyg fan som har fundet ud af hvor de bor? Hvad hun ikke ved er at hendes bror er blevet den super berømte Louis Tomlinson? Hvad sker der når kærligheden indblandes? Hvad sker der når Isabella skal tilbage, vil det holde?

70Likes
102Kommentarer
12357Visninger
AA

11. Niall+ Isabella?

"Bella?" hans stemme var så ekstrem skrøbelig. Hans smil der famlede, hans ellers strålende øjne var fyldt med tåre. Jeg nikkede kort, imens jeg bed mig bare en smule for hårdt i læben.
Jeg kunne godt gætte hvorfor hans stemme var så'n. Og det var min skyld, kun min.

"Ja Niall?!" jeg vendte kort mit ansigt og selvfølgelig var de andre der. Kiggede nysgerrig, som altid.

"elsker du mig?" Jeg spærret øjne op imens jeg havde åbne mund. Det var ikke lige det jeg havde forstillet mig han sagde, og slet ikke så direkte. Men noget indeni mig sagde at det var bare en lille smule charmende...

"Niall" jeg holde en pause. Jeg viste ikke hvordan jeg skulle formulere mig rigtig, uden at han ville blive såret. 

"Jeg holder rigtig meget af dig, jeg tro også der er noget mere end bare venskab i luften mellem os" jeg holde pause. "Men jeg ved det ikke søde Nialler" smilede jeg uskyldig.

 

"Hvorfor kan det ikke blive til mere?" skreg Niall vredt imens han gik truende hen mod mig. Jeg sukkede stille imens jeg stille holdt Niall væk. Han var nu ikke særlig farlig, han var faktisk nuttet. 
Men det vil han nok ikke vide...
 

"Søde Niall, hvad forstår du ikke? jeg holder jo af dig, men du ved hvad mit job betyder for mig" jeg bed mig stramt i læben imens jeg blikket masser af gange, bare for ikke at lade mine tåre få frit fald. Han gjorde noget underligt ved mig. Men sådan er det vel hvis man kan lide en? 

Har jeg ikke ret?

Jo

Nej.

Jo.

"Jeg betyder intet for dig, det har jeg forstået. Dit job betyder mere end alt!" skreg han grædefærdig imens han lod hans hånder stramme om mine overarme. Jeg lod et gisp falme ud over mine læber. Jeg havde ikke troet det gjorde så fandes ondt. Strække hænder den dreng har.

Ja

"Hold nu for helvedet op! Jeg tjenere vores, dit land!" jeg græd. "du er så ond!" skreg jeg tilbage imens mine tåre faldt ned. Lidt ligesom i en tegneserie...

"Hold nu op!" råbte han vredt tilbage imens han endnu en gang strammet om mine overarme. 

Fuck.

"Niall stop så!" råbte Louis imens han skubbede Niall lidt væk, og de andre drenge var hurtig kommet hen til Niall for at holde ham tilbage. Jeg viste sku ikke Niall var så'n, og stærk.

"Jamen hun kan ikke gøre sådan noget mod mig" han trak vejret dybt. "Mod os" mumlede han svagt imens han faldt ned på jorden og lod hans tåre fylde ud. Jeg trak vejret stramt.
 

"Niall?" jeg visket det næsten imens mine tåre satte sig fast i øjenkrogen. Jeg viste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg holde virkelig af den knægt, jeg kunne ikke forstå hvordan han kunne finde på at sige det, gøre det.

"Bella, undskyld!" jeg vredt på ham, jeg rystet stramt på hovedet imens jeg åbnede munden. Jeg blev dog afbrudt. "Niall, jeg gider ikke høre på din undskyldning til Bells. Hun har behøver ærligt ikke at tilgive dig" han holdt en pause" personlig synes jeg ikke du fortjener det, eller hende for dens sags skyld" jeg stoppet Louis da han tydeligt var sur, og ville vældig gerne sige mere. Men ikke luk noget ud du vil komme til at fortryde sener.

"Louis!" jeg sukket kort. "Niall gjorde det i arrigskab" jeg nikkede bekræftet, nok mest for mig selv. Men sådan var jeg altid, min bedre jeg skulle også være enig med det andet jeg.

