Død

Jeg kan ikke fatte, at han kunne gøre det mod mig. Eller jeg kan vel godt fatte det, på et eller andet plan, men... hvorfor? Mit navn er... Jeg aner det ikke. Hvor lamt... jeg kan ikke engang huske mit eget navn. Alt hvad jeg ved er, at jeg er død. Et spøgelse. Ikke længere i live. Og for hver dag bliver alt mere og mere tåget. Hvorfor gjorde han det? Hvorfor er jeg død?

4Likes
2Kommentarer
574Visninger

1. .

 

   ”Lad mig gå,” hvisker jeg ud i rummet, jeg ikke kan se. Jeg kan ikke se nogen af de folk, der er i rummet og holder mig fast mod den kolde overflade. Men jeg ved hvem en af dem er. Kevin.

   En messen lyder over mig. Jeg gisper og skriger da det kolde stål gennemborer mit bryst. Lige i hjertet. Jeg bliver kastet ud af min egen krop og ser nu hele rummet foran mig. Det er et cirkulært rum med underlige symboler på gulvet i en cirkel langs væggene. Der er cirka fire døråbninger uden døre, men trods manglen af døre ved jeg, at jeg ikke vil kunne gå ud af dem.

   Der er fem personer i rummet, hver står de i mindre cirkler. De har alle trukket deres hætter op. Midt i rummet er et lille stenbord med lighed til et alter. Og på alteret ligger jeg. Eller min krop. Og jeg trækker ikke vejret. Det ligner nærmest at jeg sover, hvis man ser bort fra den blodige kniv der stikker op fra mit bryst. Mit sorte hår er filtret og mine grønne øjne er lukkede.

   ”Nej…” gisper jeg. ”I… I… I har dræbt mig…”

   Ordene bundfæster sig i mig alt imens, at han, der stak kniven i mig, messer videre. Jeg mærker, at jeg langsomt bliver fanget, bundet.

   ”I dræbte mig!” siger jeg lidt højere. Jeg ser mig rundt i rummet igen. Et hvidt lys har kastet sit slør over mig. Som en åbning væk fra det skrækkelige senarie. I det ser jeg mine afdøde bedsteforældre der gør fagter til mig for at få mig til at gå igennem. Jeg ser også min afdøde lillesøster, der leger med en masse små børn med vinger. Igen tager jeg et tøvende skridt hen mod lyset.

   Idet det skal til at tage det sidste skridt lyder min drabsmands stemme:

   ”Ånd! Med disse ord binder jeg dig til denne verden og min ordens ordrer. Du vil tjene os for tid og evighed til, at vi lader dig gå. Ingen af os må du skade eller dræbe. Således er det sagt således er det gjort.”

   Mine bedsteforældre ser forbavset på mig, min lillesøster stopper med at lege for at se mig. Lyset lukker og tager dem alle med.

   ”Nej!” skriger jeg og kaster mig mod lyset, men det er for sent. Jeg er fanget.

   Mit blik farer hen mod dem og uden at gøre noget som helst opstår der en storm inde i lokalet. Deres hætter blæser ned, men ellers er de uskadte. Jeg har lyst til at dræbe dem, men jeg kan ikke. Jeg kan fysisk ikke skade dem.

   Mit blik fanger Kevins. Hans lyse, halvlange hår er vildt og uregerligt i vinden. Han ser skyldig og skræmt ud.

   ”Dig,” siger jeg og peger på ham. ”Det her er din skyld.”

   ”Ånd stop det og vis os din sande form,” siger ham der dræbte mig. Jeg vender mit brændende blik væk fra Kevin og ser på en gammel skaldet mand. Vinden lægger sig øjeblikkeligt.

   ”Min sande form?” siger jeg vredt. ”Hvad snakker du om?”

   Han griber efter en amulet formet som et øje der hænger om hans hals.

   ”Vi ved hvad du er, vis os din sande form nu!” siger han og amuletten lyser. Den tvinger mig i gulvet. Et smertens skrig baner sig vej gennem min hals, og som jeg lægger der på gulvet vokser store, smukke, vinger frem fra min ryg. Den ene vinge er sort og den anden lysende hvid. Smerten er der stadig og jeg skriger.

   ”Stop det!” lyder en fjern stemme. ”Du skader hende!”

   ”Kevin forlad ikke din cirkel!” råber den gamle. Smerten til at stopper.

   Jeg føler at nogen knæler ved siden af mig og åbner øjnene. Kevins bekymrede øjne ser ned på mig. Jeg misser med øjnene og ser på Kevin.

   ”Du er en idiot,” siger jeg og ser på ham med lynende øjne, men jeg gør ham ikke noget. Hurtigere en menneskeligt muligt rejser jeg mig op og nærmest teleportere hen i den modsatte ende af rummet. Jeg vender mig hurtigt mod den gamle mand. ”Lad mig gå.”

   ”Nej,” siger han bestemt. ”Kevin gå ind i din cirkel.”

   Det ser ud til, at Kevin først nu, indser hvad han gjorde. Hurtigt skynder han sig ind i sin cirkel igen.

