One Shot - Skovpigen

Jeg deltog i en skrivekonkurrence, og jeg endte med at vinde.
Så nu ligger jeg den også ud her, og vil meget gerne have konstruktiv kritik på den.


2Likes
0Kommentarer
567Visninger
AA

1. One Shot - Skovpigen

Vinden kærtegnede blidt min kind, og gav sig til at lege stille med mig hår. Fuglenes sang lød fra trækronerne, og jeg nød den forårs friske skov. ”Jeg har også savnet dig, Luft”, fniste jeg let, og modtog endnu et kærtegn. Jeg gav mig til at fløjte med fuglene, mens jeg fandt min vej gennem skoven. På begge sider af stien blomstrede smukke anemoner i hvide, gule og blå farver. Blandt dem fandt også blå krat-violer vejen op mod lyset og spredte stolt deres blade. Under dem kunne man se det tætte underlag af skovsyre. Jeg bukkede mig langsomt ned og plukkede yndefuldt en. Forsigtigt trak jeg et af de tre lysegrønne blade af og puttede det i munden. Den syrelige, friske smag fyldte min mund, og jeg smilte tilfreds. Jeg fik mig selv på benene igen og smed den halvspiste skovsyre fra mig. Glad, fortsatte jeg hen af stien til jeg nåede lysningen. Mit hjem. Engen, der sidst jeg så den havde været sne dækket, var nu fuld af liv. Græsset groede grønt, ved siden af de hvide fladstjerner. Et par harer løb rundt, og legede med hinanden, mens fuglesangen for oven havde taget til i styrke. Ræveungerne tittede frem fra deres hule i udkanten af lysningen. De så skræmt efter fjender, mens deres mor var ude. De var et let bytte for andre dyr. Men lige nu var alt fredeligt. Det var forår og alt kom frem. Gjorde klar til sommeren, der om nogle måneder ville dukke op, og gøre skoven smukkere end nu. Mit blik fandt den lille træhytte, der stod stille hen, i midten af lysningen. Den havde stået der i mange år, men den så stadig nydelig ud. Hytten var bygget af mørke bjælker, der fik den til at se ud som om den var en del af skoven. Taget var dækket til af mos, og et par enkelte vintergækker, havde slået deres rødder i mosset. Jeg slog trædøren op, og en svag muggen lugt fandt vej til min næse. ”Vi skal vist have luftet ud. Klarer du den Luft?”, sagde jeg, og straks blæste Luft igennem døren og tog den rådne lugt med sig. ”Tak”, svarer jeg, og igen modtog jeg et svar af Luft i form af et kærtegn. Jeg kiggede ud over den lille hyttes indre. Mine ting var der alle sammen. Min seng, der var af træ, og bundet pænt sammen af tynde stykker reb. Madrassen var blød, og stadig redt med det lilla silke tæppe jeg havde efterladt. Jeg havde ikke brug for dyne, når jeg sov her. Lænestolen i hjørnet, var en smule støvet, men stadig behagelig som altid. Dog havde et stinkdyr lagt sig til at sove i den. Det fik mig til at smile, og mindes alle mine dyre venner. Jeg var ikke ligesom alle andre. Det havde jeg altid vidst, og lige siden jeg som 7 årig var begyndt at kunne forstå dyrene og mærke Luft havde jeg nydt det. Nydt at være speciel. Jeg slog en latter op, der mindede om fuglenes sang. Stille lukkede jeg døren en smule i og stod igen på den blomstrende eng. Det var dejligt at være tilbage. Langsomt lukkede jeg øjnene og indsnusede skovens duft. Det beroligede mig. Jeg åbnede øjnene, da fugle kvidren lød lige over mig. Smilende kiggede jeg op og så to musvitter med en sød blomsterkrans i deres små næb. Jeg lod mit hoved falde, så mit blik lå på mine fødder, og mærkede lidt efter kransen på mit hoved. Atter kiggede jeg op, og takke de små fugle, inden de forsvandt tilbage til trætoppene. Mit hånd fandt vejen til kransen og trak den af hovedet. Den var flettet af smukke, lyserøde roser, men tornene var nænsomt fjernet fra stilkene. Jeg lagde den tilbage på mit hoved, og lod samtidigt mine fingre løbe gennem mit lange, blonde hår. Midt i freden lod et skingert hyl, og alle skovens lyde stoppede bræt. Så blev den brudt, da en stor flok dådyr, skræmt fra vid og sans, krydsede engen. Straks havde alle travlt med at løbe i samme retning, som dådyrene, mens fuglene alle var fløjet fra træerne. Kaosset herskede i få minutter, før engen var helt forladt, og jeg stod tilbage. Chokket, forvirret. Over hvad der lige var sket, og over hvad jeg skulle gøre. ”Hvad sker der?”, spurgte jeg vinden om. Luft svarede mig ved at skubbe mig i samme retning som alle var løbet. Da forstod jeg virkelig at dette var alvorligt. Jeg satte i løb. Løb væk fra den nyfødte skov, og de blomstrende blomster der hjælpeløst var bundet til samme sted. Da jeg nåede udkanten af skoven, tillod jeg mig selv en pause. Jeg stoppede op, og kiggede mig nervøst over skulderen. Et rødligt skær, flimrede lang borte. Jeg kunne se dem imellem de mange træstammer, og jeg kunne allerede fra denne afstand mærke den brændende varme. Ild. Der var ingen tvivl, og jeg forstod pludselig dyrenes uro. Igen vendte jeg mig om, og fortsatte til jeg stod et godt stykke ud af den nu flammeopslugte