See you again - One Direction

Isabella Victoria Tomlinson er kun lige fyldt de 19 år, men har ingen chance for at være sammen med hendes familie og fejre det. Men alligevel er hun en enestående soldat som også hurtig stiger i rang, af hendes ellers unge alder.

Hun kommer en dag hjem til England, og vælger at tage hen til hendes bror. Men hvad sker der når der er en anden der åbner døren og beskylder hende for at være en sindsyg fan som har fundet ud af hvor de bor? Hvad hun ikke ved er at hendes bror er blevet den super berømte Louis Tomlinson? Hvad sker der når kærligheden indblandes? Hvad sker der når Isabella skal tilbage, vil det holde?

71Likes
102Kommentarer
12836Visninger
AA

5. Harry

Jeg lod stille mine øjne åbnede sig imens Louis stak sit hoved helt ned til mit. Tak for privatlivet Louis.

"Bella er det virkelig dig" hans barnlig jeg kom frem igen, da han åbenbart valgte at stikke mit i øjet.

Av.

"Tak Loulou " ja mit gamle kælenavn til ham, dog bruger jeg den kun når han dummede sig. Og det er lige hvad han gjorde, tillykke til dig Louis!.

"Loulou?" jeg kiggede stille op på drengen som var så venlig at skubbe mig ned. Mærk sarkasmen igen. Jeg rullede surt med øjne imens jeg kiggede ligegyldig på ham, efter det åbnede jeg munden og slyngede mit flabet svar tilbage.

"Ja og du var så venlig at skubbe mig ned af trappen. Tillykke til dig" jeg hev hurtig efter vejret da mine lunger stadige gjorde ondt. Mit sår fra skuddet, billederne der bare hjemsøger mig.

"det var ikke med vilje" forsvaret han hurtig, men alt for ynkelig. Tro han virkelig at jeg gider at tilgive sådan en idiot som ham? Så må han ikke være særlig klog... Men okay, man kan ikke bredejede ham. Se ham lige.

"Bella, det er Harry. Harry Isabella" jeg kunne se han skjulte noget, men jeg skal nok få det frem. "Louis. Sig det nu" jeg var kommet op imens jeg kiggede frem og tilbage mellem dem. Ingen af dem havde vel nosser nok til at sige det?

Kujoner

"Louis!" mine øjne var hurtig blevet mørke, alt for mørke. Og dygtige Louis havde fanget det...

"Harry er min bedste ven. Harry hun er min søster" han trav en enkel sekund, mest for at være lidt dramatisk.. "Harry hun er forresten ikke en man skal irritere for meget. Og det du gjorde snakker vi om sener!" hans stemme blev fuldstændig alvorlig imens han hev mig ind til sig. I et bamsekram, Louis krammet, det bekendte kram jeg havde savnet.

"Sikke en bedste ven du har" grinede jeg skævt imens jeg trak mig tilbage, hans forvirret smil var ikke at undgå at se. Nok fordi jeg ikke pejler at trække mig væk.

"Skud" han forstod det hurtig imens han lavede de bekendte hunde øjne.

"Louis?" endnu en drenge stemme var til at høre. Gad vide hvor mange der overhovedet boede inde i det hus? En million?

"Lou!" en stemme jeg ikke havde hørt før kom frem, en brunette, så en sorthår eller hvad man kalder det. Den sidste som kom ud, fik dog min opmærksomhed. En dreng med de sødeste brune/blonde hår. De smilehuller Louis også havde.

"Hvem er det?" den sidste dreng spurgte, som jeg ikke ved. "Jeg er en sindssyg fan" mumlede jeg ironisk imens jeg kiggede flabede hen mod Harry. "Eller det mener Harry jeg er" jeg kunne ikke lade vær med at grine, det her var skæg. At ydmyg ham er… egentlig meget sjov.

"Isabella!" Louis sukkende, okay jeg er total outsider i deres verden. Eller Louis, jeg ved stadige ikke navne på de andre. 

"Niall, Liam, Zayn, Harry som du har mødt" han smilede kort til mig. "Det er min søster" - "Meniggruppefører" jeg sukkede kort imens jeg placeret mig på jorden igen. Behøver han fortælle det, det er da ekstrem overfladisk for dem. Så same shit.

"Hvad?" Jeg kiggede hen på Niall, tro jeg. Ikke beskyld mig for noget, de er stadige fremmede. Eller nej vent.

Bekendte nu.

Ja bekendte kan man godt sige.

"Trop leder" sukkede jeg irriteret imens jeg kiggede rundt på dem. Deres forvirrede ansigt var ret trættende.

"Helt ærlig. En som har overblikket, ansvaret for en gruppe, altså en trop leder." jeg kiggede dog denne gang på Niall, han sendte dog bare et smil tilbage, nok bare for at være venlig.

"Hvor henne?" Harrys stemme rungede igennem min lydmur, jeg kiggede bare rolig på ham. "Militæret" smilede jeg stort, jeg elskede mit job.  

Jobbet gjorde mig til den jeg er.

"Er det ikke farlig?" Nialls urolig stemme skar igennem den akavede stemning der havde lagt sig over os, en mat stemning. Ingen ville nok være den første til at bryde den, men det skulle jo til. Bare det ikke er mig, hvad skulle jeg overhovedet også sige.
"Niall?" han nikkede kort. "Alt i verden er farlig, men hvis vi ser på det, så jo. Hvis man ikke er erfarende inde for deres mure" jeg smilede kort imens jeg kiggede ud mod vejen.

 

 

***

 

 

Jeg havde valgt at side i sofa sammen med Harry, han var sådan okay nu. Skal vi ikke tage en runde, Niall, Liam, Louis var taget ud og handle, tak for at efterlade mig Louis.

