There's a Thing Called Luck - One Direction - del 3

Emma mødte One Direction i sommerferien i Grækenland, hvor hun blev venner med dem. Siden da har hun besøgt dem i efterårsferien i London, hvor hun lærte alle drengene bedre at kende, samt deres kærester. Nu har Emma været så heldig at blive inviteret med til New York, når drengene skal spille på Madison Square Garden, og hun har fået lov til at bringe hendes dødeligt jaloux veninde, Annasofie, med.
Annasofie er selv kæmpe fan af drengene, og imens Emma var på ferie hos 1D i efteråret, skrev hun til Harry, at Emma havde sagt at de var kærester, hvilket de ikke var. Hun gjorde det for at skabe splid mellem drengene og Emma, som hun jo var så umådelig jaloux på. Men hvad hun ikke vidste var, at Harry selv havde følelser for Emma, og Emma også havde for Harry, så de endte med at kysse hinanden lige før, Emma skulle tilbage til Danmark.
Hvad vil der ske når Harry møder Annasofie? Og når han ser Emma igen?
Læs med her :-)

51Likes
91Kommentarer
6699Visninger
AA

3. Introduktion

”Vi er lige kommet” sagde jeg og trak mig væk fra Louis. Jeg kiggede tilbage og så Annasofie stå mildere målløs og betragte os.

”Lou, lad mig præsentere dig for min veninde, Annasofie” sagde jeg med et smil.

”Hej Annasofie, dejligt at du ville komme” sagde han høfligt. Jeg fnes en gang, han skulede til mig.

”Jeg hedder som du nok ved Louis, og jeg er en del af bandet One Direction”, han rakte hende hånden, ”vi blev sat sammen i x factor 2010, så det er efterhånden et stykke tid siden” fortsatte han, jeg gav ham et spark over skinnebenet. ”Ja, ja, hun er ikke idiot” sagde jeg, Annasofie grinede.

”Jeg har også savnet dig Em” sagde han med et smil. Jeg grinede og sendte øjne til Annasofie, der stadig stod og smågrinte lidt.

”Nåh, har I piger haft en god tur?” Spurgte han, og gjorde tegn til at vi kunne tage elevatoren op igen.

”Ja, den gik uden problemer” svarede jeg frejdigt.

”Jeg talte ikke til dig” sagde Louis med et smil.

”Åhh” sagde jeg mens jeg himlede med øjnene.

”Det var en helt fin tur” sagde Annasofie efter at have stået tavs i noget tid. Vi gik ind i elevatoren, der nu var kommet ned til os.

”Hey, vores baggage!” Udbrød jeg idet dørene lukkede i.

”Dem kommer de op med, de ved hvor I skal bo” sagde han ligegyldigt.

”Service” mumlede jeg imponeret.

”Det er dejligt” sagde han, ”nåh fortæl mig mere om turen, var det svært at komme ind i landet?”

”Jeg tror at det var helt normal procedure, men det undrer mig nu, at de lukkede Emma ind” sagde Annasofie i sjov.

Louis grinte, ”ja, hun er til fare for hele landet.”

”Tak venner” sagde jeg ironisk.

”Kan du ikke huske da du ankom til London? Hun fik afsløret vores perfekte gemmested, så vi blev overfaldet af mennesker” forklarede han Annasofie.

Hun trak på smilebåndet, ”det fortalte Emma mig sjovt nok aldrig om” grinte hun.

”Hvor var alle fansene egentlig henne nu her?” Spurgte jeg ham undrende, der havde jo ikke været nogen nede i lobbyen.

”Åh, de er udenfor, de må ikke komme ind på hotellet, man får helt ondt af dem. Nogle af dem har stået der siden i går da vi kom” sagde Louis.

”Har I været ude at sige hej til dem?” Spurgte Annasofie.

”Vi har vinket fra vinduet” sagde han, og virkede lidt pinligt berørt over det. ”Vi fik ordre på ikke at gå ud, der er for mange” forsvarede han sig.

”Jeg forstår jer godt” sagde Annasofie, ”der er jo fans alle vegne, I kan jo ikke sige hej til dem alle sammen.”

