There's a Thing Called Luck - One Direction - del 3

Emma mødte One Direction i sommerferien i Grækenland, hvor hun blev venner med dem. Siden da har hun besøgt dem i efterårsferien i London, hvor hun lærte alle drengene bedre at kende, samt deres kærester. Nu har Emma været så heldig at blive inviteret med til New York, når drengene skal spille på Madison Square Garden, og hun har fået lov til at bringe hendes dødeligt jaloux veninde, Annasofie, med.
Annasofie er selv kæmpe fan af drengene, og imens Emma var på ferie hos 1D i efteråret, skrev hun til Harry, at Emma havde sagt at de var kærester, hvilket de ikke var. Hun gjorde det for at skabe splid mellem drengene og Emma, som hun jo var så umådelig jaloux på. Men hvad hun ikke vidste var, at Harry selv havde følelser for Emma, og Emma også havde for Harry, så de endte med at kysse hinanden lige før, Emma skulle tilbage til Danmark.
Hvad vil der ske når Harry møder Annasofie? Og når han ser Emma igen?
Læs med her :-)

51Likes
86Kommentarer
6834Visninger
AA

14. Madison Square Garden

 

Der er dage hvor alt går forkert, alle skridt man tager, føles som et skridt tættere på fejltagelse. Så er der dage, der går forbi uden man lægger mærke til dem, hvor alt følger de sædvanlige rammer. Og så er der de dage, hvor alt føles som en drøm, en perfekt drøm. Man vågner op med følelsen af lykke i maven, møder sine smilende venner og sin lækre kæreste, der trækker en ind til et varmt kram og kysser en på panden. Derefter får man fantastisk morgenmad; pandekager, æg, bacon, frugt, yoghurt med mere til. Til sidst åbner man døren og træder udenfor til lyden af New York city, der langsomt vågner på, og byder en velkommen.

”Drenge, vi har brug for fuld koncentration i dag” Pauls peptalk giver genlyd i de lange gange bag arenaen. ”I aften skal I optræde på Madison Square Garden, og vi skal bare være klar!”

Da arenaen navn blev nævnt, begyndte drengene straks at smile, og Louis og Zayn gav highfive.

”Vi skal øve i et par timer, og derefter tager vi en lille pause, så vi lige kan få ro på tankerne. Klokken fem mødes vi igen, og så er det fuldt på med koncentrationen, okay drenge?” Paul hævede drillende brynene, før han så ned ad gangen, hvor Helene kom til syne.

”Er I klar, vi tager lige en lille opvarmning, og så gennemgår vi rutinen” sagde hun, og nikkede smilende som hej til mig. Jeg smilede igen.

”Kom, lad os gå ind i arenaen” sagde Perrie til os, og trak af sted med alle os piger, der alligevel ikke havde andet at tage os til.

”Wow, prøv lige at tænk på i aften” sagde Annasofie overvældet, da vi trådte ind i salen for første gang den dag. Der gik folk rundt og ordnede over det hele. Vagterne var ved at aftale poster rundt omkring, der blev sat hegn op, og ordnet arena, det hele så overvældende ud. Vi gik op til de første siddepladser og slog os ned.

 

Dagen gik langsomt fremad, men efter lang tids venten og en lang gåtur i Central Park blev klokken endelig fem, og så gik det hele ellers hurtigt. Drengene for frem og tilbage fra omklædningen, til scenen, til os, til Paul, til Lou, tilbage til scenen, og til sidst var de ingen steder at finde.

”Drenge, det er nu!” råbte Paul så højt han kunne ud over arenaen. De havde været væk i ti minutter nu, og som Helene bekymret havde påpeget, så var nu ikke tiden til løjer. Det var sjovt at hun talte dansk, det havde mig og Annasofie benyttet os meget af, og det virkede også til at hun kunne bruge lidt dansk snak til afveksling fra alt det engelske, for jeg tvivlede på, at der var så mange andre at snakke med på hendes modersmål. Men selvom det ikke var den bedste timing, så virkede det til, at drengene var stukket af. Jeg rejste mig langsomt op, og listede af sted for at finde dem. Jeg vidste ikke hvor de var, men havde et par ideer til gemmesteder, for jeg regnede ikke med, at de havde fundet et eller andet sindssygt sted oppe under loftet, nej nok nærmere et tomt lokale eller snackboden.

”Harry?” jeg kaldte sagte på ham, mens jeg listede af sted ude på gangen. Jeg ville ikke have at de skulle findes af andre, hvis de nu havde en grund til at stikke af, men jeg var nu lidt nysgerrig, for man skulle da være sindssyg, hvis man stak helt af blot få timer før man skulle optræde på den mest legendariske arena i verden.

”Louis? Niall?” jeg fortsatte mine stille kald, mens jeg åbnede alle de døre jeg gik forbi på klem. ”Liam? Zayn?” men jeg fik selvfølgelig intet svar. Til sidst endte jeg omme bag scenen, der hvor man styrede lyset, og minsandten om jeg ikke fandt dem alle sammen hængende med sodavand og chips over stolene og på gulvet.

”Hvad laver I heroppe?” spurgte jeg dem anklagende. De fór sammen, og kiggede forskrækket op på mig.

