See you again - One Direction

Isabella Victoria Tomlinson er kun lige fyldt de 19 år, men har ingen chance for at være sammen med hendes familie og fejre det. Men alligevel er hun en enestående soldat som også hurtig stiger i rang, af hendes ellers unge alder.

Hun kommer en dag hjem til England, og vælger at tage hen til hendes bror. Men hvad sker der når der er en anden der åbner døren og beskylder hende for at være en sindsyg fan som har fundet ud af hvor de bor? Hvad hun ikke ved er at hendes bror er blevet den super berømte Louis Tomlinson? Hvad sker der når kærligheden indblandes? Hvad sker der når Isabella skal tilbage, vil det holde?

71Likes
102Kommentarer
12558Visninger
AA

19. Louis synsvinkel

 

Louis synsvinkel.

 

Vi sad inden på stuen sammen med nogle af dem hun arbejde med. Jeg var sønderknust. Jeg forstod det stadige ikke, det gjorde de andre heller ikke. Niall, Zayn, Liam og mig vi havde så mange problemer med vores kærester efter denne her oplevelse. Man skulle tro folk ville forstå det, men det tro jeg ikke der er mange der gør. Jeg føler i hvert fald ikke at nogle vil kunne forstå min smerte, og den smerte hun har forvoldt os alle sammen med at holde det hemmeligt.  
 

Jeg havde været her døgndrift, i den sidste uge. Julen var over hovedet på os, men jeg var ikke mere i julestemning. Det eneste jeg ville have var at hun ville vågne og sige det hele bare var en joke. En forskruet joke.

”Louis Tomlinson?” jeg nikkede bare kort imens jeg stadige stirret på Bella, som bare lå helt stille. ”Vi vil bare lige oplyse dig om at vi har fanget morderne. Så du/ i ikke behøver tænke over det” ham Micky eller hvad han nu hed, smilede bare meget stille. Men også falsk, jeg kiggede stille ud af øjenkrogen.
 

”Det har jeg aldrig bekymret mig om. Jeg vil bare gerne have hun lever” min stemme blev hurtig grødet imens jeg rejste mig op og løb ud af døren og styret hen mod toilet.

Jeg kom stille ind i rummet igen efter lige at have fået noget koldt vand i hovedet. Det var en skøn opfrisker. Dog inde i rummet stod alle vores kærester, Nialls, Liams, Zayns og min. Deres udtryk var tydeligt at forstå, de var vrede, skuffet, kolde, som deres hjerte var gået hen og blevet til sten. ”Eleanor?!” min stemme var blevet lys imens jeg rystet kort på hovedet.
 

”Ja Louis det er mig. Du har endnu en gang brændt mig af..” hun holdte en pause. ”Og så på vores årsdag!” der mistet jeg fatningen. Jeg styret hen mod hende imens mine øjne lynede.
 

”Hvor vover du overhovedet at sige så’n noget!” jeg skreg hende ind hovedet. Jeg ved det er dumt, men det hun sagde var sku heller ikke det smarteste. ”Du ved hvor meget den årsdag betyder for mig. Og så brænder du mig af?!” hendes lyse stemme skreg igennem. Det var alligevel utrolig hun stadige ikke forstod det.
 

”Du ved hvor meget min lillesøster betød, betyder for mig! Hun redet os!” min stemme var hurtig dalet, lige nu var det bare en lille skrøbeligt drenge stemme.
”Jeg er bedøvende ligeglad! Hun har jo aldrig tid til dig, for god sak” hun skreg stadige, alt imens hendes blodåre blev tydelig.
 

Denne gang kunne jeg ikke holde det tilbage, mine tåre trillede lydløst ned af mine kinder. Drengenes stemme var forsvundet, Eleanors stemme kunne jeg ikke høre mere. Jeg kunne kun se hendes mund bevæge sig, hendes ord rungede stadige ligeså tydeligt inde i mit hoved.

”Eleanor jeg tro du skal gå nu” Liams stemme var det eneste der kom igennem lydmuren. Jeg stirret stadige på hende, alt imens mine tåre stadige trillede ned af mine kinder. Den sætning ville forfølge mig resten af livet, måske selv efter døden.

 

 

***

 

 

Vi var kommet hjem til vores lejlighed, eller det var ikke en lejlighed. Nej det var mere et hotel med god overvågning. Vores hus er jo ligesom en anelse død, og for det andet har jeg ikke lyst til at bo der mere. Tænk hvis hun dør, så er det jo i princippet vores hus hendes sidste åndedrag fadet ud.

 

”Louis vi skal pynte op til julen” de andre kiggede på mig, alt imens jeg slog mig ned i sofaen. Jeg rystet dog bare på hovedet, jeg havde ingen gang lyst til at holde juleaften med alle vores forældre. Det var blevet noget vi gjorde hvert år.

”Jeg gider ikke. Kan vi ikke bare aflyse det” vi havde fået den største suite. Men jeg synes alligevel at den var så tom, vi alle manglede Bella. Min elskede lillesøs.
”Louis, vi andre har heller ikke lyst. Men vi vil ikke skuffe vores familie.” Liam afsluttet sætningen… dog efterfulgt at Zayn der lige kom med et input. ”det skal gøres, vi skal vise verden og dem vi holder af at det ikke tager livet af os. Vi har også en karriere vi skal passe” de andre drenge nikkede sig enig. Alt imens jeg rejste mig vredt op.

 

”Jeg er ligeglad med min karriere. Hvis jeg bare kunne gøre at min søster kom tilbage til mig, så ville jeg give min karriere med glæde væk” drengene rystet på hovedet. Dog åbnede Liam munden. ”Louis, vi forstår det fuldt ud, men du skal tænker længere hen i forløbet. Jeg ved det er brask, men så’n er livet desværre” jeg stirret ud i luften mens drengene kom stille hen og krammede mig. Men ingenting vil kunne rette op på det her.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...