See you again - One Direction

Isabella Victoria Tomlinson er kun lige fyldt de 19 år, men har ingen chance for at være sammen med hendes familie og fejre det. Men alligevel er hun en enestående soldat som også hurtig stiger i rang, af hendes ellers unge alder. Hun kommer en dag hjem til England, og vælger at tage hen til hendes bror. Men hvad sker der når der er en anden der åbner døren og beskylder hende for at være en sindsyg fan som har fundet ud af hvor de bor? Hvad hun ikke ved er at hendes bror er blevet den super berømte Louis Tomlinson? Hvad sker der når kærligheden indblandes? Hvad sker der når Isabella skal tilbage, vil det holde?

70Likes
102Kommentarer
12348Visninger
AA

8. A mistake

Der var gået op til flere dage siden episoden, mig og Harry snakket ikke sammen og hvis vi gjorde var det bare ren formelt. Intet mere i det, vi hadet hinanden. Lad mig få det afgjort, jeg hadet ham for at såre Niall som var blevet min bedste ven. Harry hadet mig nok fordi jeg havde brændt hans ting, retter sagt alt hans 'ih så flotte tøj'. Jeg siger bare han er en anelse gay, ikke jeg har et problem med det. 

Nej.

"Isabella?" jeg kiggede hen mod Niall som kiggede med et sødt smil. Jeg ville nærmeste sige sukkersød. "Nialler?" mumlede jeg fraværrende imens jeg sendte ham et skævt smil. Jeg havde været fraværrende for mange gange i løbet af de dage der var gået. Skal jeg bare ikke sige det. 

Jo

Jeg er snart færdig, snart og snart færdig med den uddannelsen... Så kan jeg komme tilbage. Dog Dog skal jeg lige til samtale med manden jeg snakket med i starten. Det er jeg dog stadige virkelig nervøs for.

"Behøver du at tage tilbage til hæren. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre uden" han holde en pause, derefter åbnede han munden og afsluttet sætningen. "min bedste veninde". Jeg smilede over hele femøren, det var sødt sagt. 

Sødt!

"Nialler, du ved godt det er mit job. Jeg elsker mit job" jeg holde en pause, for at få vejret "det er som der intet mangler når jeg kan mærke adrenalinen pumpe rundt i kroppen på mig. " smilede jeg imens jeg afsluttet min lange sætning, okay nu må jeg lige tage mig sammen. Det var ikke meget jeg sagde, ikke meget. 

"Jeg vil altså ikke have det!" mumlede Niall grødet. Han satte sig i sofaen imens han satte sine armen på hans lår. Jeg bed mig stramt i læben imens jeg blikket en masse gange, bare for ikke at vise det faktisk var et øm punkt. Eller sådan da, jeg viste jeg elsket det når jeg var der, men jeg ved jeg vil komme til at savne Niall og de andre drenge. Eller ikke alle drengene, Harry kommer jeg aldrig til at savne... 

"Det ved jeg godt du gør" han holdt en pause, imens han trak været dybt ind og snøftet en enkel gang. "Men hvad hvis du dør?" hulket han denne gang. Jeg satte mig tungt ved siden af ham imens jeg lagde mig på hans skød. Han bad mig faktisk hvis jeg ikke fik sagt det.

Jeg trak hans hænder væk fra hans hoved, og ud kom en grædefærdig Niall. Jeg måtte endnu en gang bide strammer i min læber, den falder snart af. Men jeg skulle være den stærke her...  

"Niall. Det er en del at være soldat. Om man vil det eller ikke... Selvfølgelige vil jeg ikke efterlade dem jeg har kær" jeg holdt en pause. Pausen hvor jeg smagte på den næste sætning. "Men jeg vil dø for at redde min trop, eller rede nogle civile der er i krigszonen." afsluttet jeg nervøst. 

Niall, min søde lille Niall brød sammen i grød og selvfølgelig er det lige der alle kommer ind i stuen. Great... 
"Niall?" spurgte Louis chokeret. 
"Hvad sker der dude?" råbte Zayn forskrækket. 
"Niall er det Isabella? hvad sagde hun?" smilede Harry flabet til mig. 

Liam var dog bare stille og kiggede, så situationen an. Jeg kiggede dog bare irriteret på Harry imens jeg rullet øjne af ham.

"Harry har ret. Det er med Bella" Niall og Louis var de eneste der kaldte mig det. De andre sagde Isa... "Hun vil dø for at rede en i hendes trop, eller for vores land" han græd denne gang, imens jeg var frøset fast. Jeg viste ærligtalt ikke hvad jeg skulle sige, eller bare fortage mig. 

"Det kan hun ikke mene" mumlede de andre, selv Harry. Dog tænkte Liam sig om inden han åbnede munden. "Jeg kan godt følge hende, men Niall har du måske sagt hvorfor du ikke vil have hun tager afsted?" smilede han kort.

"Nej hun skal heller ikke vide det. Okay" græd Niall, så det var svært egentlig at forstå ham.

 

***  

 

Jeg sad inde i gæsteværelset, det værelse jeg havde lånt af de andre. Det var nu også det mindste, Louis havde tvunget mig da vi blev genforenet, de andre havde meldt sig enig hurtig. 
Jeg kunne høre en banke på døren imens jeg igenoret det. hvad skulle jeg ellers sige, jeg havde såret de andre. Endnu et bank, så gå ind!