”Åh Em, vi havde virkelig bare brug for en pause, det var jo helt sindssygt dernede” sagde Louis undskyldende i håbet om min forståelse. Zayn og Niall, der sad henne i hjørnet med hænderne begravet i en pose chips kiggede bedende op på mig, som var jeg deres mor der ville hente dem fra børnehave.

”Det var meget værre end det plejer at være” sagde Harry træt, mens han drejede rundt på stolen i midten af rummet.

”Altså jeg er her ikke for at skælde jer ud, men jeg ville bare informere jer om, at alle leder efter jeg, Paul hæver stemmen, og Lou er ved at flippe, fordi hun mener at hun skal bruge jer nu, ellers kommer Zayns hår til at hænge fladt ned hele showet igennem” sagde jeg som om det var de mest ligegyldige ting i verden, hvorefter jeg slog mig ned ved siden af Liam på gulvet, og tog en slurk af hans Pepsi.

”Jamen vi ville jo bare lige holde ti minutters pause, klokken er kun syv, og vi er allerede ved at dø, hvis de driver os så hårdt de næste to timer, så vil showet i aften blive dødkedeligt, eftersom vi vil være helt smadrede oven på prøverne” sagde Liam, og trak sin Pepsi til sig igen. Jeg rejste mig, og sendte dem alle sammen onde blikke.

”Nu kommer i med drenge, hvem er det lige, der skal optræde? Det er da jer, hvis I er utilfredse, så sig det, lad være med at gemme jer som små pattebørn!” med de ord drejede jeg om på hælen, og gik ud af døren. Jeg nåede lige at sende Harry et drillende blik, hvorefter jeg smækkede den efter mig. Jeg gik derfra med følelsen af succes. To sekunder efter blev døren selvfølgelig smækket op, og en surmulende Louis kom ud efterfulgt af de andre bandmedlemmer.

”Du er værre end min mor” sagde han lavmælt, hvorefter de alle sammen gik ned igen, og meldte deres tilbagevenden.

 

”Er du gal mand der er mange mennesker” hvinede Perrie begejstret, og vendte sig om mod mig med det største smil plantet på hendes læber. ”Det bliver legendarisk” meddelte hun mig, og strøg af sted for at finde hendes kæreste, der ventede nervøst på hende længere fremme. Han trak hende ind til et kys, hvorefter de gik hånd i hånd tilbage til makeuppen, der tog imod ham med åbne arme. Jeg smilede lykkeligt som jeg betragtede Perrie berolige Zayn, der sad plantet foran spejlet, med Lou pylrende om sit hår. Det var ren kærlighed, der stod ud af begge deres blikke, og det gjorde mig helt blød inden i.

Helt uventet kom Harry bagfra, og tog om mig, hvorefter han kyssede min nakke.

”Hey” sagde han henkastet, og drejede mig rundt, så jeg kunne se ham.

”Gud hvor ser du godt ud” sagde jeg anerkendende, og kyssede ham. Der var nu mindre end en halv time til de indtog scenen. Vi havde fået gode pladser blandt publikum, og med vi mener jeg alle os piger samt drengenes venner og familier.

”I lige måde frøken” sagde han kærligt, og kiggede mig dybt i øjnene.

”Tror du at vi klarer det?” spurgte han mig med ægte bekymring i stemmen.

Jeg smilede, ”om jeg gør, I kommer til at lave historie i aften, I kommer til at owne hele New York, i aften er I det eneste nogen snakker om.”

”Emma, vi skal ned til vores pladser nu” det var Danielle, der kaldte, hun stod sammen med Annasofie og Eleanor.

”Jeg kommer nu” råbte jeg tilbage, og modtog en thumps up fra hende. Vi gik derhen, og mødte resten af drengene der, samt Perrie. Der blev udvekslet kram, og ”held og lykke” blev brugt grundigt. Og før jeg vidste af det, sad vi på rad og række, klar på drengenes åbning med sommerfugle i maven.

”Er du klar?” spurgte Annasofie, der sad ved siden af mig, mens jeg tog hendes hånd. Hun kiggede på mig, med et bange ansigtsudtryk.

”Nu har vi klaret den indtil nu, så tror du ikke at det går?” sagde hun nervøst, selvom hun prøvede på at lyde frisk og frejdig.

Pludselig begyndte storskærmen at lyse, og billeder fra drengenes musikvideoer kom frem. De blev hurtigt erstattet af en masse hurtige skift, der fik spændingen til at stige. Alle skreg. Et stort ti tal kom til syne på skærmen, og nedtællingen var begyndt. Jeg kunne ikke dy mig, så med Annasofie i hånden begyndte jeg at skrige, skrige som den indre fangirl jeg var. Dette var hvad vi altid havde villet, til koncert med vores yndlingsband. Som vi stod der og skreg med vore hænder knyttet tæt sammen mærkede jeg en bølge af lykke suse igennem mig, vi var her.

Da nedtællingen nåede et begyndte røgen at stå op fra gulvet, og så kom de. De blev skudt op af gulvet. Da de kom op lignede de, de lykkeligste mennesker i verden, og der gik ikke længe før Niall spredte armene ud fra kroppen. Han kunne lige så godt have citereret Leonardo, og have skreget ud over stadion: ”I am the king of the world”, for det lignede han, det lignede de.

Badet i lysene, røgen, skrigene og alle de utallige følelser i arenaen, begyndte de at synge. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...