EFIH - To liv, et menneske.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 sep. 2012
  • Opdateret: 24 okt. 2012
  • Status: Færdig
Det er videre udgaven af John Greens roman; "En Flænge I Himlen"

Hazel er en 17-årig pige med kræft. Hun aner ikke hvor lang tid hun har tilbage, men ved det ikke er længe. Men hvad sker der, da en ny dreng dukker op? Da hun bliver forelsket? Mon det er let at være forelsket i en person som du ved dør? Enten før eller efter dig selv? Af samme sygdom?
Læs med her! Og find ud af!

46Likes
91Kommentarer
3455Visninger
AA

11. Mormor...

 

”Hvad?!” Skreg jeg, inden min mor overhovedet nåede at fortælle færdigt. Hun kunne bare ikke mene det der, det kunne hun bare ikke! Men ak. Selvom jeg kæmpede til en dejlig sejer måtte jeg fejle i den bitre ende.

”Så! Rolig nu Hazel! Jeg var jo ikke engang færdig!” Sagde min mor, helt upåvirket af min vrede. Jeg sukkede bare, viftede med hånden for at vise hun kunne fortsætte.

”Vi skal, lige meget om du vil eller ej! De savner dig jo! Det er ikke til at diskutere! Pak dine ting og kom ud i bilen, når du er klar!” Smilede hun bare glad og gik ind i hendes soveværelse for at pakke færdig.

Ja… Nu skal I bare hører. Min argh! Mor synes det ville være godt for os, at besøge min mormor og… morfar? Nåh, men det skal selvfølgelig gå ud over selvhjælpsgruppen… Min mulighed for at se Augustus uden jeg kommer til at lyde desperat. Men hendes grund var; ”Hvis han er den rette for dig, kan han også vente lidt længere på dig!”

Det er jo rigtig nok, men stadig! For det første er min morfar død, så vi skal bare besøge hans grav. Yes! Skide hyggeligt! Jeg kendte ham ikke engang! Han døde før jeg blev født, så jeg havde ligesom ingen mulighed.

Men så er der min æld gamle mormor, som ja… bare er helt vildt kedelig. Hun kan ikke engang se mere… og hun kommer altid med: ”Ej hvor ser du godt ud nu Hazel!” og kigger på en lænestol, mens jeg står ved siden af… Er det endeligt så ikke en ret dårlig ting? Lige meget! Men så en anden: ”Det er dejligt at læse alle dine breve Hazel!” Jeg sender hende ikke breve, det gør hendes andet barn end min mor. Så du kan godt se hvad jeg mener ikke? 

Men når min mor sagde det, som hun gjorde, mente hun det virkelig, så jeg kunne lige så godt pakke mine ting sammen. Jeg valgte nogle normale hættetrøjer med: ”I Love You!” Eller en kanin. Nogle søde blå jeans, sorte sokker og selvfølgelig mine elskede Converse!  

”Jeg er klar…” Sukkede jeg, da jeg endelig var færdig med at pakke, og kunne sætte mig ind i den varme bil.

”Godt. Det var også på tide.” Smilede min mor, mens hun satte bilen i gear og kørte frem. Nu var vi så på vej til den mest kedelige person i verdenen.

”Ej! Hvor er det godt at se dig, Hazel!” Smilede min mormor, mens hun rakte hånden frem mod en plante… Suk.

”Det er også godt at se dig!” Smilede jeg falsk, mens jeg kejtet tog hendes hånd.

”Må en gamle mormor som mig, ikke få et kys af sådan en ung dame!” Spurgte hun stadig med det der mormor smil plantet på hendes læber. Nej!

”Jo selvfølgelig!” Smilede jeg, og gav hende et hurtigt let kys på hendes rynkede kind. Det var slet ikke som Augustus bløde dejlige læber, mens han trak mig ind til mig… Og stop!

”Skal vi ikke besøge morfar med det samme? Han bliver så glad for at se dig!” Sagde mormor, jeg ville have sagt nej, men nåede ikke rigtig at sige noget.

”Jo! Selvfølgelig gør vi det! Kom så!” Grinede min mor, og tog mormor under armen. Jeg fik lov til at traske helt alene bagved… Ej det var faktisk fint nok, jeg ville ikke rigtig være sammen med dem. De snakkede om mig… Min kræft… Og mit liv… Det var ikke en samtale jeg gad deltage i…  

 

Jeg synes selv, dette blev et ret dårligt kapitel. Men ja... :) Det næste bliver bedre! Det lover jeg! <3  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...