See you again - One Direction

Isabella Victoria Tomlinson er kun lige fyldt de 19 år, men har ingen chance for at være sammen med hendes familie og fejre det. Men alligevel er hun en enestående soldat som også hurtig stiger i rang, af hendes ellers unge alder.

Hun kommer en dag hjem til England, og vælger at tage hen til hendes bror. Men hvad sker der når der er en anden der åbner døren og beskylder hende for at være en sindsyg fan som har fundet ud af hvor de bor? Hvad hun ikke ved er at hendes bror er blevet den super berømte Louis Tomlinson? Hvad sker der når kærligheden indblandes? Hvad sker der når Isabella skal tilbage, vil det holde?

71Likes
102Kommentarer
12571Visninger
AA

7. "Jeg hader dig!"

Flere dage var gået, snart to uge var gået. Jeg havde det faktisk rigtig godt, deres nærvær var dejlig, især alle undtagen Harry. Vi var ikke kommet lidt godt ud af det, jeg glemmer ham aldrig for næsten at kysse mig. Helt ærlig, ja jeg brænder inde med det. 

"Isabella?" jeg vendte stille min opmærksomhed mod Niall. Vi var hurtig gået hen og opbygget et skønt venskab, hvem ved hvad det føre til. Lad os bare tage det en dag af gangen, no rush.

"Jep Nialler?" han smilede bare kort, og derefter åbnede han sin mund.

"Jeg er suuuuulten!" brokkede han sig, ja jeg kender ham godt nok til at vide når han brokker sig. Han gør det altid når han er sulten, så gæt en gang. Han er sulten.

Godt gæt.

"Så spis?" jeg kiggede overbærende på Niall, det er ikke hans skyld. Kun en lille smule, det må i give mig ret i.
Han rystet kort og sukkende på hovedet og åbnede munden, jeg kom i forkøbet. "Der er ikke noget, vel?" jeg kunne ikke lade vær med at grine af det, han er altså nuttet. Min lille nuttet ven. Nu tænker i vel nok, skal hun ikke tilbage. Nej faktisk ikke, jeg er igang med en uddannelse inden for hærens mure. For at være præcis, så er jeg igang med Sergent. Jo selvfølgelig skal jeg også ud på trænings området, beregnet til os.

"Bella" endnu en gang brokkede Niall sig igen, og igen. "Niall, du ved altså jeg snakker med min hjerne!" mugede jeg fornærmet imens jeg slog ud med armerende og kom måske til at ramme ham. Ramme hans ømme sted, fuck. 

"Bella" stønnede han imens han tog sig til skridtet. Jeg rejste mig hurtig op imens jeg kiggede undskyldende på ham, det var ikke med  vilje.

Vent, skal jeg ikke sige det til ham, istedet min hjerne. Crap og pis.

"Undskyld Niall" jeg trak ud i hans navn imens han havde fået pusten. Men det syntes jeg egentlig ikke spor om, jeg viste jeg var dødsdømt.

"det kommer du til at fortryde!" hvæset han fornærmet imens han sætte i løb efter mig. Hvem mon er hurtigste. Der må jeg skuffe jer, det er mig... Måske fordi jeg træner hver dag. Og Niall æder hver dag.  Niall var dog stille og rolig faldet bag ud, hans puls der kørte adrenalinen rundt i kroppen. Jeg var derimod helt frisk, min kondi fejler intet. 

Selvglad.

Ja sometimes.

"Bella!!" han råbte efter mig imens jeg stadige løb rundt i haven. Jeg vente mig grinende om imens jeg kiggede på en forpustet Niall slæbe sig hen mod mig. Jeg derimod gik længere tilbage, jeg ville ikke overgive mig. Det ligger ærlig ikke i min natur. 


"Fred" pustet han tungt ud. Jeg nikkede bare smilende, venlighed. Har i hørt ordet før? Det må man da håbe.

"Bella, kunne du ikke lade mig vinde bare en gang?!" jeg rystet undrende på hovedet. Det ville være at snyde... Og det går ikke. "Det ville være at overgive sig, og det gør jeg ikke." jeg trak vejret dramatisk. "Du kunne også lade vær med at spise så meget" smilede jeg uskyldig imens jeg satte mig ned i græsset. Ditto gjorde Niall.

"For det første, er du sindssyg? Jeg kan ikke leve uden mad, jeg skal minimum have 3 store måltider. og det andet, er ikke at snyde. Det er at lade en ven vinde" grinede han forpustet, dårlig kondi Nialler. Just saying. "For det første, hvem siger vi er venner?" jeg smilede flabet tilbage imens vi kiggede hinanden i øjne og bare sad stille. Vi var forresten alene  hjemme.

Vigtig viden ikke?

"Alle i hele verden. Tøs!" grinede Niall med hans søde lille irske stemme. "Alle, gud så må du være populær" jeg hostet falsk til sidst da det egentlig var ironisk. Hvis i ikke viste det. 

"Så kan jeg jo tillade mig det her" jeg kiggede forvirret på ham imens han vendte sin krop mod mig og placeret hans læber mod mine, og jeg lod det køre videre. Jeg havde intet problem i det.

"Hvad laver  i?" vi vendte os om.

 

***  

 

Jeg sad inde i stuen sammen med Niall og så Harry. Harry som opdagede os, men jeg følte ikke det jeg gjorde var forkert... Jeg kunne faktisk lide det, hans bløde læber. Men nej det skal ikke blive mere, jeg skal ikke have en kæreste. Jeg er kærester med mit job, jeg ånder og lever for det. Jeg vil dø for mit job, nej det er ikke ekstrem.

