There's a Thing Called Luck - One Direction - del 3

Emma mødte One Direction i sommerferien i Grækenland, hvor hun blev venner med dem. Siden da har hun besøgt dem i efterårsferien i London, hvor hun lærte alle drengene bedre at kende, samt deres kærester. Nu har Emma været så heldig at blive inviteret med til New York, når drengene skal spille på Madison Square Garden, og hun har fået lov til at bringe hendes dødeligt jaloux veninde, Annasofie, med.
Annasofie er selv kæmpe fan af drengene, og imens Emma var på ferie hos 1D i efteråret, skrev hun til Harry, at Emma havde sagt at de var kærester, hvilket de ikke var. Hun gjorde det for at skabe splid mellem drengene og Emma, som hun jo var så umådelig jaloux på. Men hvad hun ikke vidste var, at Harry selv havde følelser for Emma, og Emma også havde for Harry, så de endte med at kysse hinanden lige før, Emma skulle tilbage til Danmark.
Hvad vil der ske når Harry møder Annasofie? Og når han ser Emma igen?
Læs med her :-)

51Likes
91Kommentarer
6787Visninger
AA

9. Vredes udbrud

 

Tilbage til Emma:

”Der kommer en masse i aften, vi skal ud at hente dem, jeg glæder mig til du skal møde Andy” sagde Liam sødt, og greb en vand, som Danielle rakte ham.

”Ja, jeg glæder mig også til at møde dem alle sammen” sagde jeg med et smil, mens jeg gennemsøgte lokalet for Harry.

Da drengene var kommet ned til os, og var begyndt at fortælle, havde jeg bare lyttet med, og havde helt glemt Harry, og så var det som om, at han var forsvundet. Nu hvor jeg tænkte over det, så var Annasofie heller ikke til at se nogen steder.

Jeg rejste mig op, og spejdede ned mod scenen, og derefter op over alle stolerækkerne.

”Hvad skal du Em?” Spurgte Louis mig pludselig, og forskrækkede mig i min lydløse søgen efter Harry og Annasofie.

”Har i set Harry nogen steder?” Spurgte jeg ham roligt, og kiggede ham i øjnene, men lige efter jeg havde gjort det, vidste jeg, at det var en fejl.

”Er der noget galt Emma?” Spurgte han vagtsomt, og undersøgte mit ansigt, han gik hen imod mig, men jeg vendte mig væk fra ham, da jeg kunne mærke tårerne prikke i øjenkrogen. Jeg begyndte at gå ned mod scenen.

”Emma, kom nu, hvad er der? Er det Harry?” Han småløb efter mig, og jeg kunne høre hvordan de andres snak stilnede af, jeg kunne mærke syv par øjne i nakken.

Jeg vendte mig om mod Louis med tårer i øjnene, og hviskede: ”han vil ikke snakke med mig” med en meget svag stemme, hvorefter jeg vendte mig om igen, og sank sammen på et trappetrin.

Jeg hørte deres forvirrede hvisken bag mig, og Louis skridt på trappen. Han satte sig ned ved siden af mig, og lagde en arm om ryggen på mig, ”hvad mener du, vil han slet ikke snakke med dig?”

Jeg fortalte ham det hele, selvom jeg var meget bevidst om, at de andre stadig var tilstede, og nok kunne høre alt hvad jeg sagde, men jeg håbede også, at de ville vide hvad der var galt med Harry, de var jo trodsalt hans bedstevenner, de vidste alt om hinanden. Men Louis kom ikke med noget klogt svar, han rystede bare fortvivlet på hovedet og kiggede mig i øjnene.

”Vi skal nok finde ud af, hvad der er galt Em” lovede han mig, og gav mig et kram. Jeg krammede ham tilbage, og rejste mig op.

”Jeg vil gå ud og finde ham, han bliver nødt til at snakke med mig” sagde jeg målbevidst.

Louis stak mig et smil, ”ellers skal jeg nok snakke med ham i aften” sagde han, og ønskede mig held og lykke. Jeg sendte et hurtigt blik op til de andre, der smilede medlidende til mig, så vendte jeg mig om, og gik hen til scenen, han måtte være her et eller andet sted.

”Har I set Harry?” Spurgte jeg en dame med blond hår, der snakkede med en anden dame, der også havde blond hår. De kiggede begge to op på mig, og den ene af dem lyste op i et smil.

”Du må være Emma” sagde hun, da hun nævnte mit navn, var det som om, det også sagde klik for den anden dame, hun smilede og rakte armen frem mod mig.

”Ih vi har så gerne ville møde dig” sagde hun sødt, ”jeg hedder Lou.”
Så var det som om det også sagde klik i mit hoved, jeg havde været så fokuseret på at finde Harry, og løse vores problemer, at jeg slet ikke havde tænkt over, at jeg jo faktisk skulle møde ”the crew” i dag.

