Død

Jeg kan ikke fatte, at han kunne gøre det mod mig. Eller jeg kan vel godt fatte det, på et eller andet plan, men... hvorfor?
Mit navn er... Jeg aner det ikke. Hvor lamt... jeg kan ikke engang huske mit eget navn. Alt hvad jeg ved er, at jeg er død. Et spøgelse. Ikke længere i live. Og for hver dag bliver alt mere og mere tåget.
Hvorfor gjorde han det? Hvorfor er jeg død?

4Likes
2Kommentarer
617Visninger

3. .

   Vi lander ude på en mark tæt ved vores destination. Kevin ligger skræmt på jorden og tjekker, om han er okay.

   ”Tag det roligt,” siger jeg. ”Stoler du ikke på mig?”

   Han er dødstille og stirrer bare på mig.

   ”Er du okay?” spørger han så. Jeg himler med øjnene og sukker irriteret.

   ”Hvor mange gange skal jeg minde dig om, at jeg er død?” siger jeg. ”Jeg kan ikke komme til skade på samme måde som dig, og jeg har teleporteret masser af gange.”

   ”Nej, jeg mener,” siger han og ser intenst på mig. ”Er du okay med missionen.”

   ”Det er ikke vigtigt, hvordan jeg har det,” siger jeg stille og kigger hen mod basen, som ser skarpt bevogtet ud.

   ”Engel…” siger han og rejser sig op for at gå hen til mig.

   ”Nej, stop,” siger jeg og holder hånden op. ”Lad være med at sige noget om, at mine følelser omkring det her er vigtige, for det er de ikke. Det eneste, der betyder noget, er at få fat i kalken og holde dig i live.”

   Kevin ser forpint på mig, men han holder sin mund, hvilket jeg er taknemmelig for. Hvis han var begyndt på den tale han havde i tankerne, ville jeg ikke kunne gennemføre missionen, og så ville vi begge være dømt til døden. Det sidste, jeg har brug for lige nu, er at tale med Kevin om mine følelser.

   ”Sagde Festus noget om hvor mange mænd der er?” spørger han i stedet, jeg ryster tavst på hovedet.

   ”Hvis jeg sagde, at du skulle vente her og lade mig klare det, ville du så lytte?” spørger jeg.

   ”Ikke på vilkår,” griner han til mig, jeg himler igen med øjnene. Hvorfor skal han absolut være så… så… dumdristig?

   ”Fint, men vær stille,” siger jeg og pludselig får jeg den mærkelige fornemmelse af at vide, hvad han tænker. ”Og nej. Jeg kan ikke gøre dig usynlig.”

   ”Hvordan…?” spørger han, men jeg afbryder ham.

   ”Det ved jeg ikke,” siger jeg, og så begynder stemmerne.

   De starter med at hviske, men bliver så højere og højere, til at de nærmest råber. Nye stemmer hver gang. Hvornår slutter vagten? Jeg håber at Mai er i sikkerhed. Hvorfor er det lige os, der skal bevogte den dumme kalk?

   Jeg gisper og falder om på jorden. Stemmerne giver mig hovedpine og de bliver bare højere og højere.

   ”Engel,” siger Kevin og løber hen til mig. Han smider sig ned ved siden af mig og prøver på at gribe fat i mig, men hans hænder går lige igennem mig.

   ”Jeg er okay,” siger jeg, men stemmerne kører stadig rundt i hovedet på mig. Jeg lukker øjnene og koncentrerer mig om at dæmpe stemmerne. ”Kevin… er det normalt for døde folk at høre stemmer?”

   Han ser lidt underligt på mig.

   ”Hvordan skulle jeg vide det?” spørger han så. ”Jeg tror ikke, at det er normalt for nogen.”

   ”Jeg tror, at det er andre folks tanker,” siger jeg og ser skræmt hen mod den fjendtlige base.

   ”Vent, siger du, at du er tankelæser?” spørger Kevin. ”Hvad tænker jeg lige nu.”

   Jeg elsker dig.

    ”Kevin stop,” siger jeg og ryster på hovedet. ”Det kommer ikke til at gå. Jeg er død og du er levende…”

   ”Så du kan altså læse tanker,” siger Kevin og afbrød mig. ”Er det begyndt lige nu?”

   Blikket, jeg sender ham, ville kunne dræbe, og hvem ved, måske kan det. Jeg fæstner hurtigt mit blik mod basen.

   ”Okay, så det er først startet nu,” siger han efter at have mødt mit blik. ”Kan du klare missionen?”

