See you again - One Direction

Isabella Victoria Tomlinson er kun lige fyldt de 19 år, men har ingen chance for at være sammen med hendes familie og fejre det. Men alligevel er hun en enestående soldat som også hurtig stiger i rang, af hendes ellers unge alder.

Hun kommer en dag hjem til England, og vælger at tage hen til hendes bror. Men hvad sker der når der er en anden der åbner døren og beskylder hende for at være en sindsyg fan som har fundet ud af hvor de bor? Hvad hun ikke ved er at hendes bror er blevet den super berømte Louis Tomlinson? Hvad sker der når kærligheden indblandes? Hvad sker der når Isabella skal tilbage, vil det holde?

71Likes
102Kommentarer
13045Visninger
AA

12. Alt er ikke som på film

Jeg kiggede hen på Niall da han havde givet slip på mig. Jeg holdte af ham, men hvorfor skal han prøve at få mig til at få dårlig samvittighed. Jeg har det allerede i forvejen, jeg skal efterlade Louis. Min elsket bror, men i det mindste er han i gode hænder, især ham Liam. Ham skal man gemmen som ven. 

"Bella?" jeg rystet på hovedet, alt for meget så jeg fik ondt i nakken. Hvor er du dygtig Isabella, klap dig selv på skulderne. 

Jeg ved det.

Jeg er god.

"Niall, for anden gang. Kald mig nu Isabella!" jeg trak vejret, da jeg ærligt ikke viste hvordan jeg skulle sige det jeg ville sige nu. "Niall, jeg tro aldrig vi kan få det til at fungere. Vi er to vidt forskellige mennesker, vi smelter aldrig sammen som en" hvisket jeg. I håb om han ikke kunne høre det, ja det var brutalt. Men ellers ville han nok aldrig give slip på mig. Jeg kender godt de typer. Det er dem, jeg selvfølgelig falder for.

Fedt... Nej egentlig ikke.

"Hvad?" stammet Niall imens tårene ramlet over. Fantastisk, enten er han døv. Ellers ville han have mig til at sige det igen. Jeg tro vi alle ved hvad det betyder, han er døv...

HAHA

HAHA.

Ej okay, i har forstået det. 

"Niall, vi finder aldrig sammen..." mere nåede jeg ikke før Niall åbnede munden og hvæset med sammenbidte tænder. "Jeg hørte dig, for helvede... godt første gang" hans toneleje steg, og blev mere vred. "Jeg ville have dig til at tænke før du taler... Du såre faktisk folk!"denne gang var hans toneleje dog faldet og hans stemme blev mere grødet. 

Fantastisk Isabella. Du' dygtig.

"Hvorfor er du sådan?!" mumlede jeg imens jeg blikket en masser gange for ikke at græde.. Det er kun svage mennesker der græder. Eller det synes jeg...

"Fordi jeg elsker dig" hvisket han i mit øre. Da han havde formuleret det, ja jeg frøs fast. Hvad fanden skal man sige til sådan en konstatering? Man kan intet sige... Eller kan man...

"Du skal passe på med de ord. Det kan jeg slet ikke kapere i mit hoved... Ihvertfald ikke nu" smilede jeg svagt. Hvis han ikke forstår, hvordan det er at være mig. Ja så er det vel bare ikke os?
Og han fortjener også meget mere. En pige som altid vil være der for ham, det er det han har brug for. Brug for at kunne passe på en, og det kan han ikke med mig. Jeg er selvstændig soldat. Man lære at passe på sig selv, ellers overlever man aldrig. 

"Hvorfor vil du ikke høre sandheden?!" skreg han denne gang. Jeg prøvedet at dæmpe hans udbrud. Det er ikke særlig fedt at gå i sin uniform og så få sådan noget af vide. Eller det er vel forskelligt for person til person. Min mening er jeg egentlig ikke synes det er særlig fedt, har aldrig synes sådan noget var specielt dejligt...

"Prøv at se ud over din egen næse Niall." Pause. "Jeg holder meget af dig, måske er jeg faldet for dig. Men stadige er mit job det jeg sætter først." hvisket jeg denne gang svagt. 

 

Jeg kiggede kort på Niall imens jeg var på vej væk. Men så langt kom jeg aldrig da han hev fat i mig igen. Hvad nu søde Nialler...

"Jaer?" jeg måtte finde mit bedste poker-face frem. Jeg ville bare godt væk inden jeg ville begynde at tude. Det ville jeg ikke, det vil jeg ikke.

Nej

Basta bum.

"Sig til mig at... At hvis du kan gå og leve lykkeligt uden mig. Vil jeg lade dig være forevigt" hvisket han imens tårene væltet ned.

"Det kan jeg ikke. Men det er det bedste Niall!" hvisket jeg med tårene fylde ud.