”Og jeg hedder Helene” sagde den, anden dame, og rakte mig hånden.

Jeg begyndte at grine lidt dumt, de kiggede på mig, og begyndte også at smågrine lidt. Det gik op for mig, at jeg slet ikke havde svaret dem, så jeg åbnede munden og sagde på meget klodset engelsk, ”hej, ja jeg er Emma, undskyld.”

”Jeg syntes, at det var så sjovt, at drengene mødte dig, da du jo er dansker, for det er jeg også” sagde Helene på engelsk, for Lous skyld.

”Åh ja, det ved jeg godt” sagde jeg med et fjoget og undskyldende smil, pinligt. ”I Danmark syntes vi, at det er så sjovt, at du er dansker” prøvede jeg at rede den, men det lykkedes ikke. ”Og ja, Lux er så sød,” sagde jeg til Lou med et varmt smil, selvom jeg væmmedes ved mig selv indvendigt. Jeg lød jo totalt klam, og dum. Jeg kunne mærke at jeg rødmede svagt, men prøvede at ryste det af mig.

”Når tak skal du have” sagde Lou, ”drengene fortalte godt at var en fan, jeg syntes at det er så sejt.”

Fuck hvor pinligt. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, kunne jeg ikke bare være deres nye veninde i stedet for en creepy fan, der vidste alt for meget om dem, mere end hvad der var passende? Kunne det ikke bare have været et naturligt møde, hvor de havde behøvet at introducere sig selv, og vi så sjovt nok kom til at tale om touren, og Lou så bragte på bane at hun havde en babydatter, der var med på touren? Og kunne Helene ikke havde overrasket mig med, at hun også var fra Danmark, så vi kunne have grint af det, og fundet det utrolig sjovt, at vi begge var far samme lille land?

”Jaeh” var alt jeg fik fremstammet, det var som om min stemme var druknet i selvmedlidenhed over dette pinlige øjeblik.

”Nåh, du skulle finde Harry ikke?” Afbrød Helene mine tanker, og fik mig tilbage på rette spor igen.

”Ja, det skulle jeg” fik jeg spyttet ud, med et akavet smil.

”Ham så vi faktisk godt for ikke så lang tid siden, gå om bag scenen,” sagde hun, ”sammen med en pige.” Det sidste havde hun sagt med et bekymret ansigtsudtryk, og undersøgt mit ansigt for skuffelse.

Det var list som at få en mavepumper under en slåskamp, man havde forventet, at den ville komme, men ikke at den ville gøre så ondt. Jeg lukkede ærgerligt øjnene i et sekund, hvor efter jeg kiggede op på dem, og takkede dem, så gik jeg videre om bag scenen, lige meget hvilke ting han havde at diskutere med Annasofie, så skulle han altså snakke med mig.

”Harry?!” Jeg kaldte ud i en mørk gang, kun oplyst af svage lamper på væggene. Der var forskellige døre med navne på, ind til omklædningsrum og den slags gættede jeg på. Han kunne jo være overalt. Jeg fortsatte ned af gangen, og kaldte igen, min stemme gav ekko i den tomme gang, og fik mig til at føle mig helt alene i verden. For enden af gangen var en dør uden navn på, jeg tog fat i dørhåndtaget og skubbede til. Den gik op, og jeg havde fornemmelsen af, at jeg var omme bagved scenen nu.

”Det havde du ingen ret til!” Hørte jeg Harry råbe frustreret. Hans vrede skræmte mig, jeg havde aldrig hørt ham tale sådan før.

Jeg bevægede mig tættere på, nu hørtes en svag klynkende stemme, kunne det være Annasofies? Hvorfor skulle Harry dog være vred på hende? Jeg forstod ingenting, jeg bevægede mig bare tættere på, mens jeg fulgte lyden. Den fortsatte om hjørnet, så jeg fulgte bare efter og gik lige om hjørnet, hvor Harry og Annasofie stod. Harrys ansigt mødte mit, og Annasofie, der stod med ryggen til mig, vendte sig om, for at se hvem det var. Hun havde grædt.

”Hvad sker der?” Spurgte jeg oprevet, jeg kunne mærke hvordan vreden bulrede gennem mine årer, jeg kogte. Ikke nok med at Harry havde været underlig, så skjulte Annasofie åbenbart et eller andet for mig, ellers ville hun jo ikke stå her grædende og skændes med Harry, min Harry.

Da ingen af dem svarede, tog jeg en dyb indånding og spyttede mit næste spørgsmål ud: ”kender I to hinanden?” Min stemme rystede ved det sidste spørgsmål, tanken var uudholdelig. Jeg granskede deres ansigter for svar, men ingen af dem sagde noget.