   ”Det skal jeg,” siger jeg sammenbidt og rejser mig op. Det, at jeg skulle have fat i kalken, havde ikke været et forslag, det havde været en ordre, og hvis jeg ikke fulgte ordrer… Jeg vil faktisk helst ikke tænke på det.

   ”Kan du gøre mig usynlig?” spørger Kevin nysgerrigt.

   ”Jeg kunne sikkert godt, men nej.”

   ”Men…”

   ”Hvis jeg gør dig usynlig og ikke kan gøre det om… Det vil jeg ikke holdes ansvarlig for.”

   Han ser lidt underligt på mig, men siger ellers ikke mere, hvilket jeg er ret taknemmelig for. Jeg gør tegn til, at han skal følge efter mig. Vi når helt hen til muren, før jeg stopper op.

   ”Jeg angriber en vagt,” hvisker jeg. ”I cirka din størrelse, så tager du hans uniform på og går ind via hovedporten.”

   Han nikker med et beslutsomt ansigtsudtryk. Jeg gør tegn til ham om at blive, selvom at det er lidt unødvendigt, eftersom at jeg går gennem væggen. Et øjeblik strejfer tanken mig at jeg kunne stjæle kalken og forsvinde, før de andre vagter opdager det, men jeg har jo fået ordrer til at dræbe vagterne og Festus sagde, at Kevin skulle med. Så jeg dræber hurtigt en af dem, tager uniformen og skynder mig hen til Kevin. Jeg bliver nødt til at tage en omvej, da det er ret svært at få fast materiale gennem en mur, men da jeg når tilbage, står Kevin der i det mindste stadig.

   ”Prøv den her på,” siger jeg og kaster uniformen hen til ham. Han griber den og begynder så at tage sit tøj af. Jeg rødmer og vender blikket ud mod skoven i horisonten.

   ”Du kan godt vende dig om nu,” lyder Kevins stemme bag mig. Han griner.

   ”Okay,” siger jeg og rømmer mig, ikke fordi at jeg har brug for det, men for at genvinde fatningen. ”Her er planen. Jeg får dig op på muren, hvor du går ned af en trappe til gården ind i huset. Når du er kommet indenfor, går du til højre, højre, venstre, højre, venstre, ned af trappen, venstre, højre, ned af en til trappe, forbi spisesalen, ved våbenrummet drejer du så til venstre og derefter højre hvorefter, at du bruger en dirk til at dirke døren til det venstre sovegemak op. Du går derind og kigger bag reolen. Bag reolen er der en hemmelig dør, som fører ud til et netværk af andre hemmelige døre inde i væggene og…”

   ”Hold inde,” siger han og laver en afværgende bevægelse med hænderne. ”Du mistede mig ved venstre.”

   ”Bare følg efter mig,” siger jeg og himler med øjnene hvorefter, at jeg manifesterer en uniform, magen til den jeg gav Kevin. Som død kan jeg ikke have rigtigt tøj på, men jeg bestemmer selv, hvordan jeg vil se ud så længe, at min skikkelse nogenlunde ligner mig selv, så derfor er det nemt for mig at forestille mig selv i en af deres meget grimme uniformer. Jeg griber fat i Kevins hånd og springer. Vi lander på muren med et stille bump. Eller jeg laver ikke nogen lyd. Kevin falder på røven. Jeg sukker og hjælper ham op. ”Okay. Opfør dig naturligt og følg efter mig. Men det skal ikke ligne, at du følger efter mig, så gå ved siden af mig.”

   ”Var du også så kommanderende da du levede?” spørger han og ser på mig med et uidentificerbart blik.

   ”Det var en af grundene til, at du elskede mig,” siger jeg smilende og begynder at gå. Han når hurtigt op på siden af mig. ”For at være helt ærlig, så aner jeg ikke hvorfor, du elskede mig. Jeg kan ikke huske noget. Kun dig. Der er ting som jeg vidste, lige da jeg blev… ja, død, men… det er som om, at det forsvinder. Det hele. Ved du hvad, min mor hedder?”

   ”Din mor er død,” siger han stille.

   ”Åh… jeg ville ønske, at jeg ikke skulle være nødt til at spørge om det her, men… hvordan?” siger jeg chokeret imens, at jeg automatisk finder vej gennem de utallige gange. Hvor mange gange kan en base lige have? Ved alle guder, er de en form for menneskelige myrer?

   ”Jeg har virkelig ikke tilladelse til at fortælle dig noget om din fortid. Undskyld,” siger han trist.

   ”Mind mig om, at hvis jeg nogensinde får chancen, så dræber jeg den gamle mand, Festus eller hvad end han nu hedder,” siger jeg bittert og holder så kæft. Hvorfor snakkede jeg overhovedet med ham? Det havde bare virket rigtigt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...