There's a Thing Called Luck - One Direction - del 3

Emma mødte One Direction i sommerferien i Grækenland, hvor hun blev venner med dem. Siden da har hun besøgt dem i efterårsferien i London, hvor hun lærte alle drengene bedre at kende, samt deres kærester. Nu har Emma været så heldig at blive inviteret med til New York, når drengene skal spille på Madison Square Garden, og hun har fået lov til at bringe hendes dødeligt jaloux veninde, Annasofie, med. Annasofie er selv kæmpe fan af drengene, og imens Emma var på ferie hos 1D i efteråret, skrev hun til Harry, at Emma havde sagt at de var kærester, hvilket de ikke var. Hun gjorde det for at skabe splid mellem drengene og Emma, som hun jo var så umådelig jaloux på. Men hvad hun ikke vidste var, at Harry selv havde følelser for Emma, og Emma også havde for Harry, så de endte med at kysse hinanden lige før, Emma skulle tilbage til Danmark. Hvad vil der ske når Harry møder Annasofie? Og når han ser Emma igen? Læs med her :-)

51Likes
91Kommentarer
6597Visninger
AA

8. Prøver

Jeg så ikke Harry mere den aften. Jeg aner ikke hvor han var henne, men jeg så ham i hvert fald ikke. Jeg skyndte mig bare tilbage til middagen, og undskyldte. Jeg havde mest af alt bare brug for at være alene, men jeg ville ikke lave en scene, så jeg nøjedes bare med at sidde stille resten af middagen, og da vi var færdige meddelte Annasofie at vi gik i seng, fordi vi var trætte oven på flyveturen, vi havde jo været vågne i et døgn eller der omkring, så de andre var meget forstående. Så snart vi kom ind på værelset kastede jeg mig ned i min seng, og brast i gråd. Annasofie skyndte sig hen til mig, og jeg fortalte hende om Harry, og om hvordan han bare var gået fra mig, jeg fortalte også om hans underlige spørgsmål, og det var som om der gik en skygge over hende.

”Hvad?” Sagde jeg undrende, ”hvad er der?”

”Ikke noget, jeg forstår ham bare ikke” sagde hun stille og gav mig et trøstende kram, derefter gik der ikke længe før trætheden overmandede os, og vi gik i seng.

Annasofies synsvinkel:

Næste dag vågnede jeg før Emma, hun lå stadig og sov sødt under dynen. Der gik et stik af dårlig samvittighed, jeg havde løget over for hende igen i går, og jeg vidste at det ikke kunne blive ved, men det var som om jeg var ved at miste mine chancer for at forklare hende det, jeg vidste nu at jeg skulle have sagt det hele dagen hun kom hjem fra London, men jeg havde selvfølgelig været en bangebuks, og havde håbet på at Harry ville glemme alt om det, og Emma aldrig ville finde ud af det.

Men Harry havde ikke glemt det, tvært i mod havde han husket det lige da han så mig for første gang, jeg kunne mærke det i hans blik, jeg kunne mærke hvordan han ved mit navn fik flashback til den aften hvor jeg havde skrevet til ham.

Jeg skulle have sagt det derefter, men en del af mig håbede nok at han ville lade det gå, hvilker han tydeligvis ikke havde, nej, han havde udspurgt Emma, og gjort hende ked af det.

Så var det, at jeg skulle have sagt det i går aftes, i går da hun havde spurgt mig hvorfor jeg var blevet stum, hvorfor jeg havde fået hjertestop i det sekund hun fortalte mig, at han havde udspurgt hende om det med at være kærester. Men det havde jeg heller ikke gjort, jeg havde været en kujon. Jeg havde ikke turdet da jeg fik chancen, og nu var det altså for sent, der var ingen måde Emma kunne tilgive mig på nu, jeg havde løjet om det, selve løgnen.

Jeg lå nogle minutter, hvad der føltes som timer, i sengen og fortrød, men så vendte Emma sig om mod mig, ”godmorgen” mumlede hun og pustede hår væk fra ansigtet.

”Morgen” smilede jeg til hende.

”Vil du med ud og spise på en rigtig diner, en rigtig lækker New Yorker morgenmad?” Spurgte hun friskt. Hun satte sig op i sengen, og slyngede benene ud over sengegærdet.

”Ja da” sagde jeg mildere forbløffet, jeg havde ikke regnet med at hun ville være så frisk oven på i går, men nu sad hun der og svingede med benene med uglet hår og friske skinnende blå øjne.

”Skal vi ikke bare skynde os ud, at se New York Anna?” Spurgte hun mig, og rejste sig. Hun gik hen til sin kuffert, der stod for enden af hendes seng på gulvet, hun åbnede den og begyndte at hive tøj frem.

”Hold da kæft du er morgenfrisk Ems” sagde jeg forbløffet og satte mig søvndrukkent op.