”Nej det er ikke sådan” sagde Louis, ”vi vil gerne sige hej til dem, men vi må ikke.”

”Jeg tror at det hun mente var, at I jo har så mange fans, der gerne vil siges hej til, at I kunne bruge hele jeres liv på det, så på den måde er det ikke muligt” prøvede jeg at redde Annasofies konklusion, hun havde set helt ked ud, da han havde sagt hende imod.

”Nåh, ja på den måde, men altså vi prøver jo, det er jo deres skyld det hele” sagde han. Elevatoren bippede, og dørene gik op.

”Wow, hvilken etage er det her lige?” Spurgte jeg undrende, det havde været en overraskende lang elevatortur.

”Jeg tror at det er 30. eller noget i den stil” sagde Louis, og førte os hen til første dør, ”jeg gætter på at I gerne vil sige hej til de andre drenge, før jeg viser jer jeres værelser” sagde Louis, ”især dig Emma. Harry venter. Har gjort det længe. Behøver jeg at sige mere?” Sagde han drillende, jeg gav ham et puf i maven, ”jeg har ikke savnet dig” sagde jeg, og åbnede døren med et ryk.

Det var et stort rum, det var ikke et hotelværelse, men en lejlighed. Det var en fin stor stue, med et stort vindue ud over Manhatten. Der var to hvide sofaer, og et sofabord der stod i en kreds henne i det ene hjørne, og et stort tv. Derudover var der 4 døre. Men alt dette lagde jeg ikke mærke til lige med det samme, jeg så kun Liam, Niall og Zayn.

”Emma!” Sagde Niall glædeligt og rejste sig straks op, jeg skyndte mig hen til ham, og gav ham et stort kram.

”Gud hvor har jeg savnet dig” sagde jeg til ham, og trak mig væk, for at give Zayn et kram. ”Jeg har også savnet dig, hvordan har Perrie det?” Spurgte jeg Zayn med et smil, jeg havde mødt hans kæreste sidst jeg så dem, og Perrie var virkelig sød.

”Hun har det helt fint, hende, Danielle og Eleanor er her desværre ikke lige nu, men de kommer tilbage” lovede han, og sendte mig videre til Liam, som også ventede med åbne arme.

”Hej” sagde jeg og fik et kæmpe bamsekram af ham, det var skønt.

”Nu skal I alle sammen møde min veninde” sagde jeg, og trak mig væk fra dem, og vinkede Annasofie indenfor.

”Hej med dig, jeg hedder Liam” sagde Liam, og rakte hende hånden. Jeg rystede på hovedet, han behøvede jo overhovedet ikke at præsentere sig.

Hun tog hans hånd, ”Annasofie” sagde hun, og smilede til ham, derefter også Zayn og Niall.

”Var det en god tur?” Spurgte Zayn Annasofie med et smil, de satte sig ned i sofaerne igen.

”Det her er mit, Eleanor, Danielle og Liams værelse” forklarede Louis, ”Zayn og Perrie har deres eget ved siden af, og Harry og Niall har ved siden af dem. Jeres værelse ligger nede ved siden af deres, forstod du det?” Spurgte Louis med et flabet smil.

”Næsten” fnes jeg, og skulle lige til at sætte mig ned, da nogen igen åbnede døren.

”Jeg syntes at jeg hørte pigestemmer” lød Harry Styles dybe stemme, ”og jeg kunne ikke forstå, hvis Eleanor, Danielle og Perrie allerede var tilbage.”

Jeg vendte mig om, og mødte et smilende ansigt. Jeg tror at mit hjerte hoppede et slag over ved hans tilstedeværelse, så tæt på. Jeg var tæt nok på til at ae hans krøller, sætte fingeren i hans smilehuller, tage hans hånd.

Jeg nåede ikke engang at sige noget, før jeg havde kastet mig om halsen på ham. Jeg mærkede bare hans arme, der omfavnede mig, varmede mig, fik mig til at føle mig mere hel end jeg havde gjort længe.

Jeg havde virkelig savnet Harry. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...