The story of a broken girl - One Direction - one shot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 sep. 2012
  • Opdateret: 29 sep. 2012
  • Status: Færdig
Lilly er lige kommet tilbage i skole efter sommerferien, men alt er ikke som det plejer, og hun er slet ikke den samme mere. Der er sket lidt for meget i den sommerferie til at hun kunne forblive den samme, men hvad er det der er sket den sommerferie? Og hvordan ændrede det hele hendes liv? *Dette er et one shot*

9Likes
7Kommentarer
1194Visninger
AA

1. The story of a broken girl

Jeg gik ned af gangen. Jeg kunne mærke alle blikkene lande på mig som de altid gjorde, men jeg gik bare videre, selvom jeg inden i vred mig af smerte. De skulle intet vide. Jeg ville ikke sige noget, selvom jeg vidste at man kunne regne det ud om nogle uger, men forhåbentlig var jeg væk til den tid. Jeg ville ikke kunne klare deres bebrejdende blikke. Den måde de stirrede på mig nu, var en ting, om nogle uger ville de blive et andet blik og det ville jeg ikke se. Jeg ville ikke se dem ændre deres syn på mig, men jeg kunne ikke bebrejde dem noget, hvis jeg stod i deres sted ville jeg gøre det samme. De vidste jo ikke bedre. De vidste ikke hvad jeg vidste. De vidste ikke hvad jeg havde gjort. Ikke endnu i hvert fald. Mit liv ville blive alt andet end godt efter dette, men hvilke valg havde jeg? Jeg havde ingen valg tilbage, jeg havde valgt alt forkert og nu.. ja, nu havde jeg intet tilbage. Intet. Min mor ville ikke snakke med mig mere og når jeg endelig var ved min far ignorerede han mig også. Jeg elsker min far og jeg ved han elskede mig, men han kan ikke se mig i øjnene mere. Jeg er ikke hans datter mere. Det gør mig frygtelig trist at tænke på.

 

En tåre faldt ned af min kind og ødelagde den make-up jeg havde lagt i morges. Den som alle sagde var perfekt. Jeg var perfekt i deres øjne, en man så op til, men jeg var langt fra perfekt, det havde jeg været, men det var jeg ikke mere. Jeg tørrede den desperat væk, i håb om ingen havde set den, men selvfølelig var jeg ikke så heldig. Det var jeg aldrig.

Sara kom gående hen til mig med et lille smil plantet på læberne. Falsk. Alt ved hende var falsk, ligesom jeg også har været i lang tid, ind til han ændrede alt. Jeg lærte at leve, men så traf jeg de forkerte valg. Alt sammen skete i en sommer ferie, den sommerferie vi havde for nogle måneder siden. Hun vidste ikke jeg havde ændret mig, det gjorde ingen. "Hvorfor så trist, Lilly?" spurgte hun med sin 'perfekte' stemme. Hun var meget smuk med hendes blonde perfekte hår, hendes iskolde grå øjne der lyste, men ikke på en god måde og hendes fyldige læber, der var rødere end den rødeste rose. Hun var smuk, måske for smuk. Hun lagde en hånd på min skuldre og gav mig smilet. Jeg prøvede at smile igen, men da hendes var så piv falsk som det kunne blive, blev mit kun en mærkelig grimasse. "Jeg har vel bare en dårlig dag.." sagde jeg og sukkede tungt og fik hendes hånd rystet af min skuldre. "Du ved mine forældre" forsatte jeg. Ja, jeg løj, men så alligevel ikke, jeg havde jo et problem med mine forældre.

Jeg løftede mit hoved højt igen og satte tempoet op. Jeg ville bare over til mit skab, så jeg kunne komme af med min engelsk bøger og komme ned i kantinen. Jeg kunne høre skridt bag mig og vidste med sikkerhed at hun fulgte efter mig. Hun ville havde et mere specifikt svar, men det ville ikke komme ud af min mund, for når først hun vidste det, ville hele skolen pludselig vide det. Hun elskede sladder og hun vidste ALT om alle. Der var ikke det, hun ikke vidste om dem på skolen. Hun kunne smigre sig ind på alle, og på den måde få alt det sladder hun vil havde.