”Skal vi ikke bare skynde os ud af hotellet så hurtigt som muligt, uden nogen opdager os?” Spurgte hun med et smil, men jeg kendte hende, og så nu pludselig igennem al denne friskhed, og så nu kun en lille pige i kærestesorger, jeg havde lyst til at kramme denne uskyldige lille skabning, men det var som om mine hænder ville brænde hende, hvis jeg rørte hendes sarte udsatte hud, så jeg nøjedes med at smile fra afstand og rejse mig op.

”Jo, lad os komme væk herfra? Du kan bare smide Niall en sms, om hvor vi er gået hen” sagde jeg.

”God idé” sagde hun kort.

”Skulle de ikke øve i dag?” Spurgte jeg, selvom jeg kunne mærke at One Direction ikke var hendes yndlingsemne lige pt.

”Jo” sagde hun kort, og snappede efter vejret. Hendes ansigt træk sig sammen til en sørgelig grimasse.

”Skal vi så ikke bare sige at vi møder dem på Madison Square Garden?” Spurgte jeg, selvom jeg også helst ville undgå emnet.

”Jo, de bliver der sikkert det meste af dagen” sagde hun stift, og fandt sin mobil frem, ”jeg skriver lige.”

”Okay godt, så er det ude af verden, nu skal vi bare bekymre os om at spise og tykke og fede i amerikanske pandekager” sagde jeg med et smil, og Emma kastede sig om halsen på mig.

”Tak” hviskede hun, jeg fik brækfornemmelser.

Vi fandt den lækreste lille diner i en sidegade til Broadway, vi satte os ind i den ternede diner, og fik tildelt et lille bord, med ketchupflasken, salt og peber dåserne, og siruppen. Vi fik serveret lækre pandeager og friskpresset juice. Og i en halv time glemte vi Harry-problemet, som jeg havde døbt det i min hjerne, selvom det egentlig burde hedde Annasofie-problemet.

Så, jeg tænker at vi går os en tur på Fifth efter maden, og derefter tager vi på Times Square, efter  det går vi ned til Empire, og så tager vi til Madison? Er det ikke planen?” Spurgte Emma mig mens hun bladrede ivrigt i ”turen går til New York”.

”Jo, det lyder som en plan” sagde jeg med et smil, ”men hvornår skal vi så se Central Park?” Spurgte jeg ivrigt, den ville jeg bare se.

”Vi har jo også dagen i morgen, selvom det er der, at de spiller, så har vi jo hele dagen” sagde hun helt rolig, det havde hjulpet at få tingene lidt på afstand, for da vi var ude af hotellet og indåndede den friske duft af storby, og fik en kold vind i hovedet lyste hun op i et smil, og så gik hun ellers i gang.

New York var fantastisk, alt jeg nogensinde havde drømt om, den var så stor og man fik næsten hold i nakken af at gå rundt i dens gader, da alt var så højt, at man blev nødt til at kigge op hele tiden. Vi nåede vidt omkring, og selvom vi ikke købte noget i de dyre butikker på Fifth, så var det alligevel en kæmpe stor oplevelse bare at gå der. På Times Square købte jeg et t-shirt, hvor der stod ”I Love NY”, det samme gjorde Emma, vi morede os rigtigt med at købe fjollede souvenirs i butikkerne, og vi fik malet et billede af en gade-maler, det var rigtigt flot. Jeg tror ikke at nogen af os købte noget seriøst, vi blev bare revet med af stemningen, og fik taget billeder med de mange underlige udklædte mennesker, der bare gik rundt på pladsen. På et tidspunkt så vi også en masse mennesker, der havde samlet sig i en klump, og råbte og skreg,  vi kiggede op på storskærmen, og så dem, så vi skyndte os derhen og begyndte at danse midt i det hele, det var fantastisk. Vi købte også en dejlig varm Starbucks, fordi det var så koldt udenfor, og Emma købte et par vanter, da hun havde glemt sine på hotellet, og pengene sad lidt løst.

Til sidst bevægede vi os syd på mod Empire State Building, klokken var nu omkring et, så vi forventede ikke at komme op i den, der ville nok være for lang kø, vi ville bare se den.  Det var også ret fedt, men fedest på afstand, da man ikke kunne se så meget helt tæt på. Jeg fik knipset løs på mit kamera, og jeg nød hvert sekund af det, jeg elskede at tage billeder. Jeg elskede også at hænge ud med Emma, vi var bare helt vildt fjollede, og tænkte ikke rigtigt over tingene lige der, vi havde det bare fedt, og nød New York som den burde nydes.

”Er det så Madison nu?” Spurgte hun mig med røde kinder og skindende øjne.

”Ja, er det ikke? Jeg har også altid gerne ville se One Direction øve, uff” sagde jeg og fik et kæmpe smil på læberne.

”Haha, også mig” sagde hun og tog mig om armen, ”and of we go.”

