There's a Thing Called Luck - One Direction - del 3

Emma mødte One Direction i sommerferien i Grækenland, hvor hun blev venner med dem. Siden da har hun besøgt dem i efterårsferien i London, hvor hun lærte alle drengene bedre at kende, samt deres kærester. Nu har Emma været så heldig at blive inviteret med til New York, når drengene skal spille på Madison Square Garden, og hun har fået lov til at bringe hendes dødeligt jaloux veninde, Annasofie, med.
Annasofie er selv kæmpe fan af drengene, og imens Emma var på ferie hos 1D i efteråret, skrev hun til Harry, at Emma havde sagt at de var kærester, hvilket de ikke var. Hun gjorde det for at skabe splid mellem drengene og Emma, som hun jo var så umådelig jaloux på. Men hvad hun ikke vidste var, at Harry selv havde følelser for Emma, og Emma også havde for Harry, så de endte med at kysse hinanden lige før, Emma skulle tilbage til Danmark.
Hvad vil der ske når Harry møder Annasofie? Og når han ser Emma igen?
Læs med her :-)

51Likes
86Kommentarer
6843Visninger
AA

11. I New York, I snevejr

”Harry!”

Vores øjeblik blev afbrudt af et råb, og skridt på gangen. Helene drejede om hjørnet og fik øje på ham.

”Der var du, vi skal i gang igen” sagde hun friskt til Harry, hvorefter hun fik øje på mig. Hendes ansigtsudtryk ændrede sig fra opstemt til undrende, og til sidst da hun fik øje på Annasofie fik hun en fortvivlet rynke i panden, og sendte Harry et bebrejdende blik, ”hvad har du dog gjort ved dem?”

”Ikke noget” var jeg hurtig til at sige, mens jeg trak mig væk fra Harry.

Hun undersøgte mit ansigt for detaljer, men jeg stak hende bare et frejdigt smil, og tog Harry i hånden, for så at gå tilbage til de andre.

Da vi kom ud af de mange gange var jeg lige ved at slippe grebet om hans hånd ved tanken om de andre, der uden tvivl ville sende os undrende blikke, men vi kunne vel lige så godt få det overstået. Hvor ville jeg dog bare ønske, at jeg ikke havde fortalt Louis om mine problemer nu, så ville vi ikke være nødt til at forklare os, og hvad med Annasofie? Lige nu var mit hovedet for fyldt med andre problemer til at bekymre sig om hende, hun kunne passe sig selv, i hvert fald for nu. Jeg havde ingen lyst til at snakke.

Ude i det store åbne arena blev vi mødt af en masse nysgerrige ansigter.

”Hvad sagde du til dem?” Hviskede Harry ned i håret til mig.

”Jeg fortalte bare Louis, at jeg var ked af det. Jeg havde brug for en at snakke med” svarede jeg kort, og sendte et par undskyldende øjne til ham.

”Det er helt okay” sagde han roligt, og slap min hånd for derefter at hoppe op på scenen. Jeg stak ham et smil, før jeg gik op til stolerækkerne, hvor Danielle, Eleanor og Perrie sad.

Eleanor var hurtig da jeg kom op til dem.

”Hvad så? Hvad sagde han?” Hendes stemme var øm og bekymret, sikkert både for mig og for Harrys handlinger. Hun håbede sikkert, at han ikke havde rodet sig ud i alt for meget.

”Bare rolig, det var ikke ham” sagde jeg smilende som svar på deres bekymrede blikke og Eleanors spørgsmål.

”Jamen, hvem så?” Spurgte Danielle forvirret. Det stak i mig, jeg hadede at udstille Annasofie foran dem, men hun havde sgu selv bedt om det.

”Det var Annasofie, hun havde prøvet på at spolere mit forhold til Harry fordi hun var jaloux” sagde jeg så hurtigt som muligt, hvor efter jeg satte min ned uden et ord mere. Jeg mærkede varmen stige op i mine kinder, og tårerne, der begyndte at stikke i øjnene. Jeg mærkede også Eleanors hånd tage fat om min, og give den et klem.