Harry åbnede munden og nåede lige at udstøde en enkelt lyd, før Annasofie vendte sig om mod ham.

”Nej, lad mig forklare, lad mig sige det!” Tikkede hun ham med sin mest bedende stemme.

”Du har for længst mistet din ret til at forklare dig” sagde han hårdt, og igen skræmte hans koldhed mig. Det var ikke sådan jeg kendte Harry, men selvfølgelig ingen kunne være glad og god hele tiden.

”Sig mig, hvad foregår der mellem jer to?” Spurgte jeg dem undrende, men lidt mere rolig, dog stadig meget bebrejdende.

Harry åbnede munden på ny, og Annasofie udstødte et hulk, hvorefter hun lænede sig op af væggen, og lod sig glide ned på gulvet.

Harry gik langsomt hen mod mig.

”Hvorfor har du undgået mig?” Spurgte jeg ham gennemborende.

Han kom tættere på, og så ud som om han skulle til at kramme mig.

”Nej!” Udbrød jeg, og bakkede væk fra ham, ”du skal ikke give mig et kram, jeg vil have en forklaring.”

”Det har jeg også i sinde at give dig” sagde han venligt til mig, og forvirrede mig endnu mere.

”Hvorfor gjorde du mig så ked af det i går? Hvorfor skulle du vide om jeg havde sagt til nogen, at vi var kærester?” Jeg blev ved med at spørge, alt de jeg havde haft inde i hovedet.

”Det var ikke min mening at gøre dig ked af det,” startede han, men jeg afbrød ham.

”Men det gjorde du, du gjorde mig godt og grundigt forvirret, her havde jeg gået og glædet mig til at se dig igen, være sammen med dig igen, jeg har jo for helvede savnet dig, det troede jeg også at du havde” råbte jeg til ham, mens tårerne begyndte at løbe ned af mine kinder for anden gang i dag.

”Jeg har savnet dig” sagde han, og tog endnu en skridt imod mig.

”Jamen hvorfor fanden har du så været så kold over for mig? Og du svarer stadig ikke på det kæreste spørgsmål!” Jeg gav den fuld gas, han skulle have besked, og dårlig samvittighed.

”Sødeste, det har ikke været min mening,” men igen afbrød jeg hans undskyldning.

”Ved du godt, at jeg græd mig selv i søvn i går, og det var på grund af dig Styles, det er din skyld det hele!” Jeg råbte det lige op i hovedet på ham, for nu stod han kun få centimeter fra mig. Han lagde sin hånd på min kind, og aede tårerne væk. Jeg jog den væk med det samme, og slog ham hårdt i brystet.

”Stop med at være så rolig, forklar mig nu hvad der foregår!” Græd jeg, og hamrede mine næver ind i brystet på ham. Han så bare lidende ned på mig, og tog fat i mine hænder.

”Stop Emma” sagde han blidt, og slap mine hænder.

”Ved du at det eneste jeg har villet siden jeg kom, har været at kysse dig?” Hviskede jeg bebrejdende til ham, men hamrende hjerte, og forpustet vejrtrækning.

Han lænede sig ned mod mig, og uden at tænke over det, stillede jeg mig på tær, lagde armene om hans hals, og kyssede ham.

Det varede to perfekte sekunder, før jeg kom til fornuft og afbrød kysset, jeg bakkede væk fra ham i skam over, at jeg havde været så svag.

”Tro ikke at du bare kan kysse mig, og så går alle problemerne væk” sagde jeg muggent, og skulede til ham.

”Emma, det var dig, der kyssede mig” sagde han, det trak op i hans ene mundvig.

”Lad være med at grine af mig!” Beordrede jeg ham vredt.

”Okay undskyld, undskyld” sagde han, og rakte hænderne overgivende op over hovedet.

”Du skal ikke lave sjov, det er din skyld det hele” sagde jeg, og begyndte at græde igen.

Det var som om de ord ramte rigtigt, hans ansigtsudtryk ændrede sig fra halv muntert til mørkt. Han gik helt hen til mig igen, men denne gang bakkede jeg ikke, jeg kunne mærke at han ville sige noget til mig.

”Hvornår forstår du det Emma, det her er ikke min skyld” sagde han hårdt.

Jeg kiggede forskrækket op på ham, ”hvems skyld er det så?”

Med det samme udstødte Annasofie et højlydt hulk, og Harry gjorde en gestus hen mod hendes sammensunkne krop. 

---------------------------------------------------------------- 

Tak fordi I allesammen læser med, det er så dejligt.

Husk endelig at like og tilføje til favoritter, hvis i kan lide den, det ville betyde rigtig meget. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...