See you again - One Direction

Isabella Victoria Tomlinson er kun lige fyldt de 19 år, men har ingen chance for at være sammen med hendes familie og fejre det. Men alligevel er hun en enestående soldat som også hurtig stiger i rang, af hendes ellers unge alder.

Hun kommer en dag hjem til England, og vælger at tage hen til hendes bror. Men hvad sker der når der er en anden der åbner døren og beskylder hende for at være en sindsyg fan som har fundet ud af hvor de bor? Hvad hun ikke ved er at hendes bror er blevet den super berømte Louis Tomlinson? Hvad sker der når kærligheden indblandes? Hvad sker der når Isabella skal tilbage, vil det holde?

71Likes
102Kommentarer
12945Visninger
AA

16. En brag opvækning

 

”Just give me a reason to love again, even if I’m hurt”

 

Jeg lod mit hår falde langs ryggen på mig imens jeg sendte folkene I bygningen et smil. Det var snart to måneder siden jeg startet her, alle var så anderledes. Så frie, alt i forhold til hvordan det var at være indeni krigszonen. Jeg synes faktisk det var skønt. Alt var så fredelig, selv med de mange efterforskninger der kom op på overfladen.
 

”Hej Tomlinson” smilede Micky. Jeg dumpede bare ned på min plads imens jeg smilede kort til ham inden jeg åbnede munden. ”Hvorfor kan du bare ikke kalde mig Isabella? Det er så trættende at høre mit efternavn flere tusind gange på en uge” jeg trak vejret dybt, imens jeg pustet ud. Det var en lang sætning, uden muligheder for at trække vejret.
 

HAHA
 

”Fordi jeg elsker du hedder det samme som ham der Louis Tomlinson” jeg kiggede undrende på ham. Havde han ikke opdagede hvem jeg var i familie med? Og han er efterforsker…. ”Ehm Micky” mere nåede jeg ikke at sige før Jackson kom ind ad døren og bare sagde det samme. ”Vi har et lig” det var vores stikord til at komme ud i luften.
 

Vi tog vores ting imens vi smuttet hen til elevatoren sammen med de andre fra teamet. Eller vi fulgtes hvis, det er nok det mest oprigtige ord.

”Nå, Tomlinson… Nej vent Isabella. Hvad ville du sige før” jeg sukkede bare kort af Micky. Jeg havde fået æren at køre… Ja jeg havde fået kørekort, og endda en lejlighed. Måske ikke den bedste. Men jeg slap for at bo på hotel.
 

HAHA.
 

”Lad det ligge Mikkelsen” smilede jeg kort inden vi satte os ind i bilen og kørte af sted. Vi snakket ikke, eller kiggede på hinanden. Eller de andre gjorde ikke, jeg holdte øje med vejen, jeg vil helst ikke køre galt. Jeg er alt for ung til det, alt for mange ting jeg skal nå at se endnu.

”Så er vi her snart” mumlede jeg kort for at afslutte den nu alt for akavede stemning der havde lagt sig indeni bilen. Alt var bedre end det her.

”Det er vi sørme” nikkede Jonsson sig enig i. Det var for resten min anden kollega.  

Just sayin’

 

 

Vi steg alle ud af bilen imens vi bevægede os hen mod det afspærret område og ellers smuttet vi bare nede under det. Indtil en af dem der var der selvfølgelig skulle komme hen til os og belære os med vi ikke måtte være her.
 

”Vi er fra NCIS” sagde vores chef kort imens vi viste vores kort. Dog stirret han bare lige på mig. ”Isabella Tomlinson. Louis Tomlinson lillesøster?!” hans øjne lyste hurtig op imens han førte mig frem. Foran de andre.
 

”Eh, jo?!” jeg var dog meget overrasket over det kom fra sådan en person. Han lignede ærlig ikke en fan af min bror, eller hans band.

”Jeg elsker dig! Du er den bedste lillesøster for ham” denne gang blev jeg sur. Hvis han ikke havde noget relevant så hold op med at snakke med mig.
 

Idiot.
 

”Okay. Men hvad er der sket her?” alt imens jeg kiggede en enkel gang på liget. Alt imens det faktisk gik op for mig hvem det var, det var min barndomsven. Igennem alt, ild og vand. Indtil han tog til USA og ja… her ligger han så.
 

”Hvem er han? tjek det” sagde Jackson kort imens Mikkelsen var ned og tag hans fingeraftryk. ”Nick Christensen – marine soldat” jeg kiggede kort på de andre imens Micky bekræftet det. Bagefter stirret de underlig på mig, jamen okay.
 

Tak.
 

”Barndomsven” jeg satte mig på hug imens jeg ikke kunne forstå det. Hvordan kunne nogle finde på det, han var en fantastiske person. Og det er han vel stadige… hvis han levede.  

”Måske skulle du side over. Bare på denne her efterforskning” jeg kiggede op mod de andre imens jeg rystet voldsomt på hovedet. ”Nej boss. Jeg vil fange morderen… hjælpe ham videre.” jeg måtte tage mig sammen til ikke at græde. Det lykkes dog meget godt, sådan da.

 

 

*** 

 

 

Der var gået flere timer hvor jeg var sat til at finde alt omkring hvad hans konto så ud, familie, kone, måske børn. Alt det, måske var jeg ved at blive sendt på bænken. Det håbede jeg ikke at jeg var. Det ville gøre ondt ikke at selv kunne hjælpe ham, men se mine kollegaer hjælpe. Alt imens jeg måske bare skulle kigge på ved sidelinjen.
 

”Tomlinson” jeg kiggede op imens jeg nikkede. Micky stod og kiggede på mig. Hans urolige ansigt var tydelig. ”Hvad Micky?” jeg kiggede hurtig ned i computerne imens hans ord rungede i mit hoved. ”Kom, vi skal snakke med hans kæreste” jeg nikkede bare kort imens jeg rejste mig og hev fat i min pistol og så smuttet vi ud og hen til hans kæreste.
 

”Hvornår snakket du sidst med sergent Christensen? Eller din kæreste?” vi sad indeni deres stue imens vi kiggede på kvinden overfor os. Hendes tårefyldte øjne, gjorde ondt. ”I fredags?” hun trak vejret kort. ”Hvad er der sket?” vi kiggede kort på hinanden imens jeg åbnede munden.
 

”Vi må desværre fortælle at han er død” pause. ”havde han nogle fjerner?” jeg kiggede kort på hende inden jeg måtte kigge væk.
 

”Nej. Han var en god mand, kæreste.” hendes tåre gjorde det svære. Hvor er det dog hårdt. ”men han snakket dog hele tiden om en pige fra hans barndom… han ville finde hende… Men det har vist ikke noget med at han blev myrdet at gøre?” vi kiggede på hinanden hurtig, mig og Micky.

Micky åbnede munden ”Hvad hed pigen så?” hun kiggede eftertænksom ud. Lige indtil hun kiggede på mig, fucker.

”Isabella Tomlinson” hun trak vejret kort.
 

”Dig”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...