   ”Hør, jeg har ingen intentioner om at skade jer, selvom at I dræbte mig,” siger jeg med sammenknebne øjne. ”Bare lad mig gå og så kan vi alle fortsætte med vores liv eller efterliv.”

   ”Vi dræbte dig ikke uden grund, så nej, vi lader dig ikke gå, ikke endnu,” siger den gamle mand.

   ”Hvad vil I have?” spørger jeg. ”I har allerede taget mit liv. Hvad mere vil I have?”

   ”Sværg at du vil tjene os og adlyde os til, at vi lader dig gå,” siger han. Et øjeblik lader jeg som om, at jeg tænker over det, men jeg ved allerede hvad, jeg vil svare.

   ”Nej.”

   ”Sværg eller du kan blive i dette rum for evigt.”

   ”Du er ikke nogen rar, gammel mand,” siger jeg og lægger mine arme over kors. ”Hvis jeg sværger, vil I så slippe mig fri, når jeg har gjort det, I vil have mig til?”

   ”Det kan vi se på,” siger den gamle.

   ”Med andre ord nej,” siger jeg og ser vredt på ham. ”Kan jeg i det mindste bevæge mig rundt i den fri verden?”

   ”Du skal holde dig til vores base, til at vi ved, at vi kan stole på dig,” siger han. Jeg sukker og lukker øjnene.

   ”Hvad skal jeg sige?”

   ”Læs dette op,” siger han og smider et stykke papir hen til mig. Per refleks prøver jeg at gribe det, men det flyver direkte igennem mig.

   ”Jeg har et problem,” siger jeg.

   ”Hvad er det?”

   ”Jeg er død.”

   ”Koncentrer dig om at samle din energi til en masse. Du er ikke noget almindeligt spøgelse. Du kan skifte fra fast form til luftform. Fra usynlig til synlig. Og så har du visse evner, som kun kan bruges, hvis du er død.”

   ”Idiot,” mumler jeg men gør som han siger og lukker øjnene. Min form bliver fastere. Jeg åbner øjnene og rækker ud efter papiret som nu ikke glider direkte igennem mig. Jeg begynder at læse op:

   ”Jeg sværger ved min udødelige sjæl, at tjene broderskabet som har dræbt mig, til den dag de beslutter sig for at løslade mig. Hvis jeg skulle bryde denne ed eller skade dem livstruende, må min sjæl blive opslugt af helvedets flammer og aldrig finde hvile.”

   I samme øjeblik ordene har forladt min mund, mærker jeg den bindende kraft endnu stærkere end før. Jeg gisper og griber mod der, hvor mit hjerte var, da jeg var levende, for det er der, følelsen er værst. For anden gang i løbet af et kvarter, kollapser jeg på gulvet.

   ”Rejs dig, ånd,” siger den gamle mand. Jeg rejser mig træt, for jeg har intet valg. Jeg er tvunget til det.

   ”Mit navn er ikke ånd,” hvæser jeg vredt. ”Det er…”

   Med gru går det op for mig, at jeg ikke ved det. Jeg kan ikke huske mit eget navn. Mit blik farer rundt langs rummet og lander så til sidst på Kevin. Han ser trist ud. Harme fylder mig og får mig til at dirre. Hvorfor er han trist? Det er ikke ham, der er død. Ikke ham, der ikke kan huske sit eget navn.

   De træder alle ud fra deres cirkler.

   ”Du må nu forlade cirklen,” siger de i kor. Tøvende tager jeg et skridt hen mod en af buegangende. Jeg træder hen over linjen uden at blive standset. Lidt efter styrter jeg væk fra det forbandede sted. Lige indtil at jeg når en mur. Jeg sætter mig op af den og begraver mit ansigt i mine hænder. Selvom at jeg ikke kan fysisk græde, løber tårerne alligevel ned af mine kinder.

   ”Engel?”

   Det velkendte kælenavn får mig til at kigge op. Kun en person har nogensinde kaldt mig det.

   ”Dig!” siger jeg vredt ved synet af Kevin. ”Det her er din skyld!”

   ”Jeg ved det.”

   ”Du er en ufølsom galning!”

   ”Jeg ved det.”

   ”Du… vent hvad?” spørger jeg forvirret. Jeg har rejst mig op.

   ”Jeg ved det godt, engel,” siger han og ser på mig med fortrydelsen malet i øjnene. ”Jeg havde ikke noget valg.”

   ”Man har altid et valg,” siger jeg koldt. Han rækker ud efter mig, men hans hånd går lige igennem mig.

   ”Engel, du forstår ikke,” siger han og trækker sin hånd til sig.

   ”Nej, jeg forstår ikke. Jeg forstår ikke hvorfor, du gjorde det. Eller hvad I vil med mig,” siger jeg frustreret.

   ”De er den eneste familie, jeg har,” siger han trist.

   ”Skulle jeg have ondt af dig? For det har jeg ikke,” siger jeg vredt, men det er løgn. Det rører et eller andet i min bevidsthed. Noget jeg ikke kan slette igen. Et minde. Jeg kan se det og så alligevel ikke. Men han ved ikke at det er løgn. Han ser bare såret på mig.

   ”Engel…”

   ”Nej, bare lad mig være,” siger jeg og træder bagud. Jeg forsvinder ind i væggen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...