”Du skal ikke tage det så tungt, der er ingen der dømmer jer” sagde hun som kunne hun se direkte ind i mig. For det var jo det, der gjorde det hele så ekstra svært, det udstillede ikke kun hende, men også mig. Det udstillede mig som en lille og barnlig fangirl, hvilket var det jeg allerhelst ville undgå. Jeg ville allerhelst bare have lov til at være Harrys kæreste, en del af gruppen, ikke hende ”the fan”.

 

Jeg så ikke Annasofie mere den dag, men jeg regnede med, at hun havde taget en taxa tilbage til hotellet, og at hun blev der. Det var jeg egentlig helt okay med, jeg gad ikke at babysitte hende, jeg ville bare være sammen med mine venner.

Vi tog ud at spise, jeg sad ved siden ved siden af Harry og følte mig utrolig heldig. Vi holdte i hånden under bordet, og opførte os som et rigtigt kærestepar. Rundt om bordet sad de andre par, og så Niall, men han så ikke ud som om det gjorde ham noget, han grinede med som han plejede, og en gang i mellem fangede jeg hans blik, han sendte mig store smil. Jeg mærkede noget inde i mig falde på plads som jeg kiggede rundt på alle mine venner. Det var godt nok ikke alle mine venner, jeg havde jo en hel gymnasieklasse derhjemme, men det her var også godt selskab, fantastisk selskab. De var nogen af de rareste mennesker jeg kendte, og jeg følte ingen grund til at tænke på mit normale liv, jeg ville bare nyde dette øjeblik, nyde mit held, og klare Annasofie senere. Annasofie. Selvom jeg havde besluttet mig for at tænke på hende på et andet tidspunkt var det alligevel som om jeg gik i stå ved hendes navn, i hvert fald nok i stå til, at Harry mærkede det. For han klemte min hånd, og kiggede mig sigende i øjnene. Men jeg gjorde bare en bevægelse om at det ikke var noget, så han nøjedes med at kysse mig på kinden. Jeg mærkede alles øjne på os, og jeg rødmede, men det gjorde ikke noget, det var helt okay.

”Hvad skal jeg gøre ved Annasofie?” Spurgte jeg Harry som vi gik i december mørket på vej hjem mod hotellet. Vi havde sagt nej tak til en taxa, så vi havde bare en vagt med bag os. Byen lyste flot op, og selvom det det var sent om aftenen var den fuld af liv. Der var støj på gadehjørnerne, glade stemmer, der fyldte luften med julestemning. Rundt omkring på fortovet lå affald smidt ud fra restauranterne og gamle cigaret skod. Der var lys i alle vinderne, og lygtepælene. 

”Jeg ved ikke om der er så meget at gøre” sagde han stille. Jeg forstod ham, han var vred på hende, det samme var jeg, men jeg kunne jo ikke bare lade være med at snakke med hende, jeg havde jo taget hende med til New York.

”Jeg kan ikke bare ignorere hende” mumlede jeg ned i mit tørklæde, det var koldt, omkring de nul grader, så jeg frøs. Jeg havde Harry i hånden, og den anden hånd i jakkelommen, men den var ikke så varm som den så ud til, det var bare stof.

”Jeg ved det” svarede han igen stille uden rigtigt at lyde som om han gik op i det.

”Tror du ikke, at hun er hjemme på hotellet?” Spurgte jeg ham i håb om at blive bekræftet i min teori.

”Jo” svarede han kort, ”hvor skulle hun ellers være?”

”Jeg ved det ikke” jeg vendte ansigtet bort, ”jeg kan bare ikke lade være med at bekymre mig.”

Vi gik lidt i tavshed.

”Undskyld” Harry brød stilheden, ”jeg er bare stadig så sur på hende, jeg fatter ikke hvordan du kan bekymre dig om hende lige nu, hun forrådte dig” røg det ud af ham. Jeg kiggede op på ham, som om jeg ikke allerede vidste hvordan han havde det med hende. Selvom jeg burde nyde at han hadede hende kunne jeg bare ikke lade være med at blive ked af det. Hvorfor kunne hun ikke bare være den perfekte veninde? Jeg orkede ikke alt det drama, det var meningen, at det bare skulle være en hyggelig tur med fede oplevelser, det gik bare ikke helt som planlagt.

