Død

Jeg kan ikke fatte, at han kunne gøre det mod mig. Eller jeg kan vel godt fatte det, på et eller andet plan, men... hvorfor?
Mit navn er... Jeg aner det ikke. Hvor lamt... jeg kan ikke engang huske mit eget navn. Alt hvad jeg ved er, at jeg er død. Et spøgelse. Ikke længere i live. Og for hver dag bliver alt mere og mere tåget.
Hvorfor gjorde han det? Hvorfor er jeg død?

4Likes
2Kommentarer
577Visninger

2. .

 

   ”Du kaldte,” siger jeg og ser ondt på den gamle mand. Han havde faktisk ikke kaldt. Han havde beordret mig til at være her. Ellers har jeg tilbragt de sidste par dage med at være usynlig og gennemsøge basen. Jeg har holdt mig for mig selv, men når man er usynlig, hører man de mest spændende ting. Som for eksempel at Brent græder om natten, når han tror, at han er alene.

   ”Vi har lokaliseret et objekt, som du skal finde og bringe tilbage.”

   ”Og hvad er dette ’objekt’?” spørger jeg.

   ”En kalk,” siger han og holder et billede op. Den er lille, guldfarvet og har nogle mærkelige symboler langs kanten. ”Problemet er, at den bliver bevogtet af en gruppe der kalder sig Dark Moon. Dræb dem hvis det bliver nødvendigt.”

   ”Fint, jeg finder denne kalk,” siger jeg og gør mine til at vende mig om.

   ”Vent, Kevin kommer med dig,” siger den gamle mand. Jeg tror nok, at han hedder Festus.

   ”Det, tror jeg ikke, er en god ide,” siger jeg med sammenknebne øjne.

   ”Det var ikke et forslag, men en ordre.”

   Jeg stirrer rasende på ham.

   ”Det vil gå meget hurtigere hvis jeg er alene.”

   ”Det er ikke til diskussion. Og du sørger for, at der ikke sker den dreng noget.”

   ”Fint. Jeg finder ham.”

   Med de ord forsvinder jeg i den blå luft og lidt efter, står jeg foran Kevin. Han hopper forskrækket tilbage.

   ”Vi skal åbenbart ud på en lille mission efter en kalk,” siger jeg og ser irriteret på ham.

   ”Hvad?”

   ”Din leder stoler ikke på mig, så du skal åbenbart med.”

   ”Hvornår tager vi af sted?”

   ”Nu.”

   ”Lige nu?”

   ”Nej om et kvarter,” siger jeg sarkastisk. ”Ja lige nu!”

   Han smiler lidt fåret til mig og jeg er lige ved at smile tilbage. Men det gør jeg ikke. Jeg er vred på ham.

   ”Jeg finder lige Festus,” siger han og går ud af døren. Først nu opdager jeg hvor jeg teleporterede hen. Den var hans værelse. Det eneste rum på hele basen, jeg har nægtet at komme i nærheden af. Der er let rodet, hans seng er redt men skrivebordet er fyldt med papirer og billeder. Det var billederne, der overraskede mig mest. De var alle af mig. Der var et fra første gang, vi mødte hinanden. Fra vores første date. Alle de specielle ting vi havde lavet sammen, før han… før han dræbte mig. Mit blik bliver hårdt igen. Det kan godt være, at det ikke var ham, der havde ført kniven, men jeg var ikke død nu, hvis det ikke havde været for ham.

   ”Engel?”

   Jeg vender mig om med et vredt blik. Jeg havde ikke lagt mærke til, at han var blevet. Han var ikke gået.

   ”Skulle du ikke finde Festus?” spørger jeg vredt. Jeg er egentlig ikke vred. Jeg prøver bare at camouflere gråden i min stemme.

   ”Jo, men…” siger han og går hen til mig. ”Engel, jeg ved, at du skjuler noget. Du behøver ikke at sige noget, bare… Du er i din gode ret til at være vred, og jeg forstår godt, hvis du aldrig tilgiver mig men…”

   Jeg læner mig frem og presser mine læber mod hans. Bare for at få ham til at holde kæft.

   ”Jeg tilgiver dig ikke,” siger jeg og mærker en tåre trille ned over min kind. ”Men jeg er ikke vred. Ikke længere.”

   ”Hvad?”

   ”Jeg var vred først, men så indså jeg, at det ikke nyttede noget. Jeg bliver ikke levende igen af at hade alt og alle,” siger jeg, han ser skyldigt på mig. ”Det eneste, jeg kan gøre nu, er at adlyde og håbe på, at jeg bliver sat fri. Jeg hører ikke til her længere.”

   ”Lad være med at sige det,” siger han trist. Vi står stadig meget tæt. Jeg ser undrende på ham. ”At du ikke hører til her.”

   ”Kevin, jeg er død,” siger jeg og ser trist på ham. ”Jeg burde ikke være her.”

   ”Havde vi ikke en mission?” spørger han i et tydeligt forsøg på at skifte emne. Jeg sukker uhørligt. Han bliver nødt til at indse det før eller senere.

   ”Festus er helt henne i den anden ende af basen,” siger jeg. Han ser opgivende ud. Det er en halv time væk fra Kevins værelse.

   Jeg rækker min hånd ud mod ham.

   ”Skal jeg teleportere os derhen?”

   ”Kan du teleportere?”

   ”Hvordan tror du, at jeg dukkede op lige foran dig her før?” spørger jeg irriteret men så slår det mig. ”Du troede, at jeg var usynlig.”

   ”Lige meget,” siger jeg og tager fat i hans arm. Lidt efter står vi foran den gamle mand.

   ”Wow,” siger Kevin og tog sig til hovedet, han famlede efter et sted at sidde.

   ”Er du ok?” spørger jeg og ser en smule bekymret på ham. Hurtigt efter lægger jeg mit ansigt i nogle andre mere passende folder. De skal ikke vide at jeg bekymre mig for nogle af dem.

   ”Ja, bare giv mig et øjeblik,” siger han svagt, så retter han blikket mod den gamle mand. ”Hvad var det for noget med en mission?”

   ”Det er en meget simpel mission,” siger den gamle mand. ”Vi har allerede taget et kig på basen. Der er skjulte lasere, kameraer og i alt femten vagter til at styre det hele. Dræb vagterne og kom tilbage med kalken hertil. Så enkelt er det.”

   Jeg bøjer hovedet for at give tegn til at det er forstået, så kigger jeg hen på Kevin.

   ”Er du klar til at teleportere?” spørger jeg Kevin.

   ”Igen?” spørger han med et skræmt ansigtsudtryk.

   ”Det er den hurtigste måde.”

   ”Fint.”

   Jeg tager fat i hans arm og i det sekund inden, at jeg teleportere os, siger jeg:

   ”Hvis vi bliver fanget i en væg eller jorden, vil jeg gerne frafalde mig alt ansvar.”

   ”Vent! Hvad?!” råber han lige og så er vi væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...