EFIH - To liv, et menneske.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 sep. 2012
  • Opdateret: 24 okt. 2012
  • Status: Færdig
Det er videre udgaven af John Greens roman; "En Flænge I Himlen"

Hazel er en 17-årig pige med kræft. Hun aner ikke hvor lang tid hun har tilbage, men ved det ikke er længe. Men hvad sker der, da en ny dreng dukker op? Da hun bliver forelsket? Mon det er let at være forelsket i en person som du ved dør? Enten før eller efter dig selv? Af samme sygdom?
Læs med her! Og find ud af!

46Likes
91Kommentarer
3361Visninger
AA

4. Brændt af!

 

Da klokken var halv otte, var han stadig ikke kommet!

Jeg havde ellers gjort noget ud af mig. Jeg havde taget nogle lidt løse jeans på, så man ikke kunne se hvor tynd jeg var. Min ynglings bluse, en rød t-shirt med lidt puf foroven? Og selvfølgelig mine converse sko! Og så havde jeg rent faktisk taget makeup på! Wow!

 Mine øjne sagde vist alt, min makeup løb ned af kinderne. Ja! Jeg græd for første gang over en dreng! Jeg kan kun beskrive mine følelser som forrådt, sur, vred, ked af det og forladt… Ingen gode følelser at finde der!

Men nu hvor jeg alligevel skulle gå hjem, besluttede jeg mig, for at kigge på de mennesker jeg kom forbi. De fleste, der var ikke så mange, lignede nogle som havde været til fest, drukket og været sammen med en fyr eller en pige. Andre var mere gamle, slidte, trætte. Kedelige mennesker som enten var på vej hjem fra arbejde, eller hvad ved jeg. Der var faktisk ikke flere…

Selvom jeg var mørkeræd gjorde det mig for engang skyld ikke noget. Jeg skulle alligevel dø før eller siden ikke? Og som om det ikke var nok, begyndte det f*ndens også at regne! Havde jeg ikke haft nok elendighed i dag?!

Da jeg kom hjem stod min mor med et trist og glad ansigt. Hvis man altså kan det? Mens vandet drev fra mit tøj var min mor glad. Jeg var gennemblødt helt ind til min BH!  

”Hej skat! Augustus mor har ringet! Han var desværre blevet syg, men ville meget gerne se den med dig en anden dag!”

What! Nurh! Han havde lige frem ringet, i stedet for bare ikke at sige noget! Han steg mere og mere i min gode boks. Hvis du forstår? Måske kom han i selvhjælpsgruppen i morgen! Wuhu!!! Jeg glemte alt om mit våde tøj.

Vent! Først skal jeg have noget at spise! Jeg ville ikke ligne løgn, hvis vi nu… ja… blev… måske… KÆRESTR!!!

Sorry… Jeg går ikke amok hele tiden…

”Hallo?”

Min mor viftede med sin hånd foran mit hoved. Jeg vendte med det samme tilbage til virkeligheden.

”Undskyld! Det er fint! Jeg tager lige noget at spise, ikke?”

Hendes smil blev større og større. Det var enten godt eller dårligt…

”Der er mad i køleskabet, skal jeg varme det til dig?”

”Ja tak!”

I mens min overskønne mor gjorde maden klar. Kastede jeg tøjet i vaskemaskinen og tog mit overlækre nattøj på! Hvid t-shirt med en glad gul smiley et par grå gamacher, samt mine fantastiske lyserøde hyggesokker! Jeg smed mig i sofaen og fandt de afsnit jeg ikke havde set af Top Model.  Ja, jeg havde ikke fået set dem i nu. Selvom der var gået ret lang tid.

”Her.”

Mor satte maden foran mig.

”Tak moar!”

Hun smilede, og gik så igen. Maden var kylling, kartofler og brun sovs! Mums! Mit humør gik fra elendigt til den lyserøde sky! Takket være Augustus, og selvfølgelig mor!  

 

Hvad tror i der sker? ;) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...