Jeg sukkede indvendig, da jeg nåede mit skab og fik det åbnet med min lille hemmelig kode. Nu jeg tænker over det, er den ikke så svær at gætte, det er min fødselsdato. Jeg lagde mine bøger ind i skabet og tog min pung frem. Hvis der ikke var noget godt mad i kantinen, smuttede jeg bare ned til pizzeriaet på hjørnet. Jeg vidste godt man ikke måtte være uden for skolens grund i skoletiden, men kantinens mad var ikke altid særlig god, især ikke når de serverede fisk. Ad! Jeg lukkede mit skab og vendte mig om på hælen og gik ned mod kantinen.  Flere blik landede på mig, men jeg blev ved med at holde hovedet højt. Skridtene begynde igen efter noget tid. Kunne hun ikke forstå en hentydning? Jeg havde ikke overskud til hende lige nu. Vi havde været bedste veninder indtil sommerferien og hun troede selvfølgelig stadig vi var det, og indtil videre lod jeg hende blive i den tro. Det var nok det bedste for nu.

Hun nåede op på min side og tog min arm i hendes. Hun smilede stort over hele ansigtet og jeg kunne se der var noget hun brændte for at fortælle mig. Sikkert noget sladder af en art eller måske havde hun fået en ny kæreste. Det kunne sagtens være, for hun droppede Nick i går. Gad vide hvem den nye fyr var og hvor lang tid han ville holde? Hendes rekord var 2 uger, før hun enten fandt sig en ny eller havde været utro. "Jeg kan se på dig, at du ikke vil snakke mere om dine forældre, så lad mig fortælle dig en fantastisk nyhed!" sagde hun glad med hendes igen 'perfekte' stemme. Åh, jeg orkede det ikke! Jeg plantede et falsk smil på mine læber, men det føltes bare så forkert. "Kom med det!" sagde jeg med falsk interesse.  Jeg sukkede højt indeni. "Lad os få noget mad først" sagde hun og trak mig de sidste meter op til køen i kantinen.

Så der sad vi med alle pigerne rundt om os. Eller ikke alle, men alle der var i vores klike, som nu var hendes, jeg ville ikke kendes ved den mere. Jeg var ikke den samme mere, men det ville ingen have være, hvis de havde oplevet det samme, set det samme, følt det samme og gjort det samme som mig. Jeg havde ikke haft en mulighed for at forblive den samme, ikke at jeg ville tilbage og være hende jeg engang var, men alligevel savnede jeg hende. Jeg savnede at være hende den perfekte pige som alle kunne lide, den som min far elskede og min mor ville snakke med, men hun var forsvundet i den sommerferie, den sommerferie der ændrede mit liv totalt. Om det så var på en god eller dårlig måde, kan jeg ikke lige sige, da jeg nu gør ting jeg ikke burde, ting jeg aldrig ville have kunne drømt om at gøre hvis jeg ikke havde mødt ham. Hvis du ikke kan høre det på mig, vil jeg gerne sige det. Jeg er forelsket i ham, og der har vi det første problem, ud af det der føles som millioner.

Han er svær at glemme, især det smil han havde på læberne. Hans blå/grøne øjne der kunne fange mine og lade dem drukne i hans. Det brune hår der var sat med voks, så det lignede en uglet og tilfældig frisure, men det var det ikke, han satte det op præcist, som dagen før, han vidste hvor alle totterne skulle side. Han havde tryllebundet mig, selvom min far sagde han havde forhekset mig kan jeg ikke helt se forskellen, med hans fantastiske personlighed, der havde været så flappet over for mig og det havde jeg ikke været vant til, så jeg fandt ham vel interessant, hvilket både var en forbandelse, men også en fortryllelse, en smuk en af slagsen.

