See you again - One Direction

Isabella Victoria Tomlinson er kun lige fyldt de 19 år, men har ingen chance for at være sammen med hendes familie og fejre det. Men alligevel er hun en enestående soldat som også hurtig stiger i rang, af hendes ellers unge alder.

Hun kommer en dag hjem til England, og vælger at tage hen til hendes bror. Men hvad sker der når der er en anden der åbner døren og beskylder hende for at være en sindsyg fan som har fundet ud af hvor de bor? Hvad hun ikke ved er at hendes bror er blevet den super berømte Louis Tomlinson? Hvad sker der når kærligheden indblandes? Hvad sker der når Isabella skal tilbage, vil det holde?

71Likes
102Kommentarer
13545Visninger
AA

21. Juleaften

 

Jeg åbnede mine øjne og stirret lige op i loftet. Dog derefter hev jeg efter vejret imens jeg kiggede en enkel gang ned af mig selv. Jeg lå i tråde over alt, sat end i min hud. Jeg kunne tydelig mærke dem nu, de gjorde ondt. Det var retter sagt rimelig smertefuld, også fordi jeg ikke lå i koma mere.
 

”Jeg kigger lige til hende” hørte jeg en mand sige ude på gangen, svagt men alligevel tydeligt nok så jeg kunne forstå det. Jeg stirret stadige op i loftet, min krop var måske stadige en anelse træt. Jeg havde i hvertfald ikke overskud til at hive alt ud. Alt så maskinen ville hyle og skrige.
 

Jeg hørte døren gå op imens jeg vendte mit hoved med besvær rundt. Personens øjne var ved at poppe ud af ansigtet. ”Hej?” hvisket jeg med min svage stemme. Jeg tog det fuldstændig roligt, men det tro jeg ikke manden eller personalet gjorde.
 

Manden satte sit hovedet ud af døren imens han råbte højt og tydeligt. ”Jeg har brug for hjælp” jeg rystet dog svagt på hovedet, arbejder han ikke her? Så behøver han vel ikke hjælp? Jeg har det fint nok, men dog kunne jeg stadige godt have det bedre.

Folk kom løbene hen til døren imens manden stod og kiggede chokeret på mig. Jeg lukkede mine øjne for en kort sekund. Alt inden jeg åbnede dem og derefter munden. ”Ser du noget interessant?” nåede jeg inden en masse mennesker stod foran mig og spurgte om en masse spørgsmål.
 

”altså, har i hørte om intimsfæren. Jeg kan godt sige at den er fuldstændig overtrådt af jer” smilede jeg skævt. Jeg havde faktisk det meget bedre, nu vil jeg bare gerne ha’ alt ud af min krop.
”Hvordan har du det?” spurgte en ældre mand imens jeg læste hvad der stod på hans navneskilt.

 

Overlæge.

 

”Gider i godt tage de her tingester ud af min krop. Så jeg kan komme hjem” vrisset jeg surt og træt. Det her var virkelig alt for voldsomt.
”Vi kan ikke lade dig gå. Men vi skal nok fjerne de forskellige ting.” overlægen holdte en pause. ”Du kommer derefter ind på opvågning, hvor vi tjekker til dig med en times mellemrum. ” jeg slog mine øjne helt op imens jeg blev virkelig sur.
 

”Holder i mig fast i mod min vilje?!” skreg jeg, nu så godt jeg kunne. De kiggede lidt chokeret på mig, men uheldigvis kom tilbage til fokus. ”vi holder dig ikke fra din frie vilje. Men det er en proces vi skal gøre hver gang” smilet overlægen. Måske lidt for meget, man kunne se hans gule og lidt klamme tænder… tydeligvis ryger.
 

”Så det vil sige i princippet stadige holder mig imod min frie vilje? I bruger jo bare nogle andre ord” pause. ”Jeg har det helt fint, jeg kan godt klare at tage hjem.” skreg jeg endnu en gang imens jeg hev dem ud i raseri. Jeg stirret på dem imens de prøvet at få mig ned. Jeg kiggede over på bordet imens min mobil lå der. ”Hvis i ikke lader mig gå. Ringer jeg til min bror!” ej kunne jeg ikke komme med en anden trussel.

