EFIH - To liv, et menneske.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 sep. 2012
  • Opdateret: 24 okt. 2012
  • Status: Færdig
Det er videre udgaven af John Greens roman; "En Flænge I Himlen" Hazel er en 17-årig pige med kræft. Hun aner ikke hvor lang tid hun har tilbage, men ved det ikke er længe. Men hvad sker der, da en ny dreng dukker op? Da hun bliver forelsket? Mon det er let at være forelsket i en person som du ved dør? Enten før eller efter dig selv? Af samme sygdom? Læs med her! Og find ud af!

46Likes
91Kommentarer
3349Visninger
AA

5. Læber...

 

Det var som om mit spejl gjorde nar af mig. Mine ben var for tynde, mine hamsterkinder var som altid grimme, og buttede, min krop var bare i det hele taget ikke særlig piget. Hvis du forstår? Hvis jeg ikke havde langt hår, så ville de fleste nok tro jeg var en dreng. Eller nej, de fleste tror det i forvejen…

Jeg havde gjort mig klar til selvhjælpsgruppen, mine lyseblå jeans, en sort T-shirt, HYGGESOKKER! Og min lyserøde Adidas bluse! Hvis jeg selv skal sige det, så var jeg okay pæn.

”Skat! Det er nu!”

Jeg kiggede en sidste gang i spejlet, inden jeg hurtigt smuttede ned af trappen, eller så hurtigt jeg nu kunne. Mit hår var sat op i en høj hestehale. Så jeg ikke skulle tage det væk fra ansigtet hvert minut.

”Kommer!”

Jeg tog min sorte jakke, og kom derefter lynhurtigt ud i vores sorte bil.

”Kør! Kør!”

”Rolig nu! Skat! Ham drengen kan vel vente et minut eller to på dig.”

Jeg kunne ikke lade være med at rødme.

”Hej!” Sagde jeg forpustet, da jeg kom ind i lokalet. De var heldigvis ikke startet i nu.

”Hey! Du må undskylde det i går…”

Mere nåede Augustus ikke at sige, før jeg lagde en finger på hans læber. What? Hvad gjorde jeg! OMG! Hans læber var så dejlig bløde, tænk hvordan de ville føles at kysse. Hans læber og hans finger som udforsker din… Og stop! Tilbage til virkeligheden!

”Det er okay.” Smilede jeg forpustet, og fjernede straks min finger. Jeg var forpustet! Og det var ikke pga. af gå turen eller løbe turen!

”Skal vi finde en anden dag?” Spurgte han roligt, med sit charmerende smil plantet på sine dejlig bløde læber.

”Gerne!” Smilede jeg, og rystede hovedet indeni. Stop inden det går galt!

”Hvis alle er her, kan vi måske starte?!” Råbte Patrick.

Vi skyndte os alle sammen hen til en stol. Jeg hørte overhovedet ikke efter, men tog mig der i mod at smugkigge på Augustus hele tiden. Desværre gik timen alt for hurtigt. Men jeg kan da fortælle hvad den lækre havde på. Han havde en grøn bluse hvor på der stod: Free Hugs! Et par beige farvet jeans. Ja, det var det. Lækker!

”Hvad med lørdag aften? Kl. 19?”

Augustus rev mig ud af mine tanker. Jeg nikkede.

”Gerne!”

”Så ses vi!”

”Ja! Ses!”

Jeg kan ikke beskrive mine følelser, men jeg tror jeg er ved at blive forelsket…

 

Sorry for et kort kapitel! Men den skulle jo slutte spændende ikke? Hvad synes I? I må gerne huske at smide et like på vejen :-P Tak til jer som gider læse den! Uden jer var den intet! <3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...