Da vi kom til Madison Square Garden, var der ret mange mennesker, men vi møvede os gennem mængden og så tæt på indgangen som muligt. Folk lå i soveposer, der var tydeligvis flere der havde tænkt sig at overnatte her.  

”Hvordan kommer vi ind?” Spurgte jeg bekymret, og så mig omkring efter en mulighed.

”Jeg ringer til Eleanor” sagde hun, og fandt sin mobil frem fra tasken.

Hun tog den med det samme. Emma satte den på medhør.

”Hej Emma, hvor er I?” Spurgte hun sødt.

”Vi står udenfor Madison, og tænkte på om du vidste hvordan man kom ind, du er da der inde, er du ikke?” Spurgte Emma.

”Jo, vi er her alle sammen” svarede hun hurtigt, og jeg kunne næsten høre at hun smilede, ”jeg kan komme ud og hente jer, men ikke ved de store indgang, find en sikkerhedsvagt, og få ham til at vise jer en mindre indgang” beordrede hun os.

”Okay, men hvad hvis de ikke vil det?” Spurgte Emma bekymret.

”Det skal nok gå” svarede hun optimistisk.

Vi masede os igen frem gennem menneskemængden. Til sidst kom vi helt op til den store indgang, hvor to store sorte sikkerhedsvagter stod iført uniform.

”Vi skal ind” sagde Emma myndigt og stak dem et prøvende smil.

”Det kan I desværre ikke bare sådan lige” svarede den ene alvorligt.

”Jeg sagde det jo Eleanor” sagde Emma til hende.

”Vent to sekunder” sagde hun, ”okay, så er det klaret, jeg har lige fået en vagt til at beordre jer ind.”

”Fedt, tak” sagde Emma lidt overrasket. Der gik ikke længe før den ene af vagterne nikkede til os, og førte os væk fra menneskerne, og om på siden af bygningen.

”Her piger” sagde han, og puffede os ind ad en dør.

”Tak” råbte vi til ham, før han smækkede døren efter os, så var vi inde.

”Woow” udbrød vi begge, uden at lægge mærke til at vi stadig talte med Eleanor.

”Jeg gætter på at I er inde nu” sagde hun prøvende, ”jeg kommer og finder jer nu.”

Eleanor kom som sagt hen til os, og førte os med ind i koncertsalen hvor vi fik øje på en lille samling af mennesker, der sad på de forreste rækker, og omkring to mennesker, der gik rundt på scenen.

”Hvor længe har de været i gang?” Spurgte jeg nysgerrigt.

”Vi har været her siden klokken tolv” sagde hun, og førte os ned ad midtergangen.

”Så har I da været i gang i omkring to timer” sagde Emma overrasket.

”Jeg har ikke, jeg har bare kigget på, men ja, de har” sagde hun. Da vi kom ned til scenen så vi drengene stå oppe på scenen og blive belært om noget der lignede koreografi. Emma vinkede til dem, Liam fik øje på hende, og vinkede tilbage. Eleanor viste os hen på en række hvor hende, Danielle og Perrie sad, de smilede til os, og gjorde tegn til at vi skulle sætte os.

”Jeg elsker simpelthen når de skal lære koreografi” fniste Danielle.

”Ja, de ser så klodsede ud” sagde Perrie med et grin.

”Jeg ville ikke kunne gøre det så meget bedre end dem” sagde Eleanor med et smil, og lænede sig tilbage i sit sæde.

Efter en halvtime af absolut koncentration og nydelse, fik drengene pause. Jeg var helt målløs, det var jo en hver directioner drøm, at opleve dem tæt på, prøve er jo nok det mest personlige man kan komme til, det der hvor de øver sig, fejler gør det igen, det er der hvor de virkelig prøver og er fokuserede. Men det her er jo One Direction vi taler om, så det var ikke helt præcis så seriøst, jeg ville lyve, hvis drengene ikke ødelagde koreografien et par gange, eller lagde sig ned på scenen af grin. Men det var bare fantastisk.

Nu havde de pause, og de kom ned til os.

Det første jeg fik øje på var Harry, der kiggede intenst på mig, jeg vidste næsten at det var nu, det var nu han ville konfrontere mig med min løgn, og jeg forberedte min mentalt på at dø. Jeg rejste mig, og gik imod ham, nu gjaldt det om at slippe ubemærket væk, så vi kunne tale i fred, og uden Emma ville bemærke det, men nu så det heldigvis ud som om hun snakkede med Zayn og Perrie, så jeg greb chancen, og gik forbi ham hen mod scenen.

Jeg førte ham om bag den, og stoppe først op, da vi var ude fra de andres synsvinkel.

”Sig det så” sagde jeg, jeg havde ikke tænk mig at undskylde eller forklare før han havde talt, jeg blev nødt til at være helt sikker på, at han anklagede mig for det, jeg var næsten hundrede procent sikker på.

”Hvorfor løj du overfor mig?” Spurgte han vredt. Jeg sank en klump, selvfølgelig vidste han det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...