There's a Thing Called Luck - One Direction - del 3

Emma mødte One Direction i sommerferien i Grækenland, hvor hun blev venner med dem. Siden da har hun besøgt dem i efterårsferien i London, hvor hun lærte alle drengene bedre at kende, samt deres kærester. Nu har Emma været så heldig at blive inviteret med til New York, når drengene skal spille på Madison Square Garden, og hun har fået lov til at bringe hendes dødeligt jaloux veninde, Annasofie, med.
Annasofie er selv kæmpe fan af drengene, og imens Emma var på ferie hos 1D i efteråret, skrev hun til Harry, at Emma havde sagt at de var kærester, hvilket de ikke var. Hun gjorde det for at skabe splid mellem drengene og Emma, som hun jo var så umådelig jaloux på. Men hvad hun ikke vidste var, at Harry selv havde følelser for Emma, og Emma også havde for Harry, så de endte med at kysse hinanden lige før, Emma skulle tilbage til Danmark.
Hvad vil der ske når Harry møder Annasofie? Og når han ser Emma igen?
Læs med her :-)

51Likes
91Kommentarer
6803Visninger
AA

13. Løsningen

 

”Hvad skal vi så nu?” spurgte jeg afventende de andre, da jeg regnede med at de også havde tænk denne del af planen igennem.

 ”Altså jeg var kun bekymret for at komme herud, jeg tænkte ikke så meget længere” sagde Niall undskyldende. De andre nikkede, great, så var vi uden plan.

”Okay, øhm, jeg tænker at vi dele os op, og tage en del hver” sagde jeg da jeg hørte skridt bag os. Jeg vendte mig om, og så Harry, Louis, Eleanor og Paul komme vadende.

”Jamen hvad laver i alle sammen her?” Spurgte Paul bebrejdende.

”Vi skal finde Annasofie” sagde Niall med et smil, jeg bemærkede hvordan alle drengene havde øjenkontakt, nikkende og smilende til hinanden. Paul stod i et par sekunder.

”Jamen, så lad os da finde hende nu hvor vi alle sammen er her ude, men det skal være hurtigt, for I skal spille i morgen” sagde han, og sendte drengene et skarpt, men blødt blik. Jeg blev hel varm indeni over den ømhed, der lå i hans stemme når han talte til drengene, som talte han til sine egne børn. Men der var vel også en grund til, at han tog med dem på tour, selv om han også havde en familie derhjemme.

”Vi skal nok skynde os” sagde Louis, der var hende ved Liam for at give ham en high five.

”Hvor tror I at hun er henne?” Spurgte Paul os så.

”Ja altså, det er jo ikke engang sikkert at hun er her, men vi ved ikke hvor ellers hun skulle have taget hen” sagde Zayn, vi nikkede.

”Så lad os dele os, Zayn, Perrie og Niall i kan tage om bag scenen” dirigerede Paul, drengene storsmilede stadig og fulgte instrukser.

”Liam, Danielle, I tager venstre side” sagde han så.

”Åh gud der er mange” stønnede Danielle, da hun fulgte efter Liam.

”Louis, Eleanor, jeg tager med jer til højre side” sagde Paul, ”og Harry, du kan tage Emma med oven på.”

Vi begav os af sted oven på, der var mange trapper, og mange tusinde sæder. Hun kunne være overalt.

”Annasofie!” kaldte jeg ud i den rungende arena, men intet svar. Harry tog min hånd og gav den et klem.

”Vi skal nok finde hende og få hende med hjem” sagde han trøstende. Jeg kiggede overrasket om på ham.

”Hey, det var sødt sagt” sagde jeg forbløffet, han havde ikke virket specielt interesseret i at finde hende før.

”Ja selvfølgelig, godt nok er jeg vred over det hun gjorde, men vi har ansvaret for hende, hun skal med hjem” sagde han, og kyssede mig på kinden, før han hoppe et par trin højere op.

”Vi kan jo for helvede ikke tjekke under alle stolene” beklagede jeg mig, mens jeg slæbte føderene op af trinnene.

”Shh!” tyssede Harry pludselig på mig.

”Hvad?” spurgte jeg undrende, og stoppede op.

”Kan du ikke høre det?” spurgte han, mens han stivnet stod og lyttede. En klynkende lyd kom oppe fra toppen.

”Jeg tror, at det er hende” sagde han stille, hvorefter han hoppede de sidste par trin op til toppen. Han stoppede igen op, hvorefter han gik til venstre. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige til hende, når vi fandt hende. Jeg var på den ene side rigtig lettet over at vi havde fundet hende, og på den anden side havde jeg ikke lyst til at se hende. I det samme så jeg Harry komme slæbende med en rødøjet Annasofie ned til mig. Hun kiggede ikke engang på mig, hun fulgte bare blindt med Harry ned af alle trapperne. Harry kiggede sigende på mig, og gjorde tegn til at jeg skulle følge efter. Hvordan kunne jeg være vred på sådan et vrag? Hun havde brug for sin ven til at fortælle, at det var okay, og at hun var tilgivet. Det havde jo ikke forvoldt nogen skade, der ikke var blevet redt ud. Alt var gået i orden igen. Jeg forstod hende jo på en måde godt, altså selve tanken. Jeg ville jo aldrig gøre det i virkeligheden. Eller ville jeg? Sandheden var, at jeg ikke anede det. Jeg ville jo helst tænke, at jeg var bedre end det. Men var jeg nu også det?