”Det er okay” sagde jeg roligt og kiggede på ham. Han øjne skinnede i lyset fra butikkerne vi gik forbi, og hans ånde dannede små hvide skyer i luften. Han smilede da han fangede mit blik, og trak mig ind til sig. Hans stærke arme varmede mine skuldre, og gjorde mig tryg. Jeg lænede mig ind mod hans krop, ville blive der.

Jeg kiggede op på ham igen, ”hvordan kan det egentlig være at vi kan gå så uforstyrret?”

”Der er ingen der ved at vi er her” sagde han, ”så simpelt er det. Men når vi kommer til hotellet skal vi sikkert skynde os ind” han sagde det med sådan en omsorg i stemmen, nærmest bekymring.

”Du er godt klar over hvad du går ind til ikke?” Sagde han så pludselig og stoppede op.

”Hvad?” Jeg forstod ham ikke helt.

”Ja altså du ved” han kiggede ned i jorden, ”jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det, men… Berømmelsen, du ved godt hvad du går ind til ikke?”

Jeg udstødte en overrasket latter. Hvor var han sød.

”Søde, jeg ved godt hvor kendt du er, hvor eftertragtet, men det gør ingen forskel for mig. Husk på jeg var selv en fan” sagde jeg, selvom jeg egentlig helst ikke ville have at han huskede mig som fan. Jeg huskede stadig min reaktion første gang jeg så dem klokkeklart. Jeg havde flippet fuldstændig ud. Det var så pinligt.

”Så du er ikke fan længere?” Spurgte han mig kækt.

”Nej, jeg er sgu blevet lidt træt af jer” grinte jeg af hans hurtige kommentar.

”Åh nej, det må jeg hellere gøre noget ved” sagde han, og med et var munden trukket op i et kæmpe smil. Han begyndte at kilde mig. Jeg skreg højlydt, og snoede mig hurtigt ud af hans arme, hvorefter jeg spænede væk fra ham.

”Hey, kom tilbage!” Skreg han efter mig, men jeg kunne høre at han selv var begyndt at løbe, så jeg satte farten op. Dog fangede han mig hurtigt, og genoptog hvad han startede på.

”Stop, stoop” grinede jeg forpustet mens jeg slog ham som forsvar. Til min forbløffelse stoppe han.

”Hey, du gjorde som jeg sagde” sagde jeg triumferende og smilede drilsk til ham. Han gengældte mit smil.

”Kan du mærke det?” Spurgte han mig mystisk.

”Hvad?” Spurgte jeg undrende, mens jeg kiggede mig omkring.

”Kig op” sagde han med et smil på læben, stadig med armene omkring mig. Oppe fra himlen faldt store runde snefnug. De svævede ned og landede blødt på jorden, hvorefter de langsomt blev et med asfalten.

”Wauw” udbrød jeg målløs, ”hvor er det smukt…”

”Ja ikke?” Sagde han, og rykkede sig endnu tættere på mig.

”Harry, du ved at det ikke gør mig det fjerneste om du er kendt eller ej, det må du aldrig tvivle på. Bare fordi jeg var fan betyder det jo ikke, at det er derfor jeg er forelsket i dig. Jeg er vild med dig, Harold Edward Styles, ikke Harry Styles fra One Direction, dig” sagde jeg med alvorlige øjne.

”Du kender mit fulde navn uden jeg har fortalt dig det, det er altså lidt creepy” sagde han skræmt.

Jeg blev rød i hovedet, jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, jeg havde bare lyst til at grave mig ned.

”Emma?” Harry skiftede lige pludselige ansigtsudtryk fra skræmt til et stort smil. ”Du ved godt, at jeg bare laver sjov med dig ikke?”

Jeg havde taget hænderne op foran mit ansigt, ”gå væk med dig Styles” sagde jeg uden rigtigt at mene det.

”Emma, du ved, at jeg elsker dig for lige præcis den du er, ikke kun fordi du er sød og sjov og klog og god, jeg kunne blive ved, men også fordi du er fan, fordi du er så fandens sød at gøre grin med, og fordi du er den vildeste stalker, fordi du er dig. Der er ingen jeg hellere ville kysse i New York i snevejr end dig” sagde han kærligt og fjernede mine hænder fra mit ansigt. Jeg kiggede oprigtigt op på ham.

”Men vi…” Mere nåede jeg ikke at sige før han lænede sig ned over mig, og kyssede mig, i New York, i snevejr. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...