"Hvad?" hvæset jeg irriteret over jeg intet privatliv kan få. Helt ærlig, find et andet offer. 

Jeg kiggede hen mod døren, da den på mystisk åbnede sig af sig selv, ja de har magiske døre. Viste i ikke det?  
Jeg kiggede hen på en grædefærdig Niall, hans snøft gjorde det mere tydeligt at jeg havde ramt med mine ord hård. Mere ind jeg selv havde forventet... Ja mere ind forventet.

"Hvad er der Niall?" min stemme var kold, dog var det ikke min mening. Så don't blame me!
"Kan jeg komme ind? eller skal jeg lade dig være" jeg kunne ikke lade vær med at sende ham et lille smil, han tog også hensyn til mig. Så lad mig gøre det samme for ham. 

"Kom ind da" mumlede jeg, men højt nok til at han kunne høre mig. Heldigvis...

Han kom stille hen til min seng, eller deres gæsteseng. Men one in the same... Jeg nikkede kort til ham da han tydelig ville sige noget. Men åbenbart ikke kunne sige det.

"Jeg forstår dig ikke Bella... Du betyder alt for mig, og alligevel siger du sådan noget du ved der såre mig" jeg kiggede svagt på ham, med skylden indtog hele min krop.
"Det var måske dumt formuleret, men det er ikke fordi jeg har selvmords tanker." jeg smilet kort. "Jeg kunne aldrig finde på sådan noget overfor folk jeg holder af". Nialls ansigt lyste op, imens han hurtig gav mig et kram, et bamsekram. 

 

***

 

Mig og Niall, eller vent. Det hedder Niall og mig, ja sådan. Ja vi ligger egentlig ikke og laver det meste, vi ligger og ser film. Lad mig give jer et billede af hvordan vi ligger, bare så i ved det.

Jo nu skal i høre, jeg ligger på Nialls brystkasse og han har sin ene arm over mig. Vores nusseri. 
Man skulle tro vi har mere sammen, men det har vi ikke. Sådan da...

"Niall?" Liams sætning kørte rundt i mit hovedet. Om og om igen.

"Ja søde?" jeg kiggede smilende op på Niall, imens jeg tænkte så det knaget. Hvordan formulere man det bedst, på en blid måde...
"Hvad mente Liam med det han sagde, jeg forstod det ikke?" jeg kiggede lost på ham, eller jeg prøvet. Nu virker det jo ikke specielt overbevisende når jeg har ansvar for en trop, så skal man have en hjerne...

"Intet" afveg han, sødt.

"Intet? er du nu sikker?" hvisket jeg stille ind i øret på ham. Jeg ved egentlig ikke hvorfor.

Don't blame me!

"Jamen" han stoppet. "Det er..." pause. "privat" smilede han ned til mig. Jeg kiggede stadige undrende på ham, altså søde Niall.

"Må jeg gætte?" hvisket jeg svagt ind i øret på Niall, hans voldsomme rysten gjorde mig ikke i tvivl om at han var mere ind bare nervøs. Hvor sødt.

"Niall, der er intet at være bange for" hvisket jeg endnu en gang ind i øret på ham. Hans smilehuller der en gang var der, ja de var forsvundet. Han lå bare skrækslagen, eller mere nervøs.

"Helst ikke" hvisket han rystet, hans ellers så irske stemme var svær at høre. Hans søde stemme var dækket af hans rysten.

Nueh.

"Hvorfor?" hvæset jeg irriteret imens jeg satte mig op og kiggede vredt på ham. Det kunne han vist godt mærke, for han havde også fået sat sig rigtig op. Ja så sad vi bare og nedstirret hinanden, interessant...

"Fordi det ikke kommer dig ved" hvæset han surt. "Det har jo intet med dig at gøre!" råbte han, afsluttet hans sætning. Jeg sukkede vredt imens jeg rejste mig op og satte mig derefter over Niall så jeg tvang ham ned. Jeg var sur, sur og indebrændt.

"Niall sig det!" hvæset jeg vredt imens jeg lagde mig ned mod Niall. Hans krop der var frosset til is, det eneste der var at høre var vejrtrækning.
Jeg sukkede igen, da jeg åbenbart ikke kunne få et ord ud af Niall.

Pokkers!

Inden jeg fik set mig om, uden at registere noget var jeg nede ved Niall igen. Delte vores mundvand, ikke det gjorde mig noget. Eller jo, jeg var denne gang forvirret.

 

_________________________________________________________________________________

Værsgo'. Jeg ville have givet jeg det før, men da jeg har haft alt for meget omkring mit hovedet... Ja så kunne jeg ikke lige overskue sådan noget, men det er da kommet. Selv med en skod computere jeg ejer...

Men jeg ved det ikke er retter igennem, men da alt på mit computer er som jeg købte den, ja så kan jeg ikke overskue det lige nu. Jeg ved det er en lorte undskyldning, men sådan bliver den, hvis det overhovedet er en undskyldning for det synes jeg egentlig ikke det er...
 

I må meget gerne give den feetback, respons... Alt det der :D
 

Love, Peace and Hope Beautiful mistake - Mai :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...