"Nå Lilly, vil du så høre nyheden!" sagde Sara med en skinger stemme, som selvom den var skinger stadig var 'perfekt'. Hvordan det lykkes hende, var mig en gåde, men det havde nok noget at gøre med at hun jo var perfekt. Jeg smilede, ligesom jeg ville havde gjort, hvis jeg var den gamle mig. "Ja, kom med det" sagde jeg og nikkede svagt, for at indikere at hun skulle forsætte. Hun ville have forsat og jeg havde sagt ja eller nej til det, så jeg kunne ligeså godt (lade som om jeg ville) være på hendes side. Man skal ikke prikke til en sovende bjørn, eller hvad man nu siger. "Vores rektor har fået arrangeret med nogle andre skoler en privat koncert!" skreg hun glad. Juhu! Mærk ironien, endnu et åndssvagt bandt, der ikke er en skid kendt og spiller den mest kedelige musik i verden. "Hvorfor så glad?" spurgte jeg, da jeg vidste hun havde den samme mening som mig. "Det er jo bare endnu et kedeligt band" sagde jeg lidt efter.

Sara's øjne blev store og hun så overrasket ud for første gang i hendes liv. Havde hun gennemskuet mig? Jeg mærkede mine hænder blive våde af sved og varmen stige med mindst 10 grader. Hun vidste, at jeg ikke var den samme. Hun vidste jeg havde ændrede mig. Hvordan kunne jeg være så dum at tro jeg kunne gemme det for hende? Det er ikke godt, det er ikke godt!

"Ved du det ikke" sagde hun og lød underlig skuffet. Hvad vidste jeg ikke? Hov, vent lige et øjeblik! Hun havde ikke regnet den ud! Mit liv var ikke ødelagt endnu! Eller vent det var det jo, bare ikke i skolen endnu. Jeg kan endelig være ligeglad med om de finder ud af det, da jeg forhåbentlig snart er væk, han lovede det. Han lovede at få mig væk her fra. Han lovede at det ville blive snart. Han havde bare at holde hvad han lovet.

"Nej..." sagde jeg tøvende. Det her forvirrede mig rigtig meget. Jeg plejede at vide alt. Plejer er død, ligesom den gamle mig. Jeg kiggede over på Sara og forventede snart, hun ville fortælle mig hvad det var, jeg ikke vidste. "Det er ikke et eller andet ukendt band" sagde Sara og hoppede nærmest op i stolen. Hun lænede sig ind over bordet, som om jeg var den eneste der måtte vide det. Jeg ville havde grinet, men det ville havde været mærkeligt og ikke noget den gamle mig ville havde gjort. "Det er One Direction" sagde hun og med de ord døde jeg officielt. Mit liv var ovre. Det kunne hun bare ikke mene! Min kæbe lå på bordet og jeg prøvede ihærdigt at få den op igen, men lige meget hjalp det, den ville bare ikke med op. "Det mener du bare ikke!" sagde jeg og havde svært ved at kontrollere min vrede. Inden i var jeg lidt glad, da en jeg elskede så ville komme, men også 4 andre idioter. 4 drenge der hadede mig og jeg hadede dem.

"Jeg troede du ville blive glad" sagde Sara forvirret og jeg kunne godt forstå hende, for jeg havde elsket One Direction højere end noget andet før sommerferien. Igen, den sommerferie havde ændret mit liv. "Du elsker jo One Direction" sagde hun såret. Fedt, nu havde jeg (fake) såret hendes følelser og så ville hun græde snart. Selv hendes falske tårer så perfekt ud. "Det er jeg da også og jeg elsker dem stadig, jeg blev bare lidt overrasket" sagde jeg og man kunne tydeligt høre at jeg løj, tror jeg da. Jeg kunne høre det. "Hvornår er det så?" spurgte jeg for at lyde interesseret. Nu skal jeg endelig se ham igen, men jeg havde håbet på at se ham uden hans irriterende venner, men i det mindste ville jeg komme til at se ham og måske aftale hvad vi nu skulle gøre. "Det er i dag efter denne pause! Hun har holdt det hemmeligt, så der ikke kom nogle fremmede mennesker" sagde hun og smilede stort og denne gang var det et ægte et. "Det er jo super!" sagde jeg og prøvede at smile tilbage, men jeg kan ikke sige om det virkede. Gad vide om han kunne finde mig? Jeg mærkede varmen i mit bryst, da jeg tænkte på ham og jeg blev helt blød i knæene. Det irriterede mig så utrolig meget at han havde den effekt på mig. Jeg følte mig svag, jeg følte mig træng op i en krog. "Jeg går lige på toilet" sagde jeg og rejste mig langsomt op fra min stol. Jeg mærkede alle blikkene lande på mig igen og jeg kunne stadig ikke lide det. Jeg gik en anelse for hurtigt ud af kantinen, af hvad man normalt ville gøre, men det ragede mig.