skov. Varmen ramte mig og varmede min krop, trods den lange afstand. En tåre trillede ned af min kind, mens jeg så mit hjem gå op i flammer. Jeg havde altid hadet at gå i skole. Hadet at været sammen med mennesker der alle var lige så falske som deres make-up fyldte ydre. Her kunne jeg være mig selv. Ingen dømte mig ud fra mit tøj eller udseende. Dyrene dømte mig ud fra mine handlinger og personlighed. De kendte den rigtige mig. Skoven gjorde mig glad, og de sidste 3 år, havde jeg tilbragt alt min tid i her, så længe vejret var varmt nok. Med håndryggen fik jeg tørt mit ansigt, der pludselig var blevet helt vådt og saltet fra de mange tårer. Bag mig mærkede jeg tilstedeværelsen fra skovens mange beboere. Også de var nedtrykte og delte min sorg. Mørke røgskyer overtog himlen over skoven, og jeg mærkede hvordan Luft langsomt blev presset tilbage. ”Få fat i vand”, viskede jeg og sendte Luft af sted. Vand ville kunne slukke ilden. Det var et stort kredsløb. Jord slog vand, vand slog ild, og ild slog jord. Naturens egne tre elementer der alle kontrollerede hinanden, i et evigt kredsløb. Hvorfor Luft ikke indgik i kredsløbet, havde jeg aldrig selv forstået. Men efterhånden var det gået en smule op for mig. Luft var budbringeren. Elementet der sørgede for alt gik som det skulle. Over mig træk skyerne tættere sammen, og kæmpede sig bravt igennem røgen for at komme over skoven. Der var ingen tvivl om at dette var regnskyer af den stærkeste kraft, og det havde Ild også godt regnet ud. Den gjorde alt for at holde skyerne på afstand, men måtte til sidst lade sig over give. Regnen dalede ned over skoven, og et godt stykke omkring den også. Mit hår klistrede sig vådt til mit aflange ansigt, mens jeg med mine græsgrønne øjne, så hvordan Vand bekæmpede Ild. Da den sidste flamme var tæmmet, mærkede jeg kort regnen hviske til mig. ”Mit job er gjort”, stemmen var en utydelig, skælvende hvisken i det stadig øsende regnvejr. ”Tak”, svarede jeg og sendte et smil til himlen. Skyerne trak sig tilbage og snart skinnede solen svagt ned over den nedbrændte skov. Et suk forlod mine fyldige læber, og gav genklang. Alt var stille, og alle stod vi og stirrede. Kiggede på det der engang havde været vores hjem. Et trygt sted, hvor vi alle levede i idyl. Det var nu ødelagt. Vi var efterladt med et helvedet på jord. Jeg vendte ryggen til asken, og så tilbage på dyrene. De så hjælpeløse ud. Jeg følte med dem. Men jeg vidste at det ville tage Jord flere uger at heldbrede sig selv. Da susede Lufts blide stemme gennem min øregang og fyldte mig atter med håb. ”Du har særlige evner, Sarina. Det ved De også selv, frøken. Brug dem”, Luft fyldte mig med tro, og selvom jeg aldrig før havde prøvet det, vidste jeg præcist hvad jeg skulle gøre. Og jeg gjorde det. Jeg brugte min evne. Jeg lod min stemme fylde engen, og snart tilsluttede fuglene sig også. I mit hovedet forestillede jeg mig hvordan skoven voksende, mens min sang gav genlyd, mellem de igen høje træer. Hvordan det hele kom tilbage til som det var før, under min korte vise. Og da jeg åbnede øjnene for at se skoven var det præcis det der skete. Den voksede og blomstrede, ligesom jeg havde forestillet mig, og da jeg sang den sidste tone var alt tilbage til det gamle. En smule overrasket over mine egne evner, beundrede jeg atter den forårs ramte skov. Et smil gled over mit ansigt, og jeg følte stolthed, ved dyrenes lettede åndedrag bag mig. Jeg vidste at fra nu af, var det min pligt at beskytte skoven. At sørge for at alt fortsat ville være idyl og skønhed. Det var og ville altid være mit hjem. Samtidig vidste jeg at jeg var født til dette job. Jeg var født til at være skovens beskytter. Måske så jeg ikke farlig ud. Trods alt var jeg jo kun en almindelig 15 årig bondepige, der var vokset op uden en far. Men jeg havde medfødte evner. Det havde min mor også altid fortalt mig. Min mors stemme gav genlyd i mit hoved. ”Du vil blive til noget stort, min pige. Noget specielt”, smilende så jeg min mors ansigt for mig. Hendes træk der lignede utroligt meget mine, at man skulle tro vi var søskende i stedet. Hendes grønne øjne, der mindede mig om naturen mere end noget andet. Hendes fyldige læber, der altid var pyntet med et skævt smil. Hendes lyserøde æblekinder, der fik hende til at virke så utrolig uskyldig og ung ud. Men mest af alt hende beroligende udstråling, der selv gennem billeder kunne tryllebinde folk. Selvom hun altid havde fortalt mig om hvor god en udstråling jeg havde, ville jeg aldrig komme på højde med min mor. Hurtigt tømte jeg hovedet for tanker. Jeg ville nyde dette øjeblik, og den inderlige stolthed jeg følte. Så gik jeg med faste kridt hen til skovåbningen. For anden gang på denne første forårsdag gik jeg gennem skoven, mens Luft legesygt hvirvlede omkring mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...