 

Fuck.

 

Pinligt.

 

”Rolig miss Tomlinson” smilede en af dem der var inde på stuen. Overlægen havde sendt nogle af de andre væk, så der åbenbart ikke var mange rundt omkring mig.
 

”Undskyld mig? Men nej jeg vil ej, i holder mig mod min vilje. Og det er fandem klamt af jer!” vrisset jeg surt imens jeg greb fat i min mobil og bevægede mig væk. Deres råbende blev laver og laver, jo længere jeg kom væk. Jeg havde regnet med de ville løbe efter mig, men af en dejlig grund gjorde de det ikke.

 

 

 

***

 

 

Jeg havde fået adressen af vide af Micky, hvor Louis og de andre var. Jeg smilede, jeg synes virkelig det var sødt. Jeg havde fået af vide jeg skulle rejse tilbage om en uge. Jeg kunne lige få juleaften med, samt nytårsaften. Jeg synes faktisk at det var rigtig flink af dem, men alligevel var der noget lusket omkring det. Ellers er det bare mig?
 

Jeg bankede på deres dør imens jeg kiggede rundt. Her var så fornemt, hvordan mon de har det? Jeg håber ikke at de er ved at græde deres øjne ud…

 

 

Louis synsvinkel:

Jeg kiggede ned i maden og det samme gjorde drengene. Vi havde aldrig været så stille som nu, der var så trykket stemning. Jeg tro ikke jeg holder fem minutter ud mere. ”Zayn?” jeg kiggede smilende på ham, hans undrende smil som kun han kan lave. ”Louis?” smilede han undrende imens Perrie kiggede på os. Vores kærester var med, drengene havde det dejligt med det. Men jeg derimod, jeg var ikke særlig glad for det. Jeg glemmer ikke det kun sagde i raseri til mig.
 

”Gider du ikke gå med ud? Jeg skal lige sige noget til dig” jeg kiggede ned i maden imens jeg bare rørte rundt i det. ”jo? Men hvorfor ikke Harry?” han smilede uskyldig. Jeg forstår det dog også rigtig godt, han var jo like my bro.

”Bare kom” jeg nikkede hen mod døren. Han rejste sig kort og hev mig med hen. Vi havde en lille balkon. Vi havde jo trodsalt en kæmpe suite. ”Hva så?” smilede han imens han hev en smøg frem og tændte den. Jeg smilede bare kort inden jeg greb ud efter den og havde den i hånden.
 

”Louis hvad laver du?” han kiggede faktisk meget seriøst på mig. Jeg kiggede bare væk. ”Jeg har brug for en smøg, jeg ved jeg ikke ryger. Men jeg vil gerne have en alligevel” han kiggede stadige på mig. Alt inden han åbnede munden, men han nåede ikke at sige noget inden vi hørte en banke på døren. Hvem mon det kan være? Det er jo juleaften?
 

”Zayn, åben” grinede jeg imens Zayn sukkede. Han var stadige chokeret over jeg lige tog en smøg.

”ISABELLA!” skreg Zayn højt og glad imens jeg frøs fast. Isabella, er hun her nu? Jeg slukket smøgen og løb ud mod døren og i døren stod ingen andre end min elskede lillesøster. ”Bella. Bella” jamret jeg fuldstændig glad.
 

Jeg kunne høre drengene komme løbende og krammede hende efter mig. Jeg smilede stadige, jeg kunne ikke lade vær. Det her var den bedste gave man kunne ønske sig.


”Niall?” smilede Bella. Alt efter hun havde givet os et kram. Jeg stirret lidt underligt på hende imens hun fór hen til ham og plantet hendes læber mod hans. Vi andre stirret chokeret på hinanden, vi viste ærligt ikke hvad vi skulle gøre… og Niall som kysset med, det var urealistiske. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...