Jeg kom ud på gangen og satte i løb. Der skete alt for mig i mit hoved lige nu. Jeg kunne ikke kontrollere det. Mit åndedræt blev hurtigere og hurtigere, da jeg ikke havde dyrket idræt i snart 2 år. Jeg hader idræt, især den del hvor man sveder som en gris. Jeg kunne mærke at jeg begyndte at svede og jeg bandede mig selv til helvede.

Jeg væltede ind af døren til pigernes toilet, som ingen brugte, da de synes det var ulækkert, så her var jeg i det mindste alene. Jeg gik over til vasken og så mig selv i spejlet. Jeg så en pige med et skrækslagen blik, de brun/grønne øjne var de samme, men passede ikke til det blik jeg havde. Det sort krøllede hår faldt kønt ned og indrammede mit ansigt perfekt, men det var kun en facade, ligesom det make-up jeg havde på. Den røde læbestift, den lidt for brune selvbruner og det kilo mascara jeg havde på var bare for meget, men det var sådan jeg havde set ud før sommerferien, så jeg havde ikke noget valg, hvis jeg skulle holde facaden til jeg forsvandt. Den lille skønhedsplet på min venstre kind indikerede at jeg ikke var så perfekt som jeg udgav mig for at være og derfor havde jeg i flere år prøvet at skjule den med selvbruner og puder. Den eneste grund til at man kunne se den nu, var for alle de tårer der faldt ned af mine kinder og tog alt make-up med sig. Mit synd blev sløret og jeg blev trukket mere og mere ud af denne verden og ind i mine minder.

Jeg kiggede op på baren, hvor en speciel fyr havde tiltrukket min opmærksomhed. Han lignede en eller anden jeg havde set før, men jeg kunne ikke placere det, da han sad med ryggen til. Han så nu meget lækker ud med den tilfældige frisure og han anderledes tøjstil. Han havde ikke hængerøvs bukser på, som alle andre. Jeg havde aldrig kunne lide hængebukser. Hvorfor skulle jeg se deres underbukser? Det var ikke et syn jeg nød. Fyren vente sig om og smilede svagt til mig. Det virkede som om jeg havde set hans blå/grøne øjne før. Hans smukke ansigt lignede en eller anden, men hvem? Og der slog det mig, det var Louis fra One Direction. Omfg! Louis Tomlinson var her! Tag det roligt Lilly, lad være med at skræmme ham væk. Jeg rejste mig op og tog en dyb indånding, inden jeg tog mig sammen og gik over til ham. På vejen derhen smilede jeg mit meste flirtende smil, men så ikke ligefrem solgt ud som jeg var van til, men nu var han jo også verdenskendt (og han havde en kæreste). "Må jeg side her?" sagde jeg med min uskyldige og sukkersøde stemme. Den virkede altid. Jeg spillede nervøs overfor ham. "Øm... ja da" sagde han, imens han kiggede mistroisk på mig. Han klappede på stolen ved siden af ham, for at sige at jeg skulle sætte  mig. Jeg smilede glad til ham, med et snært af nervøsitet. Hvis jeg kunne få ham med hjem bare for enkel dag ville jeg være lykkelig. "Hvad laver du så her?" spurgte jeg med min sukkersøde stemme og satte mig på stolen ved siden af ham. "Drikker" sagde han med en lidt flappet stemme. Hvad var der gjaldt med ham? Jeg havde ikke været flappet overfor ham, hvorfor skule han så være det overfor mig? Jeg ved godt jeg er blevet pigesur uden en grund, men det er fanme ikke sødt gjort!

Alt blev sløret og scenen skiftede...

