See you again - One Direction

Isabella Victoria Tomlinson er kun lige fyldt de 19 år, men har ingen chance for at være sammen med hendes familie og fejre det. Men alligevel er hun en enestående soldat som også hurtig stiger i rang, af hendes ellers unge alder.

Hun kommer en dag hjem til England, og vælger at tage hen til hendes bror. Men hvad sker der når der er en anden der åbner døren og beskylder hende for at være en sindsyg fan som har fundet ud af hvor de bor? Hvad hun ikke ved er at hendes bror er blevet den super berømte Louis Tomlinson? Hvad sker der når kærligheden indblandes? Hvad sker der når Isabella skal tilbage, vil det holde?

71Likes
102Kommentarer
12873Visninger
AA

17. Hjemme

 

Flere måneder gik, det var snart ved at blive jul. Rundt omkring i DC var der pyntet op med lys, juletræer alt hvad der havde med julen at gøre. Men jeg var ikke spor i julestemning, vores mordere var ikke blevet fanget endnu. Flere lig dukket op i løbet af de sidste måneder. Alle ligene havde en relation til mig på en eller anden måde, folk jeg havde mødt ved træningslejren til miltæret, inden for miltæret mure. Alle næsten.

 

”Tomlinson!” jeg kiggede op fra skærmen imens jeg sendte Jackson et undrende blik. Jeg var altså lige i gang med at finde noget, bare en lille ting som kunne spore ham eller hende. Men han var faktisk god til ikke at ligge noget spor. Så ja vi var ligesom på bar bund.

 

”Ja Jackson?” min stemme var undrende imens jeg lagde mine ting fra mig og kiggede ellers på ham. ”Vi har en nede i forhørslokalet. Vi vil gerne have dig med!” jeg kiggede hurtig væk imens jeg dog bare nikkede en enkel gang. Hvorfor viste jeg det ikke før?

 

Jackson gik ind i rummet, jeg gik hen til rummet hvor man ser det hele, uden egentlig at blive set af dem der sider i lokalet. ”Hej Mikkelsen” hilste jeg smilende, men kort.
 

”Nå. Hvem er det?” vi kiggede begge lige ud imens han sendte mig et kort smil. ”Vilson, måske en af mordernes mand. Men jeg skulle stadige have det hele på plads, indtil jeg hørte mit efternavn.

”Han vil vist finde en der hedder Tomlinson… Han ville vist nok finde personen der havde efternavnet” jeg stirret igennem skærmene imens jeg åbnede min mund på hvid gab. ”jeg havde intet at gøre med noget af det han har gjort!” bagefter prøvede han selvfølgelig at få lidt medlindehed, men jeg er fuldstændig lammet.

 

Hvad?

Sagde han lige det?

Ville han finde min bror?

 

Jeg kiggede stadige på vinduet, jeg var chokeret. Alt var frosset fast. Jeg sad fast. Jackson kiggede hen mod os imens jeg tydelig kunne se han ville snakke med mig. Men jeg kunne ikke gøre andet end at stirre vredt ligeud.
 

”Isabella. Gå!” jeg blev skubbet ud af døren og kiggede hen på Jackson. Jeg gik stille der hen, jeg var stadige en del chokeret… Men jeg havde det bedre, jeg var ved at komme mig over chokket. ”Isabella. Tag tilbage til London, og vær sammen med din familie” han smilte kort, skævt. ”og lad som om intet er sket, du skal fejre din jul med dem du holder af” jeg rystet bestemt på hoved.

 

Det her var nærmeste som min anden familie, vi er jo her i så lang tid. Man kan ikke andet end at knytte bånd, venskab, måske familie bånd. Alt har en grund.

”Det kan jeg ikke, jeg har et ansvar for at fange morderne sammen med teamet.” min stemme var bestemt, selvom mit hjerte ville ønske jeg kunne det. Jeg havde ikke set Louis i snart et halvt år, jeg savnet ham ærlig.
”Tag hjem og vær sammen med din familie!” han tak vejret kort. ”jeg ville gøre alt for min familie hvis jeg havde en” endnu en pause… ”Bare pas på dem du holder af!” jeg nikkede kort. Dog åbnede jeg munden og udtalte det jeg ville sige.

”Men jeg holder også af jer”.

 

 

***

 

 

Jeg var nåede hen til Louis og de andres hus. Men for at være ærlig, var her alt for stille, er de ikke hjemme? ”Louis?!” jeg råbte ind mod døren imens jeg kiggede ind af deres vindue i døren. Der var slukket lys, men alligevel var her så anderledes. Så uhyggeligt.

 

Hvad skal jeg gøre?

Pis og papir.

 

”LOUIS, Harry, Zayn, Liam og Niall!” denne gang råbte jeg højre imens jeg sukket. Jeg viste ikke om jeg skulle sparke døren op, hvad hvis de bare holdte en koncert, eller de sov, eller de bare ikke var her? Jeg sukket endnu en gang imens jeg tog min mobil op og ringede ellers til ham. Jeg kunne svagt høre en mobil ringe der inde, så jeg bevægede mig stille hen mod vinduerne, langs muren imens jeg holdte om min pistol. Jeg havde fået et våben tilladelse til at transportere den med mig, altså oppe i flyet på vej hjem.

 

Jeg var nåede hen et af vinduerne imens jeg kiggede ind, der var noget galt. De lå stille, fuldstændig stille.

Jeg kunne høre min mobil ringe, derefter tog jeg min mobil frem og tog den op til øret, stemmen var ukendt. Så hæs, men alligevel gjorde stemmen mig utrolig utryg.
"Jeg ved hvad du tænker!" han grinede ondt, jeg kiggede rundt.

"Hvem er du!" min stemme var hård, jeg var virkelig skræmt. Hvad hvis de var døde? Alt på grund af mig?

"Jeg er den som du frygter" denne gang var hans stemme monton.

"Har du rørt dem!" jeg var sur.

"Hvem ved"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...