Forvirrende. 

"Tak Bells" smilede Niall stort, jeg rystet atter på hovedet. "Lad venligst vær med at kald mig Bells. Du har  lavet rod nok" jeg holdt en pause."i mit hoved" afsluttet jeg svagt. Jeg kunne ligeså godt blotte mine følelser, men vil det overhovedet gøre nogle forskel?

"Hvad?" mumlede Niall forvirret, samt de andre gav sig enig med Niall. For dælen, det er da logisk... "Jeg er forelsket i dig" sukket jeg surt imens jeg vendte om og bevægede mig ud af havelågen. 

 

 

Nialls synspunkt:

 

Jeg kiggede overrasket på Bella imens jeg ikke kunne fatte det jeg lige havde hørt. Var hun forelsket i mig? Bella den uopnåelig, hende der havde afvist Harry. Harry pigernes største drøm. Kan i se det, det da for syrret. 

"Bella?" jeg kunne ikke råbe, skrige eller bare bevæge mig. Virkelig hele min krop var fastfrøsset. Det eneste der faktisk forladte mine læber var et ynkeligt forsøg på at holde Bella tilbage. Men intet virket. Hvis jeg også skal være ærlig, er jeg overhovedet ikke sikker på ordet forladte mine læber. Jeg er meget sikker.

"Niall så løb dog efter hende" sukkedet Louis som om det var åbenlyst. Det er det da også, men mine ben er forstenet. "Jamen..." mere nået ikke ud over mine læber før jeg var blevet skubbet igang og ellers var mine ben igang med at løbe. 

"Bella!" skreg jeg, jeg kunne se hende. Hendes fine feminin måde at gå på, hendes lille numse der bevægede sig frem og tilbage, fra side til side. 
"Bella!" forsøgte jeg igen, dog denne gang højre. Jeg fik hende til at vende sig, hendes tåre der stadige trillede svagt ned af hendes kinder. 

"Hvad?!" råbte hun tilbage imens jeg stadige bevægede mig. Mine ben gjorde, hvis vi skal være helt præcise. 
"Jeg elsker dig, du er den mest fantastiske pige jeg har mødt!" smilede jeg forpustet da jeg endelig var nået der hen. Nej det var sørme hårdt, godt jeg ikke er en fast ryger. Eller jeg er slet ikke ryger, det er KLAMT!.

"Du har en dårlig kondi. Men hvad skal jeg gøre ved det?" hun hold en pause for at snøfte en enkelt gang. "Du mener man ikke kan have noget når man er udstationeret. Kan du selv se det?" græd hun denne gang. Hvad er det dog jeg har gjort, jeg har såret en af dem jeg holder mest af. Som en fremtidige kæreste.
Jeg skulle til at sige noget da hun afbrød mig, hendes spinkle stemme.

"Hvis det virkelig var blevet seriøst så havde jeg spurgt om en anden stilling, som ikke kraver at jeg skal andre stedder hen. Men det bliver det aldrig!" råbte hun stadige imens nogle fans havde samlet sig, og endda fundet deres kamera frem og måske filmet det. Hvis de gjorde vil jeg blive skuffet.
 

Men lige nu var Bella det eneste jeg ville tænke på. Hendes ord, hendes sætning. Jeg var retter sagt målløs, jeg havde aldrig troede at hun ville vælge mig hvis det blev seriøst. Dog mente jeg selv at det var meget seriøst, vi skulle bare høre hinanden sige at vi var et par. At vi dater. 

"Bella." jeg retter mig selv, da hun ikke ville have jeg kaldte hende det. "Isabella, jeg ved jeg var et svin. Men det er kun fordi jeg faktisk elsker dig" sukkede jeg imens jeg måtte bide mig i læben for ikke at begynde at græde. Jeg ville være stærkt, for mit eget bedste. 

"Du kunne have sagt det på en anden må" mere nåede hun ikke at sige før jeg placeret mine læber på hendes. Hendes fantastiske bløde, smukke læber.

 

________________________________________________________________________________

Værsgo' og glædelig jul og nytår til jer!

Møs :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...