Jeg knugede dynen omkring min nøgne krop og kiggede over på den smukke pige, der var brast ind og nu stod og råbte af Louis. Hun var så smuk at jeg næsten blev jaloux over hendes skønhed, men også kun næsten. Jeg havde set hende før, men jeg kunne ikke sætte finger på det. "Det er ikke som det ser ud" sagde Louis opgivende. Pigen begyndte at få tårer i øjnene og hendes blik gled over på mig. "Eleanor, kig på mig" sagde han, og der gik det op for mig hvem hun var. Det var Louis kæreste. Ups. "Du er en fucking luder!" skreg hun over mod mig og kiggede endelig op på Louis igen. "Hvad er det så?" spurgte hun med knækket stemme. "Det.. det er bare en pige.." mere nåede Louis ikke at sige før Eleanor gav ham en stor lussing og løb ud af Louis soveværelse...

Mine hænder begyndte at ryste og mine hænder kunne knap nok holde fast i håndvaskens kant. Igen blev alt sløret og scenen skiftede...

Jeg mærkede den kolde luft ramme mig, da jeg trak badeforhænget til side. Jeg hørte stemmer inde fra Louis værelse og begynde at overveje om Eleanor var kommet tilbage, men da stemmerne blev højre, kunne jeg hører at de var drenge. Det var nok de andre fra One Direction. "Stop med at råbe i mund på hinanden!" kunne jeg hører Louis' råbe. Det fik alle til at holde kæft. "Okay Louis, hvad har du gjort ved Eleanor? Hun er helt knust" sagde en blid stemme. Liam tror jeg. Jeg begyndte stærkt at fryse, så jeg tog et håndklæde rundt om min nøgne hud. "Ikke noget" sagde Louis med en nervøst stemme, der totalt afsløret ham. Idiot! Kunne han ikke bare sige det og være ærlig? "Det ved vi jo begge to er løgn" sagde en ny hæs stemme og jeg ville vædde min dyreste sko på at det var Harry. "Jeg... jeg.. je" stammede Louis. Han vidste åbenbart ikke hvad han skulle sige. Hvorfor sagde han ikke bare sandheden? Den kunne ikke skade dem, så hvad var hans problem? Jeg overvejede stærkt at gå der ud, det ville måske få dem til at stoppe, men på den anden side ville jeg jo også afsløre Louis, men hvis vi ser på den tredje side, fik jeg muligheden for at møde de andre fra One Direction. Jeg skylde ikke Louis noget og jeg ville gerne møde One Direction, så hvad ventede jeg på? Jeg tog mit undertøj på, som var sort med lyserøde frynser på. G-strengen sad god på min røv og BH'en fik min allerede store bryster til at se endnu støre ud. Jeg hang håndklædet op igen og gik hen til døren. Jeg låste den op og gik ud, som om jeg ikke vidste de var der. Deres samtale stoppede med det samme og alle blikkene lande på mig, som bare smilende gik forbi dem. Jeg gik hen til Louis seng kiggede mig lidt rundt efter min kjole. Den måtte jo være et eller andet sted. Jeg satte mig ned og begyndte at kravle rundt efter min kjole. Jeg kunne mærke blikkene fra drengene og smilede tilfreds. "Louis, hvor smed du min kjole hen?" spurgte jeg i mens jeg ledte videre. "Den er i stuen" sagde Louis men neutral stemme. Jeg rejste mig op og gik hen mod ham. "Når ja, tak søde" sagde jeg og kyssede ham blidt på kinden, inden jeg gik ud af soveværelset...

Hele min krop var begyndt at ryste så jeg tog fat i min pung og tog en lille pose, der var godt gemt væk i den, op. Jeg tog lidt af det hvide pulver ud på min anden hånd og lagde posen tilbage i min pung. Jeg førte den anden hånd op til min næse og sniffede det hele ind. Hele min verden blev sløret, så jeg satte mig op af væggen og lod mig glide ind i minderne igen, bare uden at føle noget.