Tak.

 Zayn var så sammen med sin kæreste, så det vil sige at der kun er mig og Harry tilbage. Jeg kiggede dog bare hen mod tv'et, lige nu kører der nyheder, News baby.

Tidsfordriv.

"Isabella?" jeg kunne høre Harrys stemme, nok fordi vi var de eneste der var her.
"Hm" han havde til delvis min opmærksomhed, til delvis.

"Hvorfor er du her i London? ikke at jeg har noget imod det, men skal du ikke passe din trop?" han smagte på ordet trop, jeg fortrækker dog at kalde det min menig. "Fordi da vi var ude og tjekke landsbyerne blev jeg skudt bagfra, i et bagtilhold. Og de mente så jeg også kunne trænge til noget ferie" jeg var egentlig ikke speciel glad for at sendes hjem, men det siger vi ikke lige til nogle vel. Det er vores lille hemmelighed. Bare dig og min hjerne, kun os to. Lad os forsegle den information.

"Hvorfor har Louis aldrig fortalt om dig" jeg kunne ikke undgå at overhøre ham, og det jeg hørte var ikke specielt fedt. Min egen bror har aldrig snakket om mig.

"Har du søskende?" smilede jeg kort imens jeg kiggede hen mod skærmenden hvor et skud lød. Jeg kunne ikke helt nå at stoppe min mund, min mund havde allerede undsluppet et gisp. Ikke et lille, et mere højtråbende gisp.

"Hvad sker der?" Harrys stemme var urolig imens han kiggede stille hen mod mig. Jeg derimod rystet bare kort på hoved imens jeg fik det meste af min koldsved væk.

"Intet" sukkede jeg lidt efter.

"Jeg kunne da se der var noget" smilede han belastende imens han slukkede tv'et. "Der var intet okay?!" det var nok med at han havde skubbedet mig ned af trappen, fået mig til at snakke om skudepisoden, som jeg egentlig ikke gad snakke om. Der var bare noget over den måde han sagde det på, hans hæse stemme som var alt for beroligende.

Jeg rejste mig hurtig op da der hurtig var kommet den akavede stemning, og det følelse bare alt for underlig.

"Hvad skal du?" smilede han kort. "Det er ved at blive sent" afsluttet han så smilende, jeg rystede bare smilende på hoved.

"Gå en tur" jeg havde vendt mig om mod Harry, bare for ikke at virke alt for kold. Det havde jeg en tildens med, så jeg ville prøve noget anderledes.

"Jeg går med" jeg kiggede underlig på ham, jeg han vel godt passe på mig selv. Og det andet gad jeg bare ikke at nogle tror vi har noget sammen, men det gør de nok ikke. De er jo ligeglade.

Okay, så lad gå.

"Så kom Harry" grinede jeg kort imens døren gik op. Kunne det være Louis, jeg må lige tjekke.

"Jeg ser lige hvem det er" konstateret jeg kort imens jeg løb hen mod døren og lige ind i Louis. Så ja vi faldt begge ned på jorden.

Ups.

"Undskyld Louis" smilede jeg flovt mens jeg fik hevet os op igen. "Der er hvis nogle som er glade" grinede han imens han rodet i mit hår, tak Louis.

Tak.

"Når jeg vil gå en tur..." konstateret jeg imens Harry råbte op. "Med mig!" han kiggede grinede på mig, jeg derimod rystede bare sukkende på hoved.

 

 

***

 

 

Jeg var lige nu ude og gå med Harry, men jeg kunne stadige ikke få billede ud af Niall der bare kiggede trist ned i jorden, kiggede væk fra mig og Harry. Hvorfor ved jeg ikke, men jeg ved en måde at finde ud af det på.

"Harry" mere nåede jeg ikke at sige inden et par høje pige skrig lød bag os. Det eneste jeg egentlig fik fat på var "Harry Styles" men hvor kender de hans navn fra? og også hans efternavn.

Uhyggeligt...

Meget klamt egentlig.

"Harry?" jeg prøvede igen men de var hurtig kommet op ved os, hold nu for helvede op. I opføre jer som små børn, barnelig piger på de 16 år.

"Hvad prøvede du at sige før?" smilede han uskyldig. De andre piger var gået igen, efter han skrev på et papir til dem. Det var mig stadige en gåde.

"Jeg undrede mig bare hvorfor ham der Niall kiggede trist ned? eller er det bare mig som er helt forkert på den? Og hvordan kender de dit navn, det er lidt klamt..." smilede jeg denne gang uskyldig, tænk hvis han bare ville grine af mig, det kunne jeg godt forstille mig.

"Det var en lang sætning. Men Niall er bare sulten, og han blev trist fordi nu skal han vente længere tid til mad. Da vi jo valgte af gå en tur. Det sidste er fordi din bror Louis, Niall, Zayn, Liam og mig er med i et gruppe som hedder One Direction, og har nogle fans rundt omkring i verden. Og de piger var så fans" han hev dybt vejret ind da han havde brugt alt sin luft på at forklare mig hvordan verden altså hang sammen. Eller her i London dog, jeg tror ikke han ved noget om det jeg arbejder med. Hvis ja, så er det skræmmende.

"Hvorfor spiser de så bare ikke?" mumlede jeg tænksomt imens jeg kiggede rundt. "Fordi det er en regel vi har" smilede han kort inde hans læber nærmede sig mine.

Hans varme ånde, hans fyldige læber som nærmede sig mine. Men det skulle ikke ske, så gæt en gang?

Jeg smækkede ham en på kinden, en rigtig led lussing. Men hvad skulle jeg ellers gøre?

"Av"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...