”Åh I fandt hende” udbrød Eleanor glad, da hun så os komme ned. Hun aflæste hurtigt vores alvorlige ansigtsudtryk, og stoppede hurtigt med at smile.

”Er alt okay?” Spurgte hun mig afmålt, og gik hen imod os. Hun lagde trøstende hånden på Annasofies skulder, hvorefter hun stoppede op sammen med mig. Harry førte Annasofie videre ned til de forreste sæder, hvor han satte hende af. Hun faldt ynkeligt sammen i sædet, sagde ikke noget, sad bare kridhvid i hovedet, med røde øjne. Som en zombie.

”Hvad er der sket med hende?” Spurgte hun mig, mens hun skævede bekymret ned mos Annasofie og Harry, der havde sat sig ved siden af hende. Hvad sagde han til hende?

”Jeg aner det ikke, men det ser ud som om Harry klarer den” sagde jeg en lille smule stødt. Det var ikke meningen at Harry skulle ordne det her, jeg skulle være den søde i denne sag, lave fred mellem dem, ikke omvendt. Kunne han ikke bare blive ved med at være sur? Bare lidt endnu.

”Stakkels pigebarn” sagde Louis, der også kom hen til os nu, ”hvad siger Harry til hende?”

”Ja, det ved jeg altså ikke” sagde jeg surt, hvorefter jeg forlod dem, for at få snakket med Annasofie. Da jeg kom derned så jeg Harry snakke til hende, hun kiggede opslugt på ham, og nikkede engang imellem. De snakkede dæmpet sammen, og jeg så et smil tage form på hendes læber. Jeg havde lyst til at tørre det af.

”Hvordan går det så hernede?” sagde jeg taktløst og afbrød deres lille hyggesnak. De kiggede begge overrasket op på mig.

”Fint” sagde Harry afvisende, og prøvede med øjnene at få mig til at gå.

”Det var da godt, Harry hvis du lige vil give os et øjeblik” sagde jeg spidst, og smilede sukkersødt til ham. Han himlede irriteret med øjnene, hvorefter han modvilligt rejste sig. Jeg fulgte ham med øjnene hele vejen tilbage til Louis og Eleanor, hvor de andre også var kommet til syne. Derefter satte jeg mig ned på Harrys plads, og kiggede indtrængende på Annasofie. Ventede på noget, et eller andet. Der kom ingen ord over hendes læber, det endte bare med at hun med tåre i øjnene vendte hovedet væk. Jeg hørte Harry bande svagt i baggrunden, og alle de andre tysse på ham. Jeg besluttede at jeg hellere måtte føre ordet.

”Undskyld” sagde jeg oprigtigt, det var det eneste jeg kunne sige. Det eneste ord der faldt mig ind.

”Hvad sagde du?” Sagde Annasofie forbavset.

”Undskyld” gentog jeg, og denne gang kiggede jeg hende gennemtrængende i øjnene.

”Du skal ikke undskylde” sagde hun svagt, ”det er mig der skal det.”

”Det er lige så meget min skyld, jeg skulle have tænkt på dig” sagde jeg og mente hvert et ord. Hun kiggede målløst på mig.

”Ja, jeg ved godt at du har opført dig af lort til, og mere til, du kunne i det mindste havde sagt det” jeg stoppede mig selv, og kiggede så igen på hende, ”men det er ikke sagen. Sagen er, at jeg tilgiver dig” sagde jeg roligt. Hun kiggede stadig forbløffet på mig, men fik så fremstammet et stille tak.

”Det er i orden” sagde jeg. Vi var automatisk slået over i dansk.

”Hvad siger du til at komme med hjem, så vi kan få lidt søvn før koncerten i morgen?” Spurgte jeg så, og rejste mig.

”Det vil jeg gerne” sagde hun med lidt mere styrke i stemmen. Hun rejste sig også, og sammen begav vi os tilbage til de andre.

”Er alt okay?” Spurgte Louis for at tjekke. Jeg kiggede på Annasofie.

”Alt er…” hun sank en klump, ”helt okay.”

”Godt” sagde Louis med et smil, hvorefter han greb mig om skulderen, og gav mig et kram. Jeg kiggede rundt efter Harry, der stod bag Zayn og Liam. Jeg banede mig vej gennem dem, velvidende at de Louis og Eleanor nok skulle passe på Annasofie.

”Hey” sagde jeg uskyldigt, og chattede til ham. Han kiggede igen. Jeg begyndte at smile, det var åndsvagt. Jeg lænede mig ind over ham og kyssede ham på kinden.

”Jeg skulle også selv lige snakke med hende, selvom jeg er sikker på, at du havde alt under kontrol” sagde jeg undskyldende, og ventede på krammet. Det kom.

”Det er okay skat” sagde han med smil i stemmen, hvorefter han løftede mit hoved op med fingeren, og kyssede mig. Vi vendte os om mod de andre, hvor jeg straks lagde mærke til Annasofie, der betragtede os. Hun smilede til mig, og jeg mærkede hvordan glæden fyldte mig. Alt var godt nu, det eneste der var tilbage var koncerten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...