Jeg lagde mine arme om Louis skuldre og trak ham ind i min favn. Det var første gang jeg havde ham uden et smil på læben og et glimt i øjnene. Når vi var sammen var vi altid så skide flappet over for hinanden, men det ente altid med at vi havde sex sammen, sådan var vores forhold bare, men nu... nu sad han her helt sønderknust. Hvad var der sket? Jeg skulle nok rive armene af den person der havde såret ham og brænde dem på et bål! Ingen skulle sårer min Louis, selvom ingen vidste, det var min Louis ud over de andre drenge fra One Direction, og dem kunne jeg ikke lide, de var altid så sure, når jeg var der. "Shh..." sagde jeg stille til Louis, da han begyndte at hulke stille. "Det hele skal nok gå" forsatte jeg og aede hans kind. Jeg begyndte ligeså stille at vugge ham frem og tilbage til han begyndte at slappe af. "Hvad er der sket?" spurgte jeg stille. Louis trak sig ud af min favn og kiggede mig i øjnene. Jeg fik helt ondt i hjertet af at se ham sådan. "Eleanor har fortalt alt til drengene og nu har de alle vent mig ryggen, da de åbenbart ikke kan lide dig" sagde han og tog en dyb indånding. "Selv Harry, han vente mig ryggen i dag" sluttede han og puttede sig ind til mig igen. Havde det her stået på i længere tid? Hvorfor havde han ikke fortalt mig det her noget før? Jeg troede de drenge var uadskillige, men det ændre jeg åbenbart på. En tårer sneg sig ned af min kind, da det gik op for mig, at det var min skyld at Louis sad her sønderknust...

Min krop stoppede med at ryste, men minder kom stadig strygene ind.

"Louis, jeg har noget jeg bliver nød til at fortælle dig..." sagde jeg stille og nervøst. Sommerferien var snart slut og Louis ville tag tilbage til London og jeg sad her med en hemmelighed, jeg blev nød til at fortælle ham. Han havde fortalt mig alt også at han nok snart ville forlade One Direction, hvis deres forhold ikke blev bedre. Det var synd, for de var så gode sammen. "Hvad er der?" spurgte Louis. Den sidste tid, havde Louis og jeg ikke været de samme. Han var blevet mere trist og det var jeg også, men jeg havde også ændret mig. Jeg var mere skrøbelig. Jeg var ikke længere nogen isprinsesse. Jeg var tæt på at være et vrag og det var Louis også. Vi var begge blevet knækket af de andre drenge og deres kærester, som ikke var støttende overfor vores specielle forhold. "Hm... det er lidt svært for mig at sige" startede jeg ud. "Kom bare med det" sagde Louis blidt og lod mig forsætte. "Jo, ser du... hm... jeg er gravid og du er faren" sagde jeg stille i håb og at han ikke hørte det. Det her var slet ikke godt, selvom jeg elskede Louis og gerne ville havde t barn med ham, så var vi slet ikke klar. Og det var slet ikke godt for så, da vier blevet stofmisbruger, for at få smerten væk. Jeg ved godt at stoffer ikke godt for mig, men når alt andet svigter, så har jeg ikke noget valg.

En tårer trillede ned af min kind, men jeg ænsede den slet ikke, da scenen skiftede.

Tårerne trillede ned af min kinder, men jeg gjorde intet for at forhindre dem. "Du må ikke tag af sted" sagde jeg grådkvalt. "Jeg kan ikke klare mig uden dig, jeg har brug for dig" sagde jeg lidt efter. Louis gik helt tæt på mig og kiggede mig dybt i øjnene. "Jeg kommer tilbage efter dig og så tag vi af sted sammen" sagde han og kyssede min pande. " men jeg må gå nu. Jeg har intet valg, men jeg lover dig, at jeg kommer tilbage efter dig!" sagde han og vente sig om og gik ind i lufthavnen. Tårerne blev med at falde den af min kinder, men der kom bare flere og flere til at jeg kunne se hvad der skete foran mig...

Jeg rejste mig op, da minderne var stoppet op. Jeg kiggede ind i spejlet og så en sønderknust pige kigge tilbage på mig. Jeg fjernede alt make-uppen med vand og gik så hen til mig skab, for at finde min make-up pung, så jeg kunne lægge min make-up igen og sætte facaden op.