Det er et fact.

"Isabella, Niall!!" Vi kiggede op  mod Harry imens jeg kunne ane hans vrede øjne, hans strammet knoer, hans knoer der var fuldstændig hvide.
"Hvad Harry?" sagde jeg spydig. "Ja?" Nialls stemme var lav og grødet. Hvorfor?

Der er intet galt i det? 

"Hvordan kunne du Niall?!" denne gang var Harrys stemme lav og svag. Men anelsen havde jeg da, men jeg vil dog ikke indse det. Jeg hader at skuffe folk, måske er det derfor jeg er så god til mit job? Mit liv som omhandler hæren.

"Harry, det skete bare. Okay?!" hans stemme var grødet og hvis jeg ikke tog helt fejl kunne jeg ane en lille tåre. 

"Hvorfor gjorde du det så?" denne gang var Harrys stemme grødet imens han satte sig sammenkrøbet ned i sofaen overfor os. Hans øjne som fastholdt Nialls. Niall der tydelig ikke kunne lide at han kiggede på ham. Og så er der lige mig ikke, jeg er lost i hvad der sker?

Lost sagde jeg. 

"Harry. Det skete jo bare, det var ikke fordi jeg ville!" hans ord, gjorde på mystisk vis ondt. Men hvorfor er mig endnu en gåde, jeg har mange gåder. Og ingen af dem vil løse sig af sig selv.

"Okay. Hvad fanden snakker i om?" jeg viste godt de alle haddet når man bander, men okay det røg ud af min mund.

Forbandet mund.

"Det rager ikke dig Isabella!" hvæset Harry imens hans kropssprog var fuldstændig og jeg siger fuldstændig kold. 
"Det gør det så Harry, om du vil det eller ej!" råbte jeg irriteret imens jeg slog ud med mine arme, jeg er sikker på jeg har noget spansk i mig. På min måde at snakke på, med arme og ben.

"Hold nu mund kælli" han stoppet sig selv imens han kiggede frem og tilbage mellem Niall og mig. Selvfølgelig viste jeg hvad han ville sige før han stoppet sig selv. 

"Kælling? Bitch?" jeg hjalp ham på vej, dog gjorde det ondt. Jeg viste at man bliver udsat for mange ting, men en ting havde jeg aldrig troede. At han ville kalde mig det, det gjorde faktisk mere ondt ind da jeg blev skudt. Det ramte mit hjerte.

Uch.

"Nej" sukkede Harry imens han kiggede med våde øjne på mig. Mit blik var dog fastfrøsset, mine øjne var som is.
"Hold nu op Harry, jeg er ikke dum!" jeg var tæt på at græde, virkelig. Og hvor mange år er det siden, 5?

"Niall hjælp" bad han forgæves, jeg kunne ane Nialls ryste på hovedet. "Du er selv ude om det" konstateret han. "Jeg har faktisk ondt af Isabella, hun har intet gjort dig. Det var kun mig og mig" hans stemme var grødet og hans tåre trillede ned af hans kinder. Hans kinder, hans smilehuller der var væk. Det gjorde ondt at se. 

Ondt.

"Isabella!" jeg rystet på hovedet imens jeg rejste mig op og gik ud og væk.

 

 

***

 

Jeg var kommet tilbage efter flere timer, jeg tro faktisk min hjerne havde sagt klik. For at være ærlig havde jeg ingen anelse om hvad, hvor og måske med hvem jeg havde været. Min hjerne havde valgt at tage på ferie et par timer.

"Isabella!" Louis kom løbende hen mod mig imens han krammede mig. "Harry mente det ikke, det var en smutter" Jeg kiggede op på Louis imens jeg sendte et kort smil, mit bedste smil  jeg kunne frembringe. 

"Lou, jeg ved at han er din bedste ven. Jeg ved du støtter ham i alt, men det var for meget" jeg holde en pause. "Men jeg gider ikke være til grin" jeg havde fundet mig selv igen, og jeg var vred. Indebrændt.

"Isabella du har prøvet meget mere ind det her" han sukkede irriteret. "Ja, og det er noget jeg vil og skal gøre" jeg smilede sødt, sukkersød. Jeg ved at det jeg skal til er faktisk lidt aller når man har kærestesorger,  man gør random ting. Men ikke denne gang, det her er udelukket hævn, hævn for  hvad han kaldte mig. 

Pis aldrig en soldat i nakken. 

Forstå mig ret, ikke spil med en der kan spille bedre.

Jeg var hurtig kommet ud og stod nu med alt hans pæne tøj samt ALT hans undertøj. Derefter smed jeg det ned på jorden. Jeg havde dog hældt det brændfarlige væske ud over det, alt imens Harry og de andre kom ud. 

"Det er mine ting!" råbte Harry surt imens han bevægede sig mod det. 

 

________________________________________________________________________________

Her er det længe ventet kapitel til jer! håber og beder til i kan lide det, det har været svært at få skrevet på den. Men det er gjort, og jeg har nydt det, dog stadige med mit skriveblokering.! Den er først kommet nu, da jeg både har travlt, alt med min uddannelse, veninde drama der går mig på, familien... Jeg kunne blive ved. 

 

Men det er unødvendig for jer, så enjoy! 

Jeg har dog lige noget jeg vil be' jer om. Jeg vil meget gerne have i skriver hvad i kan lide ved den.
Og ja jeg ved der er stavefejl. Men sådan er det, jeg kan ikke lige overskue at rette den. Men håber stadige i kan og vil læse den for det vil betyde utrolig meget for mig! Gerne med respons... :D

Love her fra <3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...