"Så kan jeg ikke lade dig gå" han trak vejret dybt imens han kiggede med våde øjne på mig. "Jeg tager med dig og melder mig ind i hæren. Så kan vi i det mindste være sammen" hvisket han grødet imens han presset sine øjne sammen.

HVAD?

Det kan han ikke mene.

"Det kommer aldrig til at ske Niall!" sagde jeg beslutsom. Hvad med alle hans fans, vil han skuffe dem?
"Hvad med dine fans Niall? jeg ved du aldrig vil skuffe dem, hvad med dine venner, min bror." jeg holde en pause igen. "Jeg ved de aldrig vil blive det samme uden dig!" denne gang var min stemme tydelige og klar. Jeg havde fået styr på min stemme, mine tåre var forsvundet. Hvilket var godt.

"Jeg er ligeglad. Du betyder for meget til at lade dig gå" sagde han grødet men beslutsom. 

"Men det er jeg ikke! Jeg vil aldrig lade dig gøre det!" min stemme var hurtig gået hen og blevet skrap. Jeg kunne ikke leve med den skyldfølelse. 

"Det er da mit eget valg. Og jeg vælger dig!" endnu en gang var jeg lamslået. Vi har kendt hinanden i hvad.. Max fire uger...

"Nej det er det faktisk ikke denne gang!" jeg trak vejret dybt. Og Nialls blik var sløret, måske fordi han havde grædt så meget. På så kort tid.

"Jeg vil ikke have du gør det!" sagde jeg koldt, jeg ville ikke have det.

Forstået.

Dumpe.

Idiot.

"Jamen det er stadige kun op til mig Isabella!" hvæset han af mig, bed han mentalt af mig. Niall, for helvede. 

"Niall... Hva' så hvis jeg lover jeg kommer tilbage i et stykke?" smilede han svagt imens jeg trak ham ind i et kram. 

"Det har ingen betydning. Jeg vil være sammen med dig!" skreg han imens hans blodåre blev tydeligere. Jeg sukket kort, jeg var virkelig træt af det her nu. Jeg vil ikke ødelægge hans karriere  Han har sin med hans venner, min bror. Jeg har min. Sådan er livet.

"Du har dit liv, med en karriere som de fleste ville ønske de havde." jeg holde en pause. "Jeg har mit, nogle er tvunget. Andre gør det frivillig. Andre, er det deres karriere... Og i mit tilfælde er det min karriere, jeg har et mål. Jeg har et job at klare." Pause igen.

"Hvis du ikke forstår det. Ved jeg ikke hvad jeg skal gøre mere... Jeg synes bare du skal leve dit liv som du altid har gjort og glemme mig. Du finder en som vil elske dig, som du fortjener." jeg trak vejret efter min lange, uafbrudte sætning.

"Jamen..." jeg rystet på hovedet imens jeg gik. Væk fra alt den smerte der havde bygget sig op.

 

 

***

 

Jeg sad inde i mit hus, eller værelse med andre piger. De fleste sad og snakket med deres kærester. Deres kærester, gid det også var mig. Ej nu modsiger jeg mig, dygtige idiot Isabella.

"Undskyld?" jeg kiggede op fra min bog. Jeg ventet bare på ugen blev overstået. Så ville jeg få af vide hvor jeg skulle hen.

"Ehm, ja?" jeg kiggede på hende. Hende der havde snakket til mig. 

"Skal du ikke sige til din kæreste at du bliver udstationeret tidligere? Og du elsker ham og du nok skal passe på dig selv og komme helt hjem." jeg kiggede med et løftet øjnebryn på hende. Hvad bilder hun sig ind? 

"Undskyld mig? Nej det skal jeg ikke, da jeg ikke har en kæreste.. Og hvor ved du det fra?" jeg prøvede at holde facade med at bare se forvirret ud. Men det gik hvis ikke helt som planlagt.

"Vi skal udstationeret sammen,  hvad med din familie?" jeg nikkede kort imens jeg sukkede en enkel gang. 

"Jo tak, jeg tro bare jeg holder mig til at ringe til min bror" smilede jeg skævt. Jeg rejste mig derefter op og rev fat i min mobil og tastet Louis nummer op. 

"Hej" kunne jeg høre Louis forvirret stemme. Jeg smilede bare kort og kiggede rundt. De kiggede nysgerrige på mig. Har i et liv?.

"Hej Louis" smilede jeg barmhjertig. Hans varme stemme, hans grin. 

 

______________________________________________________________________________

 

Værsgo' :D 
Længe siden jeg har udgivet en, men jeg synes i fortjener det. Men jeg vil meget gerne have noget feedback, hvis i gad bruge nogle par minutter til at give et feedback.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...