Jeg var hurtige overe ved mit skab og endnu hurtigere tilbage på toilettet. Denne gang låste jeg døren, bare for at være sikker. Jeg kiggede på min mobil og så at pausen snart var færdig. Måske skulle jeg bare lade dem se den rigtig mig, når jeg alligevel snart var væk, men hvis jeg skulle havde mod nok til det, blev jeg nød til at tag noget mere, selvom jeg har lovet mig selv at stoppe. Jeg kunne jo gøre det, bare denne ene gang, så jeg havde modet til at vise alle hvem jeg var nu. Jeg tog den lille pose frem igen og tog resten af det hvide stof ned på min hånd, hvor jeg hurtigt sniffede det op i min næse. Jeg tørrede resterne af min næse og min hånd. Jeg tog min make-up pung frem og tog et lille lag mascara på og lukkede så begge mine punge sammen. Jeg låste døren op og gik ud på gangen.

Klokken havde endnu ikke ringet, så jeg gik bare direkte over til hallen, hvor alle koncerterne blev holdt. Da jeg kom derover var der allerede mange mennesker, men for en gang skyld kiggede de ikke på mig, men op på scenen. Det var en stor scene, men der var ikke rigtig noget specielt over den, udover at der snart ville stå en verdenskendt band på den. Jeg hørte musik begynde til en alt for kendt sang og besluttede mig så at stå over i siden, helt alene, så Louis ville havde let ved at finde mig.

5 hoppene og syngende drenge kom ud og begyndte sangen til WMYB. Jeg så 4 glade fyre, der lavede sjov med hinanden på scene og en trist, der holde sig lidt på afstand. Det var ikke det hel store og man ville kun lægge mærke til det, hvis man ikke vidste at der var noget i vejen i forvejen, og det var jeg nok den eneste der gjorde. Skrigende begyndte at overdøve næsten alt, på nær sangen og mine egne tanker. Det hele virkede meget fint indtil sangen sluttede og Louis tog ordet. De andre drenge kiggede forvirret på ham, men lod det ligge.

"Jeg har gået og tænkt over noget længe og i dag har jeg tænk mig at gøre det" sagde han og jeg kunne se hans blik lande på mig. Han smilede svagt til mig og hans øjne blev fyldt med en glæde, der ikke havde været der før. "Så Lilly, vil du ikke komme her op, så jeg kan fortælle det" drengene kiggede måbende på ham og alles blik lande på mig og da de så mig, faldt deres kæber til jorden. Hvad var det Louis han tænkt sig at gøre? En bange anelse kom frem i mig, da jeg gik frem mod scene og blev hjulpet op af en bodyguard. Jeg smilede svagt, men falsk til ham og gik op til Louis.

"Hvad har du tænkt dig at gøre" hviskede jeg til ham. Han tog sin arm rundt om mit liv. "Sige sandheden" hviskede han tilbage, inden han igen tog mikrofonen op til munden. Hvad var det for en sandhed han ville komme med? Den bange anelse jeg havde før voksede sig 1000 gange større. Det tegnede ikke godt. Overhoved ikke. Jeg ville ikke havde alle blikkene til at lande på mig, det ville jeg ikke kunne klare. Ikke nu hvor min facade ikke var oppe.

"Jeg har tænkt mig at forlade One Direction i dag og forlade England i nat" sagde han og smed mikrofonen. Han tog min hånd og trak mig med ned af scene og ind i en lille grøn bil. Jeg kunne hører skrigene derude, men prøvede desperat at lukke dem ud. Jeg ville bare væk nu. Helt væk.

Louis satte bilen i gear og kørte væk fra skolen, hvor alt og alle var i ophører, selv drengene fra One Direction, men det var ikke mit problem mere. Jeg havde Louis ved min side og sammen ville vi tag helt væk og starte et helt nyt liv. Sammen.

 

---------------------

Jeg vil meget gerne vide hvad i synes, så skriv gerne en kommentar :-)

Jeg ville også blive rigtig glad hvis i ville like den og sætte på favoritliste :